↩ At Riget og Folket ei er til for Rigsdagens, men Rigsdagen for Folkets og Rigets Skyld, det er en af disse indlysende Sandheder, som Ingen vil nægte, og som det derfor synes overflødigt at indskærpe; men dog kan det i vore Dage og hos os høilig behøves, ei blot en enkelt Gang, men baade tidlig og silde, ved hver given Leilighed at lægge baade Tilhørere og Læsere denne gyldne, men tit glemte og endnu tiere miskiendte Sandhed paa Hjerte. Det er nemlig ikke blot Tilfældet endnu, som det altid har været, at endeel af dem, der lader sig vælge til Rigsdagsmænd, og mange af Vælgerne tænke ved denne Leilighed snarere blot paa dem selv eller paa alt andet end paa Folket og Riget, men det er tillige i vore Dage ligesom en Sygdom hos de Lærde og snart hos alle dem, der vil, hvad 594man paa ►Pluddervælsk kalder “repræsentere Intelligensen” (hvad man paa Dansk maatte kalde at spille Viismands-Rollen), at de enten lader haant om det Spørgsmaal, hvad der virkelig er til Nytte og Gavn for Land og Rige, eller de løfte sig dog fornemt derover, som “et overvundet Stade”, hvor man kun havde Øie for “de materielle Interesser” eller stod dog omtaaget af de “nationale Fordomme”, istedenfor at stirre stivt paa de store “politiske Principer” og gjennemføre dem med “ubøielig Konsekvens”.