Den Danske Rigs-Dag og den Danske Krigs-Hær.
✂ Saavidt man kan skiønne, hvor man ikke engang faaer rigtig at vide, hvad der er skedt, end sige da, hvad man kun har besluttet, skal skee, da nærmer vi os en Dansk Rigsdag, den første siden 1660, og fuldt saa vigtig, da det paa den rimeligviis skal afgiøres, ei blot paa hvilken Maade Magten i 📌Danmark skal deles og udøves, men ogsaa hvad den skal bruges til, og hvorvidt den skal trække sig tilbage, eller dog indskrænke sin Virksomhed til at værne om det fri Spillerum, hvorpaa Folke-Aanden og alle gavnlige Kræfter har ►billigt Krav. At der nu til en saadan Rigsdag, der, hvad enten man vil kalde den lovgivende eller raadgivende, maa faae afgiørende Indflydelse paa Rigets Stilling og Folkets Tilstand, giør baade Valgretten og Valgbarheden saa ►almindelig som mueligt, det er i sin Orden; thi naar hele Riget staaer paa Spil, maa man vende 450sig til hele Folket, og det er saa meget nødvendigere, naar denne afgiørende Rigsdag holdes midt under en farlig Krig med det store 📌Tydskland, en Krig, der uden hele det Danske Folks varme Deltagelse og ædelmodige Opoffrelser, umuelig kan ►enten føres hæderlig eller endes seierrig.
✂ I denne Henseende vilde derfor Valgloven af 7de Juli være upaaklagelig, hvis den ikke havde overskredet alle Grændser, ved at give Valgret og Valgbarhed til de Indbyggere i 📌Slesvig, der ikke blot bruge et fremmed og fiendtligt Tungemaal, men har i det Hele ►alt længe viist sig som 📌Danmarks Fiender og føre tildels ►aabenbar ►Avindskjold mod Kongeriget; thi dels er det jo dog ikke med deres Fiender, fornuftige Folk raadslaae om fælles Bedste, dels maae dog vel trofaste ►Dannemænd have Krav paa en anderledes fri Tilstand end Klogskab kan give nys undertvungne Oprørere, og endelig skulde man dog tænke, at den ►nærværende Krig havde lært selv de Tungnemmeste iblandt os, at Dansk og Tydsk Tale og Tænkemaade er aldeles uforligelige, saa, vil vi længer ►holde halvt med ►Tydsken om det Hele, da beholder ►Dansken hverken Halvt eller Heelt.
✂ Vil man til vor Trøst indvende, at hele 📌Slesvig er i Fiendens Vold, og at 📌Tydskland, naar det blev allerføieligst, dog ►vist aldrig giver sit ►Minde til, at den Tydske Deel af 📌Slesvig indlemmes i det 📌Danske 451Rige; da giælder for det første denne Indvending slet ikke, da vores Valglov jo slet ikke bliver klogere og bedre derved, at Fienden holder den ude af Kraft, for det andet forudsætter den fortvivlet, at 📌Danmark ikke skulde have Kraft og Lykke til, trods 📌Tydsklands Indsigelse, at faae fri Raadighed over sit eget, og for det tredie oplyser den netop Valglovens ►Daarlighed, ved at vise, den har en Bestemmelse til 📌Danmarks egen Skade, som giør selv den ►billigste Overeenskomst med 📌Tydskland umuelig.
✂ Vel skal jo, efter Vaabenstilstanden af 26de August nu alle Danske Love og Anordninger for 📌Slesvig som er givet i vore ►nærværende Ministres Tid være aldeles ophævede, men selv derved bortfalder dog ikke alle Valglovens Bestemmelser af sig selv, da den har været meget omhyggelig for at skiænke Dansk Indfødsret med Sæde og Stemme paa den Danske Rigsdag til 200000 fiendtligsindede Tydskere, en saa ►besynderlig Gunst, at selv Tydskere neppe kunde ventet den af et Ministerium, der kun blev til for at redde 📌Danmark og Danskheden af Tydskernes Kløer.
✂ Tør vi nemlig ►end haabe, ved Lykkens Gunst under en ulykkelig Skikkelse, at undgaae ►Tydsken paa den første Rigsdag, saa har vi dog ikke mindste Sikkerhed for at undgaae den fremdeles, da Valgloven giver Slesvigerne, de Tydske, saavelsom de Danske, 452de Fiendtlige, saavelsom de Venlige, Krav paa en ny Rigsdag, hvor de er med, og kan frit prøve paa at kuldkaste alt hvad Kongerigets fuldstændige ►Folkeraad, i Forening med Kongen og hans Raad, maatte have besluttet, og det er unægtelig sørgelige Udsigter; thi vel vil det være et ►Vidunder, om det Danske Folk, efter den os foreskrevne urimelige Valgmaade, kan giøre sin Stemme giældende paa den tilstundende Rigsdag, men dels kan det endnu mindre skee, naar de fiendtlige Tydskere kommer med, og dels kan jeg slet ikke forstaae, hvordan Rigsdagsmændene skal faae Mod og Munterhed til at udføre deres vanskelige Hverv, naar de maae frygte for, at Tydskerne paa næste Rigsdag vil ►forstyrre det Hele.
✂ Hvad der endelig synes at giøre Rigsdags-Sagen aldeles fortvivlet, er at Valgloven, skiøndt den forudsætter Krigen med 📌Tydskland, dog viser sig ligesaa ugunstig for den Danske Krigshær, som gunstig for de Tydske Oprørere, saa medens Oprørerne baade skal have Ret til at møde paa den første Rigsdag, og, hvis de ikke vil det, have deres Ret forbeholden til at kuldkaste den Danske Rigsdags Beslutninger, saa skal derimod den Danske Krigshær hverken have Ret til det ene eller til det andet. Paa den ene Side nægter nemlig Valgloven alle dem Valgret, som ei har fyldt deres tredivte Aar, uagtet vi alle veed, at næsten hele Hæren er imellem tyve og 453tredive Aar, og dernæst findes ikke et Ord om, hvor de af Hæren, som har fyldt deres tredivte Aar, skal kunne nyde deres Valgret, eller hvordan de Mange, der har naaet deres ►Lavalder, skal kunne benytte deres Valgbarhed.
✂ Vil man sige, at Hæren, saalænge den staaer i Marken, umuelig kan benytte ►enten Valgret eller Valgbarhed, da giælder den Indvending jo dog slet ikke under en syv Maaneders Vaabenstilstand, og naar den var allergyldigst, beviste den jo kun Ubetimeligheden af en saadan Rigsdag under Krigen, og maatte i det mindste skaffet Fædernelandets Forsvarere den Ret forbeholden i Valgloven, som nu er bortødslet paa Fædernelandets Fiender!
✂ Hvor utroligt det derfor end klinger, maa det dog kaldes soleklart, at de, der skrev Valgloven, enten slet ikke har husket, at vi havde en Krigshær i Marken, paa hvis Fædernelandskiærlighed, ►Løvemod og Utrættelighed det beroede, om der fremdeles skulde være et 📌Danmarks Rige til, eller de har betragtet den Danske Krigshær som en Maskine, der vel var sat i Bevægelse til at forsvare Riget, men havde ikke mindste Stemme ved Grundlæggelsen af Rigets Forfatning og Forhandlingerne om det Danske Folks Bedste.
✂ Da nu det Første slet ikke lader sig tænke, forsaavidt Krigs-Ministeren i alt Fald maatte opdaget og revset en saadan utilgivelig Glemsomhed, saa 454nødes man til at antage det andet, skiøndt det, under nærværende Omstændigheder, kan synes ligesaa utænkeligt.
✂ Jeg siger med Flid, under “nærværende” Omstændigheder, thi, som ►Gammelmand og Historiker veed jeg jo meget godt, at i de “►staaende Hæres” Tid har det været almindeligt at betragte Krigshæren som et vildt Dyr, man indenlands saavelsom udenlands slap løs paa hvem man vilde, men som paa ingen Maade maatte kiende sin egen Styrke, end sige gruble over, hvortil den brugdes eller hvorvidt den selv havde Gavn og Glæde deraf. Man seer imidlertid let, at en “►staaende Hær,” som det paa nogen Maade kan være klogt at betragte og behandle saaledes, maa enten bestaae af Leietropper, som har solgt sig med Hud og Haar til at giøre og taale hvad det skal være, eller den maa bestaae af lutter Trællesjæle, der ei tør tænke paa dem selv, og selv med saadanne ►staaende Hære lærer dog Verdenshistorien, at der kom den Dag, da de følde deres egen Styrke, saae, at de, til deres egen Ulykke, havde været blinde Redskaber i Tyranniets Haand, og blev da Tyranner paa deres egen Haand. Saaledes lod man staae til i det gamle 📌Rom og i det ny 📌Italien, som er de ►staaende Hæres Vugger, saaledes lod man staae til i 📌Frankrig og 📌Tydskland, som har været de ►staaende Hæres mest ►glimrende Skueplads, og saaledes blev det da naturligviis ogsaa i 📌Danmark, da man der, efter Sædvane og fattig Leilighed, saa 455smaat vilde efterligne de store Magter, og Forskiellen var kun, at 📌Danmark, som længe hverken havde Lyst eller Leilighed til at giøre Erobringer, nød en langvarig Fred, og at alting i Riget, under Freden og den Kongelige ►Enevoldsmagt, gik saa stille af, at selv Krigshæren neppe vidste, hvad Krig var, og ønskede, naar den engang imellem tænkde paa sig selv, kun at være fri for det tomme Navn og det kiedsommelige ►Borgeleie.
✂ Men under de “nærværende” Omstændigheder, da saagodtsom hele 📌Europa er vaagnet, enten i Skræk over længe baaret Tyranni eller med vild herskesyge, og da selv det stille 📌Danmark er kommet i Giæring, selv det lille fredelige 📌Danmark indviklet i Krig paa Liv og Død med det store, stridbare og Herskesyge 📌Tydskland, nu seer man dog nok, at den Danske Krigshær, som kun varm Fædernelands-Kiærlighed og ædelmodig Frivillighed har givet det ►Løvemod og kan give de ►Kæmpekræfter, Landeværnet eller Rigets Forsvar kræver, den Magt maa betragtes og behandles ganske anderledes end de Romerske Verdens-Erobrere, de Italienske Tyranner, eller selv en 👤Napoleon, betragtede og behandlede deres ►staaende Hære.
✂ Vi kan jo dog umuelig vente, hvad vi jo ikke engang noget Øieblik kunde ønske, at vor kække, kraftfulde Ungdom, som staaer under Vaaben paa 📌Danmarks Grændse, skulde glemme, at de er “Rigets 456Styrke,” hvormed Det maa ⓘ staae eller falde, thi det er jo netop denne Følelse, der ene kan styrke dem til deres store Kald, at seire eller døe for gamle 📌Danmark; og vi kan jo ligesaalidt ►enten vente eller ønske, at de skulde være ►ligegyldige ved ►Styrelsen og Tilstanden i ⓘ Fædernelandet, hvorpaa ikke alene deres Stilling beroer, men hvorfor de opoffrer eller vover alt hvad de har!
✂ Holder vi da nu en Rigsdag, hvor vi, saavidt mueligt, afgiør 📌Danmarks Skæbne for en lang Fremtid og grundlægger en Forfatning, som Krigshæren skal forpligte sig til at forsvare, uden at vi lade denne Rigets Styrke have lovlig Deel i hvad vi kalde ►Folke-Stemmen, da giør vi jo ikke blot stor Uret og Daarskab, men ventelig en stor Ulykke paa hele Riget. Om vi nemlig end tænker os den tilstundende Rigsdags Beslutninger langt modnere overveiede og langt viseligere betænkte, og paa den anden Side Rigets Ungdom endnu langt taalmodigere og føieligere, end vi har Grund til, saa troer vi dog vel ikke paa det Underværk, at enten alle skulle faae deres Villie, eller at den ►kraftigste Deel af Folket skulde vove Liv og Blod for at forsvare hvad der hverken huede dem, eller de havde havt ►billig Deel i at ►omhandle!
✂ Altsaa maae vi, ikke blot for den klareste ►Billigheds, men ogsaa for den uundværligste Klogskabs Skyld, enten skaffe den Danske Krigshær Stemme paa 457den første Danske Rigsdag, eller vi maae paa denne indskrænke os til at ordne Sagerne for Øieblikket, og at faae en bedre Valglov istand, der anderledes forbereder en gyldig Dansk ►Folke-Stemme.
✂ Det Sidste synes nu ►vist nok ved første Øiekast at være det raadeligste, men da Ingen af os kan forudsee, hvad Rigsdagen, naar den først er samlet, vil ►føde af sig, saa stemmer jeg for det Første, der uden noget Lovbrud lader sig giøre, naar Kongen giver Krigshæren Lov til at udnævne en god Deel af de Rigsdagsmænd, hvis Udnævnelse Han har forbeholdt sig selv.
✂ Herved vilde desuden hos hele det Danske Folk alle de Betænkeligheder bortfalde, som de mange saakaldte Kongevalg har vakt, og som let kunde benyttes til enten at sprænge eller forstyrre Rigsdagen.
✂ Men har ikke maaskee netop dette ligefra Begyndelsen været Ministeriets Hensigt, saa den Danske Krigshær hørde til de “Minoriteter”, som man sagde, skulde skee Ret ved Konge-Valgene til ►Folke-Raadet?
✂ Maaskee, thi om et Ministeriums Hensigter, om hvis Handlinger man veed saa lidt, maa der ►sagtens idetmindste kunne være to Meninger, og det skulde være mig kiært, dog endelig i dette Tilfælde at have tænkt ministerielt om hvad der tjener til 📌Danmarks Vel og fælles Bedste, men jeg tør ikke smigre 458mig dermed, og endnu mindre lade det komme an derpaa. Sagen er nemlig i mine Øine af den yderste Vigtighed, thi, ►afseet fra alle de farlige Følger, som den Danske Ungdoms varme Fædernelands-Kiærlighed og 📌Danmarks mageløse ►Lykke maaskee kunde afværge, saa var det jo farligt og sørgeligt nok, hvad der ►nødvendig maatte blive Følgen af den Danske Krigshærs Tilsidesættelse, at vor kække, frisindede Ungdoms Mod vilde svækkes, og Fremtiden, som jo unægtelig tilhører Efterslægten, ei længer vilde aabne den de lyse Udsigter, som hidtil har trøstet den i mange mørke Øieblikke!
✂ Skal det imidlertid giøre Gavn endelig at vise Hæren, at man hverken har glemt den, eller betragter den som et blindt Redskab, der, med eller uden Fæderneland, med eller uden Haab om en fri Tilværelse og lykkelig Fremtid, skal vove og offre Liv og Blod, da maa det ikke være nogle faa, men, som sagt, en god Deel af de forbeholdte Rigsdagsmænd, der udnævnes af Hæren, og da maa ved Udnævnelsen alle de, der fandtes gamle nok til at bære Vaaben og vove Livet for gamle 📌Danmark, ogsaa agtes gamle nok til at stemme om, hvem der paa deres Vegne skal tage Deel i den store ►Raadførsel om de bedste Midler til at berede det elskede Fæderneland en ærefuld, fri og lykkelig Fremtid!