↩ Da nu imidlertid ogsaa jeg er blevet Rigsdagsmand, og, Gudskeelov, blevet det ved Folkevalg, ja, blevet det ved Sællandsk Borger- og Bondevalg, saa vil Læseren indsee, det ⓘ følger af sig selv, at jeg hverken paa Rigsdagen kan opgive den folkelige Tankegang, der giennem et langt giærende Liv har udviklet og ►klaret sig hos mig, og at jeg ligesaalidt kan fristes til nu at opgive det ungdommelige 597Haab om 📌Danmarks lykkelige Fremtid, som, under meget mørke Udsigter, har fulgt mig til de graa Haar og under dem styrket mig til den Valgkamp, der nys kronedes med en ligesaa ►glimrende som glædelig Seier! Det har ogsaa allerede viist sig, at baade har jeg endnu Sjælestyrke til at staae, om det saa skulde være, ene paa Rigsdagen, som den giennemgribende, og, hvor Fædernelandets Vel kræver det, udelukkende Danskheds uforfærdede Talsmand, baade det og tillige, at min Røst paa Rigsdagen, som overalt hos det milde Danske Folk, (undtagen en eneste Gang ved Hexeri i 📌Nyboder), kan vinde Ørenlyd *Jeg bruger her med Flid “Ørenlyd”, fordi dette gode Danske Ord, efter ►Rigsdagstidenden at slutte, maa være Hurtigskriverne (Stenographerne) ubekiendt, og falder let mistænkeligt, naar man kun tænker paa den “lydende”, ei paa den “lyttende” Lyd, som betyder Stilhed, hvorfor det at bringe Stilhed tilveie, hvor man støier, kaldes paa godt Dansk “at skifte Lyd”. og i flere Henseender kan finde Gienklang, og under disse, efter Omstændighederne, meget lykkelige Varsler, hører der ►aabenbar slet ingen Dristighed til, i ►“Danskeren” at føre Danskhedens Sag med samme i Folke-Forholdet nødvendige Eensidighed og med det samme ungdommelige Haab, som altid har givet ►“Danskeren” sin ►kiendelige Farve.