Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1

Den Danske, den Nordiske og den Engelske Sag.

III.

✂ I forrige Aarhundrede, ja netop for hundrede Aar siden (1748), gjorde man en Opdagelse, som er blevet berømt over al Verden, og var unægtelig ei blot meget morsom, men ogsaa til Nytte, da man i Nærheden af 📌Neapel atter fandt Staden 📌Pompeii, som snart i 1700 Aar havde været saa tykt bedækket med Aske, at ingen drømde om dens ►Tilværelse. Legemlig har jeg aldrig været der, men tit har jeg i Aanden forestillet mig, hvilken Fornøielse det maa være for hvem der bryder sig om Menneske-Livet i den forbigangne Tid og kiender Beskrivelserne, her paa een Gang, som ved et Trylleslag, at føres sytten, atten Aarhundreder tilbage i Tiden og see for sine Øine, hvordan de gamle Italienere i Keiser 👤Vespasians Dage, under ►📌Jerusalems Forstyrrelse►, ►bygde og boede, skrev og malede, sysselsatte og morede sig, men een 354Ting savnede jeg dog herved paa en dobbelt Maade, og det var naturligviis Livet; thi hvor stor en Fornøielse det end kan være at vandre mellem Mindesmærker af de hensovne Slægter, og derved sætte sig tilbage i Fortiden, og ►saavist som det er et af Menneskets store Fortrin ►for alle de Umælende at kunne det, saa er der dog en vis Liglugt i alle Gravsteder, som i Længden giør Opholdet for de Levende utaaleligt, saa de maae enten skynde sig bort eller de smittes af Døden og forvandles meer eller mindre til Mumier, der overmale sig selv med Oldtids Runer og kyser ⓘ NæstenNæsten] GV, Ræsten A som Giengangere. Paa den anden Side var det mig ►vist nok kiært, at man i 📌Pompeii kun fandt Beenrade og forkullede Skindbøger (Pergamenter) af de gamle Latinere, og at Italienerne fattedes Kraft til at fortsætte Romernes Levnetsløb, der fordum gjorde Ulykker Nok i Verden; men derfor ønskede jeg dog ligefuldt, at vi heroppe i 📌Norden kunde opdage et lyslevende 📌Pompeii eller 📌Herculaneum, og der stifte fortroligt Bekiendskab med vor egen Oldtid, der i mine Øine baade var godt værd at fortsætte og havde levnet os og vore Børn Kræfter Nok til at gaae videre paa dens ædle ►Kæmpebane. Dette ►syndes nu vel et alt for urimeligt og derfor unyttigt Ønske, der i det høieste kunde føde et kiønt Skjaldekvad af sig, og noget sværmerisk var 355der unægtelig ved den Forestilling, jeg længe havde om Mueligheden af at see mit Ønske opfyldt, thi vel ventede jeg ingenlunde, at der skulde fare Liv og Aand i de gamle Askekrukker, Sværde og Lure, som man ►grov op af vore Kæmpehøie, ikke heller just at de gamle ►Angelske og Islandske ►Skroller og Skindbøger skulde faae Liv og Mæle til at tale og færdes som de 📌Nordens ►Kæmper for tusind Aar siden, af hvis Skygger de omsvævedes, men jeg tænkde dog, at naar man kunde finde det gamle 📌Grønland, som blev borte ved ►den sorte Død, og der finde Folk, som nogenlunde havde bevaret deres Tungemaal, Dannelse, Levemaade og Bøger fra det fjortende Aarhundrede, da vilde de paa en Maade blæse Liv i hele vor Oldtids Efterladenskab, saa vi klarlig kunde see baade hvor ►Fædrene kom fra, hvor de vilde hen, og hvordan Sønnerne, naar de ikke vilde giøre dem Skam, maatte rette deres ►Kaas og ►stile deres Sag. Jeg seer det nu godt, det var en æventyrlig Forestilling, der kun hos en Skjald kunde fæste Rødder og som en Vinterskov bære Rimblomster, men i Mangel af en bedre Forestilling er jeg dog meget glad ved, jeg havde den, fordi der, med alle dens Lyder, dog var Liv i den, thi deraf fulgde ikke blot, at der ogsaa var Glæde ved den, men tillige at den efterhaanden kunde klare og rette sig, saa at, da jeg med Aarene 356blev for ►nøieseende til at favne den i sin første Skikkelse, den da kunde antage en ny, hvorpaa jeg intet fandt at udsætte. Saaledes som jeg nemlig nu forestiller mig Sagen, da er et lyslevende Nordisk 📌Pompeii og 📌Herculaneum noget, vi ligesaa lidt behøver at krydse i 📌Iishavet som at kuldgrave Kæmpehøiene for at finde, thi de er allerede fundet og behøver kun at udgraves, udluftes og oplyses, for at unde os den Fornøielse at tale med vore gamle Forfædre, og for at sætte os istand til med aabne Øine at fortsætte deres ligesom ubetimelig stækkede Levnetsløb. Denne min ►nærværende Forestilling kan nu vel ved første Øiekast ►lettelig synes Læseren endnu langt æventyrligere end den forrige, ja, jeg er ikke ganske sikker paa, at jo Somme vil tænke, jeg har en Skrue løs, men Sagen er dog igrunden meget ►reen og, som alle naturlige Ting, nem at fatte, naar man blot har den Tro paa Menneske-Livets store ►Vidunder, som man ►nødvendig maa have for at kunne fatte og ►klare Livet.

✂ Nu veed jeg jo godt, at saasnart Folk nuomstunder hører eller læser om “Tro,” da tænker de strax paa Troen i Kirken og i Lærebogen, og hardtad alle mine Læsere ryster ►sagtens derfor lidt paa Hovedet ad “Troen” midt i den Danske, den Nordiske og den Engelske Sag, enten fordi de tænker, at jeg vil overhøre dem i deres Christendom, som de kanskee 357aldrig har lært eller dog for længe siden glemt, eller fordi de mener, det er næsten ugudeligt at kræve nogen anden Tro af christne Folk end den christelige, der jo ikke kan have noget med denne Sag at giøre. At denne Omstændighed nu heller ikke er mig ganske ligegyldig, det seer man allerede deraf at jeg nævner den, og det følger desuden af sig selv, at det er langt fra at være en levende Skriver ligegyldigt hvad hans Læsere tænker, thi da skrev han jo som en Nar, men da jeg i alle mine mange Skriverdage har havt den Skæbne, paa den ene Side at holdes for en Hedning, der troede paa ►Odin og alle vore gamle Afguder, medens jeg paa den anden Side udraabdes for et Hængehoved, som truede alle dem med Helvede, der troede andet end hvad der staaer i den ►gamle Cathechismus med Paven, saa er jeg naturligviis blevet saa vant til det, at det ikke synderlig anfægter mig, men driver mig kun til at sige reent ud hvad jeg her forstaaer ved “Tro,” og hvad alle gjorde vel i at besinde sig paa, førend de enten ►brød Staven over al Tro, eller trættedes om, hvilken Tro der er den bedste.

✂ At troe noget, det kalder da ikke blot jeg, men vort fælles Danske Modersmaal, at føle sig sikker paa det, skiøndt man hverken kan bevise det for sig selv eller for andre, og blandt de mange Ting, som alle 358Mennesker enten maae troe eller som fortvivlede Kroppe alle deres Dage være tvivlraadige om, er ikke blot for enhver Fader, at han har Børn, men er det ogsaa for alle Børn, ikke at tale om, at de har en Fader, men selv at de har en Moder, hvad ingen af os er saa lærd eller kløgtig, at han kan bevise, men maa, som sagt, enten som en fortvivlet slem Dreng kalde i Tvivl, eller finde sig i med gyldig Hjemmel at troe.

✂ Troer vi nu først, at vi har havt en Moder, og troer vi tillige, paa hendes Ord, at vi har havt en Fader, da mener jeg, der er kun et lille Skridt til at troe, hvad vi alle kan føle inden i os, at der er en ►underlig Sammenhæng mellem os og vore Forældre, saa vi er, for at tale efter Haandværket, som ny Udgaver af den samme Bog, eller, for at komme Livet lidt nærmere, som nye Kviste eller Grene paa den samme Træstamme, hvorfor man ogsaa fra Arildstid har brugt Ordene: Stammer og Grene om de større Folke-Flokke, der var nær i Slægt med hverandre.

✂ Denne skjulte Sammenhæng, som vi med et bekiendt ►Ord kalde “Blodets Baand,” den er det, siger jeg, ethvert Folk maa troe paa, naar Efterslægten skal beholde Lyst og Kraft til at træde i Forfædrenes priselige Fodspor, og naar de Sidste 359skal komme paa det rene og i det klare om, hvad det dog egenlig var, der drev det Folk, de alle tilhøre, fra først til sidst, og gjorde Folket, saa at sige, til en egen kiendelig Green paa Menneske-Slægtens store Stam-Træ, en Green, der ikke blot havde Blade og Blomster med en egen ►Dannelse, Farve og Duft, men bar ogsaa Frugt af et eget Slags og med en egen Smag. Naar jeg nu om denne Tro strax indrømmer, at den naturligviis ikke lader sig forud bevise, da er det kun, fordi al Tro er en Sikkerhed, der gaaer foran alt Beviis og kan kun bevise sig selv, ved at vise sig virksom og ►klare sig giennem sine Virkninger, men paa denne ►kraftige Virksomhed, der meer og mere oplyser og ►klarer den dunkle Troes-Sag, derpaa er det, man kan og skal kiende den sande Tro fra den falske, som vi med et bekiendt men mislykket og igrunden udansk Ord kalde Overtro *Vi har nemlig faaet Ordet “Overtro” ind i vort ►Bogsprog og derfra i Munden som en Oversættelse af det tydske “►Aberglaube”, der dog, naar det skulde fordanskes, maatte snarere hedde “Vantro,” ligesom det tydske “►Aberwiz” svarer til det Danske “Vanvid”, og Feiltagelsen er slem, fordi Ordet “Overtro” har vakt den Tanke, at Troen maatte endelig ikke være for stor og stærk, da den ellers blev overdreven, blev en slem Overtro..

✂ At saaledes Troen paa Blodets Baand i en videre Kreds, som vi kan kalde “Folke-Troen,” virkelig er 360sand, det viser sig i Tidens Løb derved, at saalænge et Folk troer paa denne Grund-Eenhed, saalænge findes der ikke blot en egen Lighed i Øine, Ansigt o. s. v. men ogsaa en endnu langt kiendeligere Enighed om at foretrække Forfædrenes Bopæle, som vi kalde Fædernelandet, og Forfædrenes Sprog, som vi kalde Modersmaalet, for alle andre, med Mod til at værge og Lyst til at ære dem begge, noget, der slet ikke lader sig forklare af andet end den skjulte Sammenhæng.

✂ Hvor nu et Folk virkelig fra Arildstid har havt Byrd og Fæderneland og Modersmaal tilfælles, der maa Troen paa det indvortes aandelige og hjertelige Fællesskab have fundet saa stærk en Næring og idelig Bestyrkelse og have slaaet saa dybe Rødder, at selv naar Folkekraften var udtømt, vilde Sikkerheden dog være blevet dem en ►upaatvivlelig Vished og omsvæve dem som en klar Skygge, hvad saaledes er Tilfældet ei blot med Romerne og Grækerne, men selv med ►Ebræerne, skiøndt de for mange Aarhundreder siden har mistet deres Fæderneland og igrunden tillige tabt deres Modersmaal, saa i vort 📌Norden, hvor Folket har beholdt begge Dele, maatte det være gaaet rædsom urimelig til, hvis Folke-Troen netop der skulde være forsvundet og afløst af den unaturligste Vantro, og hvor sandsynligt det 361end kunde giøres, maatte det dog udledes af en ►særdeles Øineforblindelse, indtil man saae Folket ►aabenbar svigte deres Fæderneland og opgive deres Modersmaal.

✂ Uagtet derfor ►Tvivle-Sygen, der er Hjertets ►høitydske Cholera, unægtelig i vort 📌Norden har anrettet stor Ødelæggelse, maae vi dog dristig forudsætte, at Troen paa Blodets Baand netop her, langtfra at være uddød, endnu lever et ►Kæmpeliv, om den end ligner en eenlig ►Kæmpe, der, som ►Stærkodder saa tit, staaer tykt omringet af ►arrige Fiender, og synes knap med alt sit ►Løvemod og alle sine Bjørnekræfter at kunne giøre reent Bord eller ►klart Dæk til alle Sider. Da nu Troen paa Blodets Baand, ligesaavel i hele Folkestammer som i de enkelte Slægter, har fra Arildstid især i vort 📌Norden viist sig at være en ægte Kraft, saa er Tvivlene, der omringer den, igrunden kun tomme Skygger, og Troens Kamp med dem synes kun fortvivlet, fordi den er en ►Skyggefægtning, der umuelig kan endes Seierrig ►uden af Lyset, der hæver Øineforblindelsen, saa ►Kæmpen leer baade ad sig selv og ad sine flygtende Fiender. Det gaaer nemlig med hele Folkefærd, ligesom saa tit med en enkelt af os, at de vel en Tid lang kan glemme sig selv, men gaaer de ikke reent i Barndom og taber Hukommelsen, da behøver de dog 362blot at ►summe eller sunde sig lidt, for ret hjertelig at lee ad alle Indvendinger imod deres egen Bevidsthed, ligesom vi alle ret hjertelig maae lee ad ►“Jeppe paa Bjerget,” der, efter Rusen og efter Drømmen om sin fulde Omskabelse ved Skuespillet, vaagner under “👤Nilles Krabask,” og mærker, han er 👤Jeppe idag som igaar. En saadan Opvaagnelse af Folke-Bevidstheden efter en heel Række af Ruse, af Drømme og af Skuespil, er nu ►vist nok meget ubehagelig, naar man vaagner, som 👤Jeppe, paa Møddingen eller i Rendestenen under Krabasken, men vender vi Forholdet om, saa Folket oprindelig var en stor Herremand, der kun i Ruus, i Drøm og Skuespil forvandledes til en 👤Jeppe i Kroen, paa Møddingen og under Krabasken, da, seer man let, er det yderst behageligt at vaagne som en Herremand igien, om man end maa gnide Øinene enstund, før man ret tør troe dem, og selv da knap tør vove sig op paa sin egen Herregaard, fordi man tænker, den er vel i Vildfremmedes Hænder, som vil prygle eller lee den gamle Eiermand ud, der kommer som et Gienfærd og snakker ikke blot om den Snee, som faldt ifjor, men om den Eiendoms-Ret, der er glemt for tusind Aar siden.

✂ I dette besynderlige, men dog igrunden høist ønskelige Tilfælde befinder vi Nordboer os nu, efterhaanden som vi vaagner op af de Middelalders-Drømme, 363der fulgde paa Oldtids-Rusen, og løb ud i ►Nyaarstidens Skuespil, hvori vi maatte spille baade 👤Jeppe og 👤Arv og 👤Korfits og 👤Jean de France, og saamange andre bedrøvelige Roller, at vi endnu knap tør være det bekiendt for os selv, end sige for al Verden, at vi var dog ingen af Delene, men er nu, som fordum, to ærlige Nordiske ►Kæmper og en ►systerlig Skjoldmø, som rigtig nok en Aftenstund i ►Bunterad drak saalænge ►tilpæls, at Drømmenes ►Alfer og alle Nisser, ►Trolde og ►Dværge kunde giøre ved os snart alt hvad de vilde.

✂ Denne Opvaagnelse af Folke-Bevidstheden har naturligviis sin Grund i det levende Minde, der immer har ulmet, som en Gnist under Asken, og synes at komme for Dagen, ligesom den saa tit, ved et Vindpust, og det Hele faaer derved en besynderlig Lighed med de af Askeregn begravede Byer, som paa ny opdages, udgraves, udluftes og randsages. Det kan heller ingen Tvivl være underkastet, at en saadan Opvaagnelse af Folke-Bevidstheden netop nu ⓘ finderfinder] GV, sinder A Sted, da den er kiendelig nok i 📌Syden og 📌Vesten, saavelsom i 📌Norden, men, for at blive i Lignelsen, giør det naturligviis en ►mærkelig Forskiel, om den ulmende Gnist, naar den kommer for Dagen, slukkes af Vindpustet, før man kan meer end tænde en Svovelstikke ved den, eller den faaer Magt til at ud364brede sig, saa hele den kulsorte Brand bliver gloende rød, og Mørket og Kulden afløses af Lyset og Varmen i kiærlig Forening. Nu seer man jo nok og vil daglig see det klarere, at det i 📌Spanien og 📌Italien, og selv i 📌Frankrig og 📌Tydskland, har ikke stort at betyde med den ►vaagnede Folke-Bevidsthed, men dog immer Nok til at vise, at Opvaagnelsen er meget naturlig og hører ret egenlig til “Dagens Orden,” og naar jeg nu spaaer, at Opvaagnelsen i 📌Norden vil blive anderledes glædelig og anderledes frugtbar paa Storværk, da veed jeg nok, at Mængden leer, fordi ►den maaler alt med sin egen Alen, seer kun paa Mængden, der i 📌Norden forholdsviis kun er meget lille, og lader sig bedrage af ►Skinnet, som 📌Norden ►aabenbar har imod sig; men at min Spaadom derfor ingenlunde er Snak hen i Veiret, det vil Tiden vise, saasandt som jeg ikke spaaer andet om Frem-Tiden end hvad For-Tiden ►aabenbar gik frugtsommelig med og Øieblikket hemmelig føder. Kiendte derfor kun alle mine Danske og Nordiske Læsere vor Oldtid ligesaa godt som jeg, og havde de giennemvandret de opgravede ►Stæder med mig, og seet, hvorledes de nyeste Franskmænd og Tydskere ligne de ældste paa et Haar, da vilde de baade dele min Sikkerhed paa, at Nordboerne ►eftersom de vaagne, vil ligesaa ►øiensynlig ligne deres 365Stamfædre, og dele min Glæde over, at vi har saa ædle, djærve og dybsindige ►Fædre at ligne og saa smilende en Fremtid at see imøde, og skiøndt nu den grove Vankundighed om alle menneskelige Ting, dem i vor egen Barm, saavelsom dem, der speile sig for os i Tidernes Strøm, tit giør mig utaalmodig og gnaven, saa veed jeg dog godt, at det er ►Bjelken i mit eget Øie, som jeg maa see til at faae listet ud, da Gangen fra Vankundighed til ►Vidskab jo er fælles for os alle, saa jeg maa kun prise min ►Lykke, langt bedre end Forstanden, at jeg ved et halsbrækkende Spring kom lidt forud, hvor jeg klarlig seer, at alle Nordboer, som endnu elske deres Fæderneland og Modersmaal, om en liden Stund vil flokkes, og hvor det opblomstrende Folke-Liv ikke blot vil tildække min Grav, men ogsaa den store Grav, hvori Folke-Legemet selv var lagt, men hvoraf det seierrigt opstod!

✂ Kun endnu eet Ord om den fortvivlede Overtro paa Mængden og paa de store runde Tal, som vore ►Fædre kaldte Nuller! Har man mindste Øie for Naturen, da maa man jo see, at ingen Kvinde føder saa mange Smaa, som ►Tispen eller ►Tæven, og at der, som vore ►Fædre sagde, altid er meget mere Snavs end Guld paa Jorden, og har man mindste Kundskab til Historien, da maa man jo ogsaa vide, at det var Smaa-Folkene: ►Ebræer, Phønicer, 366Perser, Græker, Romere og Nordboer, der i Oldtiden og Middelalderen baade udvortes og indvortes øvede alt det berømmelige Storværk. Er der altsaa mindste Sammenhæng enten i Naturen eller i Historien, da kan Danskerne og deres ►Grander være glade ved, at de ikke har ynglet saa grændseløs som andre Folkestammer, og være sikkre paa, at ►Æblet ligesaalidt i 📌Norden som i 📌Syden vil falde langt fra Stammen►, eller ►smage meer ad Luften end ad Roden! Føier man endnu hertil, at mens Landene i 📌Syden og 📌Vesten, og 📌Tydskland ikke mindst, giennem Middelalderen fyldtes med Blandingsgods, forblev vort 📌Norden saagodtsom uberørt, da vover man ikke stort ved at slutte, at selv naar det gjaldt om Tal, kunde 📌Nordens tregrenede ►Folke-Stamme ►vist dristig maale sig med ►Hoved-Stammerne ei blot i 📌Spanien og 📌Frankerig, men selv i 📌Tydskland, hvor Sachser, Franker og ►Svaber neppe tæller saamange ægte ►Ætmænd, som Oldtidens og Middelalderens Danskere, Gother og Nordmænd i vore tre Nordiske Riger. ►Seent men sødt, er 📌Nordens Danske Løsen!

Fuglefængersken.

(En utrykt ►Kæmpevise.)

1

✂ Hvor kunde du fange den gamle Fugl,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Som sang fra Paaske til efter Jul?
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

2

✂ Den gamle Fugl, som med Guldring Barn,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Han leged paa Marken med Net og Garn.
Hvor ⓘ findesfindes] GV, sindes A nu ►Rosensblommer!

3

✂ Du bandt ikke Garn, og du spandt ei Baand,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Du rakde kun fra dig din hvide Haand.
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

4

✂ Du nynned kun sagte: kom Fugl saa kiær!
(Rimfrost er der i Lunden!)
Du eenlige Fugl! kom og sæt dig her!
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

5

✂ Han saae dig paa Fingre og saa paa Kind,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Der bøied sig Rosen og bød ham ind.
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

6

✂ 368Da flagred han op paa din Haand saa tyst
(Rimfrost er der i Lunden!)
Hans Vinge blev klappet, hans Neb blev ►kyst!
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

7

✂ 95 (PS7) Hans Hoved sig hviled op til din Kind,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Og glødende Varme der strømmed ind!
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

8

✂ Han er ikke bundet med Lok af Haar,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Kun bundet som Bien til Blomst i Vaar.
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

9

✂ Og flagrer end Bien til Kuben hen,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Saa flyver dog brat den til Blomst igien,
Hvor findes nu ►Rosensblommer!

10

✂ Der findes paa Jorden, fra Hav til Hav,
(Rimfrost er der i Lunden!)
Ei mildere, sødere Fangenskab
End Biens hos ►Rosensblommen!