Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1

Tydskernes falske Rygter om Dronningen og de Danske.

✂ En meget god Ven ►ad mig, en ►grundærlig ►Dannemand, som boer paa Landet, men har før kiendt 📌Kiøbenhavn paa en Prik, baade med dens Lys og Skygge, sendte mig nylig et meget alvorligt Brev, hvoraf jeg saae, han ►var blevet vild i, hvad han skulde tænke om det 📌Danske Riges Hovedstad, hvorfra han, mellem saamange andre, dels meget overdrevne og dels rædsom forvirrede Rygter, ogsaa havde hørt det Rygte, at Dronning 👤Caroline Amalie skulde være almindelig forhadt og udsat for alskens ►Ulæmpe. Dette finder ►Dannemanden med Rette gyseligt at tænke paa, men at han ikke finder det ganske utroligt, men tænker, man burde dog itide skamme Kiøbenhavnerne dygtig ud, blot fordi et saadant vanskabt og vanærende Rygte kunde fødes og taales og trives midt imellem dem, deraf seer jeg, han er ►blevet vild i det, men deraf seer jeg ogsaa, at det vil være min Pligt, saavel mod Kiøbenhavnerne, som mod Dronningen og 📌Danmark, at tage Bladet fra 66Munden om et Rygte, som jeg under andre Omstændigheder vilde finde det en Skam for det Danske Navn blot at nævne, og som jeg derfor hidtil kun har betragtet og affærdiget med den dybeste Foragt.

✂ Ja, nu vil jeg tage Bladet fra Munden og sige det høit: dette Rygte er et af de Grundfalske, som vi endnu i 📌Kiøbenhavn kun har alt for mange aabenbare og hemmelige Tydskere og især Tydskerinder til at udsprede, for, om mueligt, at giøre Danskheden mistænkt hos vor elskelige Dronning, og for at giøre den Danskeste Dronning, vi har havt siden Dronning 👤Margrethe, mistænkt hos os, og endelig for at giøre os Danske, om mueligt, endnu mere forhadte og foragtede i 📌Tydskland, som ikke blot et hovedløst, men ogsaa et hjerteløst Folk, af hvem man ikke kunde vente andet end den grusomste ►Ubillighed og den sorteste Utaknemmelighed.

✂ Vi Danskere er af Naturen til daglig Brug meget for godtroende, og derfor varede det noget, inden det faldt mig ind, at det vanskabte og vanvittige Rygte var af Tydsk ►Fabrik, da mig ►syndes, Tydskerne imellem os dog vel, indtil videre, maatte holde sig i Skindet, og selv da man offenlig gjorde opmærksom paa de mange falske Rygter, der umuelig kunde være af Dansk, maatte ►nødvendig være af Tydsk Oprindelse, saa nølede jeg dog med at skrive Rygtet om vort Had til den Elskværdigste af moderlige ►Dannekvinder paa Tydskernes Regning, der uden 67det var baade stor og slem nok, og jeg tænkde heller, det maatte vel være kommet med en eller anden ►Extrapost fra Helvede.

✂ Den første Anledning til, at der gik et Lys op for mig, var da, at forleden Dag kom der en ubekiendt Dame op til mig, bestak mig strax med en Gave til de Fattige, og rykkede saa i dybeste Anonymitet frem med sit Ærinde, og med et aabent Brev til mig fra en fornem Dame, med et ►Høitydsk Motto om Mennesker som Løver og Tigre, og hun gav mig ikke engang Brevet, men læste det kun op for mig, som det er Skik hos Diplomaterne, og Omkvædet, baade mundtlig og skriftlig, var den sorte Utaknemmelighed og det djævelske Had, hvormed man i 📌Kiøbenhavn giengiældte Dronningens himmelske Kiærlighed og utallige Velgierninger, og ►Manelsen udgik til mig om dog endelig at formilde de Danske Tigre, eller, da det ►sagtens var umuligt, at bede de liberale Folkeledere at dæmpe Mængdens Raseri, saa det dog ikke skulde gaae til Yderligheder !

✂ Jeg har, som man vel veed, Ord for at være galant imod Damerne, og jeg hørde virkelig taalmodig paa det Altsammen, og var troskyldig nok til at tænke, det var maaskee dog ret godt meent, skiøndt det var umaadelig pjattet baade tænkt og sagt og gjort, saa jeg nøiedes med at forsikkre Damen, at baade hun og den anden Dame var meget falsk underrettet, da Dron68ningen var ikke blot meget sikker, men meget elsket iblandt os, og at jeg altsaa umulig enten kunde bede Liberale eller Conservative om at tale en Sag, der talde for sig selv til alle Danske, ja, til alle menneskelige Hjerter. Tilsidst kunde jeg dog ikke bare mig for at lægge til: jeg veed det nok, der er og har længe været en “►Clique” i Byen, snarere for høit oppe end for lavt nede, som selv taler ilde om den Ophøiede og skylder Byen for det. Saasnart jeg imidlertid kom til at betænke mig paa dette og meget andet, da kunde jeg umulig tvivle derom, og nu maa jeg ikke længer tie med det, at det er Tydskerne, har altid været Tydskerne og deres Eftersnakkere og Eftersnakkerinder, som har bagtalt de Danske for Dronningen og Dronningen for de Danske, saa her viser det sig vel allerklarest, at al vor Fortræd er Tydsk, og at det bliver aldrig godt i 📌Danmark, før alle Tydskerne giør os hvad de kalder den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at forlade os, hvortil de nu har den ønskeligste Leilighed og den meest paatrængende Tilskyndelse, da ikke blot vi trænger til at blive skilt ved dem, men 📌Schleswig-Holstein og hele det store Tydske Fædreland ►vist trænger høilig til flere Folk, siden de endelig vil have en Slump Danskere med, og da der endelig dog vel for Tydskere maa være ganske anderledes “sort og rødt gyldne” Udsigter, baade til Storværk og Stortalenhed, baade til Rigdom, Magt og Ære, i det store, 69lange, brede, bjergfulde, englevise og sprænglærde, fromme og dydige 📌Tydskland, end i det lille, snevre, jævne, i alle ►Høitydskernes Øine platte, ►flaue, dorske og derhos gruelig lastefulde, barbariske, umenneskelige 📌Danmark. Skal det være Ædelmodighed, der driver Tydskerne til endnu længer at tage sig af vor Opdragelse, da er det hvad en af deres ►praktiske Philosopher har kaldt en Dyd, der ved Overdrivelse bliver til en Last, og det saameget mere, som de nu ►aabenbar kun faaer Skam til Takke, da vi nu er alle enige om at skrive alle de falske Rygter, hvormed man daglig stræber, snart at ængste, snart at ophidse og altid at beskæmme det 📌Danske Riges Hovedstad, paa deres, paa vore slemme Tydske Giæsters Regning, som er blevet rasende over, at vi Danske ikke længer vil lade dem ►raade for Alting i Huset!

✂ Jeg veed det jo nok, at alle vore Tydske Giæster, med een Mund og med fnysende Vrede, vil nægte, at det falske Rygte om vort Had til Dronningen og om Dronningens Usikkerhed i vor Midte, er kommet fra dem, og de vil paastaae, derfor at kunne paa staaende Fod af “den rene Fornuft” fremlægge det allergrundigste, uigiendriveligste Beviis, da Rygtet jo netop angiver Dronningens gruelige Kiærlighed til sine ►Nærpaarørende for Grunden til vort brændende Had, hvad jo dog umulig kunde falde Tydskerne ind.

✂ Hertil maa jeg imidlertid svare, at forsaavidt jeg 70kiender den Tydske Tankegang om “Kiærlighed til Næsten,” da gaaer det efter den meget godt an at lade det skorte med Kiærligheden paa de Nærmeste, naar man kun paa den anden Side udstrækker den til de Allerfjerneste, selv til dem, man aldrig har hørt tale om og er sikker nok paa aldrig at møde i denne Verden; men at saameget kiender jeg til det Danske Hjerte, at det gruer for dem, der ikke engang elsker deres eget Kiød og Blod, Brødre og Søstre for Gud og al Verden, saa at vor hiertelige Dronning, der ikke med søde Ord og smukke Talemaader, men i “►Gierning og Sandhed” har beviist, Hun elsker alle dem, Hun kan giøre Barmhjertighed imod, at Hun naturligviis inderlig elsker sine egne Brødre og betragter hele deres Færd i det mildeste Lys, som aabenbare Kiendsgierninger tillade at see den i, det kan kun en haardhjertet Tydsker, aldrig i Evighed vi blødhjertede Danskere laste, end sige harme os over, saa den Løgn er ►aabenbar af fremmed Oprindelse.

✂ Fremdeles maa jeg, som ingen Tydsker er, og kan derfor allermindst faae isinde at opvarte Danskere med “rene Fornuftgrunde”, hvor Talen er om Kiendsgierninger, ved denne Leilighed oplyse, at det falske Rygte om de Danskes Had til den kiærlige Dronning, det er ingenlunde nyt, det er allerede gammelt, og er kun blevet opfrisket og opsminket i denne ►velbeleilige Tid, da ikke blot Danskerne men ogsaa Tydskerne, ikke blot de 71store Bedrifter men ogsaa de falske Rygter har deres ►Jubelaar; det Rygte er netop lige saa gammelt som de Kiendsgierninger, hvormed Dronningen, efter sin Thronbestigelse, soleklart har beviist sin Kiærlighed til Danskheden, og sin moderlige Omhu for at opelske, udvikle og ►klare den netop der, hvor den stod allermeest Fare for at uddøe og ►vidste slet ikke af sig selv at sige.

✂ Ja, siden Dronning 👤Caroline Amalie ikke blot gik udelukkende i Danske Kirker, og mest hvor den ultradanske ►Vartoupræst førde Ordet, ikke blot lod sig 📌Nordens Myther og 📌Nordens Historie foredrage i en snever Kreds af ham, der giør alt Nordisk til Dansk og løfter alt Dansk til Skyerne, og hader altsaa Tydskerne, ikke blot gjorde alt det, men oprettede paa egen Bekostning, og pleiede med mageløs kiærlig Omhu, en Asyl-Skole under den samme danskgale ►Vartoupræsts Bestyrelse, en Skole, hvor Alting var pæredansk fra Top til Taa, hvor de fattigste Danske Børn ►lærde med Lyst at kiende deres Folk og Fæderneland og Modersmaal saa godt som ingen af de rigeste, en Skole, som daglig gjenlød og endnu gjenlyder af Danske ►Kæmpeviser og Folkesange, Danske Ordsprog og Fortællinger, som ellers var stumme, netop fra den Tid udspredtes med Flid det falske Rygte, at Dronningen var ilde lidt af Folket, af det Danske Folk, især i Hovedstaden, som 72var Skuepladsen for Hendes mageløse Folkelighed og Opoffrelse for Folket!

✂ Hvor, spørger jeg nu alle kloge Folk, undtagen Tydskerne, hvor skulde nu saa urimelig falsk et Rygte komme fra, ikke først i 1848 men allerede i 1840 og siden Aar for Aar, hvorfra, ►uden fra Tydskerne midt iblandt os, som aldrig har kunnet taale at lugte Dansk, som helst aldeles oversaae og foragtede det, men som, naar de tilfældigviis blev lidt bekiendt med den Danske Maade at tænke, at tale, at synge og at virke paa, maatte hade den af Hjertensgrund, fordi den ikke blot er utydsk, men i alle Henseender modtydsk, og maa ►nødvendig være det, da det Danske Kongerige og Danskheden kun i Aartusinder har bestaaet og ene kan bestaae paa Trods mod den ►Høitydske Grundsætning, at 📌Danmark hører naturlig til 📌Tydskland, og at Danskhed er ikke andet end en udartet og vanartet Plattydskhed, som skal gaae i sin Moder igien eller udryddes af Jorden!

✂ Og hermed vil vi da lade det grundfalske Rygte fare, lade det fare med Tydskerne til 📌Schleswig-Holstein og til ►Høi-Tydskland, hvor det har hjemme, og hvor det har Rum nok til at svinge sig i, og hvor det altid vil finde aabne Øren, som det soleklareste Beviis paa, hvilke Dyr i menneskelig Skikkelse, til Hverdagsbrug Fæ, og naar vi kommer hvad vi kalder ►i Aande, da Rovdyr: Løver, Tigre og ►Ba73silisker► vi Danskere er. Ja, dermed vil vi lade det grundfalske Rygte om vort Had til Dronningen fare, og saa fordobble vor Kiærlighed til Hende, Datteren af 📌Danmarks Kronprindsesse, 👤Lovise Auguste den Elskede, Enkedronningen efter Kong 👤Christian den Høimodige, hvis trofaste Ægtefælle, tro til Døden, Hun var i en heel ►Menneske-Alder; Folke-Moderen, som søgde den Moderglæde, Hun ei fandt paa Borgen, i vore Hytter, i Midten af de Fattiges Børn i Tusindtal, som jublede, naar de saae Hendes milde Ansigt, som vilde hulke naar de saae Hendes Kummer, og som vil synge Hendes Viser og velsigne Hendes Navn for deres Børn, saa Viserne skal lyde og Navnet skinne fra Slægt til Slægt, endog over Dronning 👤Dagmars, ved Siden ad 👤Dannebods! Ja, det skal være den Danske Gjendrivelse af det Tydske Rygte om vort Had til Dronningen og om Hendes Usikkerhed iblandt os, og ligesom alle vi Danske Skjalde har kappedes om at besynge Hendes ►Livsalighed, der ogsaa uden Throne var Hjerternes Dronning, saaledes skal 📌Danmarks Skjalde i Fremtiden ofte kvæde sødt vemodig om det ved Kiærlighed sønderrevne, men dog ogsaa med Kiærlighed vederkvægede og trøstede, og endelig af den dybe udødelige Kiærlighed lægte og ►forklarede Danske Dronning-Hjerte, der giennem Aartusinder slog varmt i “deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa” og slog sjelden ømmere, slog 74aldrig vissere i noget Bryst end i Dronning 👤Caroline Amalies!!

Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.

✂ Da vi, ved vor ►nærværende Konges Thronbestigelse, læste et Brev med hans Underskrift, hvori der stod, at Kongen af 📌Danmark elskede Tydskerne ligesaa høit, som han elskede Danskerne, og det netop de Tydskere, der ►alt i en Række af Aar aabenlyst havde forhaanet Alt hvad der var Dansk, og erklæret det for deres faste Forsæt, ved første givne Leilighed, ei blot selv at løsrive sig fra al venlig Forbindelse med 📌Danmark, men at giøre 📌Danmark den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at slæbe alle de Slesvigske Danskere bagbundne med sig midt ind i 📌det Tydske Forbund, og der ►optugte dem til at hade deres Danske Fæderneland og foragte deres Danske Modersmaal; see, da vidste vi, Gud skee Lov! alle, at det var ikke mueligt, men da følde vi ogsaa dybt, at det var uhyre sørgeligt, ja, truede det ældgamle Danske Kongerige med Undergang, det Danske Modersmaal, Folkeliv og Folkenavn med en skammelig Udslettelse af Jorden og af Historien, at vor ny Konge, skiøndt selv grunddansk, havde ved sin Thronbestigelse 75fundet sig omgivet, omringet og omvundet af Raadgivere, der langtfra at kunne have det Danske Folks Tillid, maatte staae for os, som den Danske Sags Forrædere, om de end maaskee i deres egne og deres Tydske Venners Øine stod som Helte, Martyrer, Helgene og Skytsengle.

✂ Hvordan det Danske Hjerte herved blev tilmode, det brød naturligviis Tydskerne og deres Venner sig ligesaalidt om, som naar et Barn græder fordi man tager Ranglen fra det, men jeg var nødt til at bryde mig om det, thi jeg følde i mit eget Bryst, det var nær ved at briste, og jeg saae derhos klart, at, for menneskelige Øine, som kun see paa det Rimelige, havde dette mageløs ømme Moderhjerte nu heller ikke meer i Verden at giøre end at briste.

✂ Da jeg troer paa en Gud, som igrunden kun seer paa Hjertet, og kan ⓘ giøregiøre] GV, gtøre A Alt hvad Han vil, saa fortvivlede jeg naturligviis ikke om 📌Danmarks Redning ogsaa af denne Livsfare, men Livsfaren var dog saa nær, saa ►øiensynlig, og for menneskelige Øine saa uundgaaelig, at jeg aldrig har følt større Pine ved at sidde stille og slet ingen Ting at giøre, end i hine Mørkets og Sorgens uforglemmelige Dage.

✂ Hvi jeg, desuagtet, ikke rørde mig offenlig, ►uden hvor jeg havde det evige Riges Ord at føre, det kom af den Tvivlraadighed, hvori jeg befandt mig, ikke om hvad der nærmest var for ►Dansken at giøre, 76men om hvorvidt jeg kunde stille mig i Spidsen uden derved at skade den Sag, jeg vilde gavne.

✂ Jeg saae nemlig strax, at det Bedste, der kunde giøres, og, naar Himlen vilde ►føie, kunde bidrage uberegnelig til 📌Danmarks og Danskhedens Redning i alle Maader, det var et Opraab til alle Danske Mænd og Kvinder i hele Riget om at forene sig til et Selskab, der bar det Danske Navn, og satte sig aabenlyst det eneste, folkelige, fredelige og uskyldige Øiemed, paa alle skikkelige Maader at vække styrke og ►klare den Danske Fædernelands-Kiærlighed og folkelige Bevidsthed. Saasnart nemlig et saadant Opraab skedte fra Mænd, der havde Folkets Tillid, da var jeg sikker paa, at den Danske Grundfølelse vilde strax drive Mænd og Kvinder i Tusindtal ind i det Danske Selskab, og da havde Danskheden ►aabenbar vundet en Stilling, hvorpaa de nærmeste Tydskere maatte have seet, at aldeles “usammenhængende” var dog det Danske Folk endnu ingenlunde, og hvorfra Danskheden kunde gjort sig giældende baade opad og nedad, og til alle Sider, ganske anderledes kraftig og levende end ved utallige Underskrifter paa hvilketsomhelst Papir, og ganske anderledes rolig og folkelig, end ved den mindst farlige af alle haandgribelige Bevægelser som man, for en Feils Skyld, kalder “Demonstrationer.”

✂ Da jeg imidlertid hverken er eller har nogensinde villet være ►enten Partimand eller Partihøvding, 77og derhos aldrig har villet eller kunnet dølge, at jeg er christelig Præst og nordisk Skjald, saa er min Stilling, trods al dens Folkelighed, dog saa ►besynderlig eremitisk, at hvor det giælder om øiebliklig giennemgribende Virkning paa Folket, maa jeg være ligesaa tvivlraadig, som jeg i alle andre Henseender er sikker i min Sag.

✂ Under denne piinlige Tvivlraadighed overraskedes jeg, saavelsom hele Verden, af den Franske Omvæltning, som jeg først havde ventet efter 👤Ludvig Philips Død, og havde aldrig tænkt, skulde vælte en stor Steen fra mit Danske Hjerte, men det gjorde den dog, thi nu saae jeg strax, at for det Værste, for ►📌Danmarks Forraadelse► til 📌Tydskland, kunde jeg nu omtrent være rolig, da hverken Slesvig-Holstenerne nu længer vilde kunne skjule Skalken, eller selv det Tydskeste Ministerium ►lettelig vove at kaste 📌Danmark i deres Arme.

✂ Hvad jeg derimod ikke forudsaae, og hvad neppe nogen uden Forsynet kunde forudsee, var, at det skulde gaae Slag i Slag med Opløsningen af den Haardeknude, som sex Aarhundrede har været om at binde, og at Omsvinget hos os, skiøndt farligt nok, skulde være længere fra Omvæltning end ellers nogensteds under Solen, saa allerede nu staaer vor Danske Konge med aabenbaret Kiærlighed i Spidsen for sit trofaste Folk, og allerede nu er den store Danske Forening 78igrunden stiftet, saa at sige, paa Opraab fra de Slesvig-Holsteenske aabenbare Oprørere.

✂ Jeg har nu vel aldrig været kortsynet nok til at ⓘ overseeoversee] GV, oversre A, hvad Slesvig-Holstenerne har i Ryggen, og jeg kan umulig være letsindig nok til at tænke, at der til et Folks Gienfødelse ei behøvedes andet end en fortvivlet Dødskamp, saa jeg maa ►nødvendig, hvad end Kiøbenhavnerne tænker og siger, blive ved, som en fribaaren ►Sællandsfar, at indskærpe mine ⓘ LandsmændLandsmænd] GV, Laudsmænd A paa begge Sider ad Beltene, at Faren, 📌Danmarks og Danskhedens Fare, er endnu langt fra at være overstaaet, Danskernes Fred og Frihed er langtfra at være vundet blot ved Slesvig-Holstenernes Nederlag og ►📌Rendsborgs Gientagelse►, som jeg, med alle Danske Kiøbenhavnere, sikkert forventer, men just derfor maa jeg ingenlunde fortie, at der dog ogsaa i mine Øine er gjort et ►Kæmpeskridt fra Afgrunden, paa hvis Rand 📌Danmarks Rige, og dermed Danskhedens eneste Fodfæste, ►ravede. Ja, det er et ►Kæmpeskridt, hvorved Kongen og Folket, der sjelden stod saa langt fra hinanden, som for en Maaned siden, allerede nu staae hinanden saa nær, som neppe i flere Aarhundreder, et ►Kæmpeskridt, hvorved Kongens Raadgivere, der længe stod bag Hans Ryg, som det store Skiærmbræt, er kommet til at staae for Hans og for Folkets Aasyn, ansvarlige til begge Sider, baade for Raad og Daad; og endelig et ►Kæmpeskridt, hvorved det Kiøbenhavnske Tyd79skeri, som traadte vore Børn paa Nakken og holdt Riset til deres Mund at kysse, nu er kommet til at staae i Gabestokken, saa vore Børn frit kan, som de lyster, lege Skolemester med det, eller pege Fingre ad det!

Slesvig-Dansk Minde-Sang.

✂ Mel. ►Saa kæmped de Helte af anden April.

1

✂ Kong ►Vermund den Gamle, af Alderdom blind,
Men klog paa de ⓘ ►fremfarnefremfarne] GV, fremfarue A Dage,
Ved 📌Eideren sad med Bekymring i Sind,
Han sørged for ►Uffe hin Spage.

2

✂ Han havde ei meer end den eneste Søn,
Og ham kaldte Alle den Dumme,
Et Mandigheds Ord, som han ►nemmed ►iløn,
Var dog faret ud af den Stumme.

3

✂ 276 (VU8) Og ►Uffe, han stod nu mod Tydskere to
I Holmgang, hvor 📌Eideren strømmer,
Og ►Vermund den Gamle, han græd og han loe
Som Barnet, der underfuldt drømmer!

4

✂ Den Gamle, han sad paa den yderste Kant
Af 📌Dannemarks Rige det gæve,
Og det var hans Forsæt, om Tydskerne vandt,
Han vilde det ei overleve!

5

✂ Han hørde det fløite i Luften som Stær,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da ►kiendte han ►Skræp, sit opgravede Sværd,
Trods Skaden, han havde paa Synet.

6

✂ 80Velkommen igien fra de Døde! sa'e han,
Og indad sig flytted en Tomme,
Han tænkde: skiøndt ei paa den yderste Rand,
Tidsnok kan i Graven du komme.

7

✂ 36 (PS7) Han hørde det fløite i Luften paany,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da sprang han fra Tue, da kvad han i Sky:
Nu ►Sagnet hos mig gaaer for Synet!

8

✂ Nu Tydskerne begge laae døde som Sild,
Og ►Uffe stak Sværdet i Skede,
Og Rygtet om Seiren, det foer som en Ild
Fra 📌Eider i ►Nør over Hede!

9

✂ Og 📌Dannemark jubled fra Hav og til Hav,
►Saa Bladet sig ►underlig vender,
Og ►Uffe til Thronen, som ►Frode til Grav
Hans Bondemænd bare paa Hænder!

10

✂ ►Saa gik det ved 📌Eider i ældgammel Tid,
For lang er med ►Tydsken vor Trætte,
Og der immer ►saa, naar os Lykken er blid,
Med ►Tydsken vi komme tilrette!

✂ Det slaaer nu lykkeligviis lige til, at gamle ►Vermund ►alt (jeg mener den glædelige niende April) har hørt Lyden af ►Skræp første Gang, saa vi tør vente, den høres ogsaa snart anden Gang!