Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1

461

Barnligheden.

1

Høst-Skjalden gik i Lunden,
Mens Skov endnu var grøn,
I Blomster-Aftenstunden,
Da Fugl kun sang iløn.
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

2

I Lund da klang en Stemme,
Den var saa dyb og klar,
At, hvor den havde hjemme,
Det Kiærlighed og har!
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

3

Og Skjalden lytted saare,
Han blev saa myg i Hu,
I Øiet stod en Taare,
Han sukked: hvor er du?
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

4

Han hørde Vemods-Sangen,
Som Nattergalens Kluk,
Og Ordet var som Klangen,
Et himmelsk Hjertesuk!
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

5

O Barne-Fred og Glæde!
Hvor snoer sig eders Vei?
462Var I end her tilstæde,
Jeg kiendte eder ei!
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

6

Jeg Barn har aldrig været,
Gud bedre mig saa sandt!
I mig har altid giæret
Hvad Freden overvandt!
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

7

Hvor har du, Fred, dit Sæde
Paa Livets Hviledag?
Hvor er du, Barneglæde,
Fuldbaarne Velbehag?
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

8

Og Skjalden fulgde Klangen,
Kom did, hvor Stemmen lød,
Stod midt i 📌Danevangen,
For Dannekvinden sød!
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

9

Hil være dig, som kvæder
Om Barnefryd saa bold!
Kun den for Guldet græder,
Som Guld har havt i Vold.
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

10

463 Og hvad saa godt mon være,
Det kommer nok igien,
Som vi til Venner kiære
Paa Vinger ile hen.
Hvorfor græder Freia Guldtaarer?

11

Saa ile Barneglæder
Paa Vinger smaa til dig,
For den, som for dem græder,
De synger sødelig!
Derfor græder Freia Guldtaarer!