Eftersnak om min ►“Bragesnak”.
✂
Min ►Brage-Snak, paany det første Ord,
Som ►Mimers Hoved mæled her i 📌Nord,
Den kom til Verden, som hver Moders Søn,
Med Trang til Yndest hos det smukke Kiøn,
Og Kiønnet, ved hvis Yndest den blev til,
Slaae Haanden af den sikkert aldrig vil,
Men lade “►sildigfød og ►tidligmød”
Den finde Hvile i sit varme Skiød,
Og løfte den, som den kan løftes let,
Med begge Hænder op til Munden tæt,
Og aande saa medlidende paa den,
At frosne Læber varmes op igien,
Og kysser i en ubevogtet Stund
Dem lige midt paa deres røde Mund,
Og rødme selv derved paa Børneviis
Og springe op igien til Kiønnets Priis!
✂
107
(PS7)
Godtfolk har ondt ad mig som andre Skjalde,
De for galant ved Damerne mig kalde;
Maaskee jeg var det ogsaa lidt, forinden
Jeg ►lærde ret at elske ►Dannekvinden,
Men nu til hver jeg siger dristig Trods,
Som vil ►gaae mellem Bark og Træ hos os;
Thi nu hvad smukt jeg siger til de mange,
Og hvad jeg splitter ad i hundred Sange,
Er Gienlyd kun af Ordet til den ene,
Hvormed for meget jeg kan aldrig mene;
Thi elsket af den ægte ►Dannekvinde,
Selv Skjalden ei for høit kan elske hende,
Og meer end Kiærlighed af ►Hjertensgrund
Udtrykker dog ei selv den bedste Mund!