↩ Før var her i 📌Danmark, som man regner, en sjette eller syvende Deel af Folkeungdommen, som i Fredstid var fri for at “►lystre Trommeskindet”, kunde frit ⓘ flytte og fare indenlands og udenlands, behøvede ikke at lade sig overfuse, maale og syne splitternøgen paa Sessjonerne, behøvede ikke at gaae med Mundkurv og lade sig rette med Kiep eller Klinge i Garnisoner, ikke at lade sig sammenstuve og ►seipine i Kaserner, ikke at sætte Helbreden paa Spil ved ►allehaande ►Konststykker og Spilfægterier, ikke i en farlig Alder at udsætte sig for de utallige Fristelser, et igrunden ørkesløst, men dog optaget Soldaterliv medfører, behøvede intet af alt dette, men kunde i Fred uddanne sig i hvad gavnlig Retning, den ønskede. Dette var et stort Fortrin, 654som visselig ikke skadede, men gavnede det Hele og bidrog i mine Øine langt mere til Fædernelandets Værn i Krigstid, end alle ►Udskrivninger og ►Afretninger; men som en Forret maatte det jo være de Fritagne misundt, og lod sig ei heller forsvare for den øvrige Deel 317 (VU5) af Folket, med mindre det lod sig klart bevise, at en, selv til gode Befalingsmand i Hæren uundværlig fri Folkeungdom kun paa denne Maade lod sig vedligeholde. I dette Tilfælde vilde nemlig Fortrinet været aldeles forsvarligt, naar blot de Bondefødte ligesaavel ved at lægge sig efter ►Konster og ►Handværker, som ved at gaae paa Seminarier eller i Latinskoler, kunde erhvervet sig det samme Fortrin, saa kun fordi jeg troer at hele Folkeungdommen til fælles Bedste kan og bør være ligesaa fri som Syvende-Delen hidtil var, kun derfor tør jeg tilraade Fortrinets Ophævelse, saa alle som ►lige gode Brødre nyde lige god Ret.