↩ Saaledes spørger Haabet, og jeg kan dog aldrig troe, det er Kiøbenhavnernes Alvor, at jeg, som Historiker, paa deres Vegne skal svare: nytter altsammen intet, det 📌Danske Riges Hovedstad vil blive ved at fjase med den Danske Sag og foragte hvad der er Sjælen og Kiernen i den, blive ved at modsige og gjendrive sig selv, ligegodt og ligeslet, paa Tydsk og Dansk, og dog ligefuldt vente at vinde hvad den kalder den Danske Sag, saa Riget beholder sin yderste Grændse og 📌Kjøbenhavn sin Plads og sin Rang mellem 📌Europas smukke, voxende, velhavende, muntre og dannede 29Hovedstæder! Nei dog, 📌Kjøbenhavn har selv en Historie, som lover og spaaer noget ganske andet, lover og spaaer, at den i Nødens Tid vil gjøre 📌Danmark Ære og gjøre det Danske Navn endnu engang berømt i Verden, ved at give hele 📌Danmark et godt Exempel paa Oplysning i den Danske Sag, paa Høiagtelse og paa Opoffrelse for den. Ja, jeg veed nok, at min Tro paa historiske Forvarsler forsaavidt er poetisk, at var jeg ikke Skjald, da havde jeg den neppe, men gjaldt det kun om gode Grunde, da har jeg saamange af dem, at jeg turde forsvare den Tro for al Verdens Bogorme, og hvilket historisk Forvarsel skulde da være mere opmuntrende end det blandt os uforglemmelige, der udspringer af den Danske Hovedstads Stilling og Heltegjerning ⓘ for henved tohundrede Aar siden (1658-60) under den haardeste af vore Svenske Krige. Dengang var nemlig ikke 118 (US9) blot 📌Slesvig, men saa godt som hele 📌Danmark borte, paa den Danske Hovedstad nær, og den var saa slet befæstet, at man siger, at dersom 👤Karl Gustav var blevet ved sit første Forsæt at seile herover ligefra 📌Kiel og lande paa 📌Toldboden, eller han siden havde skyndt sig lidt mere fra 📌Valdby-Bakke, da kunde han taget 📌Kjøbenhavn ►som en Svedske, men dog besluttede den Danske Hovedstad at ►staae for Stød og holde ud, og den havde, som vi veed, Lykken med sig, frelste Riget og gav det en ny Forfatning, som den syntes, bedst sikkrede Rigets Styrke og Bestandighed i Fremtiden.