Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

Injuriesagen og -dommen var sandsynligvis den ydre anledning til, at Grundtvig skrev “Om Religions-Frihed”. 👤Kaj Thaning mener ligefrem, at injuriedommen den 30. oktober 1826 udgør en skillelinje i artiklens tilblivelse. De to første dele, der er skrevet i en saglig og rolig stil, skulle således være skrevet før domsafsigelsen og den stærkt personlige tredje del efter dommen (jf. Thaning 1963, s. 471). Med til konteksten hører også, at 👤J.C. Lindberg på dette tidspunkt var begyndt at gøre sig gældende som kirkekampens kontroversielle bannerfører. En kongelig resolution fra 27. december 1826 var således rettet mod ham i anledning af hans skrift Den kongelige Lands-Overrets samt Hof- og Stads-Rets Kjendelse og Dom i Sagen Dr. Prof. Theol. H.N. Clausen contra Pastor N.F.S. Grundtvig (udgivet den 30. november 1826). Grundtvig var efter alt at dømme chokeret over denne resolution, og den kan have gjort tanken om at bryde med statskirken yderligere aktuel for ham (jf. Baagø 1958, s. 104 f.).