↩ Vel var endnu 👤Valdemar Seier en dygtig Krigsmand og havde i sin Ungdom Lykken med sig, saa han indtog baade 📌Holsteen, med samt 📌Hamborg og 📌Lybek, og andre tydske Lande, men allerede i hans Dage gik det dog ►Krebsgang, saa han faldt selv i tydsk Fangenskab og tabde siden Slaget ved 📌Bornhøved, hvorpaa den Schaumborgske Grev 👤Adolph opkastede sig til Greve i 📌Holsteen, og da nu 📌Slesvig tillige efter 👤Valdemar Seiers Død (1241) blev et særskilt Hertugdom, som ved de Holsteenske Grevers Hjelp immer stræbde at giøre sig uafhængigt, saa tegnede det kun til daarlige Tider for Kongeriget 📌Danmark. Naar man nu desuden veed, at Midten af det trettende Aarhundrede, ligesaavel 👤Snorro Sturlesøns som 👤Valdemar Seiers Dødstid, er Slutningen af den ægte Nordiske Udviklings-Tid (650-1250), som i den Angelsachsiske og Islandske Literatur har sat 57sig varige Mindesmærker, da forundrer man sig ikke over, at Kongeriget 📌Danmark ►alt i Midten af det fjortende Aarhundrede var paa Randen af sin Undergang og reddedes, for menneskelige Øine, kun ved 👤Niels Ebbesøns Vovestykke, da han slog 📌Holsteens 👤kullede Greve, men vel maa man forundre sig over, at Kongeriget 📌Danmark ikke blot er til endnu, men betragter med Rette Slesvig-Holstenerne som Oprørere, det vel endnu staaer i 📌Danmarks Magt at tugte.