📌Danmarks Stilling.
✂ (►Udtalt i “Danske Samfund” den 24de October.)
✂ Lad Tydskerne græde for 📌Danmark! Det var Enden paa Visen, vi sang, og gid det var saa vel, at Tydskerne græd for 📌Danmark, thi vel klæder Graaden dem slet ikke kiønt, men Latteren klæder dem dog endnu meget værre, og overalt, naar enten vore Fiender eller vi selv og vore Venner skal græde, saa er Danskerne, saavelsom alle andre Folk, ►dem selv nærmest. Og see nu, da vi ligger i aaben Feide med Tydskerne, nu maa der jo grædes paa en af Siderne, om ei paa dem begge, men jeg er rigtig nok bange for, at hvad Graaden angaaer, da ligger den os nærmest, thi det har jeg selv faaet at føle i den sidste Tid og ei mindst i denne Morgenstund, for jeg kan ikke sige Dem, hvor gnaven jeg var, da jeg kom op imorges, som om jeg var blevet ti Aar ældre i de fjorten Dage, siden sidst, og skal jeg sige Dem hvor ►surt jeg saae, da maa det være med et 514Ord, som de pæne Folk aldrig vil tage i deres Mund, fordi det smager saa gruelig Dansk, men det veed De nok, jeg er ikke bange for, og siger derfor reent ud, jeg ►saae saa surt, som en ►Æddikebrygger. Og ►hvad det ikke var galt før, saa blev det, da det faldt mig ind, jeg havde lovet at komme herop og tale høit iaften; thi dels havde jeg langt heller sat mig hen at græde, og dels maatte jeg sige til mig selv: hvad kan det nytte, at du ene Mand raaber dig hæs paa hvad Ingen vil høre? Folk vil jo have Fred, om de saa end ikke skulde beholde det mindste i Fred, og saasnart du derfor siger, du vil have Krig først, for at Freden baade kan svare til sit Navn og smage desbedre, saa raaber jo alle de, der kalder ►dem selv fornuftige Folk: kan I nu høre, han er gal, han vil ikke engang have Fred, uden han kan faae Krig først! Jeg kan jo nok spørge dem, om vi da ikke ►aabenbar endnu har Krig med Slesvig-Holstenerne og er altsaa nødt til at have Krig først, inden vi kan faae en rigtig Fred, men de samme fornuftige Folk er ►vist ikke bange for at svare: kan I nu høre hvor han er dum, han kan ikke engang begribe, at da den saakaldte ægte Fred nu for Øieblikket er saa kostbar, at Smaafolk ikke kan veie den op enten med Guld eller ►Staal, saa maae de, som fornuftige Mennesker, nøies med lidt mindre, og det giver jo Fornuften, at naar vi holder Vaabenstilstand og ikke ►opirrer Fienden, da har vi 515saa godt som Fred, for det Smaahuggeri i 📌Slesvig, skiøndt det er ærgerligt nok, kan og maa man jo, af høiere Hensyn, lade, ►som man ikke seer, og de kiære Slesvigere maae vide, at saadanne Stød giver Verden, og lade, ►som de ikke følde det.
✂ See, derfor havde jeg ►vist staaet og surmulet eller ►sidt og grædt endnu, hvis det ikke ►til Lykke var faldet mig ind, hvordan det gik mig, da jeg var lille og tog mig ikke Verden saa nær, men levede som en Prinds, ja, meget bedre end de fleste Prindser, for vel fik jeg ikke nær alt hvad jeg vilde have, og græd derfor tit, som andre store og smaa Børn, men saa havde jeg ogsaa tit den store Fornøielse at faae Sorgen slukt i et Øieblik og i det næste at lee ret af ►Hjertensgrund. ►Sædvanlig kom der nemlig en god Ven og sagde til mig: du græder nok med det ene Øie og leer med det andet, ligesom ►Sidse Bødkers Kone, og det skulde næsten aldrig slaae feil, at var det ikke sandt før, saa blev det dog snart, og at naar først det ene Øie begyndte at lee, saa fik det andet Lyst til at giøre Selskab, og ved at tænke paa det imorges, blev jeg saa munter, at jeg ikke for alt det jeg veed vilde byttet med de store ►Hanser, der, langtfra at mærke, de er smaa nok endnu, end ikke kan troe, de nogensinde har været saadanne Rollinger, som en af os.
✂ Det slog mig nemlig strax, at det maatte nok være mig ►i Kiødet baaret at lee med det ene Øie, naar jeg 516græd med det andet, og at det var Grunden, hvorfor de pæne Folk paa deres ►Pluddervælsk kaldte mig “humoristisk” skiøndt jeg ikke kan nægte, at det samme ►pluddervælske Ord, efter ►Pluddervædsken, det er opvoxet af, snarere maatte betyde hvad jeg har ingen Lyst til at være, og hvad vi paa godt Dansk kalder “►en fugtig Broder.”
✂ Ja, tænkde jeg saa, det er dog immer noget, for kan du græde med det ene Øie og lee med det andet, saa vilde du end ikke paa Rigsdagen være saa reent tilovers, som baade Søofficererne og Ministrene troer, da det er klart nok, at der i 📌Danmarks Stilling for Øieblikket ikke blot er noget, man baade maa lee og græde over, men at det er et stort Spørgsmaal, ►enten det Begrædelige eller det ►Latterlige har Overvægten, skiøndt man nok veed, at det ►Latterlige gierne faaer de fleste Stemmer!
✂ Velan! tænkde jeg saa, siden du nu engang har lovet at tale iaften i Danske Samfund, saa kunde det jo forholdsviis være ganske morsomt, og selv kanskee fornuftigt, at udvikle, om man helst skal lee eller græde over 📌Danmarks Stilling, og om man, efterat have gjort lidt af begge Dele, dog ikke kunde hitte paa at giøre lidt mere?
✂ Da nu imidlertid alting for Øieblikket i det mindste maa see ud, som om det var hugget eller trukket ud af gode ►grundige Grundsætninger, saa sad jeg ogsaa og 517tænkde paa, hvordan jeg bedst i al Korthed skulde forestille Dem først det allerbegrædeligste, saa det ►allerlatterligste, og, kunde jeg komme saavidt, endelig tilsidst det allerbedste, og her kom baade ►“Adres-Avisen” og selv ►“Berlingeren” mig til Hjelp, rigtig nok kun i Henseende til det “Begrædelige,” men det er dog ogsaa netop det, der, da det aldrig kan være for kort, bliver snarest for langt, og det er ►alt store Ting, hvor man kun pleier at finde det allerkiedeligste, dog engang at støde paa det allerbegrædeligste.
✂ Med disse “Dagblade,” med begge “Morgenbladene” for mig, kan jeg da, i det mindste til “Aftenbladene” kommer omkring, trøstig sige, at trods alle ►“Fædrelandets” Salver og ►Plastere, og trods alle den gamle ►“Statstidendes” opbyggelige Betragtninger, trods Ministeriets Taushed og Vaabenstilstandens Længde, ja, trods Rigsdagen paa “den brede Basis,” trods den ►ligened til Væveren i 📌Mehrn udvidede Valgbarhed, og trods al den Velsignelse, som det “constitutionelle Monarchi med demokratisk Grundlag” enten allerede har bragt for Dagens Lys eller giemmer i sit Skiød, trods alt det og trods ►“Fædrelandets” ►Trods paa sine egne Selv-Modsigelser, saa seer det for Øieblikket meget beklageligt, bedrøveligt og begrædeligt ud, især med ►Hensyn paa 📌Slesvig og de tohundredetusinde Danskere, som har levet der, skiøndt “levet ►bandsat” hidindtil, og maae nu under den saakaldte “Vaabenstilstand”, 518hardtad ligesaa god som en Fred, ikke engang faae Lov til at leve ►bandsat i Hjemmet, men slaaes ihjel eller smides i Fængsel, eller drives ud for Fode, saasnart de blot ymter om, at 👤Frederik den Syvende er ogsaa deres Konge, og at Dannebrogen er dem meget kiærere end det sortogrødtgyldne Tydske Flag, der længselsfuldt venter paa den Danske Flaade!
✂ Ja, her er ⓘ unægtelig Grund nok til Graad ikke blot for alle ►Dannekvinder, men ogsaa for alle ►Dannemænd, naar de kun har Hjerte til at græde, ei til at ile de pinte og plagede Danske ►Sydskende til Hjelp! Og hvad skal jeg da sige, som er en gammel Mand, der aldrig engang har lært at føre det Sværd, der ene bider paa Slesvig-Holstenere! ja, hvad kan jeg giøre andet end at græde, jeg, som fra Barnsbeen inderlig har elsket gamle 📌Danmark, stræbt at giøre mig fortrolig med alt Dansk, baade forbigangent og nærværende, og har over i tredive Aar trøstet ►Dannekvinderne og mig selv med, at naar først engang de gode ►Dannemænd vaagnede og saae, hvordan den Tydske ►Fenris-Ulv spilede Gabet op for at sluge alt hvad der kom ham nær, og hørde ham tude saa gruelig, fordi han igrunden er bunden, de da ikke helmede, før de fik ham kneblet med Sværdet i Munden, saa han maatte nøies med at fraade i den “►sorte Sø,” hvori det Tydske Admiralskib, ►bygt af døde Mænds Negle, naar det bliver færdigt, skal seile, jeg som har 519taget hele 📌Nordens Mythologi for en Spaadom om ►Dannemænds Storværk, og maa nu opleve, at de vel er vaagnede, har ogsaa draget Sværdet af Skeden og viist, at gamle ►Skræp beed godt paa Tydskere endnu, men synes ►alt at være blevet bange for, de skulde hugge for dybt og blive kaldt Barbarer i alle Tydske Bøger, og nødes til at nøies med deres eget Hoved, med 📌Nordens Roes og ►Dannekvindens Smag, og synes paa den anden Side at være blevet saa haardhjertede, at selv naar det Danske 📌Slesvig raaber til 📌Danmark, som et Barn med en Kniv i Halsen raaber paa sin søde Moder, saa tysser de paa Skrighalsen, der jo ikke er død endnu og bør ikke troe, at Tydskeren er saa vred, ►som han bander til, og bør ikke ►opirre ham, ved nu saa ubeleilig at heise Dannebrog og raabe paa, at de vil blive ved at tale Dansk og være Danske til evig Tid!
✂ Ja, græde saameget jeg gider, det har jeg ►aabenbar Grund til, og skiøndt alt for Øieblikket er meget uklart og meget usikkert, saa tør jeg dog nok antage, at det har alle gode ►Dannemænd Ret til og vil faae Lov til, naar de blot ikke skriger slet saa høit, som de Danske Slesvigere; men skiøndt det er godt nok at kunne græde, er det dog, som “Borger-Ret” betragtet, kun en ynkelig Ret at maatte græde i Stilhed, saa meget, man gider, for jo flittigere man benytter den, des sørgeligere har man det, og des begrædeligere bliver det 520Hele, saa det er ordenlig en Lykke, naar det bliver ►latterligere med det samme, og naar, som det Gudskeelov! er Tilfældet med mig og alle gode ►Dannemænd, man har et godt Øie ogsaa for det ►Latterlige. Det giælder da kun om at faae Øie paa det ►allerlatterligste, som det eneste, der kan holde det allerbegrædeligste Stangen, og her finder jeg mig forladt saavel af Morgenbladene, som af Aftenbladene, selv af ►Korsaren, thi vel er der ogsaa i dem ►Latterligheder nok, naar man har Øie for dem, og der skal forleden have staaet et meget ►latterligt Stykke i ►Korsaren om “Kaptein-Løitnant Grundtvig,” men det er dog langt fra at være det ►ⓘ allerlatterligste► for Øieblikket, og det var heller ikke godt, for det kunde i det Høieste opveie det begrædelige i Hovedstadens ellevte Valgkreds, men ingenlunde det allerbegrædeligste i hele 📌Danmark, som ei engang er Barneskriget fra 📌Nord-Slesvig, men ►Kiællinge-Snakken, hvormed det besvares, ikke blot i ►“Fædrelandet,” men i Fædernelandet, i ►Dannemænds Hjem, hvor dog selv ►Dannekvinderne har hjulpet ►ærlig til at slibe Rusten af det gamle nys opgravede ►Kæmpesværd! Men hvor vanskeligt det end kan synes mellem det meget ►latterlige, vi alle kan see, at finde det ►allerlatterligste, hvorad hele det Danske Folk ►nødvendig maa lee med det ene Øie, naar det græder ►allerstridest med det andet, saa tvivler jeg dog intet Øieblik om jo at have opdaget det i den meget alvorlige Tale og 521Trætte, vore lærde og pæne Folk føre om Et- og Tokammer-Systemet, om det absolute og det ►suspensive Veto, om Initiativet og alle Fractionerne, thi det er jo allerede ►latterligt nok, blot som ►Pluddervælsk, hvormed man ikke blot vil politisk opdrage, men ogsaa oplive, opvarme og opflamme det Danske Folk, der ikke forstaaer et Ord deraf, men det bliver dobbelt ►latterligt, naar man seer Folket, som det synes, meget andægtigt høre til og meget tankefuldt bryde sit Hoved med, hvordan den ►Hexelæsning egenlig skal skrives og udtales for at giøre sine utrolige Virkninger, og det bliver tredobbelt ►latterligt, bliver det ►allerlatterligste, naar man bare husker, at denne Tale og Trætte, der vilde klinge ►latterlig nok i den dybeste Fred, den høres og føres, mens vi har den farligste Krig i fem Aarhundreder, ja, mens Hertugdømmet 📌Slesvig saagodtsom gaaer fløiten og hele 📌Danmarks Rige er stærkt ifærd med at opløses og forgaae!
✂ Ja, denne ►Latterlighed har virkelig noget saa “storartet” ved sig, at det er intet Under, at de stive Latinere deri seer en ikke uheldig Efterligning af den mageløse Romerske Storhed, som den hellige 👤Livius har skildret i hele sin Glands ved at berette, ►hvorlunde man i det evige 📌Rom kiøbde Bymarker i dyre Domme, mens 👤Hannibal stod ►for Porten, men naar jeg paa Dansk skal vise det “Storartede” i den Danske ►Latter522lighed►, da maa jeg sige: i Sammenligning med den var det kun lidt, om man i et Huus, hvor der var Ildløs i alle Ender, saae Folkene sidde i Storstuen og trættes og trumfe i Bordet, for at faae afgjort, om der skulde sættes et Skillerum op i Stuen, og om det helst skulde sættes paa langs, paa tværs eller paa skraa, og om de, der skulde smides paa Dørren, skulde smides ►trekantede ud, saa de blev hængende (det ►suspensive), eller ►firkantede saa det var forbi med dem (det absolute).
✂ Dog, De føler det ►vist alle med mig, at skulde Fædernelandet, gamle 📌Danmarks Rige, opløses og forgaae, da var det kun en daarlig Trøst, at det var ligesaa ►latterligt som begrædeligt, for da kom vi allesammen til enten at lukke vore Øine eller græde med dem begge, mens det kun blev vore ►arrigste Fiender, som havde Øine til at lee med, saa jeg kunde umuelig ved denne Leilighed ført dem i ►Leehjørnet, hvis jeg ikke havde ►mærket hos mig selv, at naar først det ene Øie leer, følger det andet snart med, og at da faaer man meget lysere Udsigter end man havde, da man var i Grædehjørnet.
✂ Hvad man nemlig strax seer, naar man har leet sig klarøiet igien, det er det allerbedste, man i 📌Danmark kan see, at Folk er oppe, har slet ikke lagt sig til at sove igien, ►uden som vore kække Krigskarle, der omtrent har ligget i Klæderne hele Som523meren, og at Folket ligesaa lidt som Krigshæren er blevet øm om Hjertet over de verdensberømte, alvidende og sprænglærde Tydskere, men føler inderlig Medlidenhed med de underkuede, forhaanede og fredløse Danske ►Sydskende i 📌Sønderjylland, og ønsker intet hellere end at lade de Lærde ►snakke for deres Æske og sukke efter lidt Roes igien i Tydske Blade, mens Folket, saavidt det behøves, i Forening med den ikke ►staaende, men fremrykkende Danske Krigshær, renser 📌Nordslesvig fra alt hvad Tydsk er, og planter Dannebrog paa 📌Dannevirke, saa Tydskerne skal nødes til at bukke for den eller bide i Græsset, og Holstenerne lære at holde Styr, om ikke med det gode, saa med det onde!
✂ See, ⓘ under disse igrunden meget gode Omstændigheder, kan vel enhver see, hvad der var det allerbedste at giøre, thi det er jo ikke at skrive en begrædelig Adresse til Rigsdagen, skiøndt det aldrig kan skade at underskrive den, og det har jeg selv gjort, og det er heller ikke det allerbedste at giøre Spørgsmaal til Ministrene om, hvordan de egenlig sidder i det og hvad Udvei, de har fundet, for de svarer kun, det er Statshemmeligheder, som man ikke maa tale om, vi skal bare have “Tillid” til dem og finde os i hvad de finder tjenligt; nei, det allerbedste er at gaae lige til Kongen, som skal staae for Styret, og bede Ham indlægge et godt Ord for 📌ⓘ Danmarks Rige og det Danske 524Folk hos Ministrene, saa de enten gaaer frem eller tilbage og ►staaer ikke længer Folket i Lyset, men lader Solen skinne paa 📌Danmarks Rige og vise hvad der ⓘ er, med andre Ord, at Ministrene enten tager Mod til ⓘ sig og lader det Danske Folk, som Æren byder og Lysten er til, maale sig i aaben Mark med Slesvig-Holstenerne og deres Hjelpere, ►utalte ►paa Slump, enten det, eller takker af!
✂ De synes maaskee, det er alt for konstig, eller alt for ►latterlig en Vending, at Kongen skulde lægge et godt Ord ind for os hos Ministrene, men det ►være for Resten som det vil, saa er det ægte Dansk, for jeg har selv oplevet det ►alt i 👤Frederik den Sjettes Tid, da Ministrene dog var langt fra at være saa fornemme, eller saa korte for Hovedet, som de er nu, for da kom der en op til Kongen og bad Hs. Majestæt indlægge et godt Ord for ham hos en af Ministrene, saa han kunde faae Audients, og Kong 👤Frederik, som godt vidste, at den samme Minister var ►slem at faae i Tale, og som var en meget folkelig Herre, en meget Dansk Konge, han loe nok ad det, men han fandt dog, det var baade ægte Dansk og ►velgrundet, saa han lovede at skaffe Danskeren Ørenlyd hos Ministeren og han holdt hvad han lovede. Det samme vil vi alle ønske og tør vi godt haabe, naar vi med vor “Danske Tillid” vender os til Kong 👤Frederik den Syvende selv om et godt Ord igien til Ministrene!