↩ Denne Opvaagnelse af Folke-Bevidstheden har naturligviis sin Grund i det levende Minde, der immer har ulmet, som en Gnist under Asken, og synes at komme for Dagen, ligesom den saa tit, ved et Vindpust, og det Hele faaer derved en besynderlig Lighed med de af Askeregn begravede Byer, som paa ny opdages, udgraves, udluftes og randsages. Det kan heller ingen Tvivl være underkastet, at en saadan Opvaagnelse af Folke-Bevidstheden netop nu ⓘ finder Sted, da den er kiendelig nok i 📌Syden og 📌Vesten, saavelsom i 📌Norden, men, for at blive i Lignelsen, giør det naturligviis en ►mærkelig Forskiel, om den ulmende Gnist, naar den kommer for Dagen, slukkes af Vindpustet, før man kan meer end tænde en Svovelstikke ved den, eller den faaer Magt til at ud364brede sig, saa hele den kulsorte Brand bliver gloende rød, og Mørket og Kulden afløses af Lyset og Varmen i kiærlig Forening. Nu seer man jo nok og vil daglig see det klarere, at det i 📌Spanien og 📌Italien, og selv i 📌Frankrig og 📌Tydskland, har ikke stort at betyde med den ►vaagnede Folke-Bevidsthed, men dog immer Nok til at vise, at Opvaagnelsen er meget naturlig og hører ret egenlig til “Dagens Orden,” og naar jeg nu spaaer, at Opvaagnelsen i 📌Norden vil blive anderledes glædelig og anderledes frugtbar paa Storværk, da veed jeg nok, at Mængden leer, fordi ►den maaler alt med sin egen Alen, seer kun paa Mængden, der i 📌Norden forholdsviis kun er meget lille, og lader sig bedrage af ►Skinnet, som 📌Norden ►aabenbar har imod sig; men at min Spaadom derfor ingenlunde er Snak hen i Veiret, det vil Tiden vise, saasandt som jeg ikke spaaer andet om Frem-Tiden end hvad For-Tiden ►aabenbar gik frugtsommelig med og Øieblikket hemmelig føder. Kiendte derfor kun alle mine Danske og Nordiske Læsere vor Oldtid ligesaa godt som jeg, og havde de giennemvandret de opgravede ►Stæder med mig, og seet, hvorledes de nyeste Franskmænd og Tydskere ligne de ældste paa et Haar, da vilde de baade dele min Sikkerhed paa, at Nordboerne ►eftersom de vaagne, vil ligesaa ►øiensynlig ligne deres 365Stamfædre, og dele min Glæde over, at vi har saa ædle, djærve og dybsindige ►Fædre at ligne og saa smilende en Fremtid at see imøde, og skiøndt nu den grove Vankundighed om alle menneskelige Ting, dem i vor egen Barm, saavelsom dem, der speile sig for os i Tidernes Strøm, tit giør mig utaalmodig og gnaven, saa veed jeg dog godt, at det er ►Bjelken i mit eget Øie, som jeg maa see til at faae listet ud, da Gangen fra Vankundighed til ►Vidskab jo er fælles for os alle, saa jeg maa kun prise min ►Lykke, langt bedre end Forstanden, at jeg ved et halsbrækkende Spring kom lidt forud, hvor jeg klarlig seer, at alle Nordboer, som endnu elske deres Fæderneland og Modersmaal, om en liden Stund vil flokkes, og hvor det opblomstrende Folke-Liv ikke blot vil tildække min Grav, men ogsaa den store Grav, hvori Folke-Legemet selv var lagt, men hvoraf det seierrigt opstod!