Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

↩ Ordet “Stat,” som her skulde være Hovedet, er nemlig, som vi vel veed, ogsaa et fremmed Ord, som vi vel kan oplyse med vor eget “at staae,” som svarer til det latinske “►stare,” men faaer derved kun et daarligt Begreb om Fædernelandet og 📌Danmarks Rige, som jo dog er det, der hos os skal styres og styres saaledes, at det kan gaae godt. Stat betyder nemlig, naar man forstaaer det allerbedst, enhver 376ordenlig Stilling, hvori et større eller mindre Lands Styrke er samlet til at forsvare sig i denne Stilling mod udvortes eller indvortes Angreb, ►enten det saa er en gammel Græker-Stilling eller en ny Tyrke-Stilling, og ►enten det er et Folk, der med forenede Kræfter stræber at udvikle sig og forsvare sit Fæderneland, eller det er Brudstykker af forskiellige Folk, som med Vold og Magt tvinges til at trælle for fremmede Øiemed og til at forsvare deres eget Tugthuus og Pinebænk.