Den Danske Rigsdag.
2.
✂ At den Danske Rigsdag fremfor alt skulde være “Dansk”, det følger ►vist nok af sig selv, da den ellers hverken svarer til sit Navn eller kan svare til 📌Danmarks ►Tarv eller til det Danske Folks ►billige Krav og Forventning; men paa den anden Side maa man dog indrømme, det er ►alt store Ting, om vor Rigsdag efterhaanden lader sig fordanske, da det naturligviis gaaer med en Rigsforsamling, der sammenkaldes under Navn af “den Danske”, ligesom med et Barn, der opkaldes efter en berømt Frænde, at Navnet giør intet til Sagen, som netop er, om Vedkommende i Tiden baade kan og vil svare til Navnet, de bære.
✂ 610Naar nu vor Rigsdag virkelig skal blive Dansk, da maa for det første Danskheden igrunden have de fleste Stemmer paa den, og dernæst maa der være en Dansk Oplysning tilstæde, som kan giøre sig giældende i Hovedsagen; thi mere kan man for Øieblikket hverken vente eller forlange, da Folkeligheden giennem en Række af Aarhundreder har været miskiendt, tilsidesat og undertrykt, og da Oplysningsværket hidtil er gaaet ►avet om og saavidt som muligt gaaet udenom Folket, Fædernelandet og Modersmaalet.
✂ Men hvad er da nu egenlig Hovedsagen paa denne Rigsdag?
✂ Fra alle Sider svarer man: den ny Grundlov, det er Hovedsagen, ja, man har hørt Stemmer paa Rigsdagen paastaae, at den ny Grundlov ikke blot var Hovedsagen, men egenlig det eneste, vi var valgte og berettigede til at befatte os med.
✂ Den sidste Paastand, som staaer og falder med Bogstaven i et ►Kongebrev, ►stilet af et Ministerium, der ►alt er faldet, lønner det nu vel ikke Umagen at dvæle ved; men den ►almindelige Tale, at den ny Grundlov er Hovedsagen, maae vi ►nødvendig tage i Betragtning, thi var det virkelig den herskende Følelse paa 611Rigsdagen, da kunde den umuelig blive Dansk. Hvem der ikke er stokblind, kan nemlig see, at i nærværende Øieblik er den ny Grundlov saa langt som muligt fra at være Hovedsagen; thi saa vist som Rigets ►Tilværelse og Folkets Selvstændighed staaer paa Spil, saa maa deres Redning, som alle ►Dannemænds Hovedsag for Øieblikket, ogsaa være Hovedsagen paa nærværende Rigsdag, hvis den har overveiende Drift til at blive Dansk. Blev nemlig 📌Danmarks Rige enten opslugt af 📌Tydskland, eller dog sønderrevet, da nyttede ►aabenbar den allerbedste, den allerdanskeste Grundlov os slet ikke, og det maa dog vel slaae alle Rigsdagsmænd, naar de see Grundlovens Overskrift “for Kongeriget 📌Danmark og 📌Slesvig”, og husker, at 📌Slesvig er i Fiendens, vor ►arrigste Fiendes Vold, og er af det store 📌Tydskland løsrevet fra 📌Danmark, indlemmet i sig.
✂ Det Slesvig-Holstenske Oprør, som har indviklet 📌Danmark i en Krig paa Liv og Død med 📌Preusen og hele 📌Tydskland, det er da hvad der ikke blot krævede, men maatte fængsle en Dansk Rigsdags Opmærksomhed, og det er i denne Henseende et godt Tegn, at den Slesvigske Sag, som ►aabenbar for Øieblikket smelter sammen med den Danske, ogsaa paa vor Rigsdag har gjort sig giældende som Hovedsagen, vel ikke derved, at 612den er blevet optaget til en grundig Undersøgelse, men dog derved, at den har staaet bag ved alle Forhandlinger og styrtet det Ministerium, der havde forkvaklet og opgivet den.
✂ Forkvaklet var nemlig, i mine Øine, den Slesvigske Sag fra det Øieblik af, da man ikke blev staaende ved den ►aabenbar retmæssige Fordring, at 📌Slesvig, folkeretlig skarpt adskilt fra 📌Holsten og 📌det Tydske Forbund, var uopløselig knyttet til 📌Danmark, men paastod, at 📌Slesvig skulde betragtes som hvad det i Aarhundreder ikke har været, som en ligesaa udgiørende Deel af Kongeriget som 📌Fyen eller 📌Laaland; thi herved fremkom ligesaavel paa 📌Danmarks som paa 📌Tydsklands Side en splinterny ►Paastand, og Sagen fik Udseende af en Strid mellem to Magter om 📌Slesvigs Erobring, eller dog om dets Indlemmelse i det ene eller det andet Folkelegeme, saa det hidtil meer eller mindre stod udenfor. Hertil kom endnu, at 📌Danmarks ►Paastand efter den Danske Tænkemaade var langt mere uudførlig end 📌Tydsklands efter den Tydske; thi naar Tydskerne ved Vaabenmagt kunde rive 📌Slesvig til sig, da vilde de ikke ►gjøre sig den mindste Samvittighed over at undertrykke de Danske Slesvigeres Modersmaal paa Rigsdagen og i alle offenlige Forhandlinger, og vilde ei 613►staae mindste Fare for, ved Dansk Indflydelse at lide noget Skaar i deres ►Eiendommelighed, medens derimod Danskerne, om de end nok saa høitidelig indlemmede hele 📌Slesvig i Kongeriget, aldrig ►enten vilde eller turde undertrykke de Tydske Slesvigeres Modersmaal paa Rigsdagen eller i nogen offenlig Forhandling, men løb i alle Maader Fare for, ved den Tydske Indflydelse at tabe hele deres ►Eiendommelighed.
✂ Denne Fordreielse og Forkvakling af det Slesvigske Spørgsmaal har jeg nu vel, baade før og efter den 22de Marts, søgt at oplyse; men da ►Paastanden om hele 📌Slesvigs Indlemmelse i Kongeriget 📌Danmark, selv efterat dens Ophavsmænd har erklæret den for død og magtesløs, bliver ved at gaae igjen hos os, og let kan komme til at spøge paa Rigsdagen, saa maa jeg dog endnu engang stræbe ret tydelig at udtrykke mig om den fortvivlede Klemme, hvori man ved en saadan ►Paastand sætter baade 📌Danmark og Danskheden.
✂ Ved at ►paastaae hele 📌Slesvigs Indlemmelse i Kongeriget giør man, for det Første, rimeligviis enhver ►hæderlig Fred med 📌Tydskland umulig; thi for at ►indrømme en saadan ►Paastand, maatte 📌Tydskland ►vist være overvundet og ydmyget i en Grad, som selv jeg, med al 614min Tro paa 📌Danmarks ►Lykke og alt mit Haab om 📌Nordens Seier, hverken tør vente eller ønske, saa denne overdrevne ►Paastand vilde sikkert altid tage den samme bedrøvelige Ende, som den tog hos Marts-Ministeriet, der, blot for at faae en Slags Vaabenstilstand, overlod Tydskerne hele 📌Slesvig, og skattede sig lykkelige ved muelig at skaffe 📌Danmark Raadighed over ⓘ en Stump deraf.
✂ Men lad os, ►for en Feils Skyld, sætte, at 📌Danmark, enten ved en utrolig Kraftyttring, eller ved en ►urimelig: nordlig eller sydlig, østlig eller vestlig Bistand, eller ved en ►vidunderlig ►Slumpelykke, fik Lov til at gjøre ved hele 📌Slesvig alt hvad Marts-Ministeriet engang vilde, da kunde jo dog Indlemmelsen i Kongeriget kun skee paa een af to Maader, enten ved at give henved 200,000 Tydskere Dansk Indfødsret og indføre det Tydske Sprog paa den Danske Rigsdag, eller ved at behandle de 200,000 Tydskere lidt meer eller mindre som Trælle og deres Modersmaal som de i 📌Slesvig har behandlet det Danske.
✂ Hvilken af Delene der vilde blive Tilfældet, kan ►vist ingen ►Dannemand tvivle om; thi hverken har Danskerne Hjerte til at være haarde og grusomme af ►Grundsæt615ning►, heller ikke kunde de holde ud i Hjemmet at stimes med vrede Tydskere Aar ud og Aar ind, og endelig lod det sig i Længden slet ikke giøre at undertrykke en Befolkning og et Sprog, der havde hele 📌Tydskland til ►Rygstyd.
✂ Følgen vilde altsaa ►upaatvivlelig blive, at de Slesvigske Tydskere og deres Sprog fik i alle Maader lige Rettigheder med os og vort Modersmaal, hvad de umulig kunde nyde, uden at undergrave det 📌Danske Rige og fortrænge det Danske Tungemaal baade paa Rigsdagen og fra alt hvad man kalder de Dannedes Kreds!
✂ Dette Sidste veed jeg nok, mange af mine Landsmænd hverken vil troe eller indrømme, men derfor vilde det dog ligefuldt være en nødvendig Følge af det naturlige og historiske Forhold mellem Tydsk og Dansk.
✂ Vil man saaledes spørge Tydskerne, om de kan taale at høre Polsk, og Engelskmændene, om de kan taale at høre ►Vælsk eller Irsk, og Franskmændene, om de kan taale at høre Brittisk eller Baskisk paa deres Rigsdag, da vil de alle svare Nei, fordi det strider mod deres Folke-Følelse, skiøndt de ikke har mindste Frygt for, at deres Modersmaal derved ►enten skulde fortrænges eller tabe sin naturlige Ret og Anseelse. 616Den samme Følelse har naturligviis ogsaa alle ►Dannemænd; men om de nu end, ved at lade sig ►forepræke og ved at ►forepræke sig selv, at de er kun et lille ubetydeligt Folk, og 📌Danmark kun mod 📌Tydskland “som liden Landsby mod en stor og mægtig Stad”, kunde bringes til at giøre Vold paa deres Følelse, saa vilde de dog snart af sørgelig Erfaring lære, at ved at ►indlade Tydsk paa deres Rigsdag havde de givet ►Dansken sit Banesaar. I ethvert af 📌Europas store Riger, hvor Modersmaalet er i fast Besiddelse af Dannelsen og de Dannedes Kreds, der vilde Modersmaalet ►upaatvivlelig snart seire over hvilketsomhelst fremmed Sprog, der hos en lille Deel af Befolkningen gaves lige Ret med det; men i 📌Danmark, hvor ►Tydsken allerede længe har behersket Dannelsen og de Dannedes Kreds, saa ►Dansken kun ved sit ►Rygstyd hos Almuen har med Nød og Neppe holdt sig ligesom i en Krog, i 📌Danmark, hvor Almueskolen er den eneste, man kan gjennemgaae uden at lære Tydsk, der behøvede Tydsk ►aabenbar blot at ►indlades paa Rigsdagen, for at maatte indføres eller ville indføre sig selv i Almueskolen, og dermed var Fortydskningen fuldført, saa ►Dansken neppe i en ►Menneskealder kunde holde sig paa Rigsdagen, i ►Læseverdenen og de Dannedes Kreds, eller selv i Kirken. Naar derfor 617Tydskerne ►aabenlydt vedkiender sig det Haab, aandelig og sproglig at indtage 📌Danmark, ja, naar et Selskab af Tydske Forpagtere for et Aars Tid siden midt i 📌Sælland drak paa dette ►Gyldenaar, eller naar en Tydsk Frue i Foraaret yttrede det Haab, endnu at leve den Dag, da en vis pæredansk Præst skulde ►nødes til at præke Tydsk, eller naar Bønderkarlene i 📌Avedøre strax efter 28de Januar hyrede sig en Tydsk Sprogmester, da er alt Saadant ingenlunde for os at lee ad, men er et grueligt Varsel om, hvor nær vi staae eller ligge ved den bundløse Afgrund, der truer med at opsluge vort Modersmaal og alt hvad der i aandelig og ►hjertelig Forstand er Dansk.
✂ For menneskelige Øine beroer da hele 📌Danmarks Fremtid paa, om den ►nærværende Rigsdag dog igrunden er saa Dansk, at den fatter Forholdet mellem Dansk og Tydsk i folkelig og sproglig Henseende som fiendtligt og uforligeligt, og stiller sig afgjort paa ►Danskens Side; thi den Krig med 📌Tydskland, hvori Danmark ved det Slesvig-Holstenske Oprør er blevet indviklet, maa enten føre til 📌Danmarks Opløsning og ►Danskens Undergang, eller til en seierrig Sønderbrydelse af det Tydske Aag og en glædelig Fornyelse af den Danske ►Eiendommelighed i alle Maader. Om det Sidste 618synes vort nuværende Ministerium ligesaa lidt som det forrige at have mindste Begreb, men synes at ville underhandle om Fred med vor Arvefiende paa samme Maade som det forrige underhandlede om Vaabenstilstand, som om 📌Danmarks og Danskhedens Undergang var “den haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne”, saa hvis ikke Rigsdagen skrider folkelig ind, da synes ►vist nok hele Folkevæbningen og hele Anstrængelsen af Folkekraften at maatte blive omsonst og være forgæves, og vi trættes da kun om 📌Slesvigs fremtidige Forhold til 📌Danmark, som om Keiserens Skiæg, ja, om den Tydske Keisers Skiæg, som vi vil blive nødt til at dyrke og sværge ved, hvis vi ikke itide tør bruge Ragekniven dertil.
✂ Naar man saaledes klarlig indseer, at det er ingen Fredsunderhandlinger med Sværdet i Skeden og Hatten under Armen, selv for de Slesvig-Holstenske Oprørere, men kun en dristig, ►daadfuld og lykkelig Krig, med et brændende Had til al Tydskhed, der vil have Raaderum i 📌Danmark, kun en saadan Krig, der kan frelse Riget, Modersmaalet og Danskheden; da fristes man ►vistnok til at ►mistvivle om Redningen; men har jeg ikke ►mistvivlet i hele den ►Menneske-Alder, da der slet ingen Udsigt var til den Folke-Kamp paa Liv 619og Død med ►Tydsken, hvis Nødvendighed jeg forudsaae, da maatte det være en altfor sørgelig Alderdoms-Svaghed, om jeg nu skulde ►mistvivle midt under den lykkelige Krig, blot fordi den uheldigviis er afbrudt ved en oprørende Vaabenstilstand, som truer med en ulyksalig Fred.
✂ Den Danske Folke-Beslutning, med hele Rigets forenede Kræfter at vise baade 📌Slesvig-Holsten, 📌Tydskland og hele Verden, at det Danske Folk ⓘ endnu er lyslevende tilstæde, mindes sin ældgamle Værdighed og kan, med Guds Hjelp, endnu hævde den, denne Folke-Beslutning har vor kække Ungdom i hele det korte ►Udtog, fra Dagen ved 📌Bau til Aftenen ved 📌Dyppel, saa glimrende sat i Kraft for 📌Europas Øine, at selv de mest vantroe Tydskere har fundet sig nødt til at indrømme, de har virkelig et eget Folk for sig, som der hører baade Magt og ►Lykke til at overvinde, endsige da til, hvad der er deres Løsen, at undertrykke og udrydde!
✂ ►Vist nok synes denne ædle Folke-Beslutning nu at være blevet vaklende, men det er intet Under; det er kun et Under, om den ei virkelig er blevet det, ja, blevet meer end vaklende, blevet opgivet i Fortvivlelse; 620thi vort forrige Ministerium ►syndes kun for saavidt at gaae planmæssig tilværks, at de gjorde alt hvad de kunde for at indpode og opelske deres egen Angest og Mistillid hos Folket, ja, ►henveire og afsvide alt det ►Løvemod og alle de lyse Forhaabninger, der i det tidlige Foraar sprang ud og kundgjorde en Vaar til det deiligste ►Gyldenaar under Solen.
✂ Denne det forrige Ministeriums topmaalte Daarskab, som er det mildeste, men dog nok ogsaa det rette Udtryk for deres “Fredsommelighed” i den nødvendigste Krigstid, 📌Danmark har havt, siden Kong ►Dan uddrev Tydskerne af 📌Sønderjylland, og tog sig den Frihed, til Trods for dem, at oprette 📌Danmarks Rige, denne topmaalte Daarskab baade saae jeg, mens de stod for Styret, og ►opviste jeg i ►“Danskeren”, uden dog at fortvivle, fordi jeg følde i mit eget Bryst, at den Danske Folke-Beslutning igrunden var urokkelig, og tvivlede ikke paa, at det jo, lidt før eller senere, vilde komme for Dagen. Endnu tør jeg vel ikke sige, det enten er skeet eller tegner synderlig til at skulle skee med det første, da det ny Ministerium truer med at træde i det gamles Fodspor; men jeg sporer dog den Danske Folke-Beslutnings Urokkelighed i det gamle Ministeriums Fald, og er vis paa, at det ny Ministerium, hvis det 621slaaer samme Vei ind, ogsaa vil gaae samme Vei ud, og at den samme Minister-Historie vil gientage sig, til vi faaer et Ministerium, hvis vi ikke har det, som kan og tør udføre den Danske urokkelige Folke-Beslutning, at saasandt som der rinder Dansk Blod i vore Aarer, og som den ømmeste Fædernelandskiærlighed i sin heltemodige Opoffrelse har ►Lykken med sig, saa vist skal det Slesvig-Holstenske Oprør knuses, Dannebrog æres, 📌Dannevirke opreises, Grændsen fredes, og det ligesaa uværdige som utaalelige Tydske Aag i alle Maader afkastes.
✂ Om derfor vor ►nærværende Rigsdag ogsaa virkelig skulde faae en udansk Gang og Slutning, da var det vel beklageligt for 📌Danmark, men dog langt mere for Rigsdagen selv, der da kunde være vis paa at have tabt 📌Danmarks Tillid og faae sin Deel med det faldne Ministerium. Ligesom ►man imidlertid aldrig skal bedømme Dagen før om Aftenen, da der tit udvikler sig en gylden Middag af en graa Morgen, saaledes skal man heller ikke fælde nogen Dom over vor ►nærværende Rigsdag før den er udløbet, og naar man da er ►billig nok til ei at kræve ►klaret og giennemgribende Danskhed af en Forsamling, der, efter Omstændighederne, umuelig kunde vise den, men hos den nøies 622med det Samme, som 📌Danmark i denne Krigstid kan og maa nøies med hos sit Ministerium, nemlig Mod paa den Tydske Krig med Kniven til Skaftet, og Omhu for at nære den Danske Fædernelandskiærlighed og ære det Danske Modersmaal, da er jeg langtfra at have opgivet Haabet om, at vor ►nærværende Rigsdag skal ikke blot i 📌Danmarks ►Aarbøger, men i et priseligt Eftermæle af Folkemunde, vinde Navn af den første Danske Rigsdag paa anden Omgang, skildt fra den første Omgang ved hele syv Aarhundreder, men ligesaa lykkelig, som hin var ulykkelig, fordi paa den ene adskiltes og paa den anden samledes 📌Danmarks Rige, med hin forstummede og med denne gienmælede det Sællandske Bondesprog paa Folkethinget! Og kan kun vor ►nærværende Rigsdag vinde denne Betydning og dette ►Lov, da skal det være mig en Ære at nævnes ved Siden ad 👤Ole Stammer, den sidste ►Sællandsfar i Vadmel og den sidste Danske Bondemand, der vandt Navn i Fædernelandets gamle Historie, og gierne bekiende, at hans langt større Dristighed for Rigets gode Sag havde fortjent den Lykke, som min langt mindre ►Fritalenhed vandt!*Det var nemlig denne 👤Ole Stammer, som midt i det tolvte Aarhundrede forgæves paa Folkethinget fraraadte hvad der førde til Rigets Splidagtighed. See 👤Saxos ►Danmarks Krønike III. 130.