Danskeren.
Et Ugeblad.
1848. Onsdagen den 20de September. Nr. 27.
👤Albert Thorvaldsen,
(i Marts 1844.*Skiøndt dette ►Vers, skrevet i meget syg Tilstand, har været forlagt og er blevet ►forligget, giver jeg det dog, som jeg finder det, da hvis jeg har andet om Sagen at melde, det helst maa staae for sig selv.)
✂
Tids-Alderne har ►og en Nyaars-Dag,
Naar Solhvervs-Aander svæve over Jorden,
Da sidst de svæved under Tordenbrag,
Sig vendte Solen morgenrød mod 📌Norden,
Og aarle vaagned da et ►Kæmpekuld
Med Kronehjelme af det røde Guld!
✂
10
(US9)
Ja, stolt oprandt en ►Gude-Alder ny
Med vort Aarhundrede for 📌Nordens ►Stammer,
Af den skal over Hav og Bjerg gaae Ry,
Saavidt som Øiet funkler, Hjertet flammer,
I den opstaaer ved 📌Nordens ►Kæmpehaand
Alt Forbigangent, som var født af Aand.
✂
418Du var den Første, 👤Thorvalds prude Søn!
Du blev den Største i din Kreds paa ►Tuen,
Da med din ►Jason, ►kæmpemæssig skiøn,
Du kækt dig taarned under Himmelbuen,
Og gjorde brat det til en afgjort Sag,
At før og efter var som ►“Nat og Dag!”
✂
Forbauset Verden saae hos dig paany
De Græske Guder stige op af Jorden,
484
(PS6)
Den offred til dig i en ►Viraksky,
Som om den bæved for ►Kronions Torden;
Men du, oplyst af 📌Nordens ►Kæmpeaand,
Bortvifted Skyen med en Barnehaand!
✂
Et Menneske du var og ingen Gud,
Din Herlighed stod under Blomstens Love;
214
(VU8)
Med den i Lys du skinned ►faur og prud,
Med den i Løn du skal nu længe sove;
Ei Knæ jeg bøier og ei ►Virak strøer
For hvad kun lever som en Blomst og døer.
✂
Vemodig hørde jeg det høie Gny,
Da ►Livstraad din, den skiønne, blev afskaaret,
Og sørgelig det klang i Skov og Sky,
Da “Konstens Konge” blev til Graven baaret,
Dog ►Nyaars-Kæmpen har, som Nyaars-Dag,
Sin Morgen-Røde og sit ►Solbjergs-Lag!
✂
419Du var den Første af vort ►Kæmpekuld,
Heroldernes, som vaagnede med Solen,
Og de, som end sig høine over Muld,
Ei ►sidde længe paa Forundrings-Stolen;
Hvad med dem fødtes, vorder aldrig graat,
Men sortne maa det for hvert Øie blaat!
✂
11
(US9)
Et Menneske du var, det Æres-Navn
Vanhelliges, saavel som Guds, ►fuldsaare,
Thi føle Mennesker ►og dybt dit Savn,
Og Perlen i din Krands er deres Taare;
For Mennesker, de Store og de Smaa,
Den altid funkled paa dit Himmelblaa!
✂
►Varst du en Christen? som en Æres-Sag,
Man spurgde høit, da man dig bar til ►Jorde,
485
(PS6)
Og dine Billeder i Kirkesmag
Bevise kun, du vidste hvad du gjorde,
Men til din Lykke, baade fjern og nær,
Om Roes for Gud maae alle ►tie kvær.
✂
Gjaldt det om Æren mellem os i 📌Nord,
Hvo turde dig vel nægte Christen-Navnet!
Gjaldt det om Æren overalt paa Jord,
Saa god en Christen vorder længe savnet,
Ei blot i ►Mylren under Himmel-Tag,
Men midt i ►Præste-, Bispe-, Pave-Lag!
✂
420
215
(VU8)
Du kiendte kun den falske Christendom,
Og den betragted du med Ynk og Harme,
Hvor du den saae i 📌Axelstad og 📌Rom:
Den istapkolde og den lummervarme;
Saa hele Verden veed det godt og grant,
Du var ei Catholik, ei Protestant.
✂
En Hedning altsaa af en egen Art,
Ei af ►Rimthusserne, som Himlen true,
Men af ►Lysalferne, hvem aabenbart
Er Guddoms-Stemplet paa den kække Bue;
Du mellem ►Alfe-Chor omsværmed frit,
Men skielned immer grant dog Sort fra Hvidt!
✂
Det viser Billedet af ►Hviden 👤Christ,►
Med Majestæt og Konge ►Lader milde,
Lad det kun staae, som Billed-Støtten hist
Af den ►Høilovede, ved 📌Jordans Kilde!
Hvor giennem ►Fonten rinder Livets Strøm,
Naaer Sundheds-Blomsten til Hans Klæders Søm!*👤Eusebs ►Kirke-Historie (VII. 18,) hvorefter han selv, i 📌Paneas ved 📌Jordans Kilde, saae et støbt Billede af 👤Christus, med en Kvinde knælende foran sig, som, efter Sagnet, var den fra “Evangeliet” velbekiendte “►blodsottige Kvinde”. Denne Hedenske Kvinde havde af Taknemmelighed opreist Støtten ved sit Huus i 📌Paneas, og paa samme Sted, siger 👤Euseb, groede en ubekiendt Urt, som, naar den naaede Sømmen af Hans Kappe, fik Lægedoms-Kraft mod ►allehaande Sygdomme.
✂
421
486
(PS6)
12
(US9)
Det 👤Christus-Billed af en Hedning-Haand
Stod tre Aarhundrede ved ►Fruer-Buret,
Hvor ►hun, som rørde ved Hans Klædebon,
Til Mindetegn det havde undermuret;
At hun var hedensk, følger af sig selv,
Hun reiste “Billeder” ved 📌“Jordans” Elv.
✂
Gid dette Billed af din Mesterhaand
Ved ►“Fonten” ►staae til lige varigt Minde
Om Sømmen af det hvide Klædebon,
Og Troen hos den ømme ►Dannekvinde,
Som yndig knæler ved den Konges Fod,
Der raadte mild paa hendes Vaande Bod!
✂
216
(VU8)
Jeg ►korser mig for lede “Satan” kun,
Og ei for Mennesker, som mine Lige,
Jeg selv var Hedning, men dog ingen Hund,
Og Skriftemaalet mit i Sandheds Rige,
Det lyder ►saa: det randt mig nys ihu,
At der er meget Hedenskab hos mig endnu!
✂
Hos mig det gaaer, om ei ►i Lyset ►alt,
Saa dog ►i Løbet giennem Skiærsilds-Baalet,
Hos dig Endeel som Støv til Jorden faldt,
Og Resten pustes bort af ►Engle-Maalet,
Hvor du, indført i bedste ►Konge-Lag,
Skal paa den “sande Christendom” faae Smag.
✂
422
487
(PS6)
En Konge var du, under 👤Alberts-Navn,
Skiøndt uden Sværd og perlestukket Throne,
Dit Septer vakde Fryd og virked Gavn,
Mens barnemild du leged med din Krone;
En Konge var du paa din Blomster-Øe,
Som Faa kun fødes og som Færre døe!
✂
13
(US9)
Du Kronen bar paa dine hvide Haar
Saa let, som sjelden bæres Rosen-Krandsen,
Naar ►faure ►Glutter, skiemtende i Vaar,
Hensvæve frit og yndig giennem Dandsen;
Men meer alvorlig stræbde ingen Drot
At vise: Kongeligt er altid godt!
✂
Saa hvil da kongelig, du ►Alfe-Drot,
Hvor Leiet redes dig i ►Borge-Gaarden,
Til atter tindrer Øiet himmelblaat
I den ►forklarede Naturens Orden!
Som ►Dvalin, gamle 📌Nordens Konge-►Dværg,
Til Kæmpehøi du fik et ►Himmelbjerg!
✂
Det er ►Olympen med sin Gude-Hær,
Opskudt paany i 📌Sællands Bøge-Lunde,
Til Udsigt vid i Aftenrøde ►skiær,
Henover Storværks Strøm i alle Sunde,
217
(VU8)
En Klippe-Grundvold for et ►Kæmpe-Slot,
Et ►Lydskjalv for vort 📌Nordens ►Asa-Drot!
✂
423Med Seiers-Haab du i din Ungdoms Vaar
Uddrog til ►Kæmpeskridt i Laurbærlunden,
Med Seiers-Haab, det gamle ►Odins-Kaar,
Afbilded du dig selv i Aftenstunden,
Og Seiers-►Disen paa sin ►Dronningstol
Skal Haabet krone paa dit 📌Kapitol!
✂
488
(PS6)
Nu rør dig levende i Sagn og Sang,
Du ►Adel-Menneskets høibaarne Minde!
Din grønne Lund var altid 📌Danevang,
Og du er Nattergalenes Veninde;
Omsvæv til Dommedag den Blomsterøe,
Hvor ei paa Kongegrav ►Kiærminder døe!
✂
Og reis dig, hedenfarne ►Kæmpers ►Æt!
Stræb meer ei ►Thurserne at efterabe!
Skik i din Stand og i din Tid dig ret,
Ved i den gamle ►Kæmpe-Aand at skabe!
Da lever i dig, Død og Grav til Trods,
Hvad der opvakde 👤Thorvaldsen og os!
Om Hjertet som 📌Danmarks Perle.
✂ “►Hjerteblind har sine Øine forbrudt.” Det er et gammelengelsk (►angelsk) Ordsprog, som jeg ifjor satte paa Titelbladet af min ►“Lykønskning til Danmark med det Danske Dummerhoved og den Danske Høiskole,” men skiøndt Titelbladet har havt langt flere Læsere end Bogen, saa tør jeg dog allermindst vente, at de, der nøiedes med Titelbladet, har lagt Ordsproget paa Hjerte, men maa snarere forudsætte, at selv de fleste af Bogens Læsere har sprunget Titelbladet over for ikke at løbe Panden mod Dummerhovedet. Da saadanne tilfældige Omstændigheder imidlertid hverken maae lægges et godt Ordsprog til Last, eller komme velvillige Læsere til Skade, saa burde jeg for længe siden i ►“Danskeren” med Flid have opfrisket et Ordsprog, som netop fordi det er gammelengelsk er ægte nordisk og godt Dansk, og følgelig saa utydsk som muelige. Da nu imidlertid “►den Prosit, som kom seent, er bedre end aldeles ingen” saa vil jeg idag giøre Læseren opmærksom paa det gamle Ordsprog, at “►Hierteblind har sine Øine forbrudt,” baade fordi det efter min Overbeviisning udtrykker en dyb Almeen-Sandhed, der maa ligge til Grund for ethvert godt Oplysnings-Værk, og fordi det i alt Fald udtrykker den Betragtning af Menneske-Livet, som fra Arildstid faldt alle 425Nordboer og især os Danskere naturlig, saa naar vi herefter ikke vil see med Andres, ►enten tydske, franske, romerske eller chinesiske, men med vore egne danske og nordiske Øine, da vil vi see Hjertet og alt det Hjertelige i et ganske andet Lys end det, man har tændt for os enten i Latin-Skolen eller i nogen af alle vore Skoler.
✂ Lige saa lidt nu, som de, der bar Kong ►Frode Fredegods Lig “tre Aar ►om Land,” fordi de havde ham kiær, gik og grublede over, enten det lille Stykke Kiød, vi i Lov-Sproget kalde Hjerte, er af et ædlere eller finere Slags end alt det Øvrige, ligesaa lidt vil vi trættes ►enten med ►Lovtrækkere eller Haarkløvere eller ►Opskiærere (Anatomer) derom, men holde os til det Hjerte paa Billed-Sproget, hvoraf alt ►Hjerteligt udspringer, hvor saa end Kiød-Hjertet sidder, ►enten i høire eller venstre Side, og ►enten ►Hjarne og ►Brage, ved Dannelsen af 📌Nordens Billed-Sprog, har gjort ilde eller vel i at bruge Ordet “Hjerte” om Kilden til al vor Med-Følelse, som vi alle paa Dansk kalde Hjertelighed. Sagen er kun den, at ligesom man i 📌Norden, og især i 📌Danmark, altid har troet og ►regnet paa Blodets Baand, ikke alene til daglig Brug og i snevre Kredse, men ogsaa i hele Fædernelandet og i Tidens Længde, fra Slægt til Slægt, saaledes har man ogsaa fra Arildstid i 📌Norden og især i 📌Danmark taget Kvinder og 426Børn i en egen ►hjertelig Betragtning, hvorved hele Folkets Tankegang fik et ganske ►eiendommeligt Præg og Modersmaalet en egen Farve og Bøining, saa hverken vort Hoved eller vort Modersmaal passer til den Latinske og Tydske Tankegang, hvorefter Blodets Baand giælder for et gammelt Æventyr, og Kvinder og Børn for blot sandselige Ting, der kun duer til at trælle og kiæle for os, med mindre det er Drengebørn, der kan ►afrettes til at blive ligesaadanne store Karle og vise Mestere, som ►ramme Tydskere og stive Latinere altid i deres egne Tanker har været.
✂ Skulde vi derfor have tabt hele vor ►hjertelige Betragtning af Menneskelivet, eller skulde vi dog i en ulykkelig Time have forsvoret at hylde og følge vor egen Natur, og vil heller forgaae end bryde vor unaturlige, altsaa umenneskelige Eed, da er det klogeste, vi kan giøre, heller idag end imorgen at opgive vort Modersmaal, der slet ikke passer til den fremmede Tankegang, og tillige opgive al Paastand paa at have et eget Hoved (a head of our own) eftersom dets naturlige Omløb gaaer stik imod hvad vi har svoret paa som den ene rette Viisdom og Klogskab. Tør vi nemlig ikke vove vort eget Nordiske Hoved mod ►Tydskens, og vil vi ikke være vort Danske Modersmaal bekiendt, da er det topmaalt Daarskab at holde paa dem, der enten lee vore Latinske og Tydske Skolemestere lige op i Øinene, eller udtrykker dog deres Viisdom saa skævt 427og stivt og ►vredent, at man maa baade lee og græde over det, thi ved da at holde paa dem, holder vi ikke blot paa en unyttig Byrde, men bereder os selv en daglig Pine og Plage i Skolen, hvor de vise Mestere er nødt til daglig at lægge vort Modersmaal “paa Pinebænken” for at faae det til nogenledes at rette sig efter deres Fornuft, og nødes til daglig at ►klappe Kage paa vore Øren, for at faae vort saakaldte Dummerhoved til at antage en smule skolemesterlig Skikkelse. Ja, det er ikke engang dermed Nok, thi vil vi blive til hvad man kalder “Noget i Verden,” til andet end hvad man kalder “Bønder og ►Bæster,” da maae vi ikke blot berede os paa den samme daglige Pine og Plage til vi har taget alle vore Examener, men vil vi ikke nøies med at have et “►vist Levebrød” og lade det derved hængende Embede omtrent skiøtte sig selv, men vover at ►give vort Ord i Laget med, mundlig eller skriftlig, efter vort eget Hoved og paa vort eget Modersmaal, da faaer vi ►nødvendig alle Skole-Mestrene, som ►Hegle-Mestere, ►paa Halsen og maae høre, at vi er faldet over et Svin og har glemt vor Latin, eller, som det hedder paa ►Pluddervælsk, at der er foregaaet en gruelig Reaction i vor intellectuelle og moralske Dannelse, saa vi er sunket ned til Massen igien.
✂ Eet af To altsaa: enten maae vi fatte Mod til at være og vise os som Vorherre har skabt os, tænke som vi har Hoved og tale, som vi har Modersmaal 428til, uden at bryde os om, ►enten hvad Tydskerne eller Chineserne, om de mærker det, vil synes, vil sige og skrive derom, enten det, eller vi maae træffe et Valg mellem de tre eller fire ►Folke-Hoveder og Tunge-Maal, som fornuftige Mennesker efter Skolemester-Dommen kan være bekiendt, og som jo er først Latinsk, saa Tydsk, saa Fransk og kun til Nød Engelsk. Da nu imidlertid det Latinske Sprog kun er et dødt Folks Tungemaal, og det Latinske ►Hoved altsaa ►aabenbar et Dødning-Hoved, og da næsten alle finde det Franske Hoved meget for let og det Engelske meget for tungt til os, og de tilsvarende Tungemaal alt for vanskelige, saa staaer kun ►Tydsken os til Tjeneste, eller, hvad siger jeg! saa maa ►Tydsken jo tage os og see til hvad han kan giøre af os, og vor første Omsorg maa da være, at faae alle Mand lært saa meget Plattydsk, at de derpaa kan oversætte det Jydske “►a er og en Savser, Falil!” og paa deres bare Knæ bede om Optagelse i 📌det Høitydske Forbund. Har vi nemlig ►forloret eller forsvoret al Tro paa den Nordiske Aand, paa den vældige Livs-Kraft som oversvævede det gamle 📌Nordens Folk i deres ►Aser og ►Vaner, som besjælede Dets ►Kæmper og Skjoldmøer til uforglemmeligt Storværk, og som endnu opflammer Dets Skjalde til en Svanesang, hvorved de Fremmede studse; og har vi med det samme ►forloret eller forsvoret alt Haab om, at 📌Norden, ligesaavelsom 📌Tydsk429land, 📌Engeland og 📌Frankerig, kan selvstændig udvikle og i sit Modersmaal udtrykke, i sine Bøger aftegne en ►eiendommelig Synsmaade, ►Vidskab og Smag; nu saa indsee da ogsaa alle Nordboer og især alle Danskere, at Tydskerne har Ret, naar de betragte os som Slaver, som Utydsker, der enten maae blive ved at være ►Fæ og Barbarer, eller lade sig, saavidt mueligt, fortydske tilbunds, og derfor, først og fremmerst gaae ind og gaae op, og, folkelig talt, gaae under i det Tydske Samfund, glade ved at kunne skjule sig der for al Verden under ►Dobbelt-Ørnens keiserlige Vinger.
✂ Nu, at jeg for mig og mit Huus ►alt for en ►Menneske-Alder siden har truffet mit Valg og er med hvert Aar kommet længer fra at angre det, at jeg har ►skjaldret og tænkt, talt og skrevet saa Dansk, som det var mig mueligt, og dermed beviist i det mindste Mueligheden af endnu med Aand og Ord at kunne forsvare 📌Nordens ►kæmpeskridende Tankegang og 📌Danmarks bølgerullende Modersmaal, det veed mine Læsere vel, og en Lands-Forræder og ►Folke-Niding maatte jeg jo være, om jeg raadte dem til det modsatte af hvad jeg selv giør og hvad jeg veed, jeg, netop, hvis 📌Norden nu folkelig forgik, som den sidste ►Kæmpe for ►Fædrenes Aand og ►Mødrenes Hjerte, havde gjort mig verdenshistorisk udødelig ved! Men om jeg ⓘ endnu i den sidste Time af mit Levnetsløb og i det sidste 430Øieblik af 📌Danmarks Frist kan vise mine Landsmænd, at det er ikke blot Nordboen, men det er ogsaa Mennesket, det ægte Menneske, ►skabt i Guds Billede, med Ordet, det uhaandgribelige, det usynlige, det over al Maade ►vidunderlige, guddommelige Ord i sin Mund og i sit Hjerte, som “►gaaer fra sig selv” ►indslutter sig i Aande-Verdnens gruelige Daarekiste, som er den klare Selv-Modsigelse, ved at fornægte og bespotte Hjertet, som unægtelig er Livets Kilde hos hvert Modersbarn, hele Menneske-Livets Kilde, fra den dybeste Grund til det høieste Trin; om jeg kan det, kan jeg vel ikke forud vide, men jeg troer det ikke. Kan derfor den dybe men dunkle Folke-Følelse i 📌Danmark, den naturlige Tro baade paa Kald og Evne til en ►eiendommelig og fri Udvikling og ►Forklaring, kan den ►Tro ikke selv flytte de Bjerge, som de fremmede, især Latinske og Tydske Skolemestere har optaarnet paa den eneste muelige Vei til folkelig Oplysning og Dannelse, da er udentvivl 📌Danmark ►forloren, og jeg frygter meget for, at det øvrige Norden, uden 📌Danmark, trods sine store Kræfter ikke vil kunne værdig fuldende den store Løbebane, der kun i ►Asamaalet har sit rette Forbillede, eller fuldføre det Nordiske Storværk, som er ►Forklaringen af hele Menneske-Livet i Tidernes Løb!
✂ Da jeg nu imidlertid er vis paa, at denne Menneske-Livets ►Forklaring, der omfatter baade Aand og 431Hjerte, baade Menneske-Naturen og Menneske-Historien, maa lykkes ensteds paa Jorden, og kan dog kun lykkes, hvor det er forberedt fra Arildstid, som det kun er i vort 📌Norden; saa forudsætter jeg dristig, at Folke-Følelsen i 📌Danmark, trods den tilsyneladende Seier, det Latinske ►Stilemageri og den Tydske Selvklogskab har vundet over den, vil være stærk nok til at hævde Hjertets Rettigheder, og tilkæmpe sig en Oplysning paa det Danske Modersmaal, som deri finder sit velbehagelige Udtryk og befrier det Danske Hoved fra at trælle for ►Tydsken og fra at forvirres af alle de Fremmedes Griller. Ligesom det nu er den Danske Folke-Følelse, vi paa Billed-Sproget kalde ►Dannekvinden, saaledes er naturligviis hos os, som allevegne, Kvinden det levende Udtryk for den dybeste og stærkeste Følelse, der findes hos Folket, og derfor gientager jeg her mit gamle Omkvæd, at 📌Danmarks Frelse igrunden beroer derpaa, om ►Dannekvinderne i det Hele vil tage Fædernelandet, Modersmaalet og den levende ►hjertelige Oplysning og Dannelse under deres, vel tilsyneladende afmægtige, men dog igrunden, folkelig talt, stormægtige Beskyttelse!
Eftersnak om min ►“Bragesnak”.
✂
Min ►Brage-Snak, paany det første Ord,
Som ►Mimers Hoved mæled her i 📌Nord,
Den kom til Verden, som hver Moders Søn,
Med Trang til Yndest hos det smukke Kiøn,
Og Kiønnet, ved hvis Yndest den blev til,
Slaae Haanden af den sikkert aldrig vil,
Men lade “►sildigfød og ►tidligmød”
Den finde Hvile i sit varme Skiød,
Og løfte den, som den kan løftes let,
Med begge Hænder op til Munden tæt,
Og aande saa medlidende paa den,
At frosne Læber varmes op igien,
Og kysser i en ubevogtet Stund
Dem lige midt paa deres røde Mund,
Og rødme selv derved paa Børneviis
Og springe op igien til Kiønnets Priis!
✂
107
(PS7)
Godtfolk har ondt ad mig som andre Skjalde,
De for galant ved Damerne mig kalde;
Maaskee jeg var det ogsaa lidt, forinden
Jeg ►lærde ret at elske ►Dannekvinden,
Men nu til hver jeg siger dristig Trods,
Som vil ►gaae mellem Bark og Træ hos os;
Thi nu hvad smukt jeg siger til de mange,
Og hvad jeg splitter ad i hundred Sange,
Er Gienlyd kun af Ordet til den ene,
Hvormed for meget jeg kan aldrig mene;
Thi elsket af den ægte ►Dannekvinde,
Selv Skjalden ei for høit kan elske hende,
Og meer end Kiærlighed af ►Hjertensgrund
Udtrykker dog ei selv den bedste Mund!