↩ Hvad man nemlig nu paa Billedsproget kalder det Nordiske Fostbroderskab og paa ►Pluddervælsk “de Skandinaviske Sympathier,” det er saa langt fra at være noget tomt Hjernespind eller konstlet Føleri, at ethvert fornuftigt Menneske kan indsee, at de tre nordiske Riger naturlig udgiøre en langt ægtere folkelig Eenhed end, jeg vil ikke sige 📌Tydskland med sine otte og tredive ►Herskaber, men selv end 📌Frankerig, 📌Spanien eller 📌Storbritannien uden 📌Irland, saa vil man her undres over noget, maa det være, at 📌Nørreleden endnu ikke ved Midten af det Nittende Aarhundrede er blevet saa virkelig og varig forenet, som 📌Frankerig og 📌Spanien ►alt i det Femtende, 📌Storbritannien i det Syttende og ⓘ selv 📌Tydskland i Begyndelsen af det Nit284tende. Det maa derfor ►nødvendig være ►Tant enten med Tydskernes Grundighed eller med deres Ærlighed, naar de tale om et Nordisk Forbund, som om et vanskabt Uhyre, der, hvis det ogsaa, paa Trods mod Naturen, kom tillive, dog snart maatte døe af Skræk for sig selv, thi de skulde jo tvertimod, som grundige og ærlige Folk, der, trods store Hindringer og mange mislykkede Forsøg, ivrig arbeide paa 📌Tydsklands Eenhed, skamme os Nordboer ud, fordi vi af en eneste mislykket Prøve i det Fjortende og Femtende Aarhundrede, saalænge har ladet os afskrække fra hvad især 📌Ruslands frygtelige Tilvæxt maatte drive os til, og hvad der med vore faa Millioner Indbyggere maatte være ligesaa meget lettere, som det er nødvendigere baade til udvortes Forsvar og indvortes Fremskridt.