Grundtvig, N. F. S. Danskeren 1





I

Danskeren,
et
Ugeblad,

samlet og udgivet af

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Første Aargang.

Kjøbenhavn. I Commission hos Bog- og Papiirhandler F. H. Eibe. Trykt hos Louis Klein. 1848.

II

Hvad end vi har skrevet,
Hvad end vi har talt,
Hvad Dansk har fordrevet,
For Dansken er galt!

Nyaarsmorgen.

III

Indhold.

(Stjernen betegner Rimene.)

Side
Forord om Danskheden 1
*Asamaalet 13
Den Danske, den Tydske og den Franske Sag 17, 51, 114, 152, 161, 211, 223
*Jubelaaret 1848 33
*Den Danske Løvinde 46
*Dansk Svanesang 49
Tydskernes falske Rygter om Dronningen og de Danske 65
Den Danske Konge og de Tydske Forrædere 74
*Slesvig-Dansk Mindesang 79
*Dansk Seiersang 81
Tale i den Slesvigske Hjelpeforening 84
*📌Dannevirke og 📌Holgers Dige 96
*Holger Danskes ny Vise 97
April 1801 og April 1848 100
Ingen Dansk Frihed under Tydsk Trældom 110
*Enkedronningen 111
Den Danske og den Tydske Theologi 124
*Dansk Trøstesang 126
📌Dannevirke-Slaget Paaske-Søndag 129
Om Forslaget til en ny Skatteudskrivning under Krigen 139
*Til 📌Danmark 144
*Til den Danske Hovedstad 148
Krigs-Skatten og Sølv-Laanet 175
IV*Randersmændene 177
Kongeriget 📌Danmark og Hertugdømmet 📌Slesvig eller 📌Sønderjylland 179
Om 📌Jyllands Befrielse og mine Jydske Hovmestere 193
*Den otteogtyvende Mai 209
*Til visse Læger 240
*Tidens Løsen og 📌Nordens Priis 241
*Kiedsom Dødbider eller den Tydske Aand 244
*Dannekvindens Priis 246
Til Redactionen for Dansk Kirketidende 254
Den slaviske og den fri Opoffrelse for Fædernelandet 257
Vil den Danske Hær ingen Præster have eller maa den ingen faae 270
Mine Tanker om Vaabenstilstand 271
Den Danske, den Nordiske og den Engelske Sag 273, 341, 353
En lille Feil i Krigsministeriet og en stor Feil ved Berlings-Avisen 286
*Vaaben-Stilstanden 288
Indbydelse til 📌Danmarks og dobbelt til 📌Kjøbenhavns fribaarne Ungdom 289
*📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke 295
*Frode Fredegod 299
*Toke Skytte eller Palne-Toke 302
Om Dansk Oplysning og den Danske Høiskole i 📌Sorø 305
*Frispillernes Krigssang 315
📌Kjøbenhavns 📌Vesterport 317
Pastor Grundtvig i Krigsministeriet 319
Kan 📌Danmark frelses under det nærværende Ministerium 321
*Præsten og Kæmpen 336
*Den Danske Sag 337
Sommeandres og mit Tydskerhad 350
V*Fuglefængersken 367
Om Constitution og Statsforfatning i 📌Danmark 369
*Folkeligheden 381
Til 📌Danmarks Vælgere 385
*Danskerens Troesbekjendelse 398
*📌Syden og 📌Norden 400
Om de mørke Udsigter for Dansken i 📌Danmark 401
*Valkyrien og Skjalden 413
*👤Albert Thorvaldsen 417
Om Hjertet som 📌Danmarks Perle 424
*Eftersnak om min “Brage-Snak 432
Er det Danske Folk ved sig selv eller fra sig selv? 434
*Den Danske Grønning 444
*👤Agnete 446
Den Danske Rigs-Dag og den Danske Krigs-Hær 449
*Tavlebordet 459
Barnligheden 461
*Hjertelig Tidsregning 463
Det Constitutionelle Monarki med Demokratisk Grundlag 465
Danskhed som Hovedsagen paa den Danske Rigsdag 474
Dansken i 📌Vartou og 📌Nyboder 481
Valg-Torsdagen 490
Den Danske Folkestemme om Freden, Krigen og Vaabenstilstanden 497
📌Danmarks Stilling 513
Valgkampen i 📌Nyboder 525
*Dana i Dødsfare 528
📌Nordens Aand og 📌Danmarks Lykke 529
*👤Clara 542
Hvad vil N. F. S. Grundtvig paa Rigsdagen? 545
Omvalgsdagen i 📌Præstø 554
VIOm almindelig Oplysning 561
Vort andet Ministerskifte iaar 577
I 📌Danmark er Dansk det Folkelige 585
Den Danske Rigsdag 593, 609
*Havfru-Sangen 604
*📌Kongedybet 606
*Selskabs-Sang for den “Danske Forening” 623
Den Danske Høiskole, den latinske Minister og Rigsdagsmanden fra 📌Præstø 625
*Fordum og nu 640
Dansk Rigsdags-Tale imod den saakaldte “almindelige Værnepligt” 641
*Til 📌Danmarks Engel 656
Efterskrift 657

1

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 22de Marts. Nr. 1.


Forord.

Ordene “Tydsker” og “Svensker” kiender og bruger alle vore Skrivere, men Ordet “Dansker” seer man aldrig, og mange kunde maaskee endog mene, det var et selvgjort Ord af min Pen, dersom det ikke alt for tohundrede Aar siden, ved en ganske besynderlig Hændelse, var ført til Bogs af 👤Shakspear i hans “Danske Prinds Hamlet, og dette slaaende Beviis paa, at vore Boglærde sædvanlig reent “havde glemt hvad de hed” forklarer kun alt for godt den tykke Uvidenhed om og Ringeagt for alt hvad der kun er Dansk, som desværre kun alt for kiendelig hersker i vor Læseverden.

Tænkde jeg nu, at der kunde raades Bod paa denne al 📌Danmarks Ulykke blot ved at skrive et Ugeblad ved Navn “Danskeren”, og deri, saavidt mueligt, betragte alt med Danske Øine og beskrive alt med Danske Ord, da var jeg vist nok en Nar, fordi min Danske Pens Skæbne i Løbet af fyrretyve Aar ellers maatte gjort mig meget klogere; men jeg fortvivler dog endnu ikke om, at 📌Danmark jo ved allehaande Mid2ler kan vindes for Danskheden, og et af Midlerne, om end et af de allermindste, har jeg fundet, er et virkelig Dansk Ugeblad, som i denne forvirret bevægede Tid kunde hjelpe gode Dannemænd til at forstaae sig selv og hinanden, og vel er det et Vovestykke for mig, paa mine gamle Dage, uden synderligt Haab om Bistand af yngre Penne, at begynde paa Sligt, men jeg er nu engang en gammel Vovehals i den Danske Læseverden, og tør ikke lade noget uforsøgt, som muelig kunde bidrage til Danskhedens Redning fra det store Skibbrud, der aldrig truede den øiensynligere end nu.

Desuden, saa naar jeg seer tilbage paa de sidst forløbne Maaneder, da opdager jeg strax, at det har været mig umuligt at skrive om andet end 📌Danmark og Danskhedens Fare og Frelse, og deres mørke og lyse Udsigter for Øieblikket, medens jeg paa den anden Side slet ikke kunde overtale mig til, efter Sædvane, at udgive et saakaldt “Flyveskrift” derom, da især min “Lykønskning til Danmark med det Danske Dummerhoved og den Danske Høiskole” har lært mig, at det var kun “Liggeskrifter” jeg hidtil fik udgivet om Danskheden. Om nu dette Ugeblad kan faae bedre Kaar og virkelig blive et “Flyveblad”, det er vistnok et stort Spørgsmaal, men just derfor maa jeg ogsaa finde det Umagen værd at prøve, for ikke siden at høre den Bebreidelse især af mig selv: det var dog immer mueligt, og ingenlunde urimeligt, at netop i det nærværende 3Øieblik et Dansk Ord kunde finde et Dansk Sted i vor lille Læseverden.

Det er nemlig soleklart, i det Mindste for mig, at dersom vi, midt i Folkelighedens Aarhundrede, som det Nittende er, endnu ikke har faaet eller vil have andet Begreb om Dansk end Utydsk, ligesom Polakkerne ved Polsk kun synes at forstaae urussisk, upreusisk og uøsterrigsk, da maa det snart gaae 📌Danmark ligesom det gik 📌Polen, thi da havde vi enten aldrig havt, eller havde dog tabt vor Berettigelse til at være et Folk og at udgjøre et Rige i virkelig, menneskelig Forstand, og dog kunde intet være urimeligere med et Folk, som det Danske, hvis lille Kongerige, under en meget farlig Beliggenhed, er blevet saa ældgammelt, at Ingen veed, i hvilket Aarhundrede, end sige da, hvad Aar det er stiftet, thi her beviser den blotte Alder, at der maa have været et meget stærkere Sammenhold i det lille Folk, med sit lille Fæderneland og sit uanseelige Modersmaal, end Nogen paa fri Haand skulde formode. Tidens Tand er jo vist nok bidhvas, saa det kan synes rimeligt nok, at den dog tilsidst maatte faae Bugt med det lille seilivede Danske Folk, der syndes at ville trodse den, ja, mange tør vel endogsaa mene, det var rimeligt nok, at det ældgamle Folk selv kunde være træt af Møie og mæt af Dage, selv finde, det var til ingen Nytte mere i denne Verden, ja, finde, at fremfor alt i disse urolige Tider var det 4bedst at ligge i sin Grav, med en kiøn Latinsk eller Tydsk Gravskrift over sig, hvori der stod med forgyldte Bogstaver, at det Danske Folk med samt sit Modersmaal var salig hensovet og skulde hvile i Fred. Dette er nu imidlertid slet ikke min, og jeg tør sige, heller ikke den Danske Tankegang, for, hvad Tiden og dens hvasse Tand angaaer, da tænker jeg: Tiden er jo selv meget ældre baade end du og 📌Danmark, saa den maa dog vel, ligesom vi, have bidt sine bedste Tænder istykker, og i alle Maader have lært at fare i Mag og lade skikkelige Folk leve, saalænge de kan, og Tiden i 📌Frankrig har jo desuden høitidelig afskaffet Dødsstraf for politiske Forbrydelser, saa hvis det Franske Folk, trods alle sine politiske Forbrydelser, kan beholde Livet, mister det forholdsviis uskyldige Danske Folk dog vist ikke nu sin Smule Liv, uden det skulde giøre en Ulykke paa sig selv. Hvad nu det angaaer, at giøre en Ulykke paa sig selv, da hører man vel ikke sjelden, at det skeer i 📌Danmark, men det skeer ogsaa i 📌England og 📌Frankrig, hvor man derfor dog aldrig tænker, at hele Folket kunde falde paa med Forsæt at giøre det Samme, og hvad mig selv angaaer, saa, skiøndt jeg ogsaa føler, jeg bliver ældre hvert Aar og har havt det surt nok i denne syndige Verden, saa finder jeg dog ikke mindste Lyst til at tage mig selv af Dage, allermindst i disse bevægede Tider, da jeg meget mere kommer min Børnelærdom ihu, at i rørte Vande 5er godt at fiske, og glæder mig derover baade paa egne Vegne, og paa 📌Danmarks, som jo er et gammelt Fiskerleie, der stod sig godt, mens Sildene vrimlede saaledes i 📌Øresund, at man, som gamle 👤Saxo skriver, kunde slaae dem med Aarerne og tage dem med Hænderne. Vel falder det mig ind, at for tolvhundrede Aar siden, eller saa ved et Pas, skal der have været en ældgammel Konge i 📌Danmark ved Navn Harald Hildetan, som, da han havde mistet sine Hildetænder (Huggetænder), blev kied ad Livet, og opæggede derfor selv med Flid sin Frænde Kong Ring paa hin Side 📌Sundet til at møde sig paa 📌Braavalle-Hede, hvor han da ogsaa faldt, efter at have været forsynlig nok til selv at lade sin Gravskrift riste med Runer i en Klippe; men dels agter man jo nu det Hele baade om ham og alle vore ældgamle Danekonger for idel Æventyr, og Runeskriften paa 📌Runemo for lutter Narre-Streger, og dels saa varsler netop dette i mine Øine høist mærkværdige Danske Oldsagn en ganske anden Vei. For det Første var det nemlig i alt Fald ikke Lyst til Døden, der, efter Sagnet, drev Harald Hildetan til 📌Braavalle-Heden, men heller Frygt for Døden i sin værste, kiedeligste Skikkelse, som “Straa-Døden” ogsaa i mine Øine er, saa han tænkde kun, som det Danske Ordsprog lyder: ligesaagodt springe i det, som krybe i det, og dernæst anmærker de Gamle selv, at det var udentvivl kun hvad man kalder Folke6snak, at det store Braavalle-Slag, hvori alle det gamle 📌Nordens Kæmper mødtes og de Fleste faldt, skulde havt saa urimelig en Grund, da man dog selv høit oppe i 📌Norge havde hørt, det var, som sædvanlig, en Falske-Blakke, ved Navn Brun, der havde sat Splid mellem Kongerne paa begge Sider ad 📌Øresund, saa de foer i Harnisk for at ødelægge hinanden, og at den samme Falske-Blakke baade kiørde for Harald Hildetan til Valpladsen og slog ham ihjel under Kampen, da han saae sit Ram. See, det er der Rimelighed i, og naar de Gamle lægger til, at den Falske-Blakke var udentvivl Odin selv, som fra Arildstid havde været de Danskes Skytsaand, men var nu blevet kied ad dem, ligesom Stærkodder, da er jeg vel for godevenne med gamle Odin til at tage det bogstavelig, men da Stærkodder Odinsfostre, vor gamle Staabi, virkelig, efter Alles Sigende, var paa den anden Side i Braavalle-Slaget, saa tør jeg ikke nægte, der jo, paa Aandens Sprog, var noget deri, saa at med deres gamle Kong Hildetan opgav det gammeldanske Folk ogsaa paa en Maade Aanden, uden at det dog nær saa meget var Aandens, som det var Dødens Skyld.

Men hvor ganske anderledes staaer ikke Sagerne i 📌Danmark nu, saa hverken vilde det Danske Folk, om det end var nok saa bange for at døe Straadød, udæske sin gamle Grande, ikke heller skal nu saa let 7nogen Falske-Blakke sætte Splid imellem dem, da de har fundet paa selv at gjæste hinanden, og blive hver Gang enigere om, at 📌Nordens Grander, baade for gammelt Slægtskabs Skyld og til deres eget Bedste, herefter nødvendig maa, som gode Fostbrødre, staae Last og Brast med hverandre. Og spørger man mig, hvor al den Kjærlighed nu saa hovedkulds er kommet fra, da svarer jeg kækt: naturligviis er den kommet igjen med Odin, som fra Arildstid ingenlunde blot var 📌Danmarks men hele 📌Nordens Skytsaand, eller har man kanskee midt i 📌Danmark endnu ikke hørt, hvor det ligefra dette Aarhundredes Begyndelse har runget baade i Skov og Fjeld af Skjaldekvad i 📌Nordens gamle Aand, saa at døde eller hendøde Folkene i 📌Norden, da de billedlig eller paa Billedsproget opgav deres Aand, saa maae de dog vel ogsaa paa Billedsproget leve op igjen, naar Aanden kommer over dem, med mindre de skulde være blevet saa forhærdede Dødbidere, at de ikke fandt hele Folke-Livet saameget som et Aandedræt værdt. Vel kan det nu let synes, som at saa forhærdede Dødbidere var netop det Danske Folk blevet, thi ingensteds i 📌Norden har Skjaldekvadet i den gamle Aand enten runget saa høit eller saa uophørlig fra Anden April 1801 til midt i Marts 1848, og dog hersker der vel ingensteds i 📌Norden endnu saa tyk Uvidenhed om Asamaalet og giver sig saa grov en Ringeagt tilkiende for det, som midt i 📌Danmark, 8i den saakaldte Danske Læseverden; men jeg har dog altid i den Anledning baade tænkt og sagt: Skinnet bedrager, og ingensteds meer end i 📌Danmark, hvor mange Munde baade smiler fornemt ad Asamaalet og snakker tosset om det, medens Hjerterne dog hoppe dem i Livet, naar de hører det. Og nu faaer vi det da at see, om det Danske Folk virkelig har mere Lyst til at døe og begraves end til at leve og see gode Dage, for nu er det ganske vist og bliver daglig klarere, at det Danske Folk hverken kan leve længere af Brød alene, eller af alt det Suul med, der voxer paa al Markens Svin, men at nu maa der Aand, Folke-Aand til, og tænker man endnu, den lader sig forskrive enten fra 📌Frankrig eller fra 📌Tydskland, da vil man dog snart nødes til at lære, det er kun Vinden, ikke Aanden, der blæser eens over alle Lande, saa enten maa der være en Dansk Aand, med en egen Lyd og Kraft, Ild og Farve, Glands og Sving og Vingeslag, over det Danske Folk og i det Danske Tungemaal, eller der er slet ingen Aand, slet ingen aandelig Kraft til at holde sammen, til at staae fast mod det Fremmede og Fiendtlige, til at bevise sin Indfødsret paa Guds grønne Jord, og til at glæde sig med hinanden over det ældgamle Fællesskab paa Mark og Hede og paa Bølgen blaa, over fælles Bedste, fælles Kamp og Seier, fælles Dansk, udødeligt Minde.

9Ja, det er klart og bliver nu en af Dagene soleklart, nu har det Danske Folk almindelig Valg-Ret, ja, ikke blot Valg-Ret men Valg-Tvang, thi vi har, trods al muelig Frihed, dog kun to store Herrer at vælge imellem, det er Livet og Døden, Folke-Livet og Folke-Døden, begge To i deres allerkiendeligste velbehagelige Skikkelse, som Dansk og Tydsk, Grunddansk og Høitydsk, og Valget giælder til Verdens Ende, saa nu vil, nu skal, nu maa det vise sig, om det er sandt, hvad de mange Munde har sagt og de mange Penne skrevet, at det Danske Folk, for at have Fred, vil meget heller døe paa Tydsk end leve paa Dansk, eller jeg har Ret, som endnu baade siger og skriver, hvad jeg længe var saa godt som ene om at sige og skrive, at naar galt skulde være, naar der var ingen anden Redning, vilde mit Folk dog heller døe i en Fart paa Dansk end leve længe paa Tydsk og faae den sene Død at lade Giæs træde sig ihjel.

Ja, om saa end alle andre Folk paa Jordens Kreds kunde slaae deres Pjalter sammen og blive rige deraf, saa kan det Danske og Tydske Folk det dog i Evighed aldrig. Det Tydske Folk har nemlig altid været som Pharaos magre Kiør, der aldrig blev federe af Alt hvad de slugde, saa en langt federe Mundfuld end det lille 📌Danmark vilde aldrig være at kiende paa det store 📌Tydskland, og for Dansken at holde halvt med Tydsken, det var aabenbar som at give sig 10i Ulvs Mund, hvoraf der hverken heelt eller halvt slippes ud igien. Eller har man virkelig glemt, kan man nogensinde glemme i 📌Danmark, at det Tydske “der Teufel hole” klinger langt anderledes end “skynd dig Ole!” anderledes høit og bydende, haardt som Flint og stærkt som Brændeviin! Eller veed man ikke, hvormed Tydskerne ved 📌Weichselen aabenlyst sætter Mod i deres Brødre ved 📌Elben og ved 📌Eideren; veed man ikke, det er med den rene Regning, at da Tydskerne i firehundrede Aar har været vore Skolemestere og Dydsmønstre, saa at al vor saakaldte “Intelligens” er Tydsk, det jo da kan aldrig feile, at naar vi skal holde Raad med Tydskerne, maae vi lade dem raade, og snakke dem med den grundige Videnskabelighed, det “gewaltige” Sprog og den uhyre store Literatur efter Munden!

Eller, da det Danske Folk rigtignok for Øieblikket er saa uvidende i Tankelov-Kyndigheden (Logiken), at alt dette neppe rører dem; er de da ogsaa blevet saa hjerteløse, at de ikke mere finde Forskjel som paa Nat og Dag imellem hvad man nu kalder “Staten” og hvad der fra Arildstid hedder 📌Danmarks Rige?” Føler man slet ikke med mig, at Konst-Ordet Stat er saa bælgmørkt, at man deri hverken kan skielne Dansk fra Tydsk eller Ven fra Fjende, er saa koldt som Iis og saa tungt som Bolt og Jern, mens Fædernelands-Navnet, 📌Danmarks Rige, var saa lyst for utallige 11Slægters Øine som Bøgen i Mai, var saa varmt selv for haarde Kæmpers Hjerte, som et Moderskiød, og var saa let at bære, at det vel i to Aartusinder gav Træsko-Folket Vinger, naar det gjaldt om at vove Livet, især mod Tydskerne, for Fædernelandet?

Ja, det er jo dog vist og soleklart, at der er ikke og har aldrig været uden et eneste 📌Danmarks Rige paa Jorden, saa om det veed vi godt, hvor det ligger, hvad det er, og hvad det vil sige, om vi der kan enes og forstaae hinanden og raade selv for det lidt vi har, eller om de Fremmede tydsker op imellem os, saa vi ikke forstaaer andet end hvad der forstaaer sig selv, at vi enten skal lade dem raade for os og for alt hvad vi har, eller vi skal stimes og djævles med dem baade tidlig og silde, hvad vi Danske umulig kan længe holde ud. Og det er ligesaa vist, om det end ikke her er nær saa vitterligt, at “Stat” det kalder man alt det, der staaer til det falder under een Pidsk og med samme Snit, enten det saa staaer i 📌Europa, 📌Asien, 📌Afrika eller 📌Amerika, og enten det er Jøder og Tyrker, eller Danskere og Tydskere, der er smækket sammen, og at endelig en Stat, bestaaende af 📌Danmark og 📌Schleswig-Holstein, ikke engang kunde faae et Fælles-Navn, som Danske Tunger kunde udtale, end sige da faae en Fædernelands-Historie, som ikke hver Dansk maatte blegne og synke i Jorden ved at høre eller læse!

Nu altsaa er det snart afgjort, om det Danske 12Folk, som staaer og falder med 📌Danmarks Rige, vil leve eller døe, leve i sin Moders Skiød eller døe i Slesvig-Holstenernes Arme, og jeg troer endnu, at alle Danskere, ligesom jeg, vil ikke blot foretrække Livet, men selv Døden i 📌Danmarks, vor Moders Skiød, for Alt hvad der kan findes i 📌Slesvig-Holsteens Favn, man kalde det saa Død eller Liv, og byde os, med al Verdens Guld, alle 📌Tydsklands Bøger i Tilgift! Denne min Tro grunder sig naturligviis, som al virkelig Tro, paa en vidunderlig men klar Anskuelse og paa en dunkel men dyb Følelse, nemlig paa Anskuelsen af Folke-Livet som et sammenhængende Heelt, og paa Følelsen af min hjertelige Eenhed med Folket, selv i den Slægt, der hidtil ikke fattede Folke-Aanden og derfor ei heller kunde reise sig i Aandens Kraft til ægte Dansk Bedrift. Af Troen udspringer Haabet, og naar derfor kun det Danske Folk, saa at sige eenstemmig, vægrer sig ved at opoffre 📌Danmarks Rige for 📌Slesvig-Holsten, for hele 📌Tydskland, ja, for hele Verden, da skal intet andet bringe mit Danske Haab til at glippe, hvor urimelig stort og æventyrligt dette Haab end midt paa Marken synes de Fleste.


13

Asamaalet.

1

Tirsdag og Onsdag,
Torsdag og Fredag,
De holder sammen,
De svigter ei,
Snakker med Gammen
Om Tyr og om Frey,
Om Odin og Thor,
Iaar som ifjor,
Endnu som i Asamaals-Tiden!

2

📌Danmark og 📌England,
📌Norge og 📌Gothland
End har tilbage
Saa under Laag
Asernes Dage
Og Billed-Sprog,
Og Skatten er stor,
Thi Guldet i 📌Nord
I Munden har Asernes Dage!

3

Det dog beklage
Asernes Dage,
At kun forblummet
De er i Ry,
At den forstummed,
Høisangen i Sky
Om Asernes Graad,
Om Raad og om Daad
Af Odin og alle hans Frænder!

4

Afgude-Vrimlen,
Steenstøtte-Himlen,
Fik paa vor Slette
Løn som forskyldt,
Men med Urette
Dog Asernes Tylt,
14Med Aand og med Ord,
Sank døde til Jord,
For de var Sangfugle i 📌Norden!

5

Pennen har jordet
Mundharpe-Ordet,
Tegned med Stave
Dog uden Svig:
Værdt at opgrave
Er Asernes Lig,
Og Liv kan det faae,
Naar blæse derpaa
Vil Skjalden, mens han er i Aande!

6

Pennen tildækker,
Tungen opvækker,
Som en Vaulunder
Og som en Thor,
Oldtids Vidunder,
Høisangen i 📌Nord,
Og Viismanden Kvaser
Om Vaner og Aser
Da giver al Verden Besked!

7

Derfor, I Unge!
Bærer paa Tunge,
Fører paa Tale
Oldtidens Sang!
Bygger Høisale
Til Aser af Klang!
Med Kraft da udspringer,
Med Glands sig udsvinger
Af Hallen den Nordiske Aand!

8

Kraft er hans Kiende,
Lys vil han tænde,
15Gammen ham følger,
Daad er hans Fjed,
Sorgen han dølger,
Og værner om Fred,
Og, rigtig fortolket,
Han Livet hos Folket
Som Fuglen i Lunden gjør frit

9

I Jubelaaret,
Nu har I Kaaret;
Er I af Blodet:
Asernes Blod,
Har end I Modet:
Mand-Løvernes Mod;
Da brat det sig klarer,
At aldrig Barbarer
Var Aser paa Aandernes Maal

10

Ved Baldersbaalet
Skal Asamaalet
Lysne paa Tungen,
Kiærmindeblaat,
Prise Skjoldungen
Som 📌Dannemarks Drot,
I Takten og falde
Med 📌Dannemarks Skjalde,
Til Dandsen paa Bølgerne blaa!

11

Dandsen udover
Rullende Vover,
Brusende Bølger:
📌Dannemarks Lyst,
Bølgende følger
Vor Havfrue-Røst,
Og vist, efter Vane,
Sin Væddeløbs-Bane
Har Sleipner paa Havet endnu!

12

16Frem, ei tilbage,
Asernes Dage
Gaae giennem alle
Uger og Aar,
Taktfast som Skjalde,
Fra Tidernes Vaar;
Thi kan det ei feile,
Jo klart sig maa speile
I Asamaal Tidernes Løb!

13

Tirsdag med Ære
Navnet maa bære,
Onsdag sig rimer
Kun med hans Kløgt,
Som har hos Mimer
Raads-Kilden opsøgt,
Og Torsdag derefter
Maa tee sine Kræfter,
Til Fredag med Glands slutter Fred!

14

Høder og Balder
Høstens Guldalder
Op fra det Dunkle
Bringer da frem,
Øinene funkle
Som Sole paa dem,
Saa herlig optage
De Asernes Dage
Til Evigheds-Sole med Syn!

17

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 29de Marts. Nr. 2.


Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

1.

Saadanne gamle Bogorme som jeg og mine Lige, vi veed jo rigtignok sædvanlig mindst af hvad der foregaaer nærmest omkring os, men dog har jeg lagt Mærke til, at der i 📌Kiøbenhavn, ligesom ogsaa i andre store Stæder: 📌Kiel og 📌Hamborg, 📌Leipzig og 📌Paris, er kommet Røre iblandt Folk, saa de ikke blot, naar de mødes, spørge ivrig i Munden paa hinanden: hvad Nyt? hvad Nyt med Posten idag? men at Mangfoldige af dem ogsaa har Noget paa Hjertet, eller i Hovedet, eller bag Øret, eller dog i Lommen, som de, med det Gode eller med det Onde, ved at lokke eller true, smigre eller skamme ud, ved at regne en heel Hob Navne op, eller ved at trumfe et Par store Stikkere ud, vil have hverandre til at gaae ind paa, til at tale høit for, eller i det mindste til at giøre dem den Tjeneste at underskrive. Man mærker ogsaa snart, at Alt løber ud paa en af tre Sager, som man vel giver mange, helst fremmede Navne, 18saasom Nationalitet, Humanitet, Socialisme, Republik o. s. v. men som dog, naar det kommer til Stykket, er enten den Danske, den Tydske eller den Franske Sag, kun at der ikke sjelden er lidt af hver, kiørt underlig forvirret sammen, som det maa skee, naar man helst bruger fremmede Ord, altid ubestemte, og tit misforstaaede Ord, til at udtrykke mere eller mindre fremmede altsaa uklare Tanker. Det Sidste er egenlig den store Ulykke i disse Dage, thi derfor har man meget ondt ved at blive forstaaet, selv naar man paa bredt Dansk siger sin Mening reent ud, og saaledes gik det mig forleden, da jeg ogsaa engang var kommet i “📌Casino,” og sagde naturligviis, som jeg altid har sagt, at jeg er meget kongeligsindet og at jeg holder med de Danske, saalænge der er et heelt Sidebeen i dem, for gik man ikke saa hen og sagde, at jeg holdt med Slesvig-Holstenerne og at jeg vilde have en Republik. See, det er jo hvad man kalder en fortvivlet Sag, men jeg troer dog, at ihvormange Sprog man end i 📌Kiøbenhavn sædvanlig kiører sammen fra Barnsbeen, saa gaaer dog Naturen over Optugtelsen, saa Dansk er dog hvad man kan meest af, derfor vil jeg ikke fortvivle om at blive forstaaet, ja, ikke engang opgive Haabet om at faae en god Slump Underskrifter paa min Petition, Adresse, eller hvad man, paa Pluddervælsk, vil kalde min venlige Bøn og Begiæring til hele det Danske Folk, som kortelig og, 19jeg mener, tillige meget tydelig, lyder saaledes: lad os dog endelig allesammen, hvad vi saa end ellers kan have paa Hjertet eller i Hovedet, eller bag Øret eller i Lommen, nøies med at være hvad vi er, at giøre hvad vi kan, og at tage hvad vi kan faae! eller, om dette er formeget forlangt paa een Gang, saa lad os dog, hvad vi saa end ellers vil være, endelig først være Danske, og hvormange levende og døde Sprog vi end agter at lære, saa dog først lære at tale og at læse det Danske, og hvormeget vi end ellers har Lyst til at forstaae, dog først lære at forstaae os selv og hinanden, og at hvad vi end ellers ønsker at erhverve eller bevare, vi dog endelig først seer til at beholde det lillebitte 📌Danmark, fra 📌Øresund til 📌Vesterhav, og fra 📌Skagen til 📌Kongeaaen, som vi dog, paa en Maade, har det endnu, heelt og holdent, kvit og frit, til evig Arv og Eie for os selv og vore Børn, saa ogsaa de kan have det ældgamle 📌Danmark til deres Fæderneland!

Dette mit Danske Haab midt i 📌Kiøbenhavn kan nu vel, baade i 📌Casino og i 📌Hippodromen, og maaskee selv i Haandværkerdannelsesforeningen, findes meget æventyrligt, men dels har vi Danske Landsbybørn lært af vore Fædre, at 📌Kiøbenhavn er dog ikke 📌Danmark, saaledes nemlig som 📌Paris, desværre for de Franske, er 📌Frankrig, og dels har dog Kiøbenhavnerne ogsaa den Lighed med de gamle Athenienser, at naar man 20siger noget Træffende, med et mildt Ansigt, saa klapper de dog, istedetfor at knytte Næver, og hvad kan dog ved denne Leilighed mere træffende siger til Kiøbenhavnerne, end:

I skulde ikke nys saameget talt det Franske,
Saa havde I kanskee nu bedre vidst det Danske.

Jeg finder det derfor slet ikke umuligt, at naar man blot kunde faae Kiøbenhavnerne til at give sig lidt Stunder til baade at høre og at læse lidt ordenlig Dansk, da vilde de, som for det meste er ganske letnemme, snart fatte den folkelige Børnelærdom, at en Hovedstad uden Rige er ligesaavel tilovers som et Hoved uden Krop og en Konge uden Folk, og at om 📌Kiøbenhavn lærde aldrig saa godt Fransk eller Parisisk, baade med Haand og Mund, saa blev 📌Kiøbenhavn dog aldrig Hovedstaden i 📌Frankerig, som den kun er i 📌Danmark, og at dersom 📌Danmarks Rige skal bestaae ret længe og findes værdt at være Hovedstad i, saa maa Kiøbenhavnerne ganske anderledes end hidindtil tage sig af den Danske Sag i alle Maader, og istedetfor at rympe Næse ad hvad man kalder Bonde-Plathed og Borgestue-Vittigheder, smukt tage dem lidt i Forsvar mod de meget pæne Folk, som jeg kalder de snærpede, og som altid er heel eller halv fremmede for 📌Danmark. Kiøbenhavnerne skulde nemlig dog betænke, at de fleste Folk i 📌Danmark hverken kan eller lærer nogensinde ret at 21tale andet end plat eller bredt Dansk, eller at forstaae og gotte sig med andre Vittigheder end dem, der for de meget forfinede Øren altid vil synes at falde lidt i eller dog at grændse lidt til det Plumpe, men at det dog var meget ønskeligere, om Menigmand hos os fik deres Munde i Gang paa Dansk, med lidt platte Ordsprog og lidt plumpe Vittigheder, end at de skulde faae deres endnu plumpere og dertil knytte Næver i Gang paa Fransk, for at arbeide paa Hovedstadens folkelige Oplysning og Forbedring! Ja, det troer jeg virkelig, Kiøbenhavnerne baade uden meget Hovedbrud kunde lære at forstaae, og uden al Selv-Fornægtelse bringes til at bifalde, om de end ikke havde, hvad dog Mange af dem har, lidt poetisk Sands og Smag for det Friske og Fyndige, det Levende og Spillende, der ikke mindre findes i det ægte Danske, taget ligeud af Folkemunde, end i hvilketsomhelst andet levende Sprog (for at lade de Døde med Fred) som man vil nævne. Og skulde nu endelig Kiøbenhavnerne ikke være ligesaa dannede, som Guldsmed-Svendene i 📌Ephesus, der, da de fandt, det var til deres egen Skade, om Folk i 📌Asien tabde Troen paa det himmelfaldne Tempel, som de gjorde smukke Billeder af, raabde sig selv i hele to Timer hæse paa, at stor var de Ephesers Gudinde, eller skulde min saakaldte Nordiske Overtro eller mine saakaldte Danske Drømmerier virkelig 22være haardere at fordøie, saa Kiøbenhavnerne slet ikke kunde stemme i med, at Brage-Dronningen Idunna, som faldt ned fra Ygdrasil og lovsynges over hele 📌Norden, hun har sikkert hjemme i 📌Danmark, og det ventelig i Nærheden af 📌Kiøbenhavn, siden hendes gamle Fruerbur hedd enten 📌Brøndshøi eller 📌Brøndby.

Er det nu ikke engang urimeligt, at Kiøbenhavnerne paa en Maade og i en vis Grad kan vindes for den Danske Sag, som den vigtigste, om de end fra Smagens Side skulde hælde mere til den Tydske eller Franske, da maa det vel dog kaldes høistrimeligt og hardtad ganske vist, at Folk i Smaakiøbstæderne og paa Landet, som slet ikke kan andet end Dansk, eller gider dog aldrig lært enten Tydsk eller Fransk, som man skal bruge Ordbog til, og som har ondt ved at begribe, at man i 📌Kiøbenhavn ikke finder hele 📌Danmark stor nok til at svinge sig i, da enhver hos dem nøies med en lille Plet af 📌Danmark, og mangen En kan dog hvad de kalder “slaae stort paa” leve som en Herremand og herske som en lille Konge i sin Kreds; er det ikke høistrimeligt og hardtad ganske vist, at alle disse Folk, der ikke blot udgiør Mængden, men i flere Henseender, blandt andet først og sidst i Næverne, udgiør Kiernen af hele Folket, let kunde vindes for den Danske Sag, og vilde vindes, naar blot Kiøbenhavnerne fandt det Umagen værdt at underrette sig selv og at oplyse dem derom! Man troer dog vel ikke i 📌Kiøbenhavn, eller skulde idet mindste dog nødig troe det, 23at hele Folket i 📌Danmark, derudenfor, som ikke i det mindste har studeret eller dog “gjort Kommers” i 📌Kiøbenhavn, er rene Fæ, som man aldrig skal ændse, før de bliver uvane, da man nødes til det og har kun Ulykke baade af deres Mængde og af deres Styrke!

Men hvad er saa vel den Danske Sag, andet end Spørgsmaalet om, enten 📌Slesvig, som ogsaa kaldes “Dansk 📌Holsteen”, skal regnes til Kongeriget 📌Danmark, eller til Hertugdømmet 📌Holsteen, eller til ingen af Delene, eller til dem Begge, hvad jo ikke engang Kiøbenhavnerne ret kan blive kloge paa eller enes om, saa at ville klare den Sag for hele Folket og faae dem til at sætte sig ind i den, var dog vel altfor urimeligt! Eller er maaskee det hele den Danske Sag, om vi skal erkiende 📌Slesvig-Holsteen for en uafhængig Stat, eller fremdeles paastaae og, om behøves, eftertrykkelig stræbe at bevise, at den Stat, langt fra at være uafhængig, er ikke engang til uden i Maanen, eller i Slesvig-Holstenernes egen Indbildning?

Det Sidste troer vist de fleste Kiøbenhavnere, og det er intet Under, da det jo netop var ved Slesvig-Holstenernes aabne Feidebrev mod 📌Danmark og alt Dansk, at Kiøbenhavnerne mærkede, der virkelig var en Dansk Sag, som ogsaa de paa en Maade hørde til og blev nødt til at tage sig lidt af. Svævede derfor den Danske Sag ei i mere øiensynlig Fare end Krigen med Slesvig-Holstenerne, da vilde jeg 24allermindst i dette Øieblik, da vi alle maa gjøre fælles Sag mod fælles Fiende, gaae irette med Kiøbenhavnerne om deres Opfattelse af den Danske Sag, men vi maa dog endelig huske, hvad vi daglig læser om i Aviserne, at Tydskerne er nu allesammen paa Benene, og at 📌Danmark er mod 📌Tydskland, som, efter 👤Holberg, “Tid mod Evighed” og “liden Landsby mod en stor og mægtig Stad,” saa nu giælder det at holde Ørene stive og Tungen lige i Munden, naar vi i en Ruf vil have det Slesvigske Spørgsmaal afgjort, og blot for at komme i en saadan ordenlig Kæmpe-Stilling midt i det Slesvigske Spørgsmaal, maae vi nødvendig vide, hvor vi staaer og føle, vi har Noget i Ryggen. Derfor maa dog Kiøbenhavnerne endelig besinde sig paa, at ligesom den Tydske Sag aabenbar er hele 📌Tydskland og Tydskheden, og den Franske Sag hele 📌Frankrig og Franskheden, saaledes er den Danske Sag hele 📌Danmark og Danskheden, saa naar vi nu vil giøre vor Paastand paa 📌Slesvig giældende, ikke blot mod det Slesvig-Holsteenske Ridderskab og de Slesvig-Holsteenske Advokater, men mod hele 📌Tydskland, med eller uden det 📌Tydske Forbund, der nu giør lidet eller intet til Sagen, da maae vi baade have den Tro, at 📌Danmark og Danskheden er Noget i sig selv, og have fattet den Beslutning, at det være nu saa lidt og synes i Tydskernes Øine saa usselt og foragteligt som det kan, saa vil vi dog være det bekiendt og kæmpe for det til sidste 25Blodsdraabe. 📌Slesvig har ikke blot, ligesom 📌Holsteen, en Tidlang tilhørt Kongen af 📌Danmark, og 📌Slesvig har ikke blot engang været indlemmet i 📌Danmark, ligesom 📌Elsaß i 📌Tydskland og 📌Belgien i 📌Frankrig, og 📌Slesvig har ikke blot endnu halvveis en Dansk, ligesom 📌Elsaß en Tydsk og 📌Belgien en Fransk Befolkning; men de Slesvigske Danskere har begyndt at vaagne op i den Følelse, at Dansk er deres Modersmaal, og at Modersmaalet er noget langt dybere, stærkere og elskeligere end Tydskerne troer, og vi, som i Kongeriget er vaagnede i den samme Følelse, vi føle os derved uopløselig knyttede til de Slesvigske Danskere, og jeg, for min Part, er, som Historiker, overbeviist om, at ligesaalidt som de Slesvigske Danskere uden vor Hjælp kan “blive ved at tale Dansk” og have Gavn og Glæde deraf, ligesaalidt kan vi uden de Slesvigske Danskeres Hjælp fortsætte og fuldende den Danske Udvikling, som skal bevise, at der ikke blot haandgribelig og politisk, men ogsaa aandelig og folkelig, har været og er et 📌Danmarks Rige til. Det er da nødvendig min Mening, at netop nu, i Nødens Tid, da man kiender Venner, skal vi staae Last og Brast med de Slesvigske Danskere, som vil staae Last og Brast med os; men for at det skal have noget at betyde, maae vi dog baade troe, at hvad der vil hjelpe de Slesvigske Danskere, er noget i sig selv, og føle, at 📌Danmark og 26Danskheden er værd at stride og at lide for. Naar vi altsaa skal kæmpe i og om 📌Slesvig, da maae vi huske, vi kæmper paa og om 📌Danmarks Grændser, men kæmper for 📌Danmarks Rige, som dog vel maa være til, for at have Grændser, og maa aldrig sætte saa høi Priis selv paa den naturligste og hardtad uundværlige Grændse, som paa sig selv, som paa det 📌Danmarks Rige, der ogsaa med lidt snevrere Grændser ikke blot har hutlet sig igjennem, men beholdt Kraft og faaet Lykke til at udvide sine alt for snevre Grændser. 📌Slesvig er nemlig, hvad vi end siger og gjør, blevet et Tvistens Æble mellem 📌Tydskland og 📌Danmark, og om vi skal vinde Seier, maa Tiden vise, men var 📌Danmarks Rige, uden 📌Slesvig, slet ingen Ting, da var den Danske Sag aabenbar allerede afgjort og allerede tabt, thi hvad der ikke engang til Nød kan staae paa sine egne Been, lader nok være enten at skyde Andre omkuld eller at tage enten lidt eller meget med en Trumf, og var desuden 📌Danmark og Danskhed, uden 📌Slesvig, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, da blev jo 📌Slesvig, ved at indlemmes deri, enten til ingen Ting, eller det maatte være Tydskheden i 📌Slesvig, der gjorde baade det og 📌Danmark til Noget, altsaa være Tydskheden, der, ved en fortvivlet Selv-Modsigelse i eet Aandedræt, gjorde Danskheden, aandelig og folkelig talt, til noget Ikketydsk.

Saaledes finder jeg mig nødt til at tænke og slutte, men det nytter naturligviis ikke, at jeg ene gamle Mand og Bogorm tænker og slutter saa, og nytter ikke at Slutningen er uigjendrivelig, naar dog de fleste Danskere i Kongeriget og især Kiøbenhavnerne, lee kun ad det, som noget Pæredansk eller poetisk Sværmeri, ja, vel endog høilig laster det, som et halvt Forræderi mod den Danske Sag, der, efter deres Formening, lever og døer, staaer og falder med det Slesvigske Spørgsmaal, saa at naar det ikke i en Ruf kan besvares til 📌Danmarks Fordeel, da er den Danske Sag død og magtesløs, men at kan det 27blot paa en Maade, enten med Næverne, ligegodt om Danske, Franske eller Engelske Næver, eller ved Mægling, ligegodt om Svensk, Russisk eller Tyrkisk Mægling, komme til at staae paa Landkortet og i alle offenlige Brevskaber, at 📌Danmark gaaer til 📌Eideren; see, da er den Danske Sag afgjort, eller behøver dog kun fremdeles at understøttes lidt ved Høiskolen i 📌Rødding, hvor de Danske Slesvigere kan lære at kiende og elske deres Danske Byrd og Blod, Modersmaal og Fæderneland og være stolte deraf, skjøndt man i Kongeriget 📌Danmark selv, og især i det 📌Danske Riges Hovedstad, 📌Kiøbenhavn, saavidt muligt, glemmer og ringeagter det Altsammen!

Saaledes slutter Fortvivlelsen hos mig, som jeg kalder min Engelske Fortvivlelse, idag som igaar, men dertil svarer mit Danske Haab, der er ligesaa seilivet og lidt stærkere, med følgende Spørgsmaal: Hvem kan vide det, om Kiøbenhavnerne vil tænke ligesaadan imorgen, som de tænkde igaar! Hvem kan vide, om ikke den store Rystelse af Alt hvad der ikke stod paa sikker og folkelig Grund, kan have frembragt eller dog lettet et ligesaa stort Omsving i Kjøbenhavnernes Hoved som i deres Tanker om Ministerium og Oppositionen? Hvem kan vide det, om de ikke nu er blevet tilgængelige for den lille Oplysning, at det er i det Hele, ligesom det var i Statsraadet, at skal den Danske Sag vindes, da maa man begynde med at skille den skarpt fra enhver anden Sag, og især fra den Tydske, som skal overvindes, og man maa troe, at den Danske Sag er i sig selv saa god og dyrebar, at den er alle de Opoffrelser værd, den kræver, for at vindes? Overgaaer det da virkelig Kiøbenhavnernes Fatteevne, at nuomstunder, da alle Folkefærd vaagne og kræve hver Sit, og da de opfarende Tydskere haardnakket paastaaer, at 📌Slesvig er igrunden deres, fordi 📌Danmark og Danskhed er kun et Blændværk, er igrunden, aandelig og folkelig talt, slet ingen Ting, at nu nytter det os slet ikke 28at klamres med Tydskerne enten om 📌Sønder-Jylland eller om 📌Nørre-Jylland, eller om nogen Verdens Ting, dersom vi selv troer og bekjender, at Tydskerne har igrunden Ret, 📌Danmark og Danskhed er igrunden ikke værd at nævne? Eller har Kiøbenhavnerne virkelig en saadan Kulsviertro paa deres Intelligens og Talegaver, at de skal kunne sætte Mod i det Danske Folk til at vove Alt for ingen folkelig eller aandelig Ting, de skal vinde de Danske Slesvigere, saa de bliver stolte af at være ingen Ting med os, og fnysende over, at man kalder dem med det ypperste, intelligenteste Folke-Navn: Tydskere, og vil indlemme dem i det mægtige og glimrende 📌Tydske Forbund! Eller skulde Kiøbenhavnerne virkelig være saa letsindige og lattermilde, at de ikke selv i denne store Omsvings-Time, som de selv paa daarligt Dansk kalde “alvorsfuld”, kunde andet end lee ad den Paastand, at nu, da det ikke længer er Fyrster og staaende Hære, men gjærende Kræfter, brusende Bølger og flyvende Hære, Folk og Aander, Slægter og Tungemaal, som kæmpe om Seiren, om Æren og Prisen, nu kan 📌Danmarks Folk og Rige umulig forsvare sig eller bestaae, hvis man ikke engang i Rigets Hovedstad vil aflægge den selvmorderske Ringeagt for Alt hvad der kun er Dansk, følgelig Alt hvad der, naturlig og historisk, ene og alene udgjør Danskheden og gjør den kjendelig fra alt Andet under Solen!

Saaledes spørger Haabet, og jeg kan dog aldrig troe, det er Kiøbenhavnernes Alvor, at jeg, som Historiker, paa deres Vegne skal svare: nytter altsammen intet, det 📌Danske Riges Hovedstad vil blive ved at fjase med den Danske Sag og foragte hvad der er Sjælen og Kiernen i den, blive ved at modsige og gjendrive sig selv, ligegodt og ligeslet, paa Tydsk og Dansk, og dog ligefuldt vente at vinde hvad den kalder den Danske Sag, saa Riget beholder sin yderste Grændse og 📌Kjøbenhavn sin Plads og sin Rang mellem 📌Europas smukke, voxende, velhavende, muntre og dannede 29Hovedstæder! Nei dog, 📌Kjøbenhavn har selv en Historie, som lover og spaaer noget ganske andet, lover og spaaer, at den i Nødens Tid vil gjøre 📌Danmark Ære og gjøre det Danske Navn endnu engang berømt i Verden, ved at give hele 📌Danmark et godt Exempel paa Oplysning i den Danske Sag, paa Høiagtelse og paa Opoffrelse for den. Ja, jeg veed nok, at min Tro paa historiske Forvarsler forsaavidt er poetisk, at var jeg ikke Skjald, da havde jeg den neppe, men gjaldt det kun om gode Grunde, da har jeg saamange af dem, at jeg turde forsvare den Tro for al Verdens Bogorme, og hvilket historisk Forvarsel skulde da være mere opmuntrende end det blandt os uforglemmelige, der udspringer af den Danske Hovedstads Stilling og Heltegjerning for henved tohundrede Aar siden (1658-60) under den haardeste af vore Svenske Krige. Dengang var nemlig ikke blot 📌Slesvig, men saa godt som hele 📌Danmark borte, paa den Danske Hovedstad nær, og den var saa slet befæstet, at man siger, at dersom 👤Karl Gustav var blevet ved sit første Forsæt at seile herover ligefra 📌Kiel og lande paa 📌Toldboden, eller han siden havde skyndt sig lidt mere fra 📌Valdby-Bakke, da kunde han taget 📌Kjøbenhavn som en Svedske, men dog besluttede den Danske Hovedstad at staae for Stød og holde ud, og den havde, som vi veed, Lykken med sig, frelste Riget og gav det en ny Forfatning, som den syntes, bedst sikkrede Rigets Styrke og Bestandighed i Fremtiden.

Jeg veed det meget godt, at Kjøbenhavnerne i 👤Frederik den Syvendes Dage er meget forskjellige fra Kjøbenhavnerne i 👤Frederik den Tredies, men deraf følger dog vel ikke, at de skulde være mindre Danske og mindre oplyste, men begge Dele maatte de dog være, for ikke med Iver at tage sig af den Danske Sag nu, da den aabenbar langt klarere trænger til dem, kan ikke vindes, uden deres kraftige Bistand, men kan heller ikke tabes uden at drage 📌Danmarks 30Hovedstad i Undergangen med sig. Forrige Gang var nemlig Danskheden ikke nær i saa øiensynlig Fare, som nu, thi der var dog kun Spørgsmaal mellem Dansk og Svensk, som man i vore oplyste Dage kan see, er neppe engang saa stor som imellem Høitydsk og Plattydsk, saa det var egenlig kun det 📌Danske Riges Ære og Hovedstadens Velfærd og Anseelse, der stod paa Spil, og maatte tabes, hvis den Svenske Konge seirede og gjorde, som han agtede, og som havde været rimeligt nok, 📌Gothenborg til hele 📌Nordens Hovedstad. Nu derimod er Spørgsmaalet ikke blot om 📌det Danske Riges Ære og om Hovedstadens Velfærd og Anseelse, men tillige om Danskhedens Tilværelse, thi nu staaer Striden mellem Dansk og Tydsk, som umulig kan sammensmelte, om de saa ti Gange slugde hinanden, nu staaer Striden ikke blot, som det hedder i Holger Danskes Vise, under 📌Nørre-Jylland, hvor Slesvig-Holstenerne vil have Lov til at slæbe af med de Danske Slesvigere midt ind i det Tydske Forbund, men Striden staaer over hele 📌Danmark, den staaer midt i det 📌Danske Riges Hovedstad, og allevegne vil Tydskheden underkue og fortydske Danskheden, paastaaer at have Ret og synes virkelig at have Magt dertil allevegne, ligesom i 📌Slesvig, i det mindste siden 👤Christian den Førstes Tid, som ventelig ikke engang paa 📌Danmarks Throne lærde Dansk, og maatte da sagtens ønske, at Tydsk og Dansk skulde evig blive “ungedeelt tosamen.” See, det er den største og farligste Strid, der kan staae i vort lille Rige, og det er soleklart, at seirer ikke snart Dansken og Danskheden over Tydsken og Tydskheden i alle Maader, fremfor alt til 📌Kongeaaen, da kan al Verdens Stormagter, om de end vilde, ikke frelse 📌Danmarks Rige, men maa lade briste hvad ei kan bære, saa det i det allermindste rives itu, eller gaaer midt over, og hver Stridsmand tager sin Part: Slesvig-Holstenerne tager baade 📌Nørre-Jylland og 📌Sønder-Jylland og 31Svenskerne tager 📌Sælland med saamange af de andre Øer, som muligt, og lader naturligviis den Danske Hovedstad følge det 📌Danske Rige i Graven.

Var det dog nu saa urimeligt, om det 📌Danske Riges Hovedstad gjennem 400 Aar, om 📌Kjøbenhavn, skulde det end tilfældigviis være efter min Ringheds Raad, paa Danskhedens Vegne afkastede det Tydske Aag, og hjalp, baade med Raad og Daad, hele 📌Danmark til at gjøre det Samme, til at blæse ad det Tydske Sprog, den Tydske Lærdom, den Tydske Historie, Poesi og Philosophi, i Sammenligning med alt det tilsvarende Danske og med alt det Nordiske, som vi Danske dog nok har en anderledes Systerlod i, end de plattydske Slesvig-Holstenere har i al den Høitydske Herlighed, som de alene brammer af, saa det har ingen Nød, at det Slesvig-Holsteenske Modersmaal eller den Slesvig-Holstenske Lærdom, Historie, Poesi og Philosophi skulde slaae de Danske af Marken. Kan eller vil eller tør nu 📌Kjøbenhavn, det 📌Danske Riges gamle Hovedstad, ikke engang det, da vilde jeg ikke engang have 📌Kjøbenhavn til at underskrive min Petition eller Adresse, paa Dansk: min venlige og indstændige Bøn og Begjæring til det Danske Folk, først og fremmerst at være bekjendt for sig selv og al Verden hvad de er af Byrd og Blod; først og fremmerst lære at kjende hvad de i Fædernelandet og Modersmaalet selv har, og lære at bruge det godt, og da, naar de ikke baade har store Sjæle-Evner og megen Videlyst og gode Stunder, da at nøies med det, der ingenlunde er saa lidt, som det seer ud til! Nei, jeg har altid vogtet mig for at raade andre til hvad jeg ikke selv vilde eller turde gjøre, og jeg har altid været en stor Hader af det tomme Skin og kiender intet tommere end Underskrifter i Tusindtal paa hvad Faa eller Ingen af Underskriverne vil reise sig ret op for, og her, hvor det gjælder om at reise Hovedet paa den gjennem Aarhundreder ei blot undertrykte men for32trampede Danskhed, her var det jo uhyre latterligt at anbefale den enten til de Danske i 📌Slesvig eller til hele det Danske Folk, og dog aabenbar sætte sin Ære i at kunne tale og skrive eller dog læse Tydsk, og gjøre sig en Samvittighedssag af, at Ens Børn, ja, selv Pigebørnene, allerede i Barndommen lærde at læse eller dog at stave Tydsk, medens man hverken selv gad kjendt eller have sine Børn gjort bekjendte med andet eller mere Dansk, end man behøver for at kunne snakke med Tjeneste-Folkene, og for at kunne lære først Tydsk, saa Fransk og, om muligt, en Mundfuld af alle mulige Sprog, baade levende og døde, under Solen og under Jorden. Selv har jeg vist nok baade læst mere Tydsk og lært en Mundfuld af flere Sprog end de fleste dannede Kjøbenhavnere, men jeg har dog alt i 40 Aar talt saa lidt og saa slet Tydsk, som muligt, jeg har dog lært mine Børn Dansk fremfor Alt, og saameget og saa godt Dansk som jeg kunde, og altid undskyldt min megen Tydske Læsning med, at man maa kjende det Kram, naar man skal bekæmpe det, og givet den gyldige Grund for alt mit Sprogfuskeri, at, som Verdens-Historiker var det mig nødvendigt, og mit Danske Modersmaal og Fæderneland har jeg altid prist og ophøiet over alle andre, og saaledes maa det aabenbar blive med os alle, som virkelig vil stride for den Danske Sag.


Rettelser.

Side 5, Linie 16-17: Æventyre, læs: Æventyr.

- 10, - 5, Fiint, læs: Flint.

33

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 5te April. Nr. 3.


Jubelaaret 1848.

(Svanesang først i Februar).

1

Nytaars-Morgen, som jeg vented paa,
Dag og Nat i Vintre mange,
Som i Aanden tit jeg gløde saae,
Hilsed glad i Morgensange!
Rinder lønlig nu du op i 📌Nord!
Kommer saa at kaste Glands paa Jord
Dagens Dronning under Sørgefloret?

2

Sørge-Floret! ak, det er saa tæt,
Som en Tordensky det ruger!
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Mon guldkammet Morgenhane goel,
Saa kun Skyggen over Kongestol
End for os tilhyller Nytaars-Solen?

3

Skal det giælde, til vor Trøst bestaae,
Varslet for al Verdens Øie?
34Kom med 👤Fredrik atter Skyer blaa
Over 📌Danmark i det Høie?
Skal den Soel, som glimted kun engang,
Paa den korte Dag med Natten lang,
Nu forgylde 📌Danmarks Skov og Vange?

4

Er det ikke Sorgens store Aar,
Mørkt i Blik og sort i Minder,
Som giør graat selv Ungdoms gule Haar,
Bleger alle Rosenkinder!
Vækker ei Døds-Aaret trindt om Land
Sorgen over 👤Fjerde Christian,
Kviden over 👤Valdemar den Anden *👤Christian den Fjerde døde 1648 og 👤Valdemar Seir 1241.!

5

👤Christian! vor sidste Kæmpedrot
Med et Lykke-Smiil tilbage!
📌Danmarks Afmagt, 📌Danmarks Skam og Spot,
Voxde jo fra dine Dage;
Storme 📌Danmarks Skove sønderbrød,
Flaaden kantred i sin Moders Skiød,
Daners Sprog blev jordet hos de Døde!

6

👤Valdemar! med visnet Seierskrands,
Sex Gang hundred Aar tilbage,
35Gik fra Lunden du i Dødningdands,
Endte 📌Danmarks Sommerdage;
📌Nordens Aand, med Odins-Issen graa,
Siden aldrig man paa Thronen saae,
Som hans Gravsted nu kun Bølgen blaaner!

7

📌Nordens Aand! Du Jetter overvandt
Meer med Tungen end med Staalet;
Ak! dit store Timeglas udrandt
Da til Sorg for Modersmaalet:
Hjertesorg for 📌Nordens Folkevang,
Smeltende, som Hjertesukkets Klang,
I vort 📌Norden giennem Folkesangen!

8

Folkesang fra Hjertedybets Væld!
Ogsaa du i Lund forstummer,
Og gienlyder kun endnu i Fjeld
Sørgelig, som Bjørnen brummer;
Falske Toner, som fra Luften kom,
Som med Veir og Vinde skiftes om,
Løfte sig i Sky med Triller tomme!

9

Og fra 📌Syden, hvor sit Banesaar
Aanden fik med sine Helte,
Stiger derfra ikke sort iaar
Skyen over Sund og Belte!
36Truer ikke meer end Jern og Staal
Misteltenen 📌Danmarks Tungemaal,
Til en Graad, som den ved Baldersbaalet!

10

Folkefrihed er det Danske Guld,
Vores Guld og grønne Skove,
Den var Tydsken aldrig tro og huld,
Hvad saa end han vilde love:
Folkefrihed paa et fremmed Sprog!
Folkefrihed under fremmed Aag!
Maa det Danske Blod ei derved koge!

11

Under Kamp med Tydsken gamle Dan
Stifted 📌Danmarks Kongerige,
Hævdet har sig vore Fædres Land
Kun mod Tydsk i haarde Krige,
📌Slesvig, som idag og som igaar,
Var igiennem tvende Tusindaar
Tvistens Æble, rødt af blodig Taare!

12

Sank vi nu med det i 📌Tydsklands Favn,
Blødelig i Bærsærks-Arme,
Ei opgav vi kun vort Danske Navn,
Med den gamle Strid og Harme;
Med vort Navn i Mindets Hovedbog,
Vi opgav vor Frihed og vort Sprog,
For at fange Fisk som 📌Tydsklands Maage!

13

37 Sørge-Floret! ak, hvor det er tæt!
Som en Tordensky det ruger;
Skal det klares, skal det flagre let,
Efter Kvidens stille Uger?
Det er Knuden, som kun hid og did
Dreier, ikke løser Mandevid,
Det er Tale mørk om Nytaarstiden.

14

Nordlys! I som under Vintersky
Sælsomt glimred for vort Øie,
Boltred eder om hvert Nyaarsny,
Straalekrandsed Kæmpehøie!
Skinner frem nu over Lyng og Lund,
I den mørke Nyaars-Morgenstund!
Bryder Skyen over Belt og Sunde!

15

Stærke Nordlys! hvad er eders Værd!
Ingen troer hvad I bebude,
Alle tænke, at trods eders Skiær,
📌Danmarks Ild og Lys er ude,
Tænke før, alt Liv er kun et Spil,
Ingen Aand og ingen Gud er til,
End at ei det nu gaaer 📌Danmark ilde!

16

Aandens Nordlys, som med Morgenskiær
Kasted Glands paa Mark og Enge,
Boltred eder alleryndigst her,
38Over deiligst Vang og Vænge!
I har Værd kun som I end har Magt,
Kun naar 📌Danmarks Hjerte slaaer i Takt
Med Lys-Tonen, baade høit og sagte!

17

Skin da, Nordlys, som i Øie mit
Funkled over 📌Danevange,
Boltred sig saa glødende og frit
Over 📌Nord i Morgensange,
Spaaed 📌Danmark mageløse Kaar,
I sit fredegode Gyldenaar,
Da selv Graad er skiøn som Freias Taare!

18

Dæk med Morgenglands den sorte Sky!
Klar mit Folks det dunkle Øie!
Lad det sees, hvad under Solen ny
Seile skal vor Sø den høie!
Synge vil jeg alt som jeg det seer,
Synge vil jeg, som jeg troer, det skeer,
Skulde end jeg aldrig synge mere.

19

📌Christjansborg! hvi lysner du saa brat,
Som engang i Fædres Dage,
Da med Gru man i en Vinternat
Hørde dine Luer brage?
Hvad har reist sig i din Riddersal,
39Krandset om af klare Nordlys! Tal!
Bryd din Taushed dog med Røst fra Svalen!

20

Konge-Svale! du paa 📌Christiansborg
Raaber høit med Folkemunden:
📌Danmark! trods din dybe Aftensorg,
Glæden gryer i Morgenstunden;
Længe, længe leve han,
👤Frederik, vor Frodes Eftermand,
Lyst i Kuld som Fredegod den Anden!

21

Længe leve vor Kong 👤Frederik,
Purpurklædt i Jubelaaret!
Gamle 📌Danmark! klar dit mørke Blik!
Her er Bod for Banesaaret;
Stammen har i firehundred Aar
Deelt med 📌Danmark tarvelige Kaar,
Nu sin gyldne Frugt har Stammen baaret!

22

Længe leve 📌Nordens Kæmpeaand,
Nys af Bølgen blaa opdukket!
Gud ham løfted med sin Høirehaand,
Rørt dertil ved Havfru-Sukket!
Himlen kun i sex Gang hundred Aar
Rundt med alle sine Stjerner gaaer;
Derfor nu først dages Jubelaaret.

23

40Længe leve 📌Danmarks Havfru fiin,
Som med Odin fører Tale,
Hvor hun yndig skiænker Miød og Viin,
I de dunkle Bølgesale!
Der paa Strømmen lægges aldrig Iis!
Altid hævde hun sin gamle Priis,
Mindesangens taarefaure Dise!

24

Længe leve Folke-Stemmen fri!
Folkets Røst er Konge-Loven.
Længe leve Kongens Ord deri,
Saa med Gienlyd svarer Skoven!
Længe leve 📌Nordens Tungemaal,
Rundt som Bøge-Løvet, spidst som Naal,
Bidhvast, naar det giælder, dog som Staalet!

25

Længe leve i det gamle 📌Soer
Skolen ny med Folk paa Færde,
Som i Danske Valdemarers Spor
Ønsked 👤Christian den Fjerde,
Fostre Kuld paa Kuld ved 👤Axels Grav,
Som i 👤Axels Spor paa Land og Hav
Hænge 📌Dannevirkes Ledd ilave!

26

Længe brænde, efter Folkeret,
Konge-Lyset, som den Vise
Pusted op med sidste Aandedræt,
Til i Graven ham at prise,
Til at skinne over Kongeraad,
Til at skinne over Folkedaad,
Til at klare Folkelivets Gaade!

27

See, da breder sig Oplysning mild,
Efter Solens Viis om Vaaren!
See, da brænder som en sagte Ild
Fyrighed i Folke-Aaren!
Alt hvad Mund og Haand fik Evne til.
41Springer ud omkap i Væddespil,
Viisdom øses op af Mimers Kilde!

28

See, hvor 📌Nordens Grande-Riger tre
Giøre eet med løse Hænder,
Dele med hinanden Vel og Vee,
Har kun Folk og ingen Stænder,
Har, som Bier, kun mod Fiender Braad,
Kun til Storværk, ei til Glimmer Raad,
Mod de Fremmede kun Hær og Flaade!

29

See, hvor Storkene gjør Rede trygt,
Som paa Fjeldet, saa paa Sletten!
See, hvor Blomsterne sig flokke tykt,
Hvor ei giælder Næveretten!
Hør, hvor alle Fugle synge godt,
For der lyttes selv til Kvidder smaat,
Og i Lunden sig forlyste Drotter!

30

Lænker alle falde af paa Stand,
Hvormed Haand vil Aander binde,
De for Aanden er som Reb af Sand,
Gaae ham senest dog af Minde!
Kæmpeloven byder: Haand mod Haand!
Gjallarhornet lyder: Aand mod Aand!
Lyder saa, mens Heimdal er i Aande.

31

Med det samme briste alle Baand,
Som forholde hvad vi savne!
Røre frit sig baade Fod og Haand,
Naar de skade ei, men gavne!
Loven lyder saa i 📌Nordens Aand:
Kun til Tyv og Skielm er Bast og Baand,
For fribaaren værst er Fængsels Vaande!

32

Krig skal føres kun mod vilde Dyr,
Og i Kamp for Fædrelandet,
Loven holde skal paa Landet Styr,
42Hæren er til Krig og intet andet,
Leg med Krudt er Leg med Liv og Ild,
Trældom giør ei diærv, ei Lærdom snild,
Borgeleie freder Lastens Kilder!

33

Hunde, som man drive maa i Skov,
Jage, gaaer det høit, en Hare,
Værnepligtens ene rette Lov
Det er Fædrelandets Fare;
Himlen raader dog for Held paa Jord,
Kæmper fattes ei, hvor Kraften boer,
Æren steiler under Friheds Spore!

34

See, hvor Skibe under alle Flag
Strømme ind og ud af Sundet,
Losse, lade, baade Nat og Dag,
Hvor Frihavnen de har fundet!
Hør, hvor de paa alle Tungemaal
Raabe Hurra til vort 📌Danmarks Skaal,
Som vil Alt undtagen Ufred taale!

35

See, hvor under Eg og Bøg i Skov
Skarerne sig yndig leire,
Medens, efter egen Kæmpelov,
Ungdom lærer let at seire!
Hør, hvor, baade gammeldags og ny,
Folkesangen stiger høit i Sky,
Som fra Landet, saa fra Konge-Byen!

36

See engang den lille Ædelsteen
Freias Datter med Sølvbue!
Hun har lært at spinde Guld paa Teen,
Som den bedste 📌Hellas-Frue;
Som en Turteldue for sin Ven,
Valborgs Vise hun dog kvæder end,
Paa sit Modersmaal til Verdens Ende!

37

43See i Værksted, see paa Mark og Bro,
See i alle Læse-Stuer!
Meer end Tyve før giør nu kun To,
For de giør hvad bedst dem huer!
De giør eet, som hver til sit faaer Ram,
De giør kun det Hele Spot og Skam,
Som vil alle fuske paa det Samme!

38

Hør i Folkeraad og Vennelag,
Hvor de skifte Ord med Snilde,
Hver om Sit, som om den klare Sag:
Drikken klar af Mimers Kilde,
Alle fyndig om den Danske Arv,
Modersmaalets Krav og Rigets Tarv,
Folkets Liv og Lyst, som Bøge-Marven!

39

See i 📌Nordens Skole, lys og høi,
📌Nordens Aand sig aabenbare,
Reise Hallen med de mange Fløi
For det Dybe og det Klare,
For al Vidskab, der er som et Hav:
Midgaards-Ormens Seng og Mangens Grav,
Veien dog til Hesperiders Have!

40

Hør de Lærde selv, og ingen Bog,
Tale om, hvad Livet baader!
Hør, hvorlunde de paa 📌Nordens Sprog
Løse kan og binde Gaader,
Maale Tidens Løb og Lynets Fart,
Mindes, Enden giør kun Alting klart,
Vise, Alting har sin Grund i Arten.

41

Hør, hvor jævnt de Christne tale kan,
Med vor Danske Moders Tunge,
Om det Høieste i Guds Forstand,
Om hvad helst Serapher sjunge,
Om, hvad skee og om hvad skinne skal,
44Naar ei meer paa Aar der tages Tal,
Solen sees ei meer, og Stjerner falde!

42

Hør, hvor sødt de, med vor Moders Røst,
Kan om Kjærligheden kvæde,
Om den dybe Fred, den store Trøst,
Og den stille Hjertensglæde;
Hvor de bede fromt med favre Ord
For det lille, milde Folk i Nord,
Snarest ligt Guds eget Folk, det Store!

43

Det var Synet mit i mange Aar,
Fra mit stille Læse-Kammer,
Det var Synet mit paany igaar,
Under klare Nordlys-Flammer;
Var et Blændværk kun det Nordlys-Skin?
Nei dog, ei foer 📌Nordens Aand med Vind,
Ei gik alle Tiders Lys iblinde!

44

Daler Solen klar og rosenrød,
Under Fugle-Aftensangen,
Alle spaae sig deraf Morgen sød,
Naar de kiende Himmelgangen,
Tidens Soel i hver en Himmelegn,
Stiger deilig under samme Tegn,
Hvor i Hav den yndig saaes at segne.

45

Og hvor saaes dog under Himmeltag
En saa yndig Aftenrøde,
Som i 📌Danmarks gamle Vennelag,
Under Drotter senest døde!
Skjalde-Sangen ved den grønne Strand
Over 👤Frederik og 👤Christian,
Hørde Mage vel man trindt om Lande!

46

Sang vel saa sig noget Folk i Grav!
Svæved saa med Jubel-Røster
Dags-Herolder over noget Hav,
45Hvor ei klart det blev i Øster,
Hvor der ei stod Morgen-Guld i Støb,
Laae en Morgenrøde klar i Svøb,
Til at straale over Verdens-Løbet!

47

Nei, gik Jord og Himmel ikke feil,
Med hvert Stjernelys paa Bue,
Og er i det Forbigangnes Speil
Fremtids Varsel end at skue,
Da er 👤Frederiks og 👤Christjans Baar
Vintergække, som bebude Vaar,
Sørgetiden Dør til Jubelaaret!

48

Tit vi fik den værste Vinterdag
Med den varme Steen i Vandet,
Tit og Nat, et Øieblik før Dag,
Ruged mørkest over Landet,
Immer dog i tvende Tusindaar
📌Dannemark fik atter Dag og Vaar,
Immer dog til Guld blev Freias Taare!

49

Er da nu end Sørgefloret tæt,
Skjuler Alt for Hverdags-Øiet,
Tiden snart dog kræve vil sin Ret,
Da forsvinder Sørgetøiet,
Da vi see, at 📌Nord har gode Kaar,
Sorgen smelter da som Iis i Vaar,
Klokken kimer da for Jubelaaret!

50

📌Danmark! kom da, med dig selv, ihu
Kun din gamle Lykke-Stjerne!
Hav kun ei for Bølgegangen Gru
I din Sø og i din Hjerne!
Om end Tydsken teer sig nok saa Spansk,
Bliver du kun ved at tale Dansk,
📌Tydskland ei med dig sig skal forganske.”


46

Den Danske Løvinde.

1

📌Danmarks Løve! ryst din Manke!
Rynk dit høie Bryn!
Reis dig op som Kæmper ranke,
Og udslyng dit Lyn!
Brøl, saa alle 📌Nordens Løver
Høre kan, du Hjelp behøver,
Anguls-Løven, halv begravet,
Springe over Havet!

2

See Lindormen, hvor han skrider
Frem med Brask og Bram!
Yngel hans fra alle Sider
Ægger, følger ham!
See, med Ild og Edderstrømme
Op de vil paa Marken rømme!
📌Danmarks Løve! tab ei Modet!
Kæmp til Hjerteblodet!

3

Kiærlig, som en Dannekvinde,
Øm og blid som hun,
Svarer 📌Dannemarks Løvinde:
Lille er jeg kun,
Uden Manke, mat, blødmundet,
Alderstegen, senebundet,
Kun til Harm og Sorg og Smerte
Jeg har Løvehjerte.

4

Heel forraadt, jeg, halv forvandlet,
Kaldt den “Danske Ko,”
Døer, udmalket og mishandlet,
Let, mens Græs mon groe,
Blev min Løve-Afkom fremmed:
En i Dalekarle-Hjemmet,
En i 📌Jylland, Fader-Magen,
En i 📌Trøndelagen!

5

47Bundet er med Runer ramme
Baade de og jeg;
De, som Tyrekalve tamme,
Brumme, brøle ei;
Baandet ei for Staal kan briste,
Kun med Læmpe og med Liste
Løser det fra begge Ender
Fine Jomfruhænder.

6

Findes dog endnu i Lunden
Skjoldmø, Haand ved Haand,
Stiger end fra Harpebunden
Modersmaalets Aand,
Briste skal som Traad og Tvinde
Tryllebaand, som Løver binde,
Baade jeg og Sønner mine
Løses da af Pine.

7

Naar da 📌Nordens Løver hæve
Sig med Brøl i Sky,
Da skal ei for Ørne bæve
Skovens Due bly,
Da skal paa Lindorme-Vrimlen
Regne Lyn, som Ild fra Himlen,
Seier-Skriget, som en Torden,
Dundre over 📌Norden!

8

Tidlig da i Vaar udspringe
Skal den Danske Bøg,
Lærken sig som Ørnen svinge
Dristig over Høg;
Maale sig med Markens Hvede
Skal den hvide Rug paa Hede!
Over Lyng, hvor Bækken rinder,
Voxe skal Kiærminder!

9

48I, som slaae Guldharpens Strænge,
Skjalde under Øe!
Skal i deiligst Vang og Vænge
Løvers Æt uddøe!
Pigebørn af Dannekvinder!
Ingen løser hvad I binder,
I, som løse kan med Læmpe,
Kom og lad os kæmpe!

10

Løser I med Skjoldmø-Blodet,
Og den søde Mund,
Runebaand af Løve-Modet
I den grønne Lund!
Løser op med List og Læmpe,
Mens i Takt vi Tonen dæmpe,
Spille kun paa Strænge klingre
Som med Pigefingre!

11

Lad os i Livtonen kappes
Dog endnu engang,
Saa Lindormen løveklappes
Trindt i 📌Danevang!
Skulde da end Strængen briste,
Blev den Daad da end vor sidste,
Sødt med Sang for Suk opgivet
Blev dog Kæmpelivet!

49

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 12te April. Nr. 4.


Dansk Svanesang.

Mel. Moders Navn har en himmelsk Lyd.

1

📌Dannemark er det gamle Navn
Paa Landet ved Belt og Sunde,
Faure Skjoldmøers Fødestavn,
Mens Fuglene sang i Lunde;
Fuglen synger end ved Belt,
Mon ei meer for nogen Helt
Af vor Skjoldmø-Stamme!

2

Vreden Tydsker fra Arildstid
I Sønder var 📌Danmarks Plage,
Tit man saae dog i Uffe-Strid
Den stærkeste var den Spage,
Har ei Vermund Sønner fleer!
Synger Skrep nu aldrig meer
Holger Danskes Vise!

3

📌Dannevirke og 👤Dannebod
Er hellige Danske Minder,
50Rødmer ikke af Skjoldmøblod
Nu længer de Danske Kinder!
Tydsken træder under Fod
📌Dannevirke, 👤Dannebod,
Hvor er Dannemanden?

4

Bøge-Skoven er kun til Baal,
Naar Fuglen ei meer kan sjunge,
Fædreland uden Modersmaal
Er Hjerte foruden Tunge,
Det er Tydsker-Sangen prud:
📌Danmarks Tunge rev jeg ud,
Stumt er 📌Danmarks Hjerte!

5

Fædreland er et helligt Ord,
Hvor Hjertet endnu har Stemme,
Giør Vidunder i Syd og Nord
Hvor Manddom endnu har hjemme;
Skal det spørges over Strand:
Magtesløst er Fædreland
Paa den Danske Tunge!

6

📌Dannevirke og Dannebrog
De smelte i Munden sammen,
Glemmes de over det Tydske Sprog,
Begravet er Skjoldmø-Stammen,
51Da har ingen Dannemand
Meer paa Jord et Fædreland,
Da er 📌Danmark øde.

7

📌Danmark synger sin Svanesang,
Som Fuglen naar Dagen hælder,
Fløite-Fuglen, som slaaer i Vang,
Naar mildt det i Skoven kvælder.
Tonen er vemodig sød:
Moder din er stædt i Nød,
Kom dog, Holger Danske!


Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

II.

Det er ikke ret mange Aar siden, da jeg fik et trykt Omgangs-Brev ligefra 📌Leipzig, stilet til mig, som en af “📌Tydsklands berømte Boglærde (nahmhaften Gelehrten), angaaende et Høitydsk Storværk, naturligviis af “Sort paa Hvidt”, hvortil man ikke tvivlede om, at jo ogsaa min høitagtede Pen vilde levere et Bidrag, der var det store “Fædreland” værdigt! Dette kunde jeg vistnok, efter min Pens Forhold til Tydsken, med en god Samvittighed lee ad, som jeg ogsaa gjorde, men naar jeg siden tænkde paa, hvad der 52dog alt maatte være gaaet i Forveien, før det blev mueligt at tiltale navnkundige Danske Forfattere som Tydskere, der altsaa, naar de skrev Dansk, kun legede lidt med Landskabs-Mundarten, til Morskab for Almuen, da var jeg tit nær ved at græde, og nær ved at fortvivle om 📌Danmarks Udfrielse fra det Tydske Overherredømme, fordi saa dybt kunde Danskheden umuelig være sunket i Tydskernes Øine, naar den ikke selv havde kastet sig i Støvet, og 👤Demosthenes har jo meget rigtig sagt, at hvor Trællen er, der kommer Herren af sig selv.

Da jeg nu imidlertid hverken kan eller vil opgive mit gode og lyse Haab om 📌Danmark og Danskheden, som herefter aabenbar maae staae eller falde med hinanden, saa vil jeg stræbe, det klareste jeg kan, at stille Danskerne den Tydske Sag for Øie, saavidt den kan vedkomme os alle, for at de kan see, det er gammeldansk at spase med den, og det er historisk oplyst, at den er ikke nær saa farlig, som den seer ud, naar vi blot paa vore egne Enemærker har Mod til at trodse den.

I sig selv er den gammeltydske Sag saa bælgmørk, at Romerne, der dog trængde lige op til 📌Elben, har, saavidt vi kan skiønne, ikke engang hørt Tydskerne nævne, ja selv den Franske Keiser 👤Karl den Store, med hvem Tydskerne begynder deres Historie, stødte hverken ved 📌Rhinen, ved 📌Donau eller ved 53📌Elben enten paa Tydske Konger eller Keisere, men kun paa Baierske, Frisiske og Sachsiske Fyrster, som han fandt meget lettere at bringe til Fornuft end den urimelige Danske Konge, for hvem han ikke selv i 📌Aachen troede sig ganske sikker. See, denne 👤Karlmagnus-Tid, maae vi huske, var ved Aar 800, saa for tusind Aar siden, da 📌Tydskland kun var en keiserlig Fransk Provinds, da lignede Kongeriget 📌Danmark en Holger Danske, fast i Sadlen, som selv Keiseren over 📌Frankrig, 📌Italien og 📌Tydskland fandt det voveligt at pirre ved, og forligdes derfor heller med om 📌Eideren til Grændse.

De Tydske Historieskrivere fra iaar, for ifjor havde de endnu ingen, jeg mener dem i den nyere Tid, for de har ingen fra den Gamle, de regner det naturligviis for ingen Ting, at der var et Dansk Kongerige længe førend der blev et Tydsk, og at den stormægtige Keiser, som traadte alle deres Fyrster paa Nakken, maatte nødes til at tinge op med vore Konger, men deraf følger jo dog vel ikke, at vi ogsaa skal regne det for ingen Ting, saa jeg tør paastaae, det er allerede store Ting, at selv Tydskerne maae tilstaae, at i 👤Karl den Stores Tid, da de først ved at falde begyndte at blive navnkundige, da var der allerede et Dansk Kongerige, som Keiseren maatte lade staae i det mindste til 📌Eideren.

54Hvad nu enten vore egne Historieskrivere fra Middelalderen, med 👤Saxo i Spidsen, eller de Islandske med 👤Snorro paa Toppen, har skrevet op om det gamle 📌Danmarks berømte Skjoldunger, med al deres Livsalighed, Magt og Herlighed, mange hundrede Aar før 👤Karl den Store blev født, det kan vi giemme til en anden Gang, kun med den Anmærkning, at selv den ramtydske 👤Dahlmann, som kiender noget til det, tør ikke nægte, der er immer Noget i det.

Derimod hverken kan eller vil jeg, for Tydskernes Skyld, nægte mine Danske Læsere den Fornøielse at see, hvad der staaer i vor gamle Rimkrønike fra Middelalderen, om Maaden, hvorpaa Kongeriget 📌Danmark i den graa Oldtid først blev til; thi vel er den historiske Hjemmel ved saa ældgamle Spørgsmaal ikke den bedste, men Læserne vil strax finde, der er en Natur-Sandhed i Sagnet, som ingen anden Hjemmel behøver.

Gamle Fader Humle, Sællandsfarenes Høvding, indføres nemlig saaledes talende:

Saa kom de Tydske i 📌Jylland ind,
At skiænde og brænde lagde de paa Vinn,
De søndre Jyder, dem sloge de paa,
De havde saa tænkt deres Land at faae;
Thi sendte de (Sønder-Jyderne) Bud da til min Søn,
Fordi han var en Kæmpe kiøn,
55Han foer med dem de Tydske imod
Og slog dem alle der ned for Fod.

Desaarsag, hedder det saa videre, enedes baade Jyder og Øboer om at tage Humlesønnen til Konge, og, efter hans Navn, som var Dan, at kalde hele Kongeriget 📌Danmark; og denne gamle Tro, at Kongeriget 📌Danmark, som vi veed, for tusinde Aar siden gik til 📌Eideren og trodsede Tydskernes Overmand, det var alt mange Aarhundreder før stiftet paa Trods mod Tydskerne, den Tro kan end ikke Tydskerne finde urimelig, og vi, som nu kaldes til Hjelp af de Slesvigske Danskere, hvis Land de Tydske saa længe og nys saa vist har “tænkt at faae”, vi behøver nu blot at slaae de Tydske ned for Fod, saa har vi Troen i Hænderne.

Det er altsaa den gammeldanske Tro, at 📌Eideren er 📌Danmarks naturlige Sydgrændse, men at den baade er sat og maa immer hævdes paa Trods mod Tydskerne, som idetmindste vil have 📌Sønder-Jylland, og det er en historisk Kiendsgierning, at indtil 👤Karl den Stores Tid holdt vi Stand, skiøndt de gamle Tydskere vist var nok saa ramme som de Nye, saa naar vi ikke er vanslægtet meer end Tydskerne, kan vi vel ogsaa nu holde dem Stangen.

At det imidlertid holdt haardt nok, fra den Sachsiske 👤Henrik Fuglefænger til den Svabiske 👤Frederik Rødskiægs Tid, altsaa fra Begyndelsen af 56det Tiende til Slutningen af det Tolvte Aarhundrede, det beviser allerbedst det berømte 📌Dannevirke der i disse tre Aarhundreder fyldte sine Stærkodder-Dage, thi det gaaer allevegne som i 📌Sparta, at saalænge Mænd staae som Mure, da bruger man ingen andre, og i denne Tid falder da vel ogsaa Oprettelsen af Hertugdømmet 📌Slesvig, der allerede under 👤Valdemar den Stores Fader 👤Knud Lavard, havde et meget tydsk Snit, og lovede da ingenlunde den sikkre Grændsevagt, hvortil det aabenbar skulde sigte.

Vel var endnu 👤Valdemar Seier en dygtig Krigsmand og havde i sin Ungdom Lykken med sig, saa han indtog baade 📌Holsteen, med samt 📌Hamborg og 📌Lybek, og andre tydske Lande, men allerede i hans Dage gik det dog Krebsgang, saa han faldt selv i tydsk Fangenskab og tabde siden Slaget ved 📌Bornhøved, hvorpaa den Schaumborgske Grev 👤Adolph opkastede sig til Greve i 📌Holsteen, og da nu 📌Slesvig tillige efter 👤Valdemar Seiers Død (1241) blev et særskilt Hertugdom, som ved de Holsteenske Grevers Hjelp immer stræbde at giøre sig uafhængigt, saa tegnede det kun til daarlige Tider for Kongeriget 📌Danmark. Naar man nu desuden veed, at Midten af det trettende Aarhundrede, ligesaavel 👤Snorro Sturlesøns som 👤Valdemar Seiers Dødstid, er Slutningen af den ægte Nordiske Udviklings-Tid (650-1250), som i den Angelsachsiske og Islandske Literatur har sat 57sig varige Mindesmærker, da forundrer man sig ikke over, at Kongeriget 📌Danmark alt i Midten af det fjortende Aarhundrede var paa Randen af sin Undergang og reddedes, for menneskelige Øine, kun ved 👤Niels Ebbesøns Vovestykke, da han slog 📌Holsteens 👤kullede Greve, men vel maa man forundre sig over, at Kongeriget 📌Danmark ikke blot er til endnu, men betragter med Rette Slesvig-Holstenerne som Oprørere, det vel endnu staaer i 📌Danmarks Magt at tugte.

Paa en Maade kan da det lille 📌Danmark ikke andet end prise sin Lykke, selv i sin nærværende meget farlige Stilling, men turde vi ikke haabe at kunne afkaste det aandelige Aag, som Tydskerne har lagt paa os, og at faae den store Steen bortvæltet, som nedtrykker Hjertet og stopper Munden paa det Danske Folk, da maatte vi sige, det var dog kun en tynd Lykke, kun af det Slags Held, som igrunden fører Ulykken med sig; thi at baade Hertugdømmet 📌Slesvig og Grevskabet 📌Holsteen i Midten af det femtende Aarhundrede paa en Maade blev forbundet med Kongeriget 📌Danmark, synes vi hidindtil kun at have havt Ulykker af.

At nemlig Kong 👤Christian den Første af Oldenborg, for at blive Greve i 📌Holsteen, lovede Ridderskabet, at 📌Slesvig skulde kobles sammen med det, har ikke blot givet Slesvig-Holstenerne men hele 📌Tydskland et velkomment Paaskud til at giøre os det 58gammeldanske Hertugdom stridigt, og Oldenborger-Stammen har desuden i de firehundrede Aar, den besad 📌Danmarks Throne, viist saamegen Forkiærlighed for Tydsken og indviklet sig saa dybt i 📌Tydsklands Anliggender, at det nødvendig maatte svide baade til 📌Danmark og Danskheden paa mange Maader.

Desuagtet er det dog kun Overfladelighed, naar man udleder al 📌Danmarks Pine og Danskhedens Dødsfare fra den Oldenborgske Stammes Tydskhed og Forbindelsen med 📌Holsteen, thi hvad vilde vi Danskere med Tydske Konger, eller hvor kunde vi glemme, at med Koen følger Halen! Desuden saa begynder jo vor Tydske Kongerække ikke med 👤Christian af Oldenborg, men med 👤Erik af Pommern, og netop i hans Dage blev det vitterligt, at end ikke Kongen af alle tre Nordiske Riger kunde længere faae Bugt med Slesvig-Holstenerne, som havde Hansestæderne 📌Hamborg og 📌Lybek i Ryggen, saa uden den Oldenborgske Stamme og den tvetydige Slesvig-Holsteenske Forbindelse, vilde der rimeligviis ei meer været noget Kongerige 📌Danmark til. Ulykken maa derfor udledes deraf, at den Nordiske Folke-Aand var hendøet endnu før vor indfødte Kongestamme uddøde med 👤Valdemar Atterdag og Dronning 👤Margrethe, og at det Danske Folke-Hjerte, uden Folke-Aandens kraftige Bistand, var alt for svagt til at modstaae den Tydske Paatrængenhed, 59hvoraf det altid har været og altid vil blive bestormet.

Ja, gid det ikke maa forarge “de Skiønne,” hvis de, som jeg ønsker, kaster et mildt Øie i mit Ugeblad, men jeg kan virkelig ikke forklare mig Danskhedens urimelige Føielighed mod Tydskhedens uforskammede Krav, uden under den Forudsætning, at Danskheden ligner en kvindelig Skiønhed af Kiød og Blod, som med alle sine gode Dyder forbinder den kvindelige Skiønheds tit meget slemme Lyde, at ville behage de tit meget slemme Mandfolk, som føre det store Ord i Verden og klapper paa Sværdet mod hvem der tør mukke, skiøndt netop disse stormægtige Personer tit ikke kan behages uden overdreven Føielighed.

Det er mig nemlig klart, at Tydskheden ligner en saadan styg, magerslagen, suurmulet, opfarende og trættekiær, men sei, stærk, stortalende, skarp og bidende Krigsmand, og vel er hvad den i 📌Jylland nærmest støder paa, heller ikke blødsødent; thi Jydskheden ligner i alle Maader den Bondemand, der længe red til 📌Kolding og kiøbde Viin og Hvedebrød til Franskmanden af “den store Armee,” men bukkede saa dog tilsidst begge Ender sammen paa ham og puttede ham ned i Hakkelsetønden, da han blev for grov; men just derfor siger jeg, at Danskhedens Undertrykkelse er langt mere dens egen overdrevne Eftergivenhed end Tydskhedens Overmagt at tilskrive. I 📌Slesvig eller 60📌Sønder-Jylland seer man saaledes strax, at sine historiske Erobringer i 📌Norden skulde Tydskheden nødig rose sig af, da den, trods sit Tyranni i hele sex Aarhundrede, hverken heelt eller halvt har kunnet fortydske Hertugdømmet, men ventelig kun beholdt de Tydskere, den fulgdes med derind, og vundet de Veirhaner, der altid er som Vinden blæser; men i 📌Kiøbenhavn, og i det Hele paa 📌Øerne, hvor Danskheden, saavelsom vort bløde, søde Modersmaal, egenlig har hjemme, der seer man ogsaa let, at Tydskhedens romantiske Udvandringer har været os til langt mere Ulykke end alle dens historiske Krigstog.

Det vilde her føre meget for vidt, af 📌Tydsklands egen Historie at vise, at Tydskheden i sin Kraft altid, ligesom 👤Goethe, mest har lignet en Roman-Helt eller vandrende Ridder paa Æventyr, hvis hele Levnetsløb er et saa indviklet Sammenvæv af Drøm og Virkelighed (Dichtung und Wahrheit), at den, ligesom 👤Goethe, ei selv kan skille dem ad; men at Tydskheden meget tidligt har giæstet os i denne for Alt hvad der ligner det smukke Kiøn, altsaa for Danskheden, farligste Skikkelse, det seer vi godt paa 👤Saxos Beskrivelse af Kongernes Gaard i 📌Leire, hvor Stærkodder snart traf en sachsisk Prinds, snart en Spillemand og snart en Guldsmed, i meget betænkeligt Forhold snart til Dronningen, snart til Prindsessen og altid til Danskheden. Saalænge Gothe-Kæmpen og 61Gothe-Skjalden Stærkodder levede og var paa de Danskes Side, havde det vel ikke saa stor Nød, thi som der staaer i Riimkrøniken:

Tydske maatte (gad) han ingenlunde see,
Han drev (holdt) dem baade for Spot og Spee;

og endnu om Dronning 👤Thyra Dannebod har man den gode Fortælling, at hun tilgavns narrede sin Tydske Tilbeder, 👤Henrik Fuglefænger, i det hun byggede 📌Dannevirke op for de Penge, han vilde bestukket hende med; men ligesom vi før anmærkede, at 📌Dannevirkes Opbyggelse var selv et Beviis paa den Danske Grændsevagts Svækkelse, saaledes er ogsaa 👤Thyra Dannebod giennem mange Aarhundreder den Sidste paa vor Dronning-Stol, i hvem Danskheden speiler sig. Endnu længe førend vi med vore Tydske Konger fik den lange Række af endnu langt tydskere Dronninger, maatte den deilige Danskhed da søges lavere end paa Thronen, hvortil den dog er født og baaren, og man behøver ikke engang at kiende Tovelilles Vise, for at vide, det er allerfarligst ved sin Skiønhed at vække Dronningens Misundelse, og dog selv ingen Dronning at være!

Læseren og fremfor alt Læserinden, om jeg har en, vil herved sagtens tænke, at jeg enten i min poetiske Ruus, eller af Skielmeri, driver Lignelsen af Danskheden ved en kvindelig Skiønhed saavidt, at den halter paa begge Been; men dog kan jeg forsikkre dem 62begge, og især hende, at jeg baade er saa ædru, som om jeg nys var traadt ind i Afholdenheds-Foreningen, og tillige er jeg, om end altid lidt skielmsk, dog ved denne Leilighed meget alvorlig, skiøndt jeg maa drive Lignelsen endnu videre og sige reent ud, at Danskheden i de sidste trehundrede Aar, for mine Øine, ligner en vel igrunden altid ung og hardtad mageløs elskværdig Skiønhed, men som dog, for at behage en umaadelig styg, opblæst, gnaven og arrig Tydsk Skolemester, ikke alene har sminket sig op, og maiet sig ud med al Verdens Flitterstads, men har, hvad der er det allerværste, tvertimod sit eget Hjertes Drift, givet sine uskyldige Børn, baade Piger og Drenge, i den forbistrede Skolemesters Vold, som vistnok selv bilder sig ind, han kan, som han har sagt, “sætte Hoved paa dem,” men kan, som han har viist, dog kun “pine dem Sjælen ud af Livet.

Ja, det er mit ramme Alvor, saa ramt, at jeg tit har været nær ved at græde, naar jeg saae en Flok blaaøiede, gullokkede Danske Piger og Drenge, fulde af Liv og Munterhed, og tænkde paa: om nogle faa Aar er ogsaa alle disse, eller dog vist alle Drengebørnene, forgaaede eller forgjorte i den Tydske Skole, som er den samme bittre Død for Danskheden, ligefra sit mindste Lukaf ved Siden ad Kostalden i vore gamle Steenkasser, indtil den store Sal paa vor ny Studigaard.

Ja, jeg maa idelig gientage det, fordi mine Læsere hidtil bestandig glemme det, og mine Læserinder tage det for Spas: jeg er selv fra Barnsbeen og, saa at sige, af Modersliv, ikke blot halvveis, men næsten heel og holden en Bog-Orm, og skiøndt jeg vel ogsaa er et Beviis paa, at næsten slaaer ingen Mand af Hesten, saa er jeg dog et endnu langt gyldigere Vidne om, hvilken Pestilens den Tydske Skole er for Danskheden, da jeg, som dog, forholdsviis, er gaaet glat igiennem den, og havde de bedste Udsigter til at glimre i den, ikke engang jeg kan paa nogen muelig Maade forlige 63mig med den, men maa bestride den med alle Vaaben, blot fordi jeg har en lille, lyslevende Dansk Blodsdraabe i mig, som jeg ikke for al Verden vil miste, og som dog isner, saasnart jeg sætter Foden ind i den forbistrede Tydske Skole, hvis aandløse Sjæl er et Bogstav-Væsen, og hvis hjerteløse Maal, naar det opnaaedes, vilde være en Fandens Boglærdom og boglig Konst, der trodsede Aanden, foragtede Hjertet, og gav hele Menneskelivet, som den formastelig paatog sig at omskabe, et ulægeligt Banesaar! Hvorvidt Tydskere kan giennemgaae denne sorte Skole, uden at Fanden, som Ordet gaaer, tager meer end hver Trettende, det bliver deres egen Sag, men de har, i alt Fald, anderledes Drift og Hoved til det end vi, og har derfor baaret sig langt fornuftigere ad med deres egne Børn end med vores, enten fordi det altid kun var Tydske Vindmagere, der tog sig af vores Opdragelse, eller fordi de var kloge nok til at see, vi duede slet ikke til den Tydske Lærdom og Videnskabelighed, men de var ogsaa selvkloge nok til at slutte, at vi duede, aandelig talt, til slet ingen Ting, saa Verden tabde intet ved, at vi nøiedes med et tomt Skin af den Tydske Viisdom, som var os for høi.

Dog, jeg er i saamange Aar blevet misforstaaet, naar jeg talde og skrev om Uforligeligheden mellem Dansk og Tydsk, at vil jeg tænke nu at blive forstaaet, maa jeg beflitte mig paa den største Tydelighed, som Danskheden, uden paa Tydsk at skiæres op, tillader, og skiøndt Misforstaaelsen vistnok har mange Grunde, er dog nok en af de vigtigste den, at naar jeg talde om Grunddansk og Høitydsk, da tænkde man kun paa Sønderjydsk og Plattydsk, som i det mindste i Munden kun altfor let løbe sammen, skiøndt det igrunden klæder dem meget bedre, naar de slaaes end naar de kysses. Modsætningen mellem Grunddansk og Høitydsk er derimod ligesaa klar, som den er dyb, thi den er som mellem et Dronning-Hjerte, der iløn vil styre Hovedet, og et Skolemester-Hoved, 64der aabenbar mishandler Hjertet, eller skulde det i vore oplyste Tider ikke være indlysende baade af Folke-Historierne, af Literaturerne og af den daglige Erfaring, at Tydskheden med et meget haardt og stridbart Hjerte har baade sin Styrke og sin Hede i Hovedet, medens Danskheden med et meget vittigt, men ogsaa meget skiørt Hoved, har hele sin Styrke og Varme i Hjertet, saa den Danske Efterligning af Tydskheden maa, aandelig talt, enten blive en vittig Spas eller det meest usammenhængende Daarskab, og hiertelig talt, et grueligt Selvmord, ganske af samme Slags, som det, 📌Danmarks Rige maatte begaaet ved at forbinde sig i en halvtydsk og kun paa Papiret halvdansk Heelstat med 📌Slesvig-Holsteen.

Vil derfor det Danske Dronning-Hjerte ikke blot under daglig Krænkelse friste en kort og kummerlig Tilværelse i Fædernelandet, men atter bestige sin blomstrende Throne, godvillig adlydt i “deiligst Vang og Vænge” og paa “Bølgen blaa,” og lovsunget som en Gudinde af alle 📌Nordens Skjalde, da maa det engang for alle, det koste hvad det vil, sende det tydske Skolemester-Hoved et kort og koldt Skilsmisse-Brev, og dermed lade det fare samme Vei, som hele det Slesvig-Holsteenske Cancelli, og takke Gud til, at de begge To, af den usleste og blindeste Egenkiærlighed, gjorde sig saa splittergale, at man med et halvt Øie kunde see, det var kun Fjas med al deres “Gemüthlichkeit,” men ramme Alvor med deres grændseløse Foragt for det dunkle, men grunddybe, ømme og troskyldige “Kvinde-Hjerte” som om det kun var en Kiød-Klump, eller dog kun et sandseligt, aandløst Spilleværk, der, naar det ikke vil lystre Spillemands-Haanden, uden al Barmhjertighed skal sønderknuses!

65

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 19de April. Nr. 5.


Tydskernes falske Rygter om Dronningen og de Danske.

En meget god Ven ad mig, en grundærlig Dannemand, som boer paa Landet, men har før kiendt 📌Kiøbenhavn paa en Prik, baade med dens Lys og Skygge, sendte mig nylig et meget alvorligt Brev, hvoraf jeg saae, han var blevet vild i, hvad han skulde tænke om det 📌Danske Riges Hovedstad, hvorfra han, mellem saamange andre, dels meget overdrevne og dels rædsom forvirrede Rygter, ogsaa havde hørt det Rygte, at Dronning 👤Caroline Amalie skulde være almindelig forhadt og udsat for alskens Ulæmpe. Dette finder Dannemanden med Rette gyseligt at tænke paa, men at han ikke finder det ganske utroligt, men tænker, man burde dog itide skamme Kiøbenhavnerne dygtig ud, blot fordi et saadant vanskabt og vanærende Rygte kunde fødes og taales og trives midt imellem dem, deraf seer jeg, han er blevet vild i det, men deraf seer jeg ogsaa, at det vil være min Pligt, saavel mod Kiøbenhavnerne, som mod Dronningen og 📌Danmark, at tage Bladet fra 66Munden om et Rygte, som jeg under andre Omstændigheder vilde finde det en Skam for det Danske Navn blot at nævne, og som jeg derfor hidtil kun har betragtet og affærdiget med den dybeste Foragt.

Ja, nu vil jeg tage Bladet fra Munden og sige det høit: dette Rygte er et af de Grundfalske, som vi endnu i 📌Kiøbenhavn kun har alt for mange aabenbare og hemmelige Tydskere og især Tydskerinder til at udsprede, for, om mueligt, at giøre Danskheden mistænkt hos vor elskelige Dronning, og for at giøre den Danskeste Dronning, vi har havt siden Dronning 👤Margrethe, mistænkt hos os, og endelig for at giøre os Danske, om mueligt, endnu mere forhadte og foragtede i 📌Tydskland, som ikke blot et hovedløst, men ogsaa et hjerteløst Folk, af hvem man ikke kunde vente andet end den grusomste Ubillighed og den sorteste Utaknemmelighed.

Vi Danskere er af Naturen til daglig Brug meget for godtroende, og derfor varede det noget, inden det faldt mig ind, at det vanskabte og vanvittige Rygte var af Tydsk Fabrik, da mig syndes, Tydskerne imellem os dog vel, indtil videre, maatte holde sig i Skindet, og selv da man offenlig gjorde opmærksom paa de mange falske Rygter, der umuelig kunde være af Dansk, maatte nødvendig være af Tydsk Oprindelse, saa nølede jeg dog med at skrive Rygtet om vort Had til den Elskværdigste af moderlige Dannekvinder paa Tydskernes Regning, der uden 67det var baade stor og slem nok, og jeg tænkde heller, det maatte vel være kommet med en eller anden Extrapost fra Helvede.

Den første Anledning til, at der gik et Lys op for mig, var da, at forleden Dag kom der en ubekiendt Dame op til mig, bestak mig strax med en Gave til de Fattige, og rykkede saa i dybeste Anonymitet frem med sit Ærinde, og med et aabent Brev til mig fra en fornem Dame, med et Høitydsk Motto om Mennesker som Løver og Tigre, og hun gav mig ikke engang Brevet, men læste det kun op for mig, som det er Skik hos Diplomaterne, og Omkvædet, baade mundtlig og skriftlig, var den sorte Utaknemmelighed og det djævelske Had, hvormed man i 📌Kiøbenhavn giengiældte Dronningens himmelske Kiærlighed og utallige Velgierninger, og Manelsen udgik til mig om dog endelig at formilde de Danske Tigre, eller, da det sagtens var umuligt, at bede de liberale Folkeledere at dæmpe Mængdens Raseri, saa det dog ikke skulde gaae til Yderligheder !

Jeg har, som man vel veed, Ord for at være galant imod Damerne, og jeg hørde virkelig taalmodig paa det Altsammen, og var troskyldig nok til at tænke, det var maaskee dog ret godt meent, skiøndt det var umaadelig pjattet baade tænkt og sagt og gjort, saa jeg nøiedes med at forsikkre Damen, at baade hun og den anden Dame var meget falsk underrettet, da Dron68ningen var ikke blot meget sikker, men meget elsket iblandt os, og at jeg altsaa umulig enten kunde bede Liberale eller Conservative om at tale en Sag, der talde for sig selv til alle Danske, ja, til alle menneskelige Hjerter. Tilsidst kunde jeg dog ikke bare mig for at lægge til: jeg veed det nok, der er og har længe været en “Clique” i Byen, snarere for høit oppe end for lavt nede, som selv taler ilde om den Ophøiede og skylder Byen for det. Saasnart jeg imidlertid kom til at betænke mig paa dette og meget andet, da kunde jeg umulig tvivle derom, og nu maa jeg ikke længer tie med det, at det er Tydskerne, har altid været Tydskerne og deres Eftersnakkere og Eftersnakkerinder, som har bagtalt de Danske for Dronningen og Dronningen for de Danske, saa her viser det sig vel allerklarest, at al vor Fortræd er Tydsk, og at det bliver aldrig godt i 📌Danmark, før alle Tydskerne giør os hvad de kalder den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at forlade os, hvortil de nu har den ønskeligste Leilighed og den meest paatrængende Tilskyndelse, da ikke blot vi trænger til at blive skilt ved dem, men 📌Schleswig-Holstein og hele det store Tydske Fædreland vist trænger høilig til flere Folk, siden de endelig vil have en Slump Danskere med, og da der endelig dog vel for Tydskere maa være ganske anderledes “sort og rødt gyldne” Udsigter, baade til Storværk og Stortalenhed, baade til Rigdom, Magt og Ære, i det store, 69lange, brede, bjergfulde, englevise og sprænglærde, fromme og dydige 📌Tydskland, end i det lille, snevre, jævne, i alle Høitydskernes Øine platte, flaue, dorske og derhos gruelig lastefulde, barbariske, umenneskelige 📌Danmark. Skal det være Ædelmodighed, der driver Tydskerne til endnu længer at tage sig af vor Opdragelse, da er det hvad en af deres praktiske Philosopher har kaldt en Dyd, der ved Overdrivelse bliver til en Last, og det saameget mere, som de nu aabenbar kun faaer Skam til Takke, da vi nu er alle enige om at skrive alle de falske Rygter, hvormed man daglig stræber, snart at ængste, snart at ophidse og altid at beskæmme det 📌Danske Riges Hovedstad, paa deres, paa vore slemme Tydske Giæsters Regning, som er blevet rasende over, at vi Danske ikke længer vil lade dem raade for Alting i Huset!

Jeg veed det jo nok, at alle vore Tydske Giæster, med een Mund og med fnysende Vrede, vil nægte, at det falske Rygte om vort Had til Dronningen og om Dronningens Usikkerhed i vor Midte, er kommet fra dem, og de vil paastaae, derfor at kunne paa staaende Fod af “den rene Fornuft” fremlægge det allergrundigste, uigiendriveligste Beviis, da Rygtet jo netop angiver Dronningens gruelige Kiærlighed til sine Nærpaarørende for Grunden til vort brændende Had, hvad jo dog umulig kunde falde Tydskerne ind.

Hertil maa jeg imidlertid svare, at forsaavidt jeg 70kiender den Tydske Tankegang om “Kiærlighed til Næsten,” da gaaer det efter den meget godt an at lade det skorte med Kiærligheden paa de Nærmeste, naar man kun paa den anden Side udstrækker den til de Allerfjerneste, selv til dem, man aldrig har hørt tale om og er sikker nok paa aldrig at møde i denne Verden; men at saameget kiender jeg til det Danske Hjerte, at det gruer for dem, der ikke engang elsker deres eget Kiød og Blod, Brødre og Søstre for Gud og al Verden, saa at vor hiertelige Dronning, der ikke med søde Ord og smukke Talemaader, men i “Gierning og Sandhed” har beviist, Hun elsker alle dem, Hun kan giøre Barmhjertighed imod, at Hun naturligviis inderlig elsker sine egne Brødre og betragter hele deres Færd i det mildeste Lys, som aabenbare Kiendsgierninger tillade at see den i, det kan kun en haardhjertet Tydsker, aldrig i Evighed vi blødhjertede Danskere laste, end sige harme os over, saa den Løgn er aabenbar af fremmed Oprindelse.

Fremdeles maa jeg, som ingen Tydsker er, og kan derfor allermindst faae isinde at opvarte Danskere med “rene Fornuftgrunde”, hvor Talen er om Kiendsgierninger, ved denne Leilighed oplyse, at det falske Rygte om de Danskes Had til den kiærlige Dronning, det er ingenlunde nyt, det er allerede gammelt, og er kun blevet opfrisket og opsminket i denne velbeleilige Tid, da ikke blot Danskerne men ogsaa Tydskerne, ikke blot de 71store Bedrifter men ogsaa de falske Rygter har deres Jubelaar; det Rygte er netop lige saa gammelt som de Kiendsgierninger, hvormed Dronningen, efter sin Thronbestigelse, soleklart har beviist sin Kiærlighed til Danskheden, og sin moderlige Omhu for at opelske, udvikle og klare den netop der, hvor den stod allermeest Fare for at uddøe og vidste slet ikke af sig selv at sige.

Ja, siden Dronning 👤Caroline Amalie ikke blot gik udelukkende i Danske Kirker, og mest hvor den ultradanske Vartoupræst førde Ordet, ikke blot lod sig 📌Nordens Myther og 📌Nordens Historie foredrage i en snever Kreds af ham, der giør alt Nordisk til Dansk og løfter alt Dansk til Skyerne, og hader altsaa Tydskerne, ikke blot gjorde alt det, men oprettede paa egen Bekostning, og pleiede med mageløs kiærlig Omhu, en Asyl-Skole under den samme danskgale Vartoupræsts Bestyrelse, en Skole, hvor Alting var pæredansk fra Top til Taa, hvor de fattigste Danske Børn lærde med Lyst at kiende deres Folk og Fæderneland og Modersmaal saa godt som ingen af de rigeste, en Skole, som daglig gjenlød og endnu gjenlyder af Danske Kæmpeviser og Folkesange, Danske Ordsprog og Fortællinger, som ellers var stumme, netop fra den Tid udspredtes med Flid det falske Rygte, at Dronningen var ilde lidt af Folket, af det Danske Folk, især i Hovedstaden, som 72var Skuepladsen for Hendes mageløse Folkelighed og Opoffrelse for Folket!

Hvor, spørger jeg nu alle kloge Folk, undtagen Tydskerne, hvor skulde nu saa urimelig falsk et Rygte komme fra, ikke først i 1848 men allerede i 1840 og siden Aar for Aar, hvorfra, uden fra Tydskerne midt iblandt os, som aldrig har kunnet taale at lugte Dansk, som helst aldeles oversaae og foragtede det, men som, naar de tilfældigviis blev lidt bekiendt med den Danske Maade at tænke, at tale, at synge og at virke paa, maatte hade den af Hjertensgrund, fordi den ikke blot er utydsk, men i alle Henseender modtydsk, og maa nødvendig være det, da det Danske Kongerige og Danskheden kun i Aartusinder har bestaaet og ene kan bestaae paa Trods mod den Høitydske Grundsætning, at 📌Danmark hører naturlig til 📌Tydskland, og at Danskhed er ikke andet end en udartet og vanartet Plattydskhed, som skal gaae i sin Moder igien eller udryddes af Jorden!

Og hermed vil vi da lade det grundfalske Rygte fare, lade det fare med Tydskerne til 📌Schleswig-Holstein og til Høi-Tydskland, hvor det har hjemme, og hvor det har Rum nok til at svinge sig i, og hvor det altid vil finde aabne Øren, som det soleklareste Beviis paa, hvilke Dyr i menneskelig Skikkelse, til Hverdagsbrug Fæ, og naar vi kommer hvad vi kalder i Aande, da Rovdyr: Løver, Tigre og Ba73silisker vi Danskere er. Ja, dermed vil vi lade det grundfalske Rygte om vort Had til Dronningen fare, og saa fordobble vor Kiærlighed til Hende, Datteren af 📌Danmarks Kronprindsesse, 👤Lovise Auguste den Elskede, Enkedronningen efter Kong 👤Christian den Høimodige, hvis trofaste Ægtefælle, tro til Døden, Hun var i en heel Menneske-Alder; Folke-Moderen, som søgde den Moderglæde, Hun ei fandt paa Borgen, i vore Hytter, i Midten af de Fattiges Børn i Tusindtal, som jublede, naar de saae Hendes milde Ansigt, som vilde hulke naar de saae Hendes Kummer, og som vil synge Hendes Viser og velsigne Hendes Navn for deres Børn, saa Viserne skal lyde og Navnet skinne fra Slægt til Slægt, endog over Dronning 👤Dagmars, ved Siden ad 👤Dannebods! Ja, det skal være den Danske Gjendrivelse af det Tydske Rygte om vort Had til Dronningen og om Hendes Usikkerhed iblandt os, og ligesom alle vi Danske Skjalde har kappedes om at besynge Hendes Livsalighed, der ogsaa uden Throne var Hjerternes Dronning, saaledes skal 📌Danmarks Skjalde i Fremtiden ofte kvæde sødt vemodig om det ved Kiærlighed sønderrevne, men dog ogsaa med Kiærlighed vederkvægede og trøstede, og endelig af den dybe udødelige Kiærlighed lægte og forklarede Danske Dronning-Hjerte, der giennem Aartusinder slog varmt i “deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa” og slog sjelden ømmere, slog 74aldrig vissere i noget Bryst end i Dronning 👤Caroline Amalies!!


Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.

Da vi, ved vor nærværende Konges Thronbestigelse, læste et Brev med hans Underskrift, hvori der stod, at Kongen af 📌Danmark elskede Tydskerne ligesaa høit, som han elskede Danskerne, og det netop de Tydskere, der alt i en Række af Aar aabenlyst havde forhaanet Alt hvad der var Dansk, og erklæret det for deres faste Forsæt, ved første givne Leilighed, ei blot selv at løsrive sig fra al venlig Forbindelse med 📌Danmark, men at giøre 📌Danmark den uslukkelige Skam og den ubodelige Skade at slæbe alle de Slesvigske Danskere bagbundne med sig midt ind i 📌det Tydske Forbund, og der optugte dem til at hade deres Danske Fæderneland og foragte deres Danske Modersmaal; see, da vidste vi, Gud skee Lov! alle, at det var ikke mueligt, men da følde vi ogsaa dybt, at det var uhyre sørgeligt, ja, truede det ældgamle Danske Kongerige med Undergang, det Danske Modersmaal, Folkeliv og Folkenavn med en skammelig Udslettelse af Jorden og af Historien, at vor ny Konge, skiøndt selv grunddansk, havde ved sin Thronbestigelse 75fundet sig omgivet, omringet og omvundet af Raadgivere, der langtfra at kunne have det Danske Folks Tillid, maatte staae for os, som den Danske Sags Forrædere, om de end maaskee i deres egne og deres Tydske Venners Øine stod som Helte, Martyrer, Helgene og Skytsengle.

Hvordan det Danske Hjerte herved blev tilmode, det brød naturligviis Tydskerne og deres Venner sig ligesaalidt om, som naar et Barn græder fordi man tager Ranglen fra det, men jeg var nødt til at bryde mig om det, thi jeg følde i mit eget Bryst, det var nær ved at briste, og jeg saae derhos klart, at, for menneskelige Øine, som kun see paa det Rimelige, havde dette mageløs ømme Moderhjerte nu heller ikke meer i Verden at giøre end at briste.

Da jeg troer paa en Gud, som igrunden kun seer paa Hjertet, og kan giøre Alt hvad Han vil, saa fortvivlede jeg naturligviis ikke om 📌Danmarks Redning ogsaa af denne Livsfare, men Livsfaren var dog saa nær, saa øiensynlig, og for menneskelige Øine saa uundgaaelig, at jeg aldrig har følt større Pine ved at sidde stille og slet ingen Ting at giøre, end i hine Mørkets og Sorgens uforglemmelige Dage.

Hvi jeg, desuagtet, ikke rørde mig offenlig, uden hvor jeg havde det evige Riges Ord at føre, det kom af den Tvivlraadighed, hvori jeg befandt mig, ikke om hvad der nærmest var for Dansken at giøre, 76men om hvorvidt jeg kunde stille mig i Spidsen uden derved at skade den Sag, jeg vilde gavne.

Jeg saae nemlig strax, at det Bedste, der kunde giøres, og, naar Himlen vilde føie, kunde bidrage uberegnelig til 📌Danmarks og Danskhedens Redning i alle Maader, det var et Opraab til alle Danske Mænd og Kvinder i hele Riget om at forene sig til et Selskab, der bar det Danske Navn, og satte sig aabenlyst det eneste, folkelige, fredelige og uskyldige Øiemed, paa alle skikkelige Maader at vække styrke og klare den Danske Fædernelands-Kiærlighed og folkelige Bevidsthed. Saasnart nemlig et saadant Opraab skedte fra Mænd, der havde Folkets Tillid, da var jeg sikker paa, at den Danske Grundfølelse vilde strax drive Mænd og Kvinder i Tusindtal ind i det Danske Selskab, og da havde Danskheden aabenbar vundet en Stilling, hvorpaa de nærmeste Tydskere maatte have seet, at aldeles “usammenhængende” var dog det Danske Folk endnu ingenlunde, og hvorfra Danskheden kunde gjort sig giældende baade opad og nedad, og til alle Sider, ganske anderledes kraftig og levende end ved utallige Underskrifter paa hvilketsomhelst Papir, og ganske anderledes rolig og folkelig, end ved den mindst farlige af alle haandgribelige Bevægelser som man, for en Feils Skyld, kalder “Demonstrationer.”

Da jeg imidlertid hverken er eller har nogensinde villet være enten Partimand eller Partihøvding, 77og derhos aldrig har villet eller kunnet dølge, at jeg er christelig Præst og nordisk Skjald, saa er min Stilling, trods al dens Folkelighed, dog saa besynderlig eremitisk, at hvor det giælder om øiebliklig giennemgribende Virkning paa Folket, maa jeg være ligesaa tvivlraadig, som jeg i alle andre Henseender er sikker i min Sag.

Under denne piinlige Tvivlraadighed overraskedes jeg, saavelsom hele Verden, af den Franske Omvæltning, som jeg først havde ventet efter 👤Ludvig Philips Død, og havde aldrig tænkt, skulde vælte en stor Steen fra mit Danske Hjerte, men det gjorde den dog, thi nu saae jeg strax, at for det Værste, for 📌Danmarks Forraadelse til 📌Tydskland, kunde jeg nu omtrent være rolig, da hverken Slesvig-Holstenerne nu længer vilde kunne skjule Skalken, eller selv det Tydskeste Ministerium lettelig vove at kaste 📌Danmark i deres Arme.

Hvad jeg derimod ikke forudsaae, og hvad neppe nogen uden Forsynet kunde forudsee, var, at det skulde gaae Slag i Slag med Opløsningen af den Haardeknude, som sex Aarhundrede har været om at binde, og at Omsvinget hos os, skiøndt farligt nok, skulde være længere fra Omvæltning end ellers nogensteds under Solen, saa allerede nu staaer vor Danske Konge med aabenbaret Kiærlighed i Spidsen for sit trofaste Folk, og allerede nu er den store Danske Forening 78igrunden stiftet, saa at sige, paa Opraab fra de Slesvig-Holsteenske aabenbare Oprørere.

Jeg har nu vel aldrig været kortsynet nok til at oversee, hvad Slesvig-Holstenerne har i Ryggen, og jeg kan umulig være letsindig nok til at tænke, at der til et Folks Gienfødelse ei behøvedes andet end en fortvivlet Dødskamp, saa jeg maa nødvendig, hvad end Kiøbenhavnerne tænker og siger, blive ved, som en fribaaren Sællandsfar, at indskærpe mine Landsmænd paa begge Sider ad Beltene, at Faren, 📌Danmarks og Danskhedens Fare, er endnu langt fra at være overstaaet, Danskernes Fred og Frihed er langtfra at være vundet blot ved Slesvig-Holstenernes Nederlag og 📌Rendsborgs Gientagelse, som jeg, med alle Danske Kiøbenhavnere, sikkert forventer, men just derfor maa jeg ingenlunde fortie, at der dog ogsaa i mine Øine er gjort et Kæmpeskridt fra Afgrunden, paa hvis Rand 📌Danmarks Rige, og dermed Danskhedens eneste Fodfæste, ravede. Ja, det er et Kæmpeskridt, hvorved Kongen og Folket, der sjelden stod saa langt fra hinanden, som for en Maaned siden, allerede nu staae hinanden saa nær, som neppe i flere Aarhundreder, et Kæmpeskridt, hvorved Kongens Raadgivere, der længe stod bag Hans Ryg, som det store Skiærmbræt, er kommet til at staae for Hans og for Folkets Aasyn, ansvarlige til begge Sider, baade for Raad og Daad; og endelig et Kæmpeskridt, hvorved det Kiøbenhavnske Tyd79skeri, som traadte vore Børn paa Nakken og holdt Riset til deres Mund at kysse, nu er kommet til at staae i Gabestokken, saa vore Børn frit kan, som de lyster, lege Skolemester med det, eller pege Fingre ad det!


Slesvig-Dansk Minde-Sang.

Mel. Saa kæmped de Helte af anden April.

1

Kong Vermund den Gamle, af Alderdom blind,
Men klog paa de fremfarne Dage,
Ved 📌Eideren sad med Bekymring i Sind,
Han sørged for Uffe hin Spage.

2

Han havde ei meer end den eneste Søn,
Og ham kaldte Alle den Dumme,
Et Mandigheds Ord, som han nemmed iløn,
Var dog faret ud af den Stumme.

3

Og Uffe, han stod nu mod Tydskere to
I Holmgang, hvor 📌Eideren strømmer,
Og Vermund den Gamle, han græd og han loe
Som Barnet, der underfuldt drømmer!

4

Den Gamle, han sad paa den yderste Kant
Af 📌Dannemarks Rige det gæve,
Og det var hans Forsæt, om Tydskerne vandt,
Han vilde det ei overleve!

5

Han hørde det fløite i Luften som Stær,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da kiendte han Skræp, sit opgravede Sværd,
Trods Skaden, han havde paa Synet.

6

80Velkommen igien fra de Døde! sa'e han,
Og indad sig flytted en Tomme,
Han tænkde: skiøndt ei paa den yderste Rand,
Tidsnok kan i Graven du komme.

7

Han hørde det fløite i Luften paany,
Han hørde det knittre som Lynet,
Da sprang han fra Tue, da kvad han i Sky:
Nu Sagnet hos mig gaaer for Synet!

8

Nu Tydskerne begge laae døde som Sild,
Og Uffe stak Sværdet i Skede,
Og Rygtet om Seiren, det foer som en Ild
Fra 📌Eider i Nør over Hede!

9

Og 📌Dannemark jubled fra Hav og til Hav,
Saa Bladet sig underlig vender,
Og Uffe til Thronen, som Frode til Grav
Hans Bondemænd bare paa Hænder!

10

Saa gik det ved 📌Eider i ældgammel Tid,
For lang er med Tydsken vor Trætte,
Og der immer saa, naar os Lykken er blid,
Med Tydsken vi komme tilrette!


Det slaaer nu lykkeligviis lige til, at gamle Vermund alt (jeg mener den glædelige niende April) har hørt Lyden af Skræp første Gang, saa vi tør vente, den høres ogsaa snart anden Gang!

81

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 26de April. Nr. 6.


Dansk Seier-Sang.

(April 1848).

1

Op at gale, I gamle Søhaner!
Op at straale, du Hjerternes Soel!
Op at synge, I Maglevands Svaner!
Op at kneise, vor Dronninge-Stoel!
Op at brøle, I Nordiske Løver!
Op at lue, I Kiærligheds-Prøver!
Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
Tydsker med Trods!
Synk i Støvet for os!
For Danmark og Freden vi kæmpe.

2

Der er Splid, der er Oprør i Leiren,
Der er Helved i Tydskernes Land;
Her er Himlen med Lykken og Seiren,
For vi enes, hvereneste Mand,
Hjerte-Blodet, som Sunde og Belte,
Slynger Livbaand om Dannemarks Helte!
82Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
Tydsker med Trods!
Synk i Støvet for os!
For Danmark og Freden vi kæmpe.

3

Ja, vi kæmpe paa Dannemarks Grændse,
Een for alle og alle for een,
Vi vor Mark vil fra Tydskheden rense,
Ingen Sag er saa klar og saa reen;
Med vort eget vi nøies fuldgierne:
Med vor Mark og vort Maal og vor Stjerne.
Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
Tydsker med Trods!
Synk i Støvet for os!
For Danmark og Freden vi kæmpe.

4

Længe Tydsken os traadte paa Nakken,
For vi er af de giæstmilde Folk,
Al hans Pral har vi taalt, hvad er Takken?
Skam og Spot og Forræderens Dolk!
Pibens Lyd er nu blevet en anden,
Som en Niding vi slaaer ham for Panden.
Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
Tydsker med Trods!
83Synk i Støvet for os!
For Danmark og Freden vi kæmpe.

5

Giør kun Vind med de Dyder, du savner!
Bral kun op om hvad ei du har kiendt!
Far nu vel! far med Vinden som Avner!
Lev af Luften, som dit Element!
Hør det, Tydsker! og skriv det bag Øre!
Paa din Pral vil ei længer vi høre.
Trods over Trods!
Synk i Støvet for os!
Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
For Danmark og Freden vi kæmpe.

6

For vor Fred og vor Frihed vi stride,
For hver Dannemands Frihed og Fred;
Vi af Tydsken slet intet vil vide,
Han forraadte vort Dannevirks-Led!
Som vort Hoved og Hjerte det tækkes,
Skal vor Lov og vor Landevei lægges.
Tordner i Sky!
Sving din Hammer med Gny!
Tydskland til Trods,
Følge Lykken med os,
Saa Danmark og Freden maa seire!

7

84Tak for Galet, I gamle Søhaner!
Tak for Straalen, du Hjerternes Soel!
Tak for Sangen, I Maglevands Svaner!
Tak for Kneiset, vor Dronninge-Stol!
Tak for Brølet, I Nordiske Løver!
Tak, I Hjerter, for Kiærligheds Prøver!
Tordner i Sky!
Tak for Hammerens Gny!
Hvilen er sød,
Liv er bedre end Død!
For Livet og Freden vi seired!

Da denne Sang ei kan gaae paa nogen af de Toner, jeg kjender, og den dog ikke blot skulde staae paa Papiret, saa beder jeg En af vore Syngemestere meget om en passende Melodi, saa rask og jævn som mueligt!


Tale i den Slesvigske Hjelpeforening.

(14de Marts 1848*Der er skeet saameget baade i 📌Kiøbenhavn og i 📌Slesvig siden 14de Marts, at hvad man sagde dengang, er sagtens forældet, men for en gammel Taler har dog det eneste høirøstede Ord, han talde udenfor Kirken i den mørke Overgangs-Tid, en vis Mærkværdighed. Som en Tale lyder, kan den jo aldrig føres til Bogs, men dog er jeg temmelig sikker paa, at hvem der hørde mig, vil see, Pennen har gjort sit Bedste for at følge Munden. ).

Naar jeg i de senere Aar rundt omkring mig hørde det Mundhæl: det er en bevæget Tid, da maatte jeg altid smile, for i mine Øine var det en meget stille Tid, da 85man vel, efter 1830, foer op, saasnart et Blad rørde sig, men satte sig saa ganske stille igien, naar man mærkede, at Himlen faldt dog ikke ned af det. Ja, det har i hele den Menneske-Alder, som jeg fristes til at kalde 👤Metternichs og weiter nichts, ligefra 1815 til 1848, været en meget stille Tid; men nu er Tiden da ogsaa blevet, man kan vel ikke sige “ordenlig,” men dog dygtig bevæget, og det sørger jeg ingenlunde over, thi af to onde Ting skal man vælge den mindste, og Frihed uden Orden har, i det mindste siden jeg først saae 📌Engeland, altid været mig et mindre Onde end Orden uden Frihed.

Men med alt det var det dog knapt nok, jeg iaften turde lukke Munden op og sige frit hvad jeg mener om de Danske og Slesvigske Anliggender; thi netop, naar Folk er dygtig i Bevægelse, da maa man begynde at tage sig i Agt for hvad Ens Mund siger. Vel er det især den veltalende Ungdom, der nu maa tage sig i Agt, fordi i en virke lig bevæget Tid gaaer Taleren med Ild i Munden midt imellem Krudt-Tønder, saa en eneste vild Gnist kan, før han veed det, sprænge baade dem og ham i Luften; men den snaksomme Alderdom maa dog ogsaa tage sig i Agt, ellers 86kan det let gaae En med sit Frisprog, ligesom det i “Parlamentet” sædvanlig gaaer de saakaldte uafhængige Medlemmer, som intet Parti har i Ryggen, at de kan rigtig nok frit sige hvad de vil, men Ingen hører det. See, det kalder jeg fortvivlede Omstændigheder at tale frit under og tier da heller bomstille, men hvad der, endskiøndt jeg intet Parti har i Ryggen, dog i den bevægede Tid giver mig Mod til at lukke Munden op, med Haab om Ørenlyd, det er naturligviis Damerne, thi med dem for Øie spørger jeg slet ikke om Noget i Ryggen, men regner dristig paa at have et godt Parti for mig, naar jeg ikke forlanger meer end Ørenlyd. Deri er nemlig, saavidt jeg veed, Damerne og jeg enige, (og gid alle Herrerne ogsaa var det!) at naar vi kan faae vores Villie, da under vi ogsaa andre at faae deres, saa Damerne her, som er kommet for at høre, vil sikkert, indtil videre, være paa Parti med mig, som kommer for at tale.

Ja, saa modig har Damernes Nærværelse gjort mig, at hvad jeg ellers i vor bevægede Tid nok barede mig for, det gjør jeg nu som ingen Ting, begynder rask med en Slags politisk Troes-Bekiendelse og siger reent ud, at jeg ikke blot er meget kongelig sindet, men at jeg i den sidste Tid har mærket, jeg er det endnu meer end jeg selv vidste, saa det er mig ikke længer nok at have en Konge, men jeg har selv Lyst til at være en lille Konge, og at see lutter 87Smaa-Konger rundt omkring mig, naar vi blot har lært den ædleste af alle Konster; den kongelige Konst at beherske sig selv. Naturligviis ønsker jeg tillige at see lutter Smaa-Dronninger af 📌Danmark omkring mig, ikke blot hvor jeg skal tale, men allevegne, naar de blot har den lille Selv-Fornægtelse, skiøndt de bærer Kronen, ingen Paastand at giøre paa Regieringen, men i al Beskedenhed nøies med en, vel ingenlunde magtesløs, men dog kun raadgivende Stemme.

Denne fri, kongelige Stilling turde jeg imidlertid ingenlunde vente mig i Hytten, naar jeg ikke engang fandt den paa Borgen, og allermindst turde jeg vente den af de konstige, saakaldte frie Former, der, naar de fik “Magtfuldkommenhed” og skulde herske uindskrænket, vilde, for mine Øine, giøre os alle til Trælle, saa det blev kun Dødens Frihed paa Livets Bekostning. Men derfor glæder det mig ogsaa inderlig, paa hele Menneske-Slægtens, og især paa Damernes og mine egne Vegne, at vi tør haabe at alle de konstige Formers og mangfoldig indviklede Maskineriers gyldne Tid er nu forbi, saa de maa, ligesom deres Martyrer, de to store Maskinmestere: 👤Ludvig Philip og 👤Guizot, nøies med Naadsensbrød i 📌Engeland og med en vel tilstrækkelig lang men ogsaa overmaade kiedsommelig Tydsk Ligpræken paa Forbundsdagen i 📌Frankfurt!

88Saaledes opfatter jeg den sidste Franske Omvæltning, som i et Øieblik knuste en af de konstigste politiske Maskiner i 📌Europa, og udklækkede paa Timen den simple, men dybe Viisdom, at Menneske-Livet kræver sine Rettigheder: sin nødvendige Næring, sin gavnlige Frihed og sin høie Værdighed under alle Regierings-Former, og vælger naturligviis, naar det har Valget, den Form, der for Øieblikket rimeligviis, efter Folkets, Tidens og Stedets Beskaffenhed, bedst lader sig forlige med Menneskelivets utabelige Rettigheder, og sikkrer bedst det samme Menneske-Livs umistelige Frihed, nødvendige Ligevægt og stadig fremskridende Oplysning!

See, det var nu det allerkildneste Sted for mig at røre ved, men det gik jo dog taaleligt af, og skiøndt jeg har Herrerne mistænkt for at de mistænker mig for at ville klinke Former, som Tiden har knust, saa haaber jeg dog, de har hørt, det er langt fra mig, kanskee endnu længere end fra dem.

Der er imidlertid et andet kildent Sted, som jeg slet ikke kan undgaae at berøre, og det er naturligviis 📌Danmarks Grændse-Skiel, som Nogle vil have sat ved 📌Elben, Andre ved 📌Eideren og atter andre ved 📌Kongeaaen, imens de ramme Tydskere tør mene, at der i denne Egn kun er eet Rige “das Reich,” saa 📌Danmark har i Grunden slet ingen Grændser, men det store 📌Germanien gaaer i det mindste til 📌Øresund, om ikke lige til den Finske og høit op over den 📌Bothniske Bugt.

89Hvor jeg nu vilde ønske, 📌Danmarks Grændseskiel gik, det vil jeg ikke opholde dem med at udvikle, thi vel satte de høilærde Tydskere i det attende Aarhundrede, som jeg er fra, Keiser 👤Joseph den Andens fromme Ønsker iblandt Stjernerne, fordi han, den fromme Herre, vilde gjort baade Bøhmere og Ungarer til Tydskere, men det Nittende Aarhundrede, som vi er alle i, har dog alt, som vel var, beviist, at de samme fromme Ønsker var magtesløse paa Jorden, saa vi haaber med Rette, det vil være ligedan med Slesvig-Holstenernes fromme Ønsker om hele 📌Danmarks eller dog i det mindste 📌Slesvigs Indlemmelse i det 📌Tydske Forbund; men saa maae vi ogsaa finde os i, det er ligedan med vore fromme Ønsker om hele 📌Slesvig-Holsteens eller i det mindste 📌Slesvigs Indlemmelse i Kongeriget 📌Danmark.

Kiendsgierninger er nemlig, som Engelskmanden meget rigtig siger, haardnakkede Krabater, og en saadan haardnakket Kiendsgierning er det, at Kongeriget 📌Danmark, hvorvidt det saa end gik i gamle Dage, nu dog ikke gaaer et Fodsbred længere, end til Grændsen af Hertugdømmet 📌Slesvig, og at det Danske Land gaaer i det allerhøieste kun saa vidt, som man taler Dansk, og igrunden ikke længer end man vil blive ved at tale Dansk, altsaa til ensteds, man veed ikke hvor, midt inde i Hertugdømmet 📌Slesvig.

Begge Dele, baade at Kongeriget 📌Danmark, 90som vi dog har Sort paa Hvidt for, skulde gaae lige til 📌Eideren, nu ikke gaaer nær saa vidt, og at ikke engang alle de, der endnu taler Dansk i Hertugdømmet 📌Slesvig, synes at ville blive ved at tale Dansk, det er naturligviis mig, saavelsom alle dem, jeg her kunde vente at møde, en meget fortrædelig Sag, men hvad er herved at giøre? Ved den haardnakkede Kiendsgierning er der aabenbar slet intet at giøre, om man end vilde løbe med Panden imod den, ligesom Slesvig-Holstenerne løber Panden imod den Kiendsgierning, at da 📌Holsteen er inde i 📌det Tydske Forbund og 📌Slesvig udenfor, saa er 📌Holsteen aabenbar statsmæssig langt videre adskilt fra 📌Slesvig, end, jeg vil ikke sige fra 📌Lauenborg, men fra 📌Baiern og 📌Würtemberg. Spørgsmaalet er nu altsaa kun, hvad vi, efter at have indrømmet Kiendsgierningens Urokkelighed, kan giøre med Rette, og rimeligviis med Held, for at hævde vort gamle Krav paa hele 📌Slesvig, og hævde Danskens utabelige Ret til i Hertugdømmet 📌Slesvig i alle Maader at staae ved Siden ad Tydsken.

Herpaa maa jeg nu svare, at for sidstnævnte Øiemed: at hæve Dansken i 📌Slesvig til den Ligevægt, den, ved mange uheldige Omstændigheder, og tildeels ved stor Forsømmelse og Ligegyldighed fra vor Side, har tabt, for det bør der giøres alt mueligt, og kan der allerede giøres meget, blot ved at løse de Baand mellem 91📌Slesvig og 📌Hol steen, som vi selv har knyttet, og giøre det godt, som vi selv har gjort galt, saa 📌Slesvig virkelig faaer halvdansk og halvtydsk Bestyrelse, Retspleie, Kirke, Skole og Folkeraad.

Men kan vi saa ikke nok med det Samme paa en Maade indlemme Hertugdømmet 📌Slesvig i Kongeriget 📌Danmark, uden at bryde os om, enten hvad 📌Holsteen, eller det store 📌Tydskland, eller hvad 📌Slesvig selv siger dertil? Ja, her i “📌Casino” skal de fleste Herrer i Lørdags Aftes have sagt, jo, det lod sig nok gjøre, og skiøndt Damerne iaften seer meget fredelig ud, saa troer jeg dog ikke saa ganske Freden, der i deres Ansigter, ligesom i 👤Lamartines aabne Brev, vel kunde forstaaes saaledes, at om vi end tog lidt med Staalhandsker, ligesom Franskmændene tog 📌Antwerpen, behøvede vi jo ikke at kalde det Krig, men desuagtet vilde dog vist baade 📌Holsteen og hele 📌Tydskland tage det for en Krigs-Erklæring, og jeg maatte ikke blot kalde det en Krig, men en meget uretfærdig, urimelig og ulyksalig Krig med Hertugdømmet 📌Slesvig, hvorved vi umuelig kunde vinde noget, men meget muelig miste Alt hvad et Folk har at tabe. Herrerne vil sagtens sige, det kommer af, at jeg er ingen Helt, og de har forsaavidt Ret, at jeg er i mange Henseender en Kryster, men dels er der flere Krystere i 📌Danmark end jeg, dels maa saa lille og udsat et Rige, som 📌Danmark, tit af Klogskab spille en Krysters Rolle, og endelig kommer min Frygt og 92Advarsel for Krigen mod Slesvigerne slet ikke af, at jeg er en Kryster, men virkelig af, at jeg er mere frisindet end de Fleste. Det er nemlig ingenlunde enhver Krig om 📌Slesvig, jeg enten vilde grue for eller fraraade, thi hvis enten Slesvig-Holstenerne, eller deres forventede Hjelpetropper daraussenfra, vilde kyse os fra at adskille det gamle Danske Hertugdømme 📌Slesvig fra det gamle Tydske Grevskab 📌Holsteen, eller true os til at lade de Tydske i 📌Slesvig træde de Danske paa Nakken, da vilde jeg sige: her staaer baade 📌Danmarks Liv og Ære igrunden ligesaa fuldt paa Spil, som om Fienden laae for Hovedstaden, saa nu maa det briste eller bære! Saasnart man derimod, uden 📌Slesvigs Minde, vil gaae et Skridt videre, og under hvilketsomhelst Navn eller Paaskud lægge eller smække det til Kongeriget 📌Danmark, da siger jeg: det gaaer vist aldrig godt, men selv om det gik hvad man i 📌Frankerig vilde kalde baade glat og godt, saa veed jeg, man i 📌Slesvig for det meste vilde føle, det gjorde ondt, og min frisindede Tankegang er den, at kan, som Juristerne strax vil lære os, selv Retten til døde Ting saaledes forældes, at det bliver Voldsgierning at tilegne sig dem, da maa det Samme endnu langt mere giælde om en forældet Ret til levende Mennesker, der aldrig kan hævdes med Magt uden at behandle dem som bortløbne Slaver, hvad umuelig kan være til Fordeel for andre end Slavehandlere, som det, 93Gud skee Lov! ikke er i den Danske Smag enten at være eller at ligne. Om jeg derfor ogsaa havde Magt til, mod Slesvigernes Villie, med denne min Haand at ramme Kongeriget 📌Danmarks Grændsepæle saa dybt ned langs med 📌Eideren, at Slesvig-Holstenerne med alle deres Venner fra 📌Romer-Riget skulde lade være at rokke dem, saa vilde jeg dog ikke giøre det, især af den gyldige Grund, at det aldrig kunde nytte 📌Danmark, men maatte umaadelig skade 📌Danmark, at pine endeel baade Tydsk og Utydsk ind i sig, der netop da bestemt aldrig blev Dansk, saalidt som Irsk nogensinde bliver Engelsk, vilde derfor altid giøre Splid, aldrig forøge, men altid svække 📌Danmarks samlede Styrke!

See saa, det var en kilden Sag, som jeg bestemt aldrig var sluppet godt fra, naar jeg ikke havde havt Damerne for Øie, men de veed det endnu meget bedre end jeg, hvad det nytter med Sort paa Hvidt, om det saa end var ægte gamle Kiærligheds-Breve, at ville nøde Folk til at elske sig, og at Kys uden Kiærlighed, det er en Tydsk Fornøielse, som det var stor Skade at indføre i 📌Danmark.

Hvad jeg endnu har at sige, det er i alles Øine saa uskyldigt og uskadeligt, at det gaaer glat, maaskee endogsaa altfor glat, ind ad det ene Øre og ud ad det andet, men det er jeg vant til, saa selv om Damerne ikke var her, vilde jeg sige rask: det er soleklart (man 94siger, det er mit Mundhæld) det er soleklart, at der i Kongeriget 📌Danmark, under nærværende Omstændigheder, maa være en Hjelpe-Forening for det Danske i Hertugdømmet 📌Slesvig, men det er ogsaa soleklart, at en Forening her, der virkelig skal kunne vække, styrke og befæste det Danske i 📌Slesvig, maa være en ægte Dansk Forening, følgelig bestaae af Folk over hele Riget der baade selv vil blive ved at tale Dansk, og tør være det bekiendt for Tydskerne, og vil stræbe at giøre baade det Danske Navn og det Danske Tungemaal Ære.

De kan jo nok vide, at jeg hermed ingenlunde vil skose den Slesvigske Hjelpe-Forening, hvoraf jeg selv har den Ære at være Medlem, enten fordi den hedder Slesvigsk istedenfor Dansk, eller fordi den er saa lille og dens Sammenhæng saa løs, at Delene vel først i Aften begynde at mødes; men jeg vil kun sige, at intet Saadant maa være Tilfældet med den Forening i 📌Danmark, der skal kunne give det Danske i 📌Slesvig al den Hjelp, det behøver, thi den Forening maa baade hedde Dansk og sætte en Ære i Navnet, og være udbredt over hele Riget, og hænge saa godt sammen, som Alt hvad Dansk Fædernelandskiærlighed i Sandhed forener. Derfor vil jeg ikke blot i Aften, men uophørlig til det skeer, foreslaae alle 📌Slesvigs Danske Venner at sige Ordet ud og blues ei derved, og enes om at bekiende, vi vil udbrede den Danske Forening over hele Riget, ja saa dybt ind i Hertugdømmet 📌Slesvig som mueligt, uden at bryde os det mindste om Slesvig-Holstenernes Skieldsord: den Danske Propaganda, som paa vort Maal og med vore Hensigter da kun vil sige: den paa sine egne Enemærker sig udbredende Danskhed.

Til dette mit haardnakkede Forslag har jeg nemlig to stærke Grunde, den ene hentet fra 📌Slesvig og fra Arildstiden, og den anden fundet liggende lige for Næsen i 📌Kiøbenhavn og det nærværende Øieblik, men De m. H. har nok ikke Stunder til at høre mere 95af mig i Aften, saa jeg vil giemme begge Grundene til en anden Gang, hvad jeg saameget roligere kan, som jeg er vis paa, alle Danske Hjerter føle, at Danskheden baade i Kongeriget og i Hertugdømmet trænger høilig til al den Hjelp, Opmuntring og Bestyrkelse, som vi kan give eller skaffe den.

Et Par Minutters Ørenlyd maa jeg imidlertid endnu bede Herrerne skiænke mig, mens jeg især fortæller Damerne, hvad jeg dog ikke vil hviske dem, men ønsker tvertimod, ogsaa Herrerne vil høre, da det er en Spas, der faldt mig ind ved et Ord, en af Herrerne skal have sagt, og som kunde ligne den Talermund, det skal være fløiet ud af. Dette vingede Ord, som Grækerne rettelig kaldte Alt hvad der fløi ud af Munden, lød nemlig saaledes for mine Øren: nu er det paa den høie Tid, at 📌Danmarks Løve ryster sin Manke, og det havde jeg naturligviis ikke noget imod, men jeg tænkde dog strax: stakkels 📌Danmarks Løve er lovlig undskyldt, thi for det første har den ingen Manke, da det, efter de bedste Beskrivelser, skal være en Løvinde, og for det andet, som er det værste, saa er den Danske Løvinde allerede for sex Aarhundrede siden forhexet, forgjort og forvandlet til den meget tamme og kun alt for nær udmalkede Danske Ko. Havde nu baade Herrer og Damer gode Stunder, da var der ogsaa meget godt at sige om den samme Danske Ko, der, ihvor tam hun end allerede var under 👤Erik af Pommern, dog ikke lod sig tage, da Hertugen af 📌Slesvig og Greven af 📌Holsteen i egen høie Person laa herudenfor med den Lybske Flaade*Dette mærkelige Tog gik for sig 1428, og da drillede Kiøbenhavnerne netop Lybekkerne, efter Sammes eget Sigende, ved at sætte en Ko paa en Pram, og bede dem komme nærmere, som de havde truet med, og tage den “Danske Ko., saa jeg tænker, hun lader sig heller ikke tage af hele det Slesvig-Holsteenske Ridderskab uden Flaade; 96men det var dog meget sørgeligt, om vor Løvinde skulde døe som et , og derfor glædede det mig særdeles forleden at tale med en Mand, som jeg troer er nok saa klog som Hexen, for han sagde, at naar bare en god Slump, var det end ikke mere end 10,000 Hoveder, ligemeget om det var Mande-Hoveder eller Kvinde-Hoveder, og ligemeget om Tydskerne kaldte dem allesammen Dummer-Hoveder, naar de bare sagde høit og lydelig af Hjertens Grund: “den Danske Forening” da, sagde han, skulde ikke blot den store Klippe i Maanen, som hedder 📌Schleswig-Holstein, briste midtad, men den Danske Ko paa Marken blive en Løvinde, ligesom i gamle Dage, og selv uden Manke giøre god Besked, og med det samme, sagde han endelig, skulde hendes tre Sønner, der nu gaaer og springer om som Kalve, den ene i 📌Slesvig, den anden høit oppe i 📌Norge, og den tredie dybt inde i 📌Gothland, blive til Løve-Unger igien, og voxe i en Fart til store Mand-Løver, som baade havde Manker at ryste, og vilde i et godt Nordisk Forbund spise den store Vendiske Lindorm til Davre, og det gad jeg seet!


📌Dannevirke og 📌Holgers Dige.

1

Hvad vil I Preusere ved 📌Dannevirke?
Vil I begraves ved den Danske Kirke?
Hvad vil I Tydskere ved 📌Holgers Dige?
Der kom I ret tilpas, skal Rygtet sige,
Til 👤Thyre Dannebod I kasted Handske,
Men taget op den blev af Holger Danske!

97

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 3die Mai. Nr. 7.


Holger Danskes ny Vise.

1

📌Danmark med de grønne Lunde,
Og med Bølgen blaa,
Jævne Agre, smalle Sunde,
Risle-Bække smaa!
Hjerte har du med de Bedste,
Faaer dog af din Tydske Næste,
Som vil alting “bessermakke,”
Spot og Skam til Takke.

2

Han dig altid med Staalhandske
Klappe vil paa Kind,
Blæser kun ad Holger Danske.
Giør med “Rødskiæg” Vind!
Overvælden, Overhaanden,
Det for ham er Folke-Aanden,
Kraft han kalder kun det Brydske,
Rette Folk kun Tydske.

3

98📌Danmark! naar du staaer i Fare,
Stor er ei din Hær,
Men du har en Sønne-Skare,
Moder-Hjertet værd,
Millioner de opveie,
Havde hver til Arv og Eie
Tusind Liv, han gav dem alle
Før han dig lod falde!

4

Og du har en Engel lille,
Blid og barneglad,
Underlig med Frygt at stille
Bærer han sig ad,
Nynner: Sværde jeg kan døve,
Danne om et Lam til Løve,
Laane Danske Barnesjæle
Heltes Mod og Mæle!

5

Saa, naar du er stædt i Fare,
Af dit Sønnekuld
Danner han en Helte-Skare,
Klar og tro som Guld;
Med sit Nyn han Løvemodet
Aander ind i Hjerteblodet,
Vækker op af Væld derefter
Meer end Bjørnekræfter!

6

99 Brat da blegner Fiendens Speider,
Blaaner Fiendens Hær,
Saa fra 📌Kongedyb og 📌Eider
Spørges Herrefærd!
Huult det runger over Stranden:
Holger Danske er opstanden!
Tusind Liv for hver en Finger,
Saa ublu han tinger!

7

Lad kun Tydsken eftergrandske,
Med sit skarpe Vid,
Om Grødhoved Holger Danske
Var i fordums Tid,
Naar kun altid 📌Holgers Dige
Slaaer en Bom for 📌Romer-Rige,
Naar kun Holgers Kæmpevælde
Trodser Aar og Ælde!


100

April 1801 og April 1848.

(I det lille “Danske Samfund” 4de April.)

Saalænge det lille “Danske Samfund” var til*Altsaa fra April 1839, i hvilken Tid det vel har gjort liden eller ingen Opsigt, men har dog udrettet noget, navnlig med de smaa, vidt udbredte, Visebøger, som hos Folket bærer det “Danske Samfunds” Navn. da vendte Vaaren aldrig tilbage, med sine friske Vinde og sine første Blomster, uden at Talen og Sangen her opfriskede Mindet om den første Vaar og 📌Danmarks første Hædersdag i dette Nittende Aarhundrede: Skiær-Torsdagen, den anden April 1801, da de Danske Sømænd kappedes med de Engelske, om hvem der bedst kunde skyde Nyaar ind i det ny Aarhundrede, der slet ikke skulde være som det Gamle, da alle skikkelige Folk sov til Middag og lod Tyve og Skielmer vaage over sig, hvad naturligviis kom dem dyrt at staae.

Men just fordi vi her, i vort lille, “Danske Samfund” immer huskede hverandre paa anden April, og raadte hinanden til itide at gnide Søvnen af Øinene, saa vi ikke skulde behøve saadan en grov Vækker, som Kanon-Torden unægtelig er, just derfor har det vist tit maattet forundre os alle, at man for Resten midt i “Kongens 📌Kiøbenhavnsyndes reent at have glemt anden April 1801, saa at selv paa 📌Søcadet-Academiet saae man ikke engang paa de Danske Sømænds Nyaarsdag det Danske Flag vaie, eller mærkede det 101mindste til, at man opmuntrede de Unge til stadig at have de henfarne Helte for Øie og smukt efter Evne træde i deres Fodspor!

Først iaar er det, man i 📌Kiøbenhavn ligesom vaagner med Svalerne, og kommer ihu, at 📌Danmark dog allerede een Gang i dette Aarhundrede har havt en April, havt en Vaar, som spaaede en deilig Sommer, saa det var dog ikke umueligt, at 📌Danmark iaar kunde faae en April tillands, der var ligesaa hæderlig og meget lykkeligere end den April, vi 1801 havde tilvands, saa vi nu virkelig fik den smukke Sommer for det Danske Folkeliv, som vi har længe savnet. Hvad der nu iaar har vaagnet Kiøbenhavnerne og snart alle Folk i Landet, det synes ikke saameget at have været det store Franske Jordskælv, som Skraalet histovre fra 📌Slesvig-Holsteen, der vel ikke dundrer nær saa høit, som Kanonerne herude paa 📌Kongedybet, dundrer endnu udvendig ikke stort høiere end naar Viben dandser i Enge, men er dog indvendig høirøstet nok, meget mere høirøstet end den Engelske Krigs-Erklæring 1801, thi Engelskmanden har aldrig skiældt os ud for Krystere eller Drog, han har meget bedre Tanker om os som sine Medbeilere, thi kun derfor var det, han stjal sig bag paa os 1807 og tog vor Flaade skiøndt han selv følde, det var en stor Skam, saa jeg har selv seet i en Engelsk Historiebog, at 📌Kiøbenhavns-Toget 1807 var reent sprunget over, og 102det Hele dreiet, som om det var 1801, at deres store Søhelt, Admiral 👤Nelson, efter et haardt og blodigt Slag med de “tappre Danske,” tog hele deres Flaade. Men saaledes har det aldrig været med Tydskerne, og saaledes, veed vi alle, det er ingenlunde med Slesvig-Holstenerne, der vel kun er Plattydskere af Fødsel, men praler og tordner og galer dog, som om de var de allerhøieste Høi-Tydskere af Modersliv, for Tydskerne har altid skiældt Danskerne liderlig ud, i gamle Dage for “skidne Hunde, Barbarer og Basilisker” og i nyere Tider for “Grødhoveder, Faar og Fæ” og Slesvig-Holstenerne skraaler nu af fuld Hals til hverandre, at de skal kun aldrig være bange for at giøre Oprør mod de Danske, for det er Dorskepander og Søvnetryner allesammen, og de hænger kun sammen som og Hakkelse!

Dette Slesvig-Holsteenske Skraal er det da, i det mindste tilsyneladende, der har vaagnet Folk iaar, og det var noget seent, for Slesvig-Holstenerne har paa deres Viis været længe vaagne, mens vi sov, og de har skraalet længe før iaar, men i 📌Kiøbenhavn har man ladt, som man ikke hørde det, og man har ordenlig hvisket til hinanden: tys! tal aldrig om det, saa har det ingen Magt! lad os ikke opirre Fienden, saa nænner han dog vist aldrig at skyde med Skarpt paa skikkelige og fredelige Folk! Nu derfor, da Fienden allerede ikke blot skyder det skarpeste, han kan, men 103brøler ovenikjøbet om Hjelp, saa det runger over hele det store og brede 📌Tydskland, nu er det virkelig noget seent for os Danske at komme paa Benene, og var vi blot halv saa skye for Skrald, som Tydskerne tænker, da maatte vi see, vi kunde finde et Musehul at krybe i allesammen; men, Gud skee Lov! saadan har den Danske Natur aldrig været, og saadan bliver den Danske Natur aldrig, saalænge der er det mindste igien af den. Naar vi gaaer i vor egen Tummerumme og tænker paa ingen Ting, men sover kun og drømmer lidt indvendig, da kan vi Danske rigtig nok let blive bange for ingen Ting, saa at sige for vor egen Skygge, men er vi først blevet lysvaagne, eller som vi Sællandsfarer pleier at sige: er vi først rigtig opsidt, og hører at der er virkelig Fare paa Færde, Fare for at miste paa een Gang Ære, Liv og Gods, da er det baade den gammeldanske og den nydanske Tankegang: nu maa det bære eller briste, ligesaagodt med Glæden, som med Sorgen, ligesaa godt springe i det, som krybe i det, og saa pleier vi at giøre forsvarligt Arbeide, som de Danske ogsaa virkelig gjorde den anden April 1801, baade paa Blokskibene og paa Flydeprammene. Ja, skiøndt de Danske dengang var meget uøvede Folk i det Slags Arbeide, som havde hvilet hos os i hele firsindstyve Aar, og skiøndt netop Engelskmanden snart i hele ti Aar havde øvet sig godt, baade i 📌Kanalen og i 📌Middelhavet og i den 📌Spanske, saa maatte han dog selv bekiende, 104at havde han ikke narret os til at holde op og lade Narre see halvgjort Arbeide, da havde vi gjort en Ulykke paa ham og hans største Søhelt, og at selv, som det var, havde han kun i eet Søslag til mistet saamange Folk, som her ved 📌Kiøbenhavn, og det andet Sted, hvor Engelskmanden mistede de Mange, var ved 📌Ægypten (1798), hvor samme Admiral 👤Nelson tog hele den Franske Flaade, som havde ført 👤Napoleon og hans Krigshær derover, men her fik han ikke andet for sin Umage, næst Huggene, som er holdne Vare, end et Par gamle Blokskibe, som han selv maatte stikke Ild paa.

Saa godt Arbeide gjorde de Danske i April 1801, da de først vaagnede, og dengang stod de dog ogsaa sildig op, for jeg husker det godt fra min Ungdom, at vel havde man i hele Marts Maaned begyndt saa smaat med at lave lidt paa Batterierne og slæbe det ene Blokskib ud efter det andet, men det gik meget langsomt og trevent, saa man kunde godt see paa Folk og mærke det paa sig selv, at endnu vidste de ikke, hvorfor de var jaget op af deres gode Søvn, for vel havde vi hørt snakke om, at til Foraaret vilde Engelskmanden giæste baade os og Svensken og Russen med sin Flaade, men vi tænkde aabenbar: det har vel ingen Nød, siden vi er saamange om det, og det er i alt Fald ikke værd at tage Hatten af, før man seer Manden. Først da vi hørde i 📌Kiøbenhavn, at hele den store Engelske 105Flaade var i Sigte fra 📌Kronborg, og fik kun altfor snart at høre, den var løbet glat igiennem 📌Sundet og var i fuld Opseiling, saa vi stod i Stikken, først da kom der Liv i Spillet, men saa gik det ogsaa feiende. Vel var det saa silde taget, at meget, som skulde været gjort førend anden April, blev først gjort bagefter, da det ikke behøvedes, og det var ikke blot Tilfældet med saadanne Smaating som Studenter-Corpset, jeg dengang stod ved, men blandt meget andet, ogsaa med Sandsækkene ude paa “📌Trekroner,” som skulde beskyttet Mandskabet lidt, men Modet, som altid er Hovedsagen, det kom dog netop tidsnok, og Engelskmanden, som vilde skudt “📌Trekroner” sønder og sammen, han kom ogsaa tidsnok, for han kom paa Grund derudenfor og fik det glatte Lag, saa der var ikke blevet heelt af ham paa den Side, hvis ikke Admiral 👤Nelson, ellers en stor Vovehals, var blevet saa klog af Skade, at han skrev iland, at det gjorde ham meget ondt, at han var kommet op at slaaes med de “tappre Danske Brødre” og at han havde Ordre til at standse det unaturlige Blodbad saasnart som mueligt.

See, saa godtroende, som de Danske var dengang, vil jeg haabe, de ikke er i April 1848, saa de, for falsk Broderskabs Skyld, skulde holde op med halvgjort Arbeide og lade Slesvig-Holstenerne prale, ligesom Engelskmanden pralede, baade af, at han havde vundet Seier, og at han havde narret os den fra; men 106derimod venter jeg vist, at skiøndt de Danske ogsaa iaar er staaet meget silde op, og har slet ikke villet troe, det var Slesvig-Holstenernes Alvor at giøre Oprør, førend de selv kom herover og spurgde, om vi ikke selv fandt det ganske rigtigt, og vi saa hørde, at de havde snappet 📌Rendsborg og førde Avindskiold imod os lige op til 📌Hadersløv, jeg venter, at nu, da vi øiensynlig har rappet os, vi da ogsaa skal komme netop tidsnok overalt, ligesom allerede til 📌Hadersløv og 📌Aabenraa, saa Slesvig-Holstenerne skal ikke komme til at rose sig af, de har narret os April, eller i Hast spille os det samme Puds med Grændse-Fæstningen 📌Rendsborg, som iaar!

Jeg har jo nok hørt det, og De sagtens ogsaa, at det er ikke blot Slesvig-Holstenerne, vi har at nappes med, men at saa kommer der, jeg veed ikke hvormange tusinde Preusere, og selv 👤Hertugen af Brunsvig Wolfenbüttel skal ruste sig svært for at indtage 📌Danmark, ja, jeg tænker, vi høre vel en af Dagene, at de berømte Hansestæder 📌Hamborg og 📌Lybek har udrustet hele deres Flaade, og at det 📌Tydske Forbund har besluttet, at Kongeriget 📌Danmark paa Timen skal udslettes af alle Tydske Landkort, og saasnart som mueligt udslettes af Jorden, for vi veed nok, at naar man er allervredest, da er man kun vred som en Tydsker, og Tydskeren ligner sig naturligviis selv op ad Dage.

107Men hvad skal vi sige til alt dette, uden som Jyden siger endnu lidt plumpere, at hvem der døer af Trudsel, skal begraves i en Mødding, og dernæst, at vi har en god Samvittighed i det Stykke, ja, kun alt for god, thi det er grueligt, Alt hvad vi har gjort for at faae den vrede Tydsker mild, saa nu kunde vi bestemt ikke giøre mere, uden vi reent ud vilde smidt os i Støvet for ham og bedt ham giøre os den Ære at træde os paa Nakken, saa vi kunde rose os af at være hans Nærpaarørende, saa der er for os ikke mere Spørgsmaal om at giøre ham mild, men blot, om mueligt, at giøre ham lidt spag, saa han, vred eller mild, holder sig i Skindet og lader os have Fred.

Saadant et ældgammelt Kongerige, som 📌Danmark, har desuden ogsaa en Trøst, som det Preusiske og andre Grønskollinger blandt Kongerigerne slet ikke kiender, for 📌Danmark har alt seilet saa høi en Sø mangfoldige Gange og kom dog iland, saa ogsaa her giælder Ordsproget, at den lever længe, som tit lyves død.

Ogsaa i denne Henseende er det en stor Fornøielse for en Dansk at tænke paa den anden April 1801, thi da var det ikke et Rige i Maanen, der, som 📌Slesvig-Holsteen nu, paa 📌Danmarks Bekostning vilde sætte sig ned paa Jorden, men det var 📌Engeland, Verdens største Sømagt, der ikke blot erklærede os Krig, men skikkede os en af de største Flaader paa Halsen, som 108📌Engeland kunde udruste, og det under Anførsel af den berømteste og forvovneste Admiral, og det var kun med Halvparten af den store Flaade han løb over under 📌Amager og greb os an, og nu sagde Folk naturligviis: hvad kan det nytte, om I ogsaa slog 👤Nelson tilbage? ligger saa ikke 👤Parker med ligesaa stor en Flaade under 📌Kalkbrænderiet, og sæt, at I ogsaa kunde slaae den, saa er der mere hvor det kom fra, og 📌Engeland vilde jo blive saa forbittret, at det for sin egen Æres Skyld ei kunde hvile, før 📌Danmark var tilintetgjort. See, det var der meget mere Rimelighed i, end at nu alle Folk i 📌Tydskland, der altid har ligget i Haarene paa hverandre og giør saa endnu, skulde fordi vi klappede Slesvig-Holstenerne lidt af, blive ved at sende Hær paa Hær mod det uskyldige 📌Danmark og hverken første eller anden Gang saae Forfald; men hvormegen Fare der end kunde været for, at Krigen med 📌Engeland vilde blevet uendelig og tilsidst utaalelig for det lille 📌Danmark, saa tænkde de Danske dog: det nytter ikke at sørge for den Dag, man kanskee aldrig lever, og naar Himlen falder ned, da falder naturligviis Fuglene med, og da de havde gjort deres Bedste den anden April, see, da havde Engelskmanden dog ingen Lyst til at vinde flere Seire af det Slags, og dermed var den Krig forbi.

Med den Tydske Krig er det nu vel i visse Maader en anden Sag, thi naar 📌Danmark faaer Krig 109med 📌Engeland, da er det altid, i det mindste paa en af Siderne, af Vanvare, da de har intet at slaaes men meget at forliges om, medens derimod 📌Danmarks Krig med 📌Tydskland er en Slags Natur-Nødvendighed, saa det er immer en Feiltagelse, naar vi tænker, vi har Fred med Tydskerne, da Vaaben-Stilstand er det Høieste der kan finde Sted imellem os, saalænge vi paa begge Sider bliver ved at ligne os selv. 📌Tydskland har nemlig sat sig i Hovedet, at der maa intet frit, selvstændigt Kongerige 📌Danmark være til, og blandt alle nagelfaste Grundtanker (fixe Ideer) veed al Verden, at der sidder ingen fastere end de Tydske, og 📌Danmark føler ikke desmindre, at da det i et Par Aartusinde har været et frit selvstændigt Kongerige, maa det dog vel have vundet Hævd paa sin Tilværelse, saa, jo klarere det bliver os, hvad Striden giælder, des dybere maa vi ogsaa føle, at Lodden er kastet, saa ikke blot mod hele 📌Tydskland, men mod hele Verden maatte vi under saadanne Omstændigheder kæmpe til sidste Blodsdraabe. Og naar vi Danske kun rykker i Marken med den Følelse, og giør ved 📌Dannevirke ligesaa forsvarligt Arbeide tillands, som vi i 1801 giorde ved 📌Kiøbenhavn tilvands, og lader os ikke narre med Snak om Broderskab, hvor vi veed der er dødeligt Fiendskab, da frygter jeg slet ikke for Udfaldet, thi paa den ene Side seer jeg klart, at Døden for Tydskerens Haand var langt at foretrække for Livet under hans Fødder, og 110paa den anden Side troer jeg, at Han, den Gamle af Dage, som raader for Lykken og Seiren i Strid, og som saa tit frelste det lille uskyldige 📌Danmark, ved Dets faa, men mageløs ædelmodige og livsalige Helte, Han vil ogsaa nu og herefter frelse os fra Tydsken,frie os fra det Onde!”

Gamle 📌Danmark leve til Verdens Ende!


Ingen Dansk Frihed under Tydsk Trældom.

At vi Danskere, om vi end havde Magten, ei vilde stræbe at afskaffe det Tydske Sprog i 📌Tydskland, det har vi giennem Aarhundreder kun alt for klart beviist baade i 📌Slesvig og 📌Holsten, men at Tydskerne, om de kunde, vilde med Glæde afskaffe det Danske Sprog i 📌Danmark, saa det blev kun et usselt Almuesprog, det har de baade selv sagt, det har de klarlig beviist, og det er grueligt, hvorvidt de har drevet det netop i min Tid. Aar 1800 blev jeg nemlig endnu Student, og kunde følgelig blive hvad det skulde være i 📌Danmark, uden Tydsk, men nu kan man uden Tydsk hverken blive Præst eller Dommer, ei engang blive Dansk Skolemester for Bønderbørn eller kongelig Skovfoged i 📌Danmark!! Har vi derfor virkelig faaet et dansk-frisindet Ministerium for det Danske Skolevæsen, da maa et af de første Kiende111tegn være, at den Tydske Underviisning afskaffes i alle offenlige Skoler, og følgelig bortfalder ved alle befalede Prøver, saa man dog kan tjene sit Danske Fæderneland uden at paanødes Fiendens, Arve-Fiendens Sprog, der er dødelig Forgift ei blot for vort Modersmaal, men for al Danskhed i Følelse, i Tanke og Tale! Sandelig, her giælder det, om 📌Danmark vil bestaae eller forgaae!


Enkedronningen.

1

Hun var en Hustru; — gjennem mange Aar
en elsket Husbond ejed hendes Hjærte;
hun delte med ham Livets mange Kaar,
dets söde Glæder og dets bitre Smærte;
men Vinterstormen kom, og paa dens Vinger
sad med sin Le alt levendes Betvinger;
den Husbonds Livstraad overskar han fage;
nu sidder Enken sörgende tilbage.

2

Hun var en Söster, — havde Brödre to,
og ömt hun elsked dem; thi hun er Kvinde,
og ingen Kvindes Barm var mere tro
og mere selvopofrende at finde;
da kom den vilde Vaar; — i Döden ikke
endnu sig lukked Broderparrets Blikke,
for hende dog afskares deres Dage; —
nu sidder uden Brödre hun tilbage.

3

Og dette rige Hjærte, dette Dyb
af Kvindekærlighed, hvis Ægteherre
i Döden sank, mens Nastronds Ædderkryb
til hendes Brödre monne Vejen spærre, —
112og dette rige, fromme Kvindehjærte,
fik det til Fremtidslod kun bitter Smærte?
— Om end hun sidder sörgende tilbage,
skal hendes Börn vel dulme hendes Klage!

4

Hun har ej Börn! — thi opfyldt fik kun ikke
om Moderfryd hver Hustrus stille Bön,
og ingen kælen Datter, kraftig Sön
kan kysse Taaren af de vaade Blikke.
Hun har ej Börn; og dog — — ak ingensinde
var nogen barnerig som barnlös Kvinde!
Som Enke sidder ene hun tilbage;
— hun kan ej sidde dog med bitter Klage.

5

Nej — “Glæd dig, du, som födte ej, som var
ufrugtbar!” — Trindt i Hytterne de spæde
lovsynge dig, og af hvert Öjenpar
din Lön udstraaler rigt: din Moderglæde!
Til Hytten gik fra Borgens höje Tinde
med Moderömhed moderlige kvinde;
nu vender Barnetakken fromt tilbage,
et Honningbæger i de tunge dage.

6

Og Danmarks Tak — de spædes Tak dog mest,
de, paa hvis Skuldre Danmarks Fremtid hviler,
det Hjærte tröster, som har tröstet flest,
saa at du end i al din Kummer smiler!
Ja, Tak, som ingen at udsige mægter,
dit Navn skal sjunge for ufödte Slægter,
men skal og blidne dig det Spand af Dage,
som — næst Guds Naade — du har end tilbage.

Kjöbenhavn d. 23de April 1848.

Frederik Barfod.

113

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 10de Mai. Nr. 8.


Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

III.

Dengang det forleden gik rask sydpaa med vore Løveunger, til 📌Haderslev, til 📌Aabenraa, til 📌Flensborg, til 📌Slesvig og til 📌Dannevirke, saa det fløi bort som Avner alt hvad der laa os iveien, og da vi ovenikjøbet hørde, der var “gode Efterretninger” fra 📌Engeland, da sagde man oppe i den saakaldte “Sandkiste” og derefter i hele 📌Kiøbenhavn “den Danske Sag staaer godt.” Nu derimod, efter det vel meget sørgelige men dog meget ærefulde Slag ved 📌Dannevirke, da Preuserne gaaer rask nordpaa, og vi maa spørge, hvor vor Krigshær egenlig befinder sig, og da de gode Efterretninger fra 📌Engeland synes lidt uefterrettelige, nu siger man naturligviis i Sandkisten og i hele 📌Kiøbenhavn, at den Danske Sag staaer meget slet, saa nu maatte man ønske, at enten Russen eller Tyrken vilde hjelpe os og frelse 📌Danmark.

Jeg siger derimod nu, som altid: den Danske Sag staaer forsaavidt immer godt, at det er en meget god Sag, 114som derfor, saavist som der er en god Gud, er i meget gode Hænder og faaer vist, med Guds Hjelp, et meget godt Udfald; men den Danske Sag stod i øvrigt kun meget slet, da vore modige Krigsmænd rykkede rask, sagtens altfor rask, frem i Hertugdømmet 📌Slesvig, og den staaer endnu slet, forsaavidt man endnu i 📌Kiøbenhavn forstaaer den saa slet, som om vi endnu levede i det femtende eller dog i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, da man tænkde, det var hele Sagen, om hele Hertugdømmet 📌Slesvig skulde følge med 📌Holsteen eller trækkes tilbage til 📌Danmark?

Ja, den Danske Sag staaer meget slet, saa slet, at vor Herre ikke engang med de allerbedste Vendinger kan give den et godt Udfald, saalænge man ikke seer, at Spørgsmaalet om Hertugdømmet 📌Slesvig, hvor vigtigt det end, som vort Grændse-Spørgsmaal, er, det er dog kun en Bisag, hvorom et magert Forlig vilde være bedre end en feed Proces, naar først Hovedsagen, som er Danskhedens Frelse fra Tydskheden var bragt i Rigtighed.

Selv det 📌Tydske Forbunds Krigserklæring, veed vi jo meget godt, har en langt dybere Grund end 📌Holsteens saakaldte Ret til uopløselig Forbindelse med 📌Slesvig, saa det er kun et Paaskud for, om mueligt, ved denne gode Leilighed at udføre 📌Tydsklands ældgamle og allernyeste Plan, at forvandle Kongeriget 📌Danmark, heelt eller halvt, til en Tydsk 115Søkyst, med Tydske Havne til den forventede Tydske Flaade. Altsaa selv i 📌Tydsklands Øine er ikke Hertugdømmet 📌Slesvigs indskrænkede eller uindskrænkede Besiddelse, men 📌Danmarks fri eller bundne, selvstændige eller afhængige Tilværelse Hovedsagen, og hvormeget mere maa det da ikke være saa i 📌Danmarks Øine, da vi dog alle veed, det var ingenlunde først ved 📌det Tydske Forbunds Krigserklæring, eller ved Preusernes Indbrud uden Krigserklæring, det var ikke engang først ved Slesvig-Holstenernes Oprør, at 📌Danmarks Frihed og Selvstændighed kom i Fare, men at alle disse Ting kun viste os Faren i hele sin Størrelse, og vakde os til med Løvemod at gaae den imøde, saa Oprøret, Indbrudet og Krigserklæringen hører aabenbar, ligesaavel som hele vor aabne Feide mod 📌Tydskland og Tydskheden, til de lykkelige Omstændigheder, uden hvilke den Danske Sag baade syndes og vilde udentvivl været aldeles forloren.

Dengang man nemlig, aldeles i Tydskhedens fiendtlige og fordærvelige Aand, vilde sammensmedet en saa kaldt Heelstat af Kongeriget 📌Danmark og det indtil Raseri ramtydske 📌Slesvig-Holsteen, da følde vi alle, som har en Draabe ægte Dansk Blod i vore Aarer, at det vilde være et Hjertestød, et Dolkestik bagfra, der maatte give Kongeriget 📌Danmark og Danskheden deres Banesaar, men da der dog var kastet et Slør af Menneskekiærlighed, Broderskab og Fordomsfrihed og 116fælles Bedste over det Hele, saa saae de Fleste af os ikke hvad det egenlig var, der blottede Dolken og truede med Hjertestødet, men tænkde, det var dog vel egenlig kun Slesvig-Holstenernes Overmod, som smigredes, og deres fiendtlige Sindelag, der gaves frit Spillerum, ved de ligesaa farlige som vanærende Bestemmelser, at Slesvig-Holstenerne skulde være ligesaa talrige paa Rigsdagen, som Danskerne, og at Rigsdagen skulde holdes ligesaa tit i 📌Slesvig-Holsteen som i 📌Danmark. Alt dette var Biting, noksom krænkende og utaalelige, men af saa liden Vigtighed, at de kunde forsvinde uden at Sagen derved blev mindre fordærvelig, det saae kun meget Faa, og over hele Riget valgde man, enten uden alle Indvendinger eller kun med ubetydelig Forbeholdenhed, Sendebud til den forskrækkelige Rigsdag, hvorpaa Dansk og Tydsk skulde være Hip som Hap, eller, da det var umueligt, det Danske efterhaanden aldeles tabe sig i det Tydske. Man spurgde jo vist nok de Faa, som yttrede denne Frygt, hvorfor de ikke ligesaavel kunde tænke, det Tydske vilde tabe sig i det Danske? men det følde vi alle, var et Spørgsmaal af spottende Læber, medens man i 📌Tydskland aabenlyst triumferede over, at nu var 📌Danmark saa godt som erobret, da jo hele “Intelligensen” i 📌Danmark var tydsk og maatte gaae over til Slesvig-Holstenerne, og det Danske Sprog da blive en let “fredelig” Erobring for det langt ypper117ligere Tydske Sprog med den mageløs store Literatur! Det samme følde de Sællandske Bønder, thi ikke blot fandt de strax, at ved en høiere Bondeskoles Oprettelse, som dengang var i Giære, maatte der nu endelig sørges for, at man lærde godt Tydsk, men der var virkelig Bønderkarle i Hovedstadens Nabolag, som paa Timen antog sig en Tydsk Sprogmester, i den aldeles rigtige Følelse, at fra det Øieblik af, der blev talt Tydsk paa den Danske Rigsdag, maatte Bønderne enten lære godt Tydsk eller blive borte.

See, dette, at herefter skulde vore Bønder enten lært Tydsk eller tabt al muelig Indflydelse paa Raadgivning og Lovgivning i Fædernelandet, det var Hjertestødet og Dolkestikket for vort Modersmaal og dermed for vor fælles Moder: for Danskheden i alle Henseender, men det saae man ikke, eller brød sig ikke om, fordi Bøndernes Fortydskning var kun det sidste Led i en Kiæde af Fortydskninger i 📌Danmark, som man netop var stolt af og kaldte videnskabelige Fremskridt. Ja, det er grueligt, iblinde, maskinmæssig var vi slingret frem i Fortydskning giennem hele dette Aarhundrede, mens vort Modersmaal netop klarest aabenbarede sin eiendommelige Herlighed og gjorde Underværker paa Papiret, og vi stod nu lige paa Randen af den Afgrund, der gabede som Fenris-Ulven, for at opsluge med vort Danske Modersmaal den sidste Levning af vort Folkeliv! Der indførdes 118nemlig den ene Examen efter den anden, saa der var snart slet ingen Stilling eller Næringsvej, uden Bondens eller den simple Haandværkers, der jo i det mindste krævede Tydsk, som det aldeles uundværlige selv til den ringeste Grad af Dannelse. Det var følgelig en “Urimelighed” ved Folkeraadets Oprettelse, at der ikke anordnedes en Examen for Medlemmerne, hvorved de i det mindste havde lagt Kundskab i det Tydske Sprog for Dagen, og det var, naar 📌Danmark skulde fortydskes, meer end en Urimelighed at pæredanske Bønder og Haandværkere fik Adgang til Folkeraadet, det var et grueligt Misgreb; thi deraf maatte i vore Dage Følgen blive, at Modersmaalet fik en Høiskole og Almuen et Begreb om Dansk Dannelse, som den eneste folkelige, hvorefter al anden saakaldt Dannelse i Landet smukt maatte rette sig, og hvorpaa alt hvad der i 📌Danmark vilde giælde for Dannelse, maatte hvile. Dette Danske Underværk, som i alle Tydskeres og alle fortydskede Danskeres Øine vilde være en stor Ulykke, er, som man veed, endnu ikke skedt, men dog stærkt paa Vei til at skee, og der var kun eet Middel til at forhindre det, og det greb vore Tydskere og Fortydskede iblinde, men med den høieste Sikkerhed, da de vilde indført Tydsk paa den Danske Rigsdag, thi derved havde de paa en Omvei baade gjort Tydsken nødvendig selv for Bonden og kvalt al Tanke hos ham om en Dansk og folkelig Dannelse.

119Her mener jeg dog, alle ægte Danskere maae kunne see Nødvendigheden ikke blot af et Slesvig-Holstensk Oprør, men ogsaa af en Tydsk Krig paa Liv og Død, naar 📌Danmark og Danskheden skulde frelses, thi naar ogsaa vor Almue blev fortydsket, tabde sin Kiærlighed til Modersmaalet og dermed sin Lyst og Evne til at bevare og udvikle det, da var 📌Danmark baade aandelig og hjertelig forgaaet, da havde Menneskeheden ikke mindste Fordeel af, at der var et saakaldt Dansk Kongerige til, og den dyrebare Perle, som er nedlagt i det Danske Hjerte og Modersmaal, var da nedsunket i den bundløse Afgrund.

Selv nu, da Tydskhedens Fiendtlighed og Falskhed mod alt Dansk er blottet i al sin Nøgenhed, selv nu er det vel skjult for de Flestes Øine herinde, hvad der i 📌Tydskland og andensteds staaer soleklart for alle de Oplyste, at et Folks Modersmaal og Dets hele Eiendommelighed er kun een Smeltning, saa de lade sig ei ved nogen Konst adskille; thi endnu tænkes der jo paa at indføre det Tydske Sprog med alle Syd-Slesvigerne paa den Danske Rigsdag, hvoraf Ulykken maatte blive den samme, som om vi havde alle Slesvig-Holstenerne. Var derfor 📌Slesvig blevet os en let Erobring, da vilde det sandsynligviis blevet vor ubodelige Skade, og selv nu, da vi dog har seet, at ikke en eneste Kiøbstæd i 📌Slesvig, end ikke 📌Flensborg, blev os tro, men at Syd-Slesvigerne, alle 120som een, er os hadske tilgavns, selv nu er man jo i 📌Kjøbenhavn saa opsat paa hele 📌Slesvigs saakaldte eller ikke saakaldte Indlemmelse i Kongeriget 📌Danmark, at jeg kun har et meget svagt Haab om, at man vil lade den ulyksalige Grille fare, med mindre Tydskerne nøder os dertil.

Da jeg imidlertid ønsker, at Tydskerne aldrig mere skulde kunne nøde os til at vige et Skridt paa vore egne Enemærker, endsige da afnøde os det mindste af vor fulde Raadighed over 📌Slesvig, saa vil jeg dog endnu engang bede Kiøbenhavnerne ikke at afnøde vor Herre, som under os alt Godt, endnu flere Misheld, men fatte det gode og faste Forsæt, at, hvordan end Bladet vender sig, og hvor blidt end Lykken vil smile til de Danske Vaaben, aldrig mere at tænke paa det fortydskede, forbistrede 📌Syd-Slesvigs Indlemmelse i Kongeriget, aldrig lade en eneste Tydsker beholde Dansk Indfødsret, eller en eneste Tydsk Mund have Mæle eller Stemme paa den Danske Rigsdag! Naar jeg her siger Kiøbenhavnerne, da mener jeg naturligviis tillige vore ansvarlige Ministre, som har Kiøbenhavnernes fulde Tillid, og fristes kun alt for meget til at antage 📌Kiøbenhavns Stemme for hele 📌Danmarks, skiøndt jeg er vis paa, at 📌Danmarks Stemme er i det Hele saavel imod al Vold paa Hertugdømmet 📌Slesvigs naturlige Følelse, som mod al Tydsk Tale paa den Danske Rigsdag, 121og mod enhver Udsigt til et nyt Tydsk og fortydsket Ministerium, som man dog, ved at smide Dansk Indfødsret til et Par hundredetusinde tydske eller fortydskede Slesvigere, ei blot gjorde mueligt, men ligefrem forberedte.

Kunde man nu bare, i vort Danske Statsraad og i 📌Danmarks Hovedstad, komme til det gode og faste Forsæt at lade alle Tydskere og al Fortydskning af Danske Folk fare, men derimod af al Magt at fremme en ægte Dansk Dannelse paa Modersmaalet for hele Folket, da turde jeg sige, at den Danske Sag har aldrig i sexhundrede Aar, og ventelig i hele tolv Aarhundreder, staaet saa godt, som den kom til at staae 1848, baade før og under og efter Slaget ved 📌Dannevirke og dette Slag vil da have gjort Udslaget og fra Slægt til Slægt blive besunget som Danskhedens Triumf i Folkehjertet, en mageløs varm Selv-Opoffrelse i de statistiske Tabellers iiskolde Dage, hvorpaa der naturligviis fulgde en ligesaa ærefuld Opreisning og straalende Forklaring. Ja, en jydsk Bonde paa Grændsen af 📌Slesvig sagde til en af mine unge Venner blandt de “Frivillige,” efter Slaget ved 📌Dannevirke: jo, det gaaer nok godt, for det er en “grov Aand,” der er kommet over de Danske, og det er mig sikkert, som min christne Tro, at faaer kun denne saakaldte grove, der, som bekiendt eller ubekiendt, i den Jydske Bondes Mund be122tyder “stærke” Aand: 📌Nordens Kæmpeaand, Lov til at udvikle og forklare sig hos den Danske Bonde, da skal man faae at see, at denne “grove Aand” har ægtet den “fineste Følelse” med den lifligste Glands under Solen, thi en saadan Følelse er, efter alle Slægters Vidnesbyrd og alle Folkehjerters Stemme, den ædle, dybe, alt godvillig opoffrende Fædernelands-Kiærlighed!

See, derfor er jeg ogsaa sikker paa, at trods alle de Anstøds-Stene, ja alle de Klipper, den forbistrede Tydskhed har væltet og vælter endnu bestandig iveien for en ægte dansk-nordisk Udvikling paa det velsignede Modersmaal, der, ved sin mageløse Bølge-Lighed, er ligesaa godt skabt og skikket til at udtrykke den Nordiske Kæmpeaands dristigste, høieste, lynslaaende Tanker, som det Danske Hjertes dybeste, fineste, smeltende Følelser, trods Alt, skal denne Udvikling og Forklaring lykkes, saa det smerter mig kun, at Øineforblindelsen skal være saa stærk, at Tydskhedens tomme Rummel skal synes saa frygtelig, dens fortvivlet klare Frost og Kulde findes saa tillokkende, midt i 📌Danmarks Hovedstad, at maaskee endnu flere Forræderier, flere Ydmygelser, flere saadanne fuldblodige Offere, som det ved 📌Dannevirke, en endnu hedere Skiærsild, end den, vi i hele dette Aarhundrede har giennemgaaet, skal findes nødvendige, for at lære os, at ligesaalidt, som noget Folk uden varm og virksom 123Fædernelands-Kiærlighed kan blive til andet Stort i denne Verden, end store Narre eller store Røvere, ligesaalidt kan noget Folk bevare og forklare sin Fædernelands-Kiærlighed uden at være og blive sig selv, sin medfødte Art og Natur og sit Modersmaal tro. Ja, dette er min dybe Sorg og Smerte i disse ellers saa herlige, glædelige Nyaarsdage, da Store og Smaa, Høie og Lave, Lærde og Læge, Frivillige og Trælle, føle sig besjælede af det samme Løvemod til at seire eller døe for det ældgamle, elskelige 📌Danmark, saa naar kun Fædernelands-Kiærlighedens hellige Ild ei længer betragtes blot som en Bavn til at brænde i Krigens Tid og saa ubarmhjertig slukkes, men som den Soel, den skal omskinne, opvarme og forklare os i Fredens Skiød, da skal jeg juble, om jeg end hører, der staaer hundredetusinde Tydskere paa vore Grændser, thi naar Danskheden er i sin Kraft, da fortærer den Tydskere paa sine Grændser som Ilden Straa, og det er kun Tydskheden midt iblandt os, omtaagende vort Øie, forgiftende vort Blod, besnærende vort Hjerte, saa vi blive unaturlige, udanske, kun den, vi maae grue for, kun den, det koster Møie at fordrive!


124

Den Danske og den Tydske Theologi.

Det er gaaet med den Danske og den Tydske Theologi omtrent ligesom med Kongeriget 📌Danmark og Hertugdømmet 📌Holsteen, at de har længe været sammenkoblede imod Naturen, og Følgen har naturligviis været, at det Tydske hovmestererede og mishandlede det Danske, men hos mig og mine Venner har dog den Danske Betragtning af Christendommen, alt en Tidlang gjort sig giældende, saa Christendommen er os ingen fremmed Lov, lagt paa Landets Børn, deres Hoved og Hjerte, Tro og Tanke, men et Evangelium, et glædeligt Budskab om Frelseren, som alle Mennesker, altsaa ogsaa de Danske, har frit Forlov til, paa eget Ansvar, at troe og tilegne sig lidt eller meget af, ligesom de vil, og kan naturligviis ikke levende tilegne sig meer af end de i deres Hjerte føle sig bevægede til.

At nu Tydskerne, selv naar de løfter Religions-Frihed paa Papiret til Skyerne, slet ikke kan finde sig i denne Danske, virkelige Troens og Tankernes Frihed, men vil med deres saakaldte videnskabelige Skriftfortolkning true og tvinge os til at være Indsiddere i deres theologiske Lærebygninger og tage den Danske Fornuft og Forstand fangen under den Tydske Kulsviertroes Lydighed, det er saa følgelig en Sag, at jeg ei skulde nævne det, naar ikke det 125Tydske Aag var blevet saa gammelt i 📌Danmark, at selv i disse den Danske Opvækkelses Heltedage, vover en Tydsk Doctor midt iblandt os at løfte Tydsketroens Herreskjold mod vor Danske Theologi, og den saakaldte “Danske Kirketidende” lader sig bruge af ham til Vaabenplads.

Uagtet jeg derfor kun blæser ad hele den Tydske Theologi, der bærer sig ad med Christendommen ligesom Fanden med Frelseren, da han gik til ham i Ørken og sagde: er du Guds Søn, saa giør disse Stene til Brød, saa maa jeg dog erklære, at vil den saakaldte “Danske Kirketidende” pleie Venskab med Fienden, da maa jeg, hvor ondt det end visselig giør mig, erklære den for udansk og afbryde al venskabelig Forbindelse med den.


126

Dansk Trøstesang.

(Efter Paaskedagen ved Dannevirke.)

Mel. Kommer hid I Piger smaa.

1

Kommer, alle Moders Børn!
Deler Moders Smerte!
Brødrene den sorte Ørn
Hakked dybt til Hjerte,
Graadig drak han deres Blod,
Faaer dog ei det Løvemod,
Som er Dane-Arven!

2

Dronning er vor Moder huld,
Føder Konge-Sønner,
Dem kun Hjertets røde Guld:
Kjærlighed belønner;
Vugget blev de i dens Skjød,
Favned den i Liv og Død,
Skal i den og hvile!

3

Altid i det høie Nord
Skal nu Dannevirke
Æres som et Alterbord
I vor Moders Kirke;
Der opoffred sig med Priis
Kongebørn i Hundredviis:
Dronning Dagmars Sønner!

4

127Ingen Sone, ingen Bod
Ørnen os kan byde,
For den Strøm af Kongeblod,
Han med Lyst saae flyde;
Hvor han boer paa høien Hald,
Moders Taarer uden Tal
Han for intet regner!

5

Høiere end nogen Ørn
Bygge kan og stige,
Boer dog Han, som elsker Børn,
Gud i Himmerige,
Løven som et Offerlam
Dufter altid sødt for Ham,
Taarer Han mon tælle.

6

Lyn har Han til Sendebud,
Tolke for sin Vrede,
De gik ind og de gik ud
Før i Ørnens Rede,
Kommer de engang endnu,
Kommes den ei meer ihu
Mellem Himlens Fugle.

7

Men saalænge lyseblaa
Groe hos os Kjærminder,
Og saalænge Taarer smaa
Perle her paa Kinder,
128Lønnes skal vort Løvekuld
Med vort Hjertes røde Guld,
Kjærligt Eftermæle!

8

Og saalænge Bølgen blaa
Sig om Marken slynger,
Og saalænge Lærken graa
Over Heden synger,
Himlens Gud hver Smertepiil
Bryder med et Englesmiil
I vor Moders Hjerte!

9

Dannevirkes Offerlam!
Løver ei desmindre!
Ja, I dufte sødt for Ham,
Som seer helst det Indre,
Og hos Ham i Fredens Havn
Eders Moder har til Navn
Himmelens Veninde!

129

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 17de Mai. Nr. 9.


📌Dannevirke-Slaget Paaske-Søndag.

(I “Danske Samfund” 3die Mai.)

Det var idag otte Dage, at Efterretningen om det haarde og blodige Slag ved 📌Slesvig og 📌Dannevirke kom hertil, og skiøndt det ikke var derfor, jeg blev borte, saa er jeg dog velfornøiet med, at jeg ikke kom herop den Aften; thi Ingen kan i et saadant Øieblik være sikker paa sig selv, og dog skal Dannemænd, selv naar der er meget at sørge over, aldrig komme sammen for at sørge og klage, det kan de meget bedre giøre hjemme, hver for sig, saa naar de komme sammen med Tydskerne, maa det være for at skifte Hug, og naar de komme sammen indbyrdes, maa det være for at opmuntre og oplyse, og, naar det behøves, for at trøste hverandre.

Uagtet jeg derfor heller ikke iaften har Sind til at tale om andet end hvad der hænger sammen med det haarde Slag første Paaskedag, endnu haardere for 📌Danmark end Skiærtorsdags-Slaget, saa 130vil jeg dog ikke dvæle ved alt det ædle Danske Blod, som der blev udøst, og endnu mindre ved det uædle Preusiske, som skulde meget heller blevet hiemme, da det havde slet intet uden Uret og Ulykke ved 📌Slien at giøre; ja, jeg vil ikke engang klage over den Fare, der nu truer, især vore gode Venner baade i 📌Sønder- og 📌Nørre-Jylland, men jeg vil minde om, hvad der ved denne Leilighed giør det Danske Navn Ære, og hvad der kan og skal være os alle til Trøst under disse baade sørgelige og farlige Omstændigheder.

Hvad der nu allerførst, i mine Øine, giør det Danske Navn Ære, det er, at førend vi begyndte paa Krigen, giorde vi alt hvad vi kunde for at beholde Fred; thi vel anseer Tydskerne det for Kiællingagtighed, saa i deres Øine er ingen Mand tapper, uden han, ligesom de, klapper paa Sværdet for ingen Ting og ypper Klammeri for et godt Ord; men derfor er dog ligefuldt Krig og Blodbad noget saa sørgeligt og smerteligt for Menneske-Hjertet, at hvem der har dette Hjerte paa det rette Sted, han krymper sig derved, det længste, han kan, og bekvemmer sig kun dertil, som et nødvendigt Onde, det vil sige: naar Krig er det eneste Middel til at forsvare hvad man elsker mod det Hadefulde og Hevngierrige, saa man ikke længer kunde beholde Fred uden at give sine Venner i deres Fienders Vold.

131Derfor siger Ordsproget med Rette, at Ingen kan have Fred længer end hans Nabo vil, og 📌Danmark kunde da heller ikke have Fred længer end Slesvigholstenerne vilde, thi de vilde ikke blot foreskrive os Love, men de vilde ogsaa med Vold og Magt giøre et Par hundredetusinde Danskere i 📌Sønder-Jylland til Tydskere, og det kunde vi med Dansk Hjerte i Livet umulig sidde stille og see paa.

Ligesom nu Fredsommeligheden er det første, der ved denne Leilighed giør det Danske Navn Ære, saaledes skal den ogsaa være os til Trøst, thi selv midt under den farligste Krig tør vi haabe baade en snar og en god Fred, da vi veed med os selv, at os huer Freden i alle Maader bedst, saa det er ogsaa kun for Fredens Skyld at vi fører Krig. Naar derfor Blodet er flydt i Strømme paa begge Sider, som det flød første Paaskedag ved 📌Dannevirke, da kan de Danske, som forlader Valpladsen, ganske anderledes trøste sig med Freden, end Tydskerne kan, som beholder Valpladsen, thi de Danske føler, at de i det blodige Slag har bragt Freden det størst mulige Offer, og tør derfor sikkert vente den med al dens Velsignelse, medens Tydskerne har ikke andet end Krig ivente, da det er Krigs-Afgudens Fane, det Romerske Ørnebanner, de har svoret til.

132Det andet, som giør det Danske Navn Ære, det er naturligviis, at nu kan hele Verden see, og Fienden maa selv indrømme, at skiøndt de Danske i Fred er saa spage som Lam, saa kæmper de dog endnu som Løver, naar man nøder dem til at føre Krig. Vist nok var den Ære, vi vandt ved 📌Dannevirke første Paaskedag, i Sandhed dyrekiøbt, men den var uundværlig, naar 📌Danmark, saa lille og saa forhadet af Tydskerne, som det er, skulde blive ved at være et frit, selvstændigt Kongerige; thi mange uheldige Omstændigheder, og især Tydskernes store Anseelse herinde, har giort, at vi fik et daarligt Ord paa os overalt i 📌Europa, som om det i det høieste kun var tilsøes, vi endnu lignede vore tappre Forfædre, ja, vi var selv nærved at tænke, at dersom Tydskerne endnu engang for Alvor angreb 📌Danmark, da var der ingen Redning, med mindre, ved et stort Mirakel, den æventyrlige Holger Danske kunde staae op fra de Døde og slaae et Dommedags-Slag for os.

Men see, nu har det Danske Folk ved 📌Dannevirke, hvis ældste Navn er 📌Holgers Dige, selv slaaet Dommedags-Slaget, og at de selv mærker det, kan man høre derpaa, at nu siger Bønderne selv baade i 📌Sælland og 📌Jylland, at nu er Holger Danske vaagnet, nu har de lært, at det var inden i dem selv 133han sad og uglesov, til Slesvig-Holstenerne kom og kneb ham i Næsen!

Fra denne breddanske Side betragtet, seer man let, at Paaskedags-Slaget ikke blot er meget ærefuldt, men ogsaa meget trøsteligt for 📌Danmark; thi skulde Preuserne til Uheld ikke endnu have faaet deres Fornøielse ved 📌Dannevirke, saa faaer de den dog nok et andet Sted, da Holger er vaagnet og har faaet Næverne i Gang, og kan bare Preuserne faae deres Fornøielse af Slagsmaal med Danskerne, da faaer vi sikkert snart saa god en Fred, som vi nogentid har havt, og som man kan have den med Tydskere til Naboer. Siden vi nemlig 1801 holdt os i sex Timer tappert mod Engelskmændene, da har intet Folk, ikke selv Engelskmanden, budt os det glatte Lag tilsøes, og skulde det nu end ikke ret forslaae, at vi har holdt os tappert i otte Timer mod Preuserne, som een mod to, saa hjelper det dog nok, naar vi ved en god Leilighed lægger fire Timer til, saa det bliver fuld Daghyre, og neppe byder da enten Slesvig-Holstenere eller Høitydskere os Brodden meer tillands i dette Aarhundrede.

Dog Tydskerne, baade de høie og de platte, baade de hele og de halve, og de fjerdedels og de ottendels, som vi endnu kun har alt for mange af midt 134iblandt os*Blandt mange andre Brande, som vore Tydske Giæster stikker os i Næsen, vil jeg kun pege paa den aabenbareste, som er de Tydske Indbydelser paa Tydsk til at lære godt og reent Tydsk, som vi endnu hvert Øieblik maa see i Kiøbenhavns Adresavis!!!, de vil sagtens sige, at om end 📌Danmark kan have Ære og Trøst baade af sin dagligdags Fredsommelighed og af sin helligdags Kækhed, baade Skiærtorsdag og første Paaskedag, baade tilsøes og tillands, saa har vi dog kun Skam og Ærgrelse af at vi lod os overraske i 📌Slesvig og ved 📌Dannevirke, og nødtes derved til at rømme en ellers uindtagelig Stilling!

Havde nu 📌Dannevirke-Slaget staaet paa nogen anden Dag i Aaret end Paaske-Søndag, da maatte vi kanskee nødes til at give Tydskerne Ret heri; men nu, da det virkelig var paa første Paaskedag, paa 👤Christi Opstandelsesfest, paa den høihelligste Søndag i hele Aaret, Preuserne med velberaad Hu angreb de Danske, nu har vi ingen Skam og endnu langt mindre nogen Ærgrelse af det, om vi end lod os overraske, eftersom vi dog ikke lod os enten kyse eller underkue af den Preusiske Overmagt.

Enten maatte nemlig de Danske været meget godt oplyste, eller de maatte været meget mistænkelige, 135naar de skulde ventet et Angreb af de saakaldte evangelisk-christelige Preusere en første Paaskedag, og jeg vilde rigtig nok ønsket, at alle mine Landsmænd havde været ligesaa godt oplyste som jeg om den preusiske Christendom, thi da havde de vidst, den var langt mere tyrkisk end christelig, og havde allersnarest ventet Preuserne første Paaskedag, men da de Danske nu ikke var saa oplyste, saa glæder det mig ordenlig, at de ikke var saa mistænkelige, som de maatte været, for at vente et Angreb af Medchristne paa den Dag, der giennem atten Aarhundreder i hele Christenheden har været en Fryds og Glædes Dag med Lovsange for Frelse fra Døden. Dette er mig nemlig det umistænkeligste Vidnesbyrd om, at saamegen Christelighed har Danskheden dog i det Hele tilegnet sig, at den kunde umuelig valgt Paaske-Søndag til Angreb selv paa sin arrigste Fiendes Liv, og da ligger der en stor Trøst for de Danske netop i den tyrkiske Overraskelse af et Folk, der i den sidste Tid bar Christendommen tilskue, thi her giælder det to Gange, at Fals slaaer sin egen Herre paa Hals.

Ved denne Leilighed falder det mig ogsaa meget betimelig ind hvad jeg hørde i min Opvext paa den Jydske Hede, at Tyrkerne skulde engang komme saavidt, at de vandede deres Heste i 📌Kolding-Aa, men 136saa skulde de faae al Landsens Ulykke og blive hugget ned, som Bønder slaaer Græs, og man lagde til, at paa en vis Kirkegaard i “Dansk 📌Holsteen” voxde der et Træ ud af Kirkemuren, som snart vilde være stærkt nok til, at den hvidhaarede Prinds, der skulde slaae Tyrkerne, kunde binde sin Hest ved det. Da man nemlig nu siger, at Preuserne, som selv har beviist, de er igrunden Tyrker, enten allerede er kommet til 📌Kolding *Naar man snakker om Fanden, siger Ordsproget, da er han nærmest, og saavidt jeg kan regne, er virkelig de første Preusere kommet til 📌Kolding mens jeg stod og snakkede om dem og om Tyrkerne., eller kan dog ventes en af Dagene, saa venter jeg vist, de skal ikke vande deres Heste i 📌Kolding Aa for intet, men komme til at betale saa gode Drikkepenge, at de aldrig mere reiser saa høit i Nord, med mindre de skulde faae fri Befordring til 📌Siberien!

See, det er da med faa men fyndige Ord, at det har aldrig været saa klart, som det nu er blevet, at Danskeren baade er “Lam og Løve,” og 📌Danmark har i mange Aarhundreder aldrig været saa godt paa Vei til at faae, hvad dets Hjerte ligefra Frode Fredegods Tid har sukket efter, det er: en ærefuld god og varig Fred, og især Fred for Tydskerne, som ikke blot vil forbluffe, fornærme 137og forkue, men forkvakle, forhexe og forgiøre os! Kan vi nemlig kun denne Gang ordenlig faae Tydskerne og al Tydskheden smidt firkantet ud ad Døren, da er 📌Dannevirke-Ledet hængt ilave, saa Tydsken betænker sig to Gange, før han gaaer eengang over 📌Eideren igien, og hvad Preuserne angaaer, da haaber jeg virkelig, at kan vi blot denne ene Gang lære dem at fægte med Hælene, da seer vi dem aldrig meer enten sønden eller norden for 📌Kongeaaen. Det Sidste er vel kun min egen Slutning, men den er dog ingenlunde uden Grund, for de nu saakaldte Preusere er kun Ripsraps af allehaande tydske og slaviske Folk, som hænger meget daarlig sammen, og har nu netop i hundrede Aar kun spillet en stor Magt i 📌Europa ved altid at have skarpe Rageknive ved Haanden, og naar de saae deres Snit, sætte skikkelige Folk dem paa Struben. Derfor har de allerede een Gang med Rette sidt i Tugthuset under 👤Napoleon, og brød kun ud, da det gik ham skævt i 📌Rusland; men siden har de spillet “de Hellige”, lige til nu, da de forhastede sig og fløi de slesvig-holstenske Oprørere til Hjelp paa Jernbanen, saa alle Julemærker maatte slaae feil, om de ikke snart kom i Slaveriet paa Livstid, og faaer de, som det tegner til, Russen til Slavefoged, da slipper de knap ud, mens disse Lys brænder!

138Desuagtet vil jeg ingenlunde nægte, at 📌Danmarks Stilling endnu er meget betænkelig, saa der maa visselig “Mod og Mands-Hjerte” til at see Faren, som er aabenbar Livsfare, under Øine, men nu, da især Langelegen ved 📌Slesvig og 📌Dannevirke klarlig har bevist, at vi, Gud skee Lov! for Alvor har taget Mod og Mandshjerte til os, saa er 📌Danmarks Stilling ingenlunde fortvivlet, men er tusind Gange bedre end den var førend Krigen, eller har været i flere hundrede Aar; thi saalænge hele 📌Europa, og hardtad vi selv med, tænkde, vi ikke kunde taale Nogen rørde ved os tillands, uden at vi drattede omkuld, da var 📌Danmarks Stilling fortvivlet, men nu, da vi baade har viist Verden og mærket det selv, at, trods vor Smalhed mellem Skuldrene og vor høie Alder iblandt Folkene, kan vi dog endnu, naar det endelig skal være, vove en Dyst med de Unge, de Største og de Stærkeste, nu har det, med Guds Hjelp, ingen Nød, naar vi kun hader Tydsken ligesaa oprigtig midt i 📌Sælland som ved 📌Dannevirke, og slaaer ham allevegne ligesaa drøit for Panden med vor Munds Ord, som paa Grændsen med de knytte Næver. Ja, det er mit faste Omkvæd, at kan vi blot, ved denne gode Leilighed, blive alle aabenbare Tydskere og al kiendelig Tydskhed kvit, da vil Alting igien blive saa oprigtig Dansk hos os, som 139det var i Frode Fredegods uforglemmelige Dage, og da bliver det først igien i 📌Danmark ret en “Lyst at leve!”


Om Forslaget til en ny Skatte-Udskrivning under Krigen.

(Blad fra 5te Mai).

Berlings-Avisen for i Aftes har rigtignok indskærpet os, at fordi vore ansvarlige Ministre har lovet at frelse Danmark, derfor skal vi have blind Tillid til dem, og hvis vi synes, noget er alt for galt, da i det høieste klage til Præsidenten, men jeg haaber, at alle Dannemænd seer, det er kun Snak, eftersom vore Ministre, langtfra at være Guder, der kan alt hvad de vil, kun er Mennesker, som Folk er flest, og kunde umuelig, selv med den bedste Villie og den strængeste Ansvarligheds-Lov, give os mindste Bod for Fædernelandet, hvis det ved deres Forseelse og Feilgreb gik tilgrunde.

Det er da ingenlunde vore Ministres gode Villie, jeg anfægter, thi jeg takker meget mere Gud, at vi har faaet saa velsindet, saa dansk et Ministerium, men det er kun min gode Villie, jeg vil vise, og det maa jeg dog ei blot have Ret, men af mit Hjerte 140nødes til, netop fordi det er Alt hvad det undes mig at bidrage til det Fædrelands Frelse, som jeg, enhver Dannemand ufortalt, tør sige, ligger ingen haardere og tungere paa Hjerte. Vist nok kan ogsaa jeg see meget feil, men jeg veed dog, jeg er ingenlunde dummere paa folkelige Ting og det virkelige Liv end de Fleste, der staae for Styret, og jeg tvivler ikke uden Grund derom, at nogen Mand i Danmark har gjennem en heel Menneske-Alder tænkt saameget paa Danmarks Stilling, Farer og mulige Frelse, som jeg, saa mine Raad burde ikke foragtes, men vel overveies før de forkastedes. Danmark er i yderste Livsfare! hvem der føler det med mig, og elsker Danmark af inderste Hjerte, de bringes ei til at troe blindt paa de tilkaldte Læger, og de formane visselig ikke hinanden til taalmodig at oppebie hvad Enden vil blive, enten det saa bliver Liv eller Død!

Ligesom jeg derfor paa det alvorligste har fraraadt Blokeringen af alle Preusiske Havne, som lige pinagtig paa begge Sider, og for os kun Spilde af den Kraft og de Penge, vi høit behøve, hvor Fienden skal mødes og, vil Gud, fordrives; saaledes advarer jeg ogsaa paa det indstændigste mod det ny Skatte-Paalæg, som Ministeriet har foreslaaet Folkeraadet.

141Maaskee er Advarselen overflødig, da Folkeraadet sagtens maa finde, at Skatte-Udskrivningen i alt Fald kommer forsilde, da rimeligviis meer end Halvdelen af Riget er i Fiendens Haand, men min Advarsel gjælder enhver, hvilkensomhelst ny Skatte-Udskrivning under nærværende Krig, og at denne Advarsel er langtfra at være overflødig, det beviser Forslaget, der er gjort under de meest fraraadende Omstændigheder.

Enhver Forsvars-Krig lærer os strax, at ligesom det ikke er Værnepligten, men Fædernelands-Kiærligheden, der sikkrer Landet sit Værn, saaledes er det igrunden ikke heller ved Skatte-Paalæg, men ved frivillig Opoffrelse, det borgerlige Selskab bestaaer, og ved Udbruddet af en Forsvars-Krig, der nødvendig vil kræve daglig Opoffrelse af Folket, vil trykke alle Næringsveie, maaskee reent afskære nogle, og rimeligviis, indtil videre, bringe en større eller mindre Deel af Landet i Fiendevold, da kan man ikke engang stole paa det gamle Skatte-Beløb, men maa stræbe, om muligt, at sikkre sig de nødvendigste Indtægter i rette Tid ved et udenlandsk Laan paa saa taalelige Vilkaar, som man kan faae. Vi overraskedes nu vel af Krigen, og jeg veed ikke, om man forgæves har forsøgt, blandt andet ved Hielp af den dansksindede Grosserer Hambro i London, at opnaae et passende Laan, men prøves maatte det, 142om ikke før saa endnu, og naar det slog feil, saa vi var indskrænkede til vore egne Hjelpekilder, da maatte der øses af disse paa den eneste under Krigen gavnlige Maade: ved Kongeligt Opraab til det høieste Offer i yderste Nødsfald.

Naar dette skedte, og naar den Danske Folke-Bank (Nationalbanken) foregik os alle med et lysende Exempel, da troer jeg vist, at ikke blot de fire Millioner, man havde ventet af den ny Skat, der snarere vilde formindske end forøge Told og Skat, medens den standsede Opoffrelsen, men at i det mindste det Dobbelte vilde blive stillet til Regieringens Raadighed.

Hvad nemlig Banken angaaer, da er den baade stiftet og beriget ved et uhyre livsfarligt Offer af hele Folket, saa, da den nu er i de mest Bemidledes Haand, maa den ogsaa under Rigets aabenbare Livsfare giøre Offere derefter, dels med Gave og dels med Laan, og naar det skeer, da er jeg vis paa, at hele den Deel af Folket, der ei er i Fiendens Magt, vil ogsaa, dels med Gave og dels med Laan, anstrænge sig til det yderste.

Det følger i Øvrigt af sig selv, at dersom Folkeraadet finder sig bevæget til at anbefale Majestæten denne Danske Nødhjelp, det da med det samme udtrykkelig erindres, at det Kongelige Opraab til at 143hjelpe af yderste Formue, maa høitidelig forsikkre alle Danskere om, at naar Riget er frelst og Freden vundet, da skal ikke blot de, der laande Fædrelandet Løsepengene for dets Liv, være, uden Undtagelse, de allerførste Kreditorer, som betales, men at det ædle Danske Folk, som godvillig vovede Liv og Gods for gamle Danmark, skal faae og nyde alle de Friheder og Rettigheder, som deres Hjerte begjærer.

Skeer dette, og udhæves det især, at alle de, som i denne Krig kæmpe for Fædernelandet, skal for sig og al deres Afkom være fri for al saakaldt Værnepligt, og at alle de, som med Laan og Gave i en vis bestemt Grad komme Fædernelandet til Hjelp, skal i alle deres Dage være fri for alle tvungne Paalæg, af hvad Navn nævnes kan, da er det Danske Riges Redning og mageløse Opblomstring mig saa visse, som om jeg alt havde seet dem.

Veed Nogen bedre Raad, paa hvis sande Gavnlighed for Folket og Riget, altsaa paa hvis ægte Danskhed, han er ligesaa sikker, han give dem, men Ingen tænke, at Danmark kan reddes selv ved Raad, som Verden vil kalde de klogeste, naar de er saa udanske, som nu at udskrive nye Skatter!


144

Efterskrift.

Af Aviserne seer jeg, at man i Folkeraadet er gaaet ind paa Forslaget om Krigsskatten, men dog, efter Forhandlingerne, især fordi man derved vilde vise Ministeriet sin fulde Tillid. Dette røber imidlertid en meget uklar Tankegang thi den Tillid kan og maae vi jo ikke have til nogen Minister, Konge eller Keiser, at hvis 📌Danmark gik tilgrunde eller blev ulykkeligt, de da kunde erstatte os det, og det er den ægte Danske Tillid til Ministeriet, saavelsom til Kongen, at de vil giøre alt hvad de kan, for at frelse og husvale 📌Danmark, saa at, om de selv har taget feil ad Midlerne, lade de sig inderlig gierne oplyse derom, for at Misgreb kan undgaaes.

Med denne Danske Tillid til Kongen og Hans Raad, gientager jeg min Bøn, at der dog endelig ikke under nærværende, giennem mange Aarhundreder mageløs farlige Krig, maa udskrives nogen Krigsskat, da dens skadelige Følger er uberegnelige, og der bør ingen Tvivl være om, at jo det Nødvendige kan faaes ved Gave og Laan, der letter og forbinder, medens Skatten vil betynge og adskille! Man sige dog ikke her, at man stoler paa Fædernelands-Kiærligheden og den frivillige Opoffrelse, thi Skatten vilde netop bevise, man stolede ikke paa dem!

145

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 24de Mai. Nr. 10.


Til 📌Danmark.

1

Fæderneland!
Ved den bølgende Strand,
I den maigrønne Lund,
Ved det deilige Sund,
Af de syngende Vover omskyllet,
Sidder bleg du i Sorgen indhyllet,
Dog for dig er det Bedste tilbage,
Thi end lever den Gamle af Dage!

2

Sort seer det ud,
Men almægtig er Gud,
Dine Fiender tillands
Er og Fienderne Hans,
De er Fiender ad Sandhed og Retten,
De er Fiender ad Kiærligheds-Ætten,
De har Alle det Værste tilbage,
Thi end lever den Gamle af Dage!

3

146 Maane og Sol
Sidde løse paa Stol;
Som et Lagen det gaaer
Under alt hvad bestaaer;
Dog din Ven sidder fast i det Høie,
Over dig vaager Forsynets-Øie!
Lad kun Lovsang afløse din Klage!
Thi end lever den Gamle af Dage!

4

Høit over Sol,
Paa sin Konninge-Stol,
Om end Skyerne brast,
Sidder kiærlig og fast
Han, som vogtede 📌Danmark saalænge,
End Hans Bue har klangfulde Strænge,
Og hans Bue slaaer aldrig tilbage,
Tro som Guld er den Gamle af Dage!

5

Muldjord i Bryst
Seer den Høie med Lyst,
Der kan Solstraalen boe,
Der kan Himmelbyg groe,
Han, som hører naar Muldjorden sukker,
Den med perlende Taare bedugger,
Med den Trøst kommer Troen tilbage,
At end lever den Gamle af Dage!

6

147Fuglenes Røst
Spaaer om Dannemænds Høst,
Under Mundharpe-Klang,
Og Smaapigernes Sang,
Lykken vendes som Skibet paa Voven,
Lykken vendes som Bladet i Skoven,
Til den Lykke man aldrig saae Mage,
Saa end lever den Gamle af Dage!

7

Fæderneland!
Som paa Afgrundens Rand,
Midt i Bølgerne blaa
Skal du blomstrende staae,
Med din Mai og med dine Kiærminder,
Som en Mø med letrødmende Kinder;
Du endnu har det Bedste tilbage,
Det laae giemt hos den Gamle af Dage!


148

Til den Danske Hovedstad.

1

Hovedstad ved 📌Øre-Sundet!
Priis din Lykke! lov din Gud!
Du den største Lodd har vundet,
Som i Verden drages ud!

2

Dig omkrandse grønne Volde,
Dig omleire Bølger blaa,
Dig beskærmed Himmel-Skjolde,
Dig besynge Skjalde graa!

3

I dig lyder Klokke-Klangen
Bedre end i Pavens By,
Fra dig stiger Børne-Sangen
Fuglevinget, lukt i Sky!

4

📌Kiøbing-Havn er Hverdags-Navnet,
Slet og ret, som Hverdags-Dragt,
Nornen, som dig spæd har favnet,
Har dit Søndags-Navn tillagt!

5

Navnet fik du alt i Svøbet,
Thi paa Vuggen blev det lagt,
Seent dog blev din Løndom røbet,
Kun i Sang for Lyset bragt!

6

149📌Axel-Stad til 👤Axels Minde,
Kaldes Du af Skialdemund,
Derfor Skjaldenes Veninde
Være du i allen Stund!

7

Han, som du opkaldtes efter,
Han var 📌Danmarks Skytsaand bold,
Barnemild med Bjørnekræfter,
Himmelfalden, som Kong Skjold!

8

Han kom hid paa Kirke-Snekke,
Uden Styrmand, uden Roer,
Fandtes slumrende paa Dække,
Ene med Guds Aand ombord!

9

Kæmpe-Sværde, Hyrde-Stave,
Gyldne Hjelme, Brynjer graa,
Sølv og Guld som Himlens Gave,
Rundt omkring i Dynger laae.

10

Han dem brugde paa det bedste,
Mens hans Øine Solen saae,
Skummende sprang Havets Heste
Ved hans Vink paa Bølgen blaa!

11

📌Danmarks Banner høit at bære,
Plante fast paa Fiendens Kyst,
150📌Danmarks Fred og 📌Danmarks Ære,
📌Danmarks Fryd var 👤Axels Lyst!

12

Gud var med ham, Lykken smiled,
Som en Høst-Sol giennem Sky,
Helten seired, Landet hviled,
Vidt om Hav gik 📌Danmarks Ry!

13

👤Axel sank fra Bispe-Stolen,
Lagdes under Muld i 📌Soer,
Længe kun i Vinter-Solen
Baded sig det kolde 📌Nord!

14

Men da Morder-Sværdet hængde
Over 📌Danmark i et Haar,
Lykke-Smilet giennemtrængde
Skyen som en Sol i Vaar!

15

I sin Grav sig 👤Axel vendte,
Og stod op i 📌Axel-Stad;
Skæbne-Bøgen selv sig kiendte,
Og udskiød som Bog sit Blad!

16

Han, som laae i 📌Soer begravet,
Reiste sig med Løvemod,
Dannebrog fløi ind fra Havet,
Fæsted dybt i Skoven Rod!

17

151Som en Bøg ved 📌Øresundet,
Voxe skal nu Dannebrog,
Markens Tunge, længe bundet,
Lære Verden Freias Sprog!

18

Voxe skal i Bøgens Skygge
Blomster alle faurt og frit;
Voxe skal og 📌Danmarks Lykke,
Mens paa Klint der findes Kridt!

19

Ja, som feirest Træ i Skoven,
Æren staaer i 📌Danmarks Sang,
Stander, 📌Axel-Stad ved Voven,
Saa med dig i 📌Danevang!

20

Lad nu kun Høitydsken drive
Med vort Danske Hoved Spot!
Hans er dødt og vort ilive,
Dødens Savn det bærer godt!

21

Hoved-Stad ved 📌Øre-Sundet;
Bær dit Held paa stærke Been!
Viisdoms-Frøet du har fundet,
Blæse med de Vises Steen!


152

Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

IV.

Jeg har nu stræbt at vise, at den Danske Sag er en meget god, men en slemt forkvaklet og næsten tabt Sag, der nu maa forsvares med megen Kækhed og kiærlig Opoffrelse, og maa oplyses med stor Flid, naar den skal vindes ved Høiesteret, hvortil den nu aabenbar ved 📌Tydsklands Feidebrev er indstævnet; thi den Høiesteret, hvorved Folks og Rigers Sager afgjøres paa Jorden, det er den aabne Kamp og Feide med Haand og Mund, paa Liv og Død, saadan, som nu Dansk og Tydsk paa alle muelige Maader fører den.

Hermed har jeg da ogsaa udtrykkelig sagt, at den Tydske Sag imod 📌Danmark er en meget slet Sag, medens jeg gierne her lader det staae ved sit Værd, hvordan den Tydske Sag er, enten i sig selv eller mod de andre Magter, da det er noget, der ikke vedkommer os som Danskere, og hvorom derfor vi Bogorme, paa eget Ansvar, kan have hver sin Mening, men maae ikke paanøde Andre den, og allermindst giøre den til en Troes-Artikel for Folket, som fattes Kundskab om de fremmede Sager.

I det jeg nu gaaer over til at tale om den Franske Sag, da maa jeg strax anmærke, at jeg umuelig kan tale saa tydelig for alle Danske Læsere om den, som om den Tydske, fordi den er os alle ikke nær 153saa vitterlig, men deraf følger, Gud skee Lov! at den er os heller ikke alle nær saa vigtig, thi det var den ikke engang i min Ungdom, i Kejser 👤Napoleon den Stores Tid, da vi dog havde Franske Tropper herinde, og da selv 📌Hamborg enstund, ligesom i 👤Karl den Stores Tid, regnedes med til 📌Frankrig.

Det er altsaa det Første, vi her maa lægge Mærke til, at den Franske Sag har ikke paa mange Mile nær saameget med den Danske Sag at giøre, som den Tydske har, men er den dog derfor ingenlunde ganske uvedkommende, da den i det mindste engang hvert tusind Aar (800 og 1800) har været en Livs og Velfærds Sag for 📌Danmark.

Da nu fremdeles Tydskerne har os til Naboer mod Norden og Franskmændene til Naboer mod Vesten, saa følger heraf to Ting, den ene, at vi tillands ikke kan have stort med Franskmændene at giøre, uden naar de, paa en eller anden Maade, har Tydskerne i deres Magt, og den anden, at da dette kun kan skee mod Tydskernes Villie, og Tydskerne er vore naturlige Fiender, saa vil Franskmændene og vi, rimeligviis, naar vi mødes paa 📌Tydsklands Grændser, paa en Maade giøre fælles Sag. Derfor hører vi da ogsaa fra gammel Tid, at Tydskernes Undertvinger, Keiser 👤Karl den Store, sluttede Fred med Danskerne og indrømmede dem, hvad de grændseløse Tydskere, som altid vil have Riget formeret, 154immer giøre os stridig, at 📌Eideren er 📌Danmarks Grændse; og derfor var det ogsaa, tusind Aar derefter, som Hjelpe-Tropper Tydskernes Tugtemester, Keiser 👤Napoleon den Store, sendte Franskmænd og for en Feils Skyld tillige Spanioler herind; men det er altid en egen Sag for et lille og fredeligt Folk, som det Danske, at giøre fælles Sag med saa stort og stridbart et Folk, som det Franske, for de vil alle over Giærdet hvor det er lavest, og naar man piller Kirsebær med de Store faaer man let Stenene i Øinene, saa naar Franskmænd og Tydskere kommer op at slaaes, skal vi helst være udenfor det, være hvad man paa Pluddervælsk kalder “neutrale” og hverken holde med Brud eller Beiler. Ogsaa dette har imidlertid for et lille Folk sine store Vanskeligheder, og blev os i 👤Napoleons Tid tilsidst aldeles umueligt, fordi vi er et Søfolk, der ved Havet, som Fællesgods, paa en Maade grændser til alle Kyster, og ragede derfor i Krig med den Engelske Sømagt, som er den største i hele Verden, og det, at vi er et Søfolk, som driver Handel og Skibsfart overalt hvor Bølgen er blaa, det giør desuden, at vi har langt mere med 📌Frankrig og med Franskmændene at giøre, end man efter 📌Danmarks Beliggenhed ved første Øiekast skulde tænke. 📌Frankrig er saaledes det berømteste Viinland i 📌Europa, og da Danskerne altid har havt Ord for at holde ad Mosten, og der dog ikke 155gaaer Røg af en Brand, uden der har været Ild i den, saa kan vi forud vide, at de Danske har ikke i Aarhundreder faret paa 📌Frankrig uden at smage de Franske Vine, der vel ikke alle bruse, som den berømte fra “📌Champagne,” men hører dog alle til de saakaldte “lette” Vare, som man dog ogsaa let kan narre sig selv med, saa Hovedet bliver tungere end hele Kroppen.

Naar vi derfor taler om den Franske Sags Forhold til den Danske, da maa vi ingenlunde glemme de Franske Vine, thi vel har det Tydske Brændeviin, som vi, desværre, alt for godt har lært at giøre efter, gjort os langt mere Ulykke end alle de Franske Vine, men dog har ogsaa disse gjort endeel Skade, især i fornemme Huse, og kunde nu, da selv vore Bønder har faaet Smag paa dem, og er ikke bange for at knække Halsen paa en Flaske Champagne, meget let giøre ubodelig Skade.

Dog, Læseren kunde snart tænke, jeg havde omvendt mig til en Apostel for hvad man kalder Afholdenheds og Maadeholds Sagen, som jeg før sædvanlig kun har spaset med, og jeg maa derfor skynde mig at sige, at skiøndt det ene hænger sammen med det andet, saa tænker jeg dog her, ved det Tydske Brændeviin og de Franske Vine, især paa hvad man ellers kalder den Tydske og den Franske Begeistring, som tit kun er hentet fra Flasken, og som altid har sin rette Lignelse og sit Speil i de stærke Drikkevare, som hvert af 156Folkene finder meest Smag og snarest faaer sig en Ruus i.

Hvad vi nemlig kalder “Aand” og som de fleste Folk nuomstunder kun har et meget taaget og tit et meget tomt Begreb om, det er dog for alle Folk en meget vigtig Sag, thi al Erfaring lærer, at der er en egen usynlig men dog meget virkelig og virksom Livskraft, der ligesom svæver os over Issen, og naar den ligesom sætter sig til Sæde hos os, da sige vi, at Aanden kommer over os, eller at vi er i Aande, og det er, hvad man nu med et vildtydsk Ord sædvanlig kalder “Begeistring,” for hvad vi kalder “Aand” det kalder Tydskerne “Geist,” hvoraf vi da ogsaa har faaet det nette Ord “Geistlighed” til at betegne dem, der altid skulde være i Aande, men tænker tit ikke engang paa hvad Navnet betyder.

Hvad enten det nu er en Enkelt, eller det er et heelt Folk, Aanden kommer over, da er det for dem, som om de før havde gaaet i Søvne og vaagnede nu paa een Gang op, og saae, hvor de var, og hvor de egenlig hørde hjemme og maatte see at komme hen, naar de skulde rigtig have Ro og føle, det var en Lyst at leve. Derfor hedder ogsaa paa Dansk saadanne Folk, som man synes, altid er i Aande, de “opvakte Hoveder,” og Navnet passer saameget des bedre, som det let træffer sig, at naar Aanden pludselig kommer over os, vi da seer, at i en Lignelse har det været med 157os ligesom med Søvngængere, der kan vaagne oppe paa Rykningen af et Huus eller paa Randen af en Afgrund, hvor man, naar man rigtig var ved sine Fem, aldrig vilde kommet og har meget ondt ved at slippe godt fra.

Saaledes er det aabenbar ganske nylig gaaet det Danske Folk, thi da hvad den Jydske Bonde kaldte “den grove Aand” som er 📌Nordens Kæmpeaand, kom over dem, da saae de først og seer det daglig klarere, at de var kommet grumme galt afsted, og kommet i et Filteri med Tydskerne, som der skal Lykke til at komme rigtig ud af, selv naar man baade med Haand og Mund reder fra sig, det bedste man kan.

Naar imidlertid Aanden kommer over et heelt Folk, som nys over det Danske, da viser det sig klarlig, at, hvis Folke-Aanden ellers duer noget, da er det en Livs-Kraft, der ikke blot føles i alle Lemmer, men forener dem til at virke som med et Legems samlede Styrke, saa hvad der ellers var umueligt, bliver baade mueligt og skeer virkelig af Alle som Een. Hvem der nu, som jeg og mine Lige, er hvad man kalder Poet, Digter eller Skjald af Art, og har lagt Mærke til sig selv, veed godt, at hvad der skeer med et heelt Folk i det Store, er igrunden det samme, der skeer med ham i det Smaa, naar Aanden kommer over ham, og at det er den selvsamme Aand, som har sit levende Udtryk i Modersmaalet, og indblæser det den Ild og Kraft, som man finder i alle folkelige Skjaldes og 158Taleres Ord og kan, naar man er Kiender, selv spore i deres Skrift.

Nu veed man nok, det er en gammel Spas at sige om Talere i Fyr og Flamme, at de “er drukne af sød Viin,” og skiøndt der er en himmelhøi Forskiel mellem dem, Aanden, og dem, Øllet taler ud af, saa maa der dog være nogen Lighed imellem Aandens og Øllets eller dog Vinens Virkninger paa Mennesket, siden man har kunnet sammenblande dem, og, naar man ikke gik dybere i Sagen, finde, det var en god Spas.

Har man nu været i et godt Lag, og hvilken Dansker har ikke det! og har dog holdt tilraade med sig selv, saa hverken Munden løb løbsk eller Øinene stod stille, da veed man godt, baade af egen og andres Erfaring, at Vinen forsaavidt virkelig er Aandens Medbeiler, at den synes ogsaa at kunne vække Folk op, der ellers sov som Stene, sætte Liv i Klodse og Mod i Krystere, giøre Stammere veltalende, og giøre Folk, der ellers ikke kunde taale at lugte hinanden, saa ømme, at de baade omfavnes og kysses; men alt dette er dog baade altid saa stakket en Dands, og sædvanlig saa vrævlevurnt, at man godt seer, der kommer kun meget lidt Poesi og endnu mindre Storværk ud af den Tønde, saa naar den bogstavelige Ruus skal være andet end et Uglebillede af hvad man aandelig kalder saa, da maa Vinen være meget god, eller Aanden være meget daarlig. 159Er imidlertid begge Dele Tilfældet, som det er med den Franske Viin og den Franske Aand, da flyder de rigtig nok saa let sammen, at man tit har ondt ved at skille dem ad, og at sige med Sikkerhed, om en livlig, væver, snaksom, heelvittig, halvvittig eller vanvittig, spøgefuld, dristig, følsom Franskmand har vitterlig taget sig en lille Ruus, eller har faaet den uforvarendes ligesom af Luften.

Dette lette, luftige Franske Væsen har man nu vel altid i hele 📌Europa, undtagen maaskee i 📌Bøhmen, 📌Polen og 📌Rusland, for det meste ret hiertelig leet ad, men i mange Henseender fulgde der dog saamegen Finhed, Klarhed og Føielighed med det, at man allevegne meer eller mindre beundrede og stræbde at efterligne det, ja, selv naar man ingen af Delene giør, kan man med aabne Øine ikke miskiende, der er jo noget meget Mærkværdigt ved den saakaldte Franske Aand, der forud ligesom har Vinden af alt hvad Aandeligt, der skal komme frem i Verden.

Den Franske Sag har derfor, ligesom alle Vittigheder, baade en latterlig og en alvorlig Side at betragtes fra, og det er igien med den, ligesom med Vittighederne, at det Latterlige seer man strax og derom er alle enige, men vil man finde det Lærerige, maa man see meget nøie til, og da det er langtfra, at alle Folk seer lige skarpt eller lige dybt, saa giør man tit baade Vittighederne og Franskmæn160dene Uret, som om de ikke duede til andet end til at lee ad, og var altid, naar de blev alvorlige, saa bidende at man maatte svare med knytte Næver.

Kunde jeg derfor nu engang giøre det Mesterstykke at vise mine kiære Landsmænd den Franske Sag fra begge Sider, baade den latterlige og den lærerige, da vilde jeg i mine egne Tanker blive en Tomme høiere end jeg er; men da man sagtens ligesaalidt kan lægge en Tomme som en Alen til sin Væxt, især naar man er blevet saa gammel som jeg, saa vil jeg bede dem tage til Takke med lidt Fuskeri paa den meget vanskelige Ting, som kan immer giøre den Nytte, at man seer, fra hvad Ende der skal begyndes, og lader sig ikke narre enten af dem, der vil bilde Folk ind, at det Franske bærer i ingen Henseende Vand mod det Tydske, eller af dem, der bilder sig selv ind, at man behøver kun at efterabe de Franske for at blive ligesaa vittig og elskværdig og meget baade klogere og grundigere end de.

161

Danskeren.

Et Ugeblad.

1848. Onsdagen den 31de Mai. Nr. 11.


Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.

V.

Hvem der vil klæde sig paa Fransk, maa fryse paa Dansk! det er alt et gammelt Ord hos os, og vi Kiøbenhavnere har tit seet det bogstavelig gaae i Opfyldelse, især paa 📌Østergade og paa 📌Kongens Nytorv, naar Damerne enten for tidlig eller for silde priste Sommer efter de Franske Moder, som tit kan være urimelige nok midt i 📌Paris, og er naturligviis næsten altid latterlige i 📌Kiøbenhavn.

Der ligger imidlertid meget mere i det gamle Ord, at hvem der vil klæde sig paa Fransk, maa fryse paa Dansk, end man sædvanlig tager sig i Agt for, thi dels giælder det aabenbar om de Franske Noder ligesaavel som om de Franske Moder, da begge Dele klæder stygt i 📌Danmark, og dels bruger vi paa Dansk Ordet “Klæder” i en Lignelse, eller paa Billedsproget, om alt hvad man med et fremmed og derfor blindt 162Ord sædvanlig kalder “Formen.” Saaledes siger vi paa Dansk, naar vi har gjort noget, det bedste vi kan, enten det saa er et Billede, en Bog eller en Indretning, og nogen da bliver ved at hegle paa, at det skulde være anderledes: nu faaer det at gaae i de Klæder, det har, og dermed mener vi, hvad de, der pynter op hos os med slet Fransk eller Latin, kalder at det maa beholde den Form, vi har givet det.

Om nu Ordsproget har Ret, saa man i 📌Kiøbenhavn, naar man ikke vil blive narret, skal ligesaavel tage sig i Agt for de Franske Former, som for den Franske Klædedragt, det er der vist nok to Meninger om, men jeg mener desuagtet, det er soleklart, at ethvert Folk, som vil være sit eget, maa see sig vel for med alt Fremmed, og at det Franske er langt fra at være nogen Undtagelse, saa at naar man kommer til os med noget splinternyt, og beraaber sig paa, at det er kommet “frisk fra 📌Paris,” da er vi store Narre, om vi tænker: ja, saa maa det endelig være godt nok til os, men vi skal langt hellere tænke: saa duer det sagtens ikke til vort Brug, siden det Franske pleier at være fiint og falsk, egenlig kun gjort til at see paa, knap til at røre ved og slet ikke til at bruge uden med stor Forsigtighed, engang imellem til Stads, slet ikke til Hverdagsbrug, naar man skal røre sig frit og giøre Gavn!

163Dette, om de Franske Klæder og de Franske Former, der sædvanlig slet ikke duer i 📌Danmark uden til at lee ad, det har da ogsaa forlænge siden gamle 👤Holberg, der vel var en stor Skielm, men ogsaa en klog Karl, ypperlig indskærpet alle dem, der enten har læst eller været paa Komedie og seet 👤Hans Frandsen som en “👤Jean de France,” men jo bedre en Spas er, desmindre tænker Mængden noget alvorligt ved den, og derfor kan man i 📌Kiøbenhavn let opleve det Syn, at de, der leer allerhierteligst ad 👤Holbergs Jean de France, ligefuldt forguder alle de Franske Former, og det er nuomstunder en meget farlig Sag.

Det gaaer derfor nu ikke an, saaledes som for hundrede Aar siden i 👤Holbergs Tid, at betragte den Franske Sag hos os blot fra den latterlige Side, thi det var endogsaa Skade, at den ikke allerede dengang blev betragtet lidt alvorligere. Vel nytter det aldrig at istemme Jeremiader eller holde Sparlagens-Prækener, enten fordi nogle Spradebasser i 📌Kiøbenhavn knapper Kjolen paa Ryggen, naar de hører, det er den nyeste Mode i 📌Paris, eller fordi nogle Skabilkenhoveder indbilder sig, at store Parykker kan give dem Værdighed, som 👤Ludvig den Fjortende, eller fordi Stine Knivsmeds, som før nøiedes med tykt eller tyndt Øl, nu, paa sin Fransk, drikker tynd eller 164tyk Kaffe; men dog var det selv i 👤Holbergs Tid en meget betænkelig Sag, at man til Hove og i alle adelige Huse langt hellere vred Munden paa Fransk end lukkede den ordenlig op paa Dansk. Ligesom nemlig de Lærde alt længe med deres forbistrede Latin i alle Ender havde skilt sig fra det Danske Folk og Modersmaal, saaledes skildte Hoffet og Adelen sig ved sit Pluddervælsk endnu langt kjendeligere fra Begge end de alt længe havde gjort paa Plattydsk. Alle vore Kiøbenhavnske Pigeskoler af