Danskeren.
Et Ugeblad.
1848. Onsdagen den 9de August. Nr. 21.
Kan 📌Danmark frelses under det ►nærværende Ministerium?
✂ Man seer, jeg spørger ikke, om det ►nærværende Ministerium kan frelse 📌Danmark? thi dels er hverken 📌Danmark eller jeg uden Gud i Verden, og dels lærer al Erfaring, at intet levende Menneske, end sige da et heelt Folk, kan frelses uden selv at hjelpe til, saa selv det allerypperste Ministerium kan ikke frelse 📌Danmark, uden Gud vil og det Danske Folk selv hjelper til af alle Kræfter; men jeg spørger kun, om 📌Danmark kan frelses under det ►nærværende Ministerium; thi saa daarlig kan en ►Bestyrelse være, at et Folk og Rige umuelig kan frelses under den, om end baade Folket og Himlen giør Underværker.
✂ Jeg veed jo nok, at det herskende Parti ►sædvanlig vil have 📌Danmarks Frelse anseet enten for en Umuelighed eller for en Bisag, saa vi i denne Henseende skulde nøies med enten at troe paa rene Umueligheder, eller hvad man kalder at “►forgaae med 322Ære,►” men det er jo ►Daarlighed, thi reen umuelige Ting troer man kun paa i Daarekisten, og ligesaalidt som et Folk kan faae ►Bod for Banesaar, ligesaalidt kan det forgaae med Ære, da det tvertimod især er den ►uslukkelige Skam, der følger med Undergangen, som maa drive et Folk til selv fortvivlende at værge sig derimod, og heller skifte Ministerium hundrede Gange end opgive sig selv. Her nytter slet ikke den sædvanlige Snak om, hvorvidt man efter et daarligt Ministerium rimeligviis faaer et bedre eller et endnu daarligere, thi kan Folket og Riget ikke frelses under det ►nærværende Ministerium, da kan man igrunden aldrig faae et daarligere, men meget mulig faae et bedre, faae et taalelig godt, hvorunder Frelsen dog er mulig. Derfor fandt vi, at det forrige Ministerium var utaaleligt, skiøndt vi havde meget ringe Udsigter til et bedre, thi vi følde, at under et Ministerium, der ►aabenbar viste, at det havde opgivet Folket og Riget, 📌Danmark og Danskheden, som noget, der enten ikke var værdt eller stod dog ikke til at frelse, under et saadant Ministerium kunde 📌Danmark umuelig frelses, og har derfor det ►nærværende Ministerium ogsaa opgivet 📌Danmark og Danskheden, da maa vor Følelse være den samme.
✂ Om det imidlertid virkelig er ►saa, om vort ►nærværende Ministerium i denne Henseende er ligesom det forrige, det er det store Spørgsmaal, som vi 323ingenlunde maae behandle letsindig, eller forhaste os med at besvare, da vi derved ikke blot gjorde Ministeriet stor Uret, men kunde let giøre os selv, giøre 📌Danmark ubodelig Skade; thi ►vel bryder Nød alle Love, men uden Nød maa man aldrig bryde Love, og at skifte ►Styrelse to, tre Gange om Aaret, det er et Brud paa den Grundlov, som til god ►Styrelse kræver Fasthed og Rolighed.
✂ Vort ►nærværende Ministerium er nu, som bekiendt, et Blandings-Ministerium, og vel maae vi om de gamle Medlemmer sige, at siden de ikke traadte ud af det Ministerium, der opgav 📌Danmark og Danskheden, saa maae de vel ogsaa ansees for at have opgivet dem, men dog troer vi, de opgav dem kun nødig, og vilde derfor ikke giøre deres Frelse umulig i Forbindelse med nye Medlemmer, som med godt Haab arbeidede derpaa. Og om Ministeriets nye Medlemmer behøver jeg ikke at sige Nogen, hvad hele 📌Danmark veed, at hvor forskiellige vore Tanker end var om deres Oplysning og Dygtighed, saa troede vi dog alle fuldt og fast, at de, langtfra at have opgivet 📌Danmark og Danskheden, tvertimod havde det bedste Haab om begges Frelse og vilde arbeide derpaa; thi de udgik jo netop fra det udtrykkelig saakaldte Nationale (Danske) og Skandinaviske (Nordiske) Parti, der endogsaa sværmede for den alleryderste Spidse af hvad der paa nogen Maade kunde kaldes Dansk: Kongerigets 324📌Eidergrændse nemlig for tusind Aar siden, nu tykt begroet med Tydskere. Uagtet man derfor nok veed, at Sværmerier stoler man kun forgæves paa i det virkelige Liv, og at der altid maa have været en Hage ved det Parties Danskhed og Nordiskhed, der helst benævnede sig med fremmede Ord, som aldrig rigtig udtrykker hjemlige Ting, saa vilde vi dog giøre de nye Ministre stor Uret, hvis vi mistænkde dem for at have opgivet den Danske Sag, saalænge deres Handlinger tillader os at troe, de har Haab, om end Haabet er svagt, og vi vilde selv være 📌Danmark utroe, om vi ikke ønskede Ministeriet Varighed, naar Det blot ikke forhindrer hvad der hører til at frelse 📌Danmark, som er først en god Krig og saa en god Fred.
✂ Det forrige Ministerium maatte falde, naar vi skulde frelses, fordi det foretrak en slet og skammelig Fred for enhver Krig, og det ►ⓘ nærværende► Ministerium, som forkastede den skammelige Fred og skaffede os den Krig, vi maatte ansee for nødvendig, maa da nærmest betragtes som et Krigs-Ministerium, saa at, om Det end skulde mangle Kræfter eller Egenskaber, som i Fredstid var uundværlige, maatte vi dog ønske Det Varighed indtil videre, naar Det blot kan og vil skaffe os en god Krig, men paa den anden Side nytter det heller ikke, om man fortæller os, at det i Fredstid vilde være et ypperligt Ministerium, 325thi dels giælder det om et Krigs-Ministerium, som om alle Krigs-Folk og Krigs-Indretninger, der kun er fortræffelige i Fredstid, at de er kun gode til at lee ad, og dels er den Krig, det ny Ministerium har staffet os, af det Slags, at faldt den slet ud, da var det forbi med 📌Danmark.
✂ Til en god Krig hører nu, som man vel veed, først god Villie og godt Mod hos Folket, dernæst god ►Anførsel og ►Styrelse, og fremfor Alt god ►Lykke, og naar vi vil være ►billige, som ►Dannemænd altid vil, da maae vi ikke forlange af Ministrene, hvad de ei kan give, altsaa hverken Frivilligheden eller ►Løvemodet, som vi maae søge hos os selv, eller ►Lykken, som vi maae søge i Luften eller i Himlen, og naar Ministrene kun giver os de bedste Anførere, vi kan nævne iblandt os, da har vi intet at klage, om de end skulde være maadelige, men ►Styrelsen maa være saa god, at baade Frivilligheden, Modet, Anførerne og ►Lykken faaer Lov og Leilighed til at giøre deres Bedste, da disses Godhed ellers, uden en ganske overordenlig, hardtad utrolig ►Lykke, vil være spildt.
✂ Det har derfor ligefra Begyndelsen været min eneste, men ogsaa min bestandige Anke over vort ►nærværende Ministerium, at om Det end undte os en god Krig, saa vidste Det dog ikke, hvad dertil især var nødvendigt, nemlig Frihed, Frivillighed, 326Mod og ►Lykke, men tænkde, at dertil hørde først og fremmerst en talrig og ►velafrettet Hær, lige godt om af vore egne eller af fremmede Tropper. Da vi har Krig med hele 📌Tydskland, maae vi nemlig ►vistnok prise vort Ministerium, og især den egenlige Krigs-Minister, for Bestræbelsen at giøre vor lille Hær saa talrig og saa ►velrustet som mueligt, og i en saadan Krig var det ►vistnok meget raadeligt, om ei aldeles nødvendigt, at kalde vore Nordiske ►Grander til Hjelp; men at man udelukkende synes at have ►regnet paa Tal, ►Afretning og fremmed Hjelp, og at have tigget al Verden om Hjelp, det er ikke blot under 📌Nordens Værdighed, men det røber meget liden Forstand paa hvad der kan skaffe 📌Danmark en god Krig og meget liden Tillid ►enten til Frihedens Kraft eller til 📌Danmarks Frivillighed, Mod og ►Lykke, som man dog især maa ►regne paa, naar man skal have et ►velgrundet Haab om 📌Danmarks og Danskhedens Frelse.
✂ Hvad nemlig først Hærens Talrighed angaaer, da kan vi jo umuelig giøre 📌Danmark saa folkerig som 📌Tydskland og skal derfor vel vogte os for at ville have ligesaa talrig en Krigshær, da vi ellers kommer til at ligne ►den opblæste Frø, der naturligviis revnede længe før den blev saa stor som Oxen, og hvad Hjelpetropper angaaer, da skal, blandt meget andet, Slesvig-Holstenernes Exempel lære os, at skal man have nogen Glæde af dem, maa ens egen Hær være Hoved og ikke Hale, ligesom det da er soleklart, at ethvert Folk, der skal beholde Frihed og Selvstændighed, maa til daglig Brug kunne forsvare sig selv mod sine nærmeste Naboer.
✂ Paa den anden Side er det ogsaa indlysende, at dersom man af Overtro paa Tallet, ►Afretningen og Hjelpetropperne, nægter Friheden, Frivilligheden, Modet og ►Lykken Leilighed til at 327vise sig og virke med Kraft, da forhindrer man det eneste, der kan frelse 📌Danmark, og jeg skiønner ikke rettere, end at vort ►nærværende Ministerium fra denne Side har et stort Ansvar, men jeg troer, det kunde endnu gaae godt, naar Ministeriet erkiendte og rettede denne sin store Feiltagelse, og jeg paastaaer, Det maa erkiende og rette den, hvis Det ikke har opgivet 📌Danmarks og Danskhedens Frelse.
✂ Jeg vil derfor ikke gaae irette med Ministeriet om ►gjort Gierning, som ei staaer til Ændring, men kun for at vise, jeg veed, hvad jeg siger, vil jeg minde om, at Ministeriet, istedenfor at opmuntre Frivilligheden og ►Folkevæbningen, har ligefra Begyndelsen lagt dem Hindringer iveien og derved vakt den Tanke, at Det hverken ønskede Frihed eller skattede Frivillighed, men vilde udrette alt med Tvang og Trældom. Det har fremdeles vel udsat 📌Danmarks Hær i sin ringeste Skikkelse for at knuses ved 📌Slesvig af Preusere og Hannoveranere, men aldrig siden tilladt den i voxen Tilstand ret at vise sit Mod og prøve sin Lykke, uagtet dertil baade under 📌Nørre-Jyllands Besættelse og efter dets Rømning, ei blot har været ►overflødig Leilighed, men den stærkeste Opfordring. Om den Tankegang derimod, som ved alt dette laae til Grund, og om den Vaabenstilstand, hvormed man har trøstet, og den ►Udskrivning af de Fribaarne, hvormed man har truet os, derom maa og vil jeg sige, at skal den Tankegang blive ved at herske, den Vaabenstilstand holdes ud, og den ►Udskrivning finde Sted, da kan 📌Danmark og Danskheden ikke frelses under det ►nærværende Ministerium.
✂ Man ►betænke dog engang, hvorfor det især maa være, at vi ønsker vort Fæderneland fremfor andre Lande Frihed og Selvstændighed, og vil med stor Opoffrelse kæmpe derfor, og man ►indsee dog, at det især maa være for at vi selv og vore Børn 328kan nyde Frihed og Selvstændighed, eller mener man kanskee, at Danskere ikke ligesaavel som Engelskmænd kan føle, at ►Skindet er nærmere end Skjorten, eller veed man ikke, at baade i det gamle 📌Grækenland og allevegne, hvor man havde kæmpet djærvest og opoffret sig høimodigst ⓘ for Fædernelandets Frihed og Selvstændighed, der tabde man baade Lysten og Kraften dertil, saasnart man følde, man havde Trællekaar, som man ved den saakaldte Kamp for Fædernelandet ingenlunde blev kvit, men var, hvem der saa end vandt, lige visse. Jeg veed det jo nok, at efter den bekiendte latinske Fabel skal det være ►æselsagtigt i Kamp med en Røver at spørge om, ►enten man i hans ►Vold kan vente bedre eller slettere Kaar end man for Øieblikket har; jeg veed ogsaa, at man med et godt ►Skin kan tale meget høitravende om den grændseløse Opoffrelse, Tapperhed og Taalmodighed, der først da blive ægte Dyder, naar de øves, ligesom den latinske Stil, blot for deres egen Skyld, uden alt Hensyn til, om man selv kan vinde noget eller skal tabe alt derved; men uden her at indlade mig dybere ►enten i den latinske Viisdom eller paa det Romerske Dydsbegreb, vil jeg blot ganske tørt anmærke, at saa viis uden al Eftertanke og saa dydig uden al Egenkiærlighed er nu engang Verden ikke, hverken i Syd eller Nord, saa regner man derpaa, da ►giør man Regning uden Vært. Hos Barbarer kan Regeringerne vel til en Tid finde en Hunde-Troskab og en ►Faare-Taalighed, som de kan adle med de dydigste og selv med de gudeligste Navne, men den oplyste Verden veed godt at ►kalde Barnet ved sit rette Navn, og i den oplyste Verden, hvortil 📌Danmark hører, vil man forgæves vente denne behagelige Dyriskhed, medens man naturligviis kun hos meget ►enkelte vil finde den christelige Ædelmodighed og Selv-Opoffrelse, der ene fortjener de Lovtaler, man har ødslet 329paa den for alle Voldsmænd saa ønskelige ►Tamhed og Ligegyldighed. ►Vistnok er der af Art saamegen Ædelmodighed, Spaghed, ►Fredegodhed og Fædernelandskiærlighed hos det ⓘ Danske Folk, at naar de blot har det taalelig godt, og troer, at Regeringen mener dem det godt, da kan de giøre store Opoffrelser uden synderlig Udsigt til derved at forbedre deres egen eller deres Børns Stilling, men naar, som nu, alt skal voves og alle Kræfter opbydes, da maa ogsaa det Danske ⓘ Folk, for virkelig at vove alt og opbyde alle Kræfter, føle sig sikker paa, at naar Fædernelandet derved vinder Frihed og Selvstændighed, disse Perler da ikke vindes som et Rov for vilkaarlige Herskere, men som en Skat for alle gode ►Dannemænd at være fælles om fra Slægt til Slægt. Mangen enkelt kan vel selv smøre eller lade sig ►smøre om Munden med Udsigt til ►almindelig Valgret, almindelig Værnepligt, ►almindelig ►Selveiendom, og den ►almindelige Rigsdags lovgivende Myndighed, men det er sjelden dem, der ►tænker længere end Næsen er, og aldrig dem, der har meget at tabe og at miste, altsaa ikke dem, der kan og vil giøre de store Opoffrelser, som 📌Danmarks Frelse nu ►øiensynlig kræver. Om disse nemlig end ikke nær alle klart indseer det saa føler de dog dybt, at den ►almindelige Valgret, især som den bebuder sig hos os, langtfra at være til fælles Bedste, snarere vil føre til en Landeplage, med daglig Kiv og Strid og Bestikkelser og til et kun saakaldt ►Folkeraad langt frygteligere og farligere end det gamle forhadte Rigsraad. Ligeledes føles det ikke blot, men indsees let, at den saakaldte almindelige Værnepligt, der vilde betage hele Rigets mandlige Ungdom Frihed til at flytte og fare hvorhen, og til at sysle hvormed den lyster, men derimod forpligte den til at bortødsle sine bedste Aar i et ledigt og dog trælsomt, paa alle Maader uhyre kostbart, 330farligt og skadeligt ►Borgleie, den vilde ikke blot være en utaalelig Byrde for de hidtil fribaarne, men vilde, naar Fædernelandets Frihed og Selvstændighed igien kom i Fare, have kvalt al den Frivillighed og Ædelmodighed, som baade nu er og herefter vil være vor eneste Redning. Den ►almindelige ►Selveiendom er ►vist nok, rigtig forstaaet, et af de uundværligste ►borgerlige Goder, men dels er den aldeles uforligelig med den almindelige Værnepligt, der bagbinder hele Landets mandlige Ungdom, saa den ►raader hverken for sin Sjæl eller sin Krop, og dels forstaaer man hos os ved den ►almindelige ►Selveiendom ►sædvanlig slet ikke andet, end at ►Fæste-Forholdet paa Landet ophører, uden Spørgsmaal om, hvem der kommer til at eie Landet eller hvormange derved kommer til selv at eie noget. Om saaledes ti eller tyve Tydskere eiede alt 📌Danmarks Jordegods, men enten drev det selv, eller ►pagtede og leiede det ud, da vilde der, efter vor herskende Sprogbrug, ogsaa være ►almindelig ►Selveiendom i 📌Danmark, skjøndt ingen Dansker eiede en Fodsbred af Fædernelandet. Dog, selv naar vi ved ►almindelig ►Selveiendom vilde forstaae, at alle de, der hidtil var ►Fæstere blev Selveiere, saa var det dog vel ingen Trøst for Herremændene, som, for at det paa en Studs kunde skee, enten maatte nødes til at sælge for en Slik eller til uvederhæftige Kjøbere, og heller ingen Trøst for Huusmænd uden Jord og ►Inderster, som dog er langt talrigere end Gaardmændene, men kunde ei komme til at dele Byttet, uden ved en ny Voldtægt, der vilde ophæve al Eiendoms-Sikkerhed og al indbyrdes Tillid, følgelig giøre os alle grændseløs ulykkelige.
✂ Komme vi nu endelig til den ►almindelige Rigsdag med lovgivende Myndighed, som maatte være vor eneste Tilflugt mod den almindelige Vær331nepligts og den galt forstaaede ►Selveiendoms truende Farer, og være den eneste Støtte for Haabet om sand ►borgerlig Frihed og ⓘ Selvstændighed, da føler vi for det første alle, at ingen kan have mindste Sikkerhed for hvad der paa en ►almindelig Rigsforsamling vil faae de fleste Stemmer, men kun den største ►Rimelighed for, at de sjelden vil følge de bedste Grunde, og dernæst er Valgloven saa slet beregnet baade for Danskheden og Dygtigheden, at man ►aabenbar har langt mere at frygte end at haabe af en lovgivende Forsamling, der skal sammensættes eller rettere sammenblæses efter den.
✂ ►Vistnok har det ►nærværende Ministerium ogsaa paa en Maade givet os ►almindelig ►Skrive-Frihed og lovet os en ligesaa ►almindelig Religions- og ►Associations-Frihed, og det er ►tilvisse dyrebare Friheder, som 📌Danmark for at frelses ►nødvendig maa have; men naar et Ministerium ikke i det Hele viser sig den ►Borgerlige Frihed og Selvstændighed gunstig, da kan man ⓘ hverken ►lide paa hvad Det i denne Henseende lover, eller selv ►regne paa hvad Det giver, og man seer let, at al aandelig Frihed, saalænge Aanden boer i et Legeme, uden legemlig Frihed kun er et ►Skin. ►Almindelig Frihed til at flytte og fare indenlands og udenlands, hvorhen man vil, og Frihed for Fængsling ►uden i faa bestemte Tilfælde, og Frihed til at ernære sig med sine egne Hænders Arbeide, hvor og som man vil, det er hvad alle Danskere tildeels og de fleste ganske fattes, og saaledes er vi ►fritalende Skribenter endnu udsatte for Fængsling, naarsomhelst det maatte behage Regieringen at lade os tiltale. ►Trykke-Forordningen af 1799 er nemlig endnu, kun med faa Undtagelser, i Kraft, og hvem der kiender den, veed, at vi selv for ►Fritalenhed om den Statsforfatning, vi ei længer har, efter den kunde dømmes til Fængsel, ingen af os 332veed hvorlænge. Er der nu denne slemme Hage, Usikkerhedens slemme Hage selv ved den ►Skrive-Frihed, der dog for Øieblikket virkelig er os givet, da kan vi jo langt mindre ►lide paa den Religions- og ►Associations-Frihed, der næsten blot er os lovet, og kan det saameget mindre, som de fremmede Ord (Religion og ►Association), lade sig meget forskjellig opfatte og udtyde, saa ved den saakaldte Frihed dog hverken Gudsdyrkelsen eller ►Selskabeligheden blev fri.
✂ For Friheden har altsaa det ►nærværende Ministerium gjort saalidt som mueligt, og maatte dog have Sind til at gjøre alt mueligt for den, naar der hensigtsmæssig skulde arbeides paa 📌Danmarks Frelse, thi vel er der megen Frihed, man i Krigstid enten ikke kan benytte eller føler dog mindre Savnet af, men under de store Opoffrelser og den haarde Kamp trænger Folket dog til de mest smilende Udsigter, og de findes kun for det Danske Folk, hvor Freden hersker og Friheden ►bygger.
✂ Hvad der nu, selv mere end Savnet af mangen ønskelig Frihed, har indskrænket de frie og ►deristeden aabnet meget mørke Udsigter, det er Ministeriets Mistro til Frivilligheden og ugunstige Betragtning deraf, uagtet den i 📌Danmark har viist sig baade saa skiøn og saa stor, at den ikke blot maatte hilses som det lykkeligste Varsel for 📌Danmarks Frelse, men vilde, rigtig skattet og benyttet, allerede have bidraget uberegnelig og ►vidunderlig dertil.
✂ Tag vort Mandskab og forlang vore Penge, men ►gaae saa Fienden rask paa Livet saa det kan faae en god Ende! det har været og er endnu, især i 📌Nørre-Jylland, det stadige Omkvæd, men istedenfor at opmuntre Folket til ►almindelig Væbning, og til ved Gave og Laan at dække Krigs-Omkostningerne, har man gjort næsten alt hvad man kunde for at dæmpe Fyrigheden, kyse og lamme Frivilligheden, som om 333man selv var bange for de frie og mægtige Elementer, som ene i levende Virksomhed og fulgte, som de pleie, af ►Lykken, kan frelse 📌Danmark.
✂ Uagtet saaledes ligefra Krigens Begyndelse frivillige Gaver baade af Penge, Heste og Levnetsmidler strømmede ind fra alle Sider, og uagtet den Danske Beredvillighed maatte stige til det høieste ved de mange frivillige Bidrag, der ved et elskeligt ►Vidunder kom selv fra 📌Sverrig og 📌Norge, saa var Ministeriet dog saa langtfra deri at see ►enten et Middel til 📌Danmarks Frelse eller ►Borgen derfor, at Det endogsaa viste sig vranten derved, og skyndte sig at ►udskrive en Krigsskat, der baade, ved at bebyrde mangen Enkelt over Evne, svækkede den gode Stemning, og ved sin fornemme Mine fremkaldte den Tanke, at frivillige Gaver og Laan var igrunden overflødige.
✂ Uagtet ligeledes Ungdommen af alle Stænder ligefra Begyndelsen frivillig fløi til Fanerne og brændte af Begjærlighed efter at kæmpe, falde eller seire for Fædernelandet, og skiøndt ogsaa denne Flamme ►vidunderlig næredes af Norske og Svenske Frivillige, som strømmede hid for at blande Blod og staae Last og Brast med os, saa var Ministeriet dog ligesaa langt fra heri at see en Aabenbarelse af 📌Nordens Aand og 📌Danmarks ►Lykke, der sjungende uddrog til Seier, thi snart afviste man reentud de Frivillige, fordi de ikke havde Indfødsret (følgelig var alt for ædelmodige) eller man forlangde, at de ogsaa efter Krigen skulde bære Musketten, eller man lod dem dog mærke, de var slet ikke velkomne, og man blev under alt dette ei blot ved ►strængelig at indkalde de Værnepligtige, ►ligegodt, om det var de største Krystere, men man har ►alt truet os med en ligedan ►Udskrivning af ►Uværnepligtige. At Frivillige desuagtet har flokket sig og kæmpet som Løver under Dannebrog, og henrevet mangfoldige Ufrie med sig paa Heltebanen, at man tit har seet Ungersvende ►stille 334sig for► Værnepligtige til deres Kaar efter Krigen, og dog at indbetale Kiøbesummen for deres egen Krop som Gave til Krigs-Omkostninger, og at Værnepligtige, som Fædre kiøbde frie, ⓘ bagefter har ►stillet sig selv tillige, det er ►Høimodigheds-Træk, som i Verdens-Historien vil bevæge Tusinder blandt de kommende Slægter, men det synes ⓘ ikke paa mindste Maade at have rørt vort Ministerium, der tvertimod synes at betragte alt saadant som Virkning af en latterlig Ruus, man snarere maatte beklage, end, som de gamle Hververe, fryde sig ved eller, som de nye Fusentaster, ►regne og bygge paa.
✂ Endelig er det et gammelt Ordsprog, der især giælder i Krig, at ►hvem der intet vover, han intet vinder, og i en Krig mellem 📌Danmark og 📌Tydskland maa det ►nødvendig fra Dansk Side giælde dobbelt, saa, skal vi faae en god Krig under det ►nærværende Ministerium, da maa Det ganske anderledes end hidtil fatte Mod til at vove og Haab om at vinde, thi skulde Krigen nu sluttes med en ►daarlig Vaabenstilstand og en i det mindste ligesaa ►daarlig Fred, da maatte Historien sige: det var intet Under, da den Danske Regiering i denne Krig vel vovede Alt for ingenting, men intet for Alt. Ministeriet vovede nemlig hele 📌Danmarks Rige, da Det erklærede, med Magt at ville indlemme hele Hertugdømmet 📌Slesvig deri, men dog kun af Navn, da det for Resten skulde beholde sin ⓘ Selvstændighed, og for at give denne Erklæring Eftertryk, vovede Ministeriet hele den Danske Hær ved 📌Slesvig, hvor den kun ved overordenlig Kiækhed og overordenlig ►Lykke, som Ministeriet allermindst ►regnede paa, undgik at blive tilintetgjort; men siden har Ministeriet hverken under 📌Nørre-Jyllands Besættelse eller efter dets Rømning, villet vove det mindste ►enten for Hertugdømmet 📌Slesvig eller for hele Riget, saa Hærens Daad af 28de Mai er blevet undskyldt som en 335Feiltagelse, og hvis derfor Fienden havde taget 📌Als og ►alt den 5te Juni, skulde man vel anseet det for Dumdristighedens rette Løn. Havde derimod Ministeriet blot tilladt Hæren at vove lidt den 28de Mai, da havde den ikke den 5te Juni staaet Fare for at overvældes af Fiendens forenede Styrke, en Fare, der nu kun ved overordenlig Kiækhed og overordenlig ►Lykke, ►tvertimod Ministrenes ►Regning, blev afvendt.
✂ Naar man nu forsvarer eller undskylder denne Ministeriets ►Banghed for at vove hvad 📌Danmark maa vove for at vinde, med den talrige Tydske Hær, med 📌Engelands og 📌Ruslands og selv 📌Sverrigs muelige Fortørnelse, som man ►nødvendig maa være bange for, da er det, som naar en af os var i Livsfare fra flere Sider, og han da lod være at afværge den nærmeste, overhængende Livsfare, af Frygt for de andre Farer, han saa kunde løbe, og det seer man let, var galt, af den simple Grund, at man heller, ved at beholde Livet, maa løbe alle muelige Farer, end ved Døden undgaae dem. Ministeriet betragter jo nemlig dog, saavelsom vi, vor Krig med 📌Tydskland som et Nødværge for det Danske Folkeliv, og enten maae vi da opgive dette Liv, eller vi maae, om saa al Verden truende fraraadte os det, forsvare det til det Yderste, saa naar Nogen her skal døe af Trudsel, maa det være Ministeriet og ei det Danske Folk, som altid har følt, det var dumt at døe af Frygt for Døden, men er ligesaa klogt som kækt at trodse Døden, naar den truer Livet.
✂ Her staaer vi da atter ved det store Spørgsmaal: har vort ►nærværende Ministerium opgivet 📌Danmarks Rige, det Danske Folkeliv med Sproget og med alt hvad dertil hører, og maa det besvares med “ja”, da bør naturligviis vort ansvarlige Ministerium, der endog udtrykkelig har forpligtet sig til at kæmpe til 336det Yderste for det Danske Folkeliv, opgive sig selv, og overlade det til Kongen og Folket, om de vil gaae hen og giøre ligesaa, eller, som deres ►Fædre fra Arildstid, vove Alt for Alt, og prøve, om 📌Nordens ►Kæmpeaand er blevet til en Kryster, og 📌Danmarks ►Lykke har faaet Tøfler paa, saa deres Hu staaer til et lille Levebrød i den ny Keisers Tjeneste, som et Par plattydske ►Posekiger-Folk ved 📌Østersøen!
✂ Jeg vil imidlertid stille det store Spørgsmaal saa lavt, saa mildt og ►billigt, som jeg kan, idet jeg spørger: vil Ministeriet, med eller uden Haab om 📌Danmarks Frelse, lade det Danske Folk og den Danske Hær have Lov og Leilighed til at vise deres Frivillighed, deres Mod og deres Seiershaab saalænge og saameget, som de vil, saa det kan sees for al Verden, om 📌Danmarks Rige er opgivet og forladt af 📌Nordens ►Kæmpeaand og 📌Danmarks ►Himmellykke, eller om det blot synes ►saa, naar man nægter dem Leilighed til at gjentage deres gamle Underværker!
Præsten og ►Kæmpen.
✂
Præsten ►tale ►paa sin egen Fare
Troens Sag med Ord, som den er værd!
►Kæmpen ►tale ►paa sin egen Fare
📌Danmarks Sag med ►Holger Danskes Sværd!