↩ I forrige Aarhundrede, ja netop for hundrede Aar siden (1748), gjorde man en Opdagelse, som er blevet berømt over al Verden, og var unægtelig ei blot meget morsom, men ogsaa til Nytte, da man i Nærheden af 📌Neapel atter fandt Staden 📌Pompeii, som snart i 1700 Aar havde været saa tykt bedækket med Aske, at ingen drømde om dens ►Tilværelse. Legemlig har jeg aldrig været der, men tit har jeg i Aanden forestillet mig, hvilken Fornøielse det maa være for hvem der bryder sig om Menneske-Livet i den forbigangne Tid og kiender Beskrivelserne, her paa een Gang, som ved et Trylleslag, at føres sytten, atten Aarhundreder tilbage i Tiden og see for sine Øine, hvordan de gamle Italienere i Keiser 👤Vespasians Dage, under ►📌Jerusalems Forstyrrelse►, ►bygde og boede, skrev og malede, sysselsatte og morede sig, men een 354Ting savnede jeg dog herved paa en dobbelt Maade, og det var naturligviis Livet; thi hvor stor en Fornøielse det end kan være at vandre mellem Mindesmærker af de hensovne Slægter, og derved sætte sig tilbage i Fortiden, og ►saavist som det er et af Menneskets store Fortrin ►for alle de Umælende at kunne det, saa er der dog en vis Liglugt i alle Gravsteder, som i Længden giør Opholdet for de Levende utaaleligt, saa de maae enten skynde sig bort eller de smittes af Døden og forvandles meer eller mindre til Mumier, der overmale sig selv med Oldtids Runer og kyser ⓘ Næsten som Giengangere. Paa den anden Side var det mig ►vist nok kiært, at man i 📌Pompeii kun fandt Beenrade og forkullede Skindbøger (Pergamenter) af de gamle Latinere, og at Italienerne fattedes Kraft til at fortsætte Romernes Levnetsløb, der fordum gjorde Ulykker Nok i Verden; men derfor ønskede jeg dog ligefuldt, at vi heroppe i 📌Norden kunde opdage et lyslevende 📌Pompeii eller 📌Herculaneum, og der stifte fortroligt Bekiendskab med vor egen Oldtid, der i mine Øine baade var godt værd at fortsætte og havde levnet os og vore Børn Kræfter Nok til at gaae videre paa dens ædle ►Kæmpebane. Dette ►syndes nu vel et alt for urimeligt og derfor unyttigt Ønske, der i det høieste kunde føde et kiønt Skjaldekvad af sig, og noget sværmerisk var 355der unægtelig ved den Forestilling, jeg længe havde om Mueligheden af at see mit Ønske opfyldt, thi vel ventede jeg ingenlunde, at der skulde fare Liv og Aand i de gamle Askekrukker, Sværde og Lure, som man ►grov op af vore Kæmpehøie, ikke heller just at de gamle ►Angelske og Islandske ►Skroller og Skindbøger skulde faae Liv og Mæle til at tale og færdes som de 📌Nordens ►Kæmper for tusind Aar siden, af hvis Skygger de omsvævedes, men jeg tænkde dog, at naar man kunde finde det gamle 📌Grønland, som blev borte ved ►den sorte Død, og der finde Folk, som nogenlunde havde bevaret deres Tungemaal, Dannelse, Levemaade og Bøger fra det fjortende Aarhundrede, da vilde de paa en Maade blæse Liv i hele vor Oldtids Efterladenskab, saa vi klarlig kunde see baade hvor ►Fædrene kom fra, hvor de vilde hen, og hvordan Sønnerne, naar de ikke vilde giøre dem Skam, maatte rette deres ►Kaas og ►stile deres Sag. Jeg seer det nu godt, det var en æventyrlig Forestilling, der kun hos en Skjald kunde fæste Rødder og som en Vinterskov bære Rimblomster, men i Mangel af en bedre Forestilling er jeg dog meget glad ved, jeg havde den, fordi der, med alle dens Lyder, dog var Liv i den, thi deraf fulgde ikke blot, at der ogsaa var Glæde ved den, men tillige at den efterhaanden kunde klare og rette sig, saa at, da jeg med Aarene 356blev for ►nøieseende til at favne den i sin første Skikkelse, den da kunde antage en ny, hvorpaa jeg intet fandt at udsætte. Saaledes som jeg nemlig nu forestiller mig Sagen, da er et lyslevende Nordisk 📌Pompeii og 📌Herculaneum noget, vi ligesaa lidt behøver at krydse i 📌Iishavet som at kuldgrave Kæmpehøiene for at finde, thi de er allerede fundet og behøver kun at udgraves, udluftes og oplyses, for at unde os den Fornøielse at tale med vore gamle Forfædre, og for at sætte os istand til med aabne Øine at fortsætte deres ligesom ubetimelig stækkede Levnetsløb. Denne min ►nærværende Forestilling kan nu vel ved første Øiekast ►lettelig synes Læseren endnu langt æventyrligere end den forrige, ja, jeg er ikke ganske sikker paa, at jo Somme vil tænke, jeg har en Skrue løs, men Sagen er dog igrunden meget ►reen og, som alle naturlige Ting, nem at fatte, naar man blot har den Tro paa Menneske-Livets store ►Vidunder, som man ►nødvendig maa have for at kunne fatte og ►klare Livet.