Baggrund og anledning
✂ Grundtvig befandt sig i begyndelsen af 1827 i det dramatiske efterspil til ►Kirkens Gienmæle (se indledningen til denne, afsnit 6). 👤H.N. Clausen havde anlagt injuriesag mod ham i oktober 1825, og Grundtvig havde derpå indsendt en klageskrivelse til kongen for at få injuriesagen erklæret ulovlig. Den 10. april 1826 blev der afsagt kendelse, og den gik Grundtvig imod, hvilket sandsynligvis var en af grundene til, at han den 8. maj valgte at nedlægge sit embede. Selve injuriedommen faldt den 30. oktober 1826 og indebar, at Grundtvig blev underlagt livsvarig censur (først ophævet i 1837). Som konsekvens trak han sig som medredaktør af (men ikke bidragsyder til) ►Theologisk Maanedsskrift. ►“Om Religions-Frihed” er altså skrevet i censurperioden, og alle tre dele bærer da også imprimatur.
✂ Injuriesagen og -dommen var sandsynligvis den ydre anledning til, at Grundtvig skrev “Om Religions-Frihed”. 👤Kaj Thaning mener ligefrem, at injuriedommen den 30. oktober 1826 udgør en skillelinje i artiklens tilblivelse. De to første dele, der er skrevet i en saglig og rolig stil, skulle således være skrevet før domsafsigelsen og den stærkt personlige tredje del efter dommen (jf. ►Thaning 1963, s. 471). Med til konteksten hører også, at 👤J.C. Lindberg på dette tidspunkt var begyndt at gøre sig gældende som kirkekampens kontroversielle bannerfører. En kongelig resolution fra 27. december 1826 var således rettet mod ham i anledning af hans skrift ►Den kongelige Lands-Overrets samt Hof- og Stads-Rets Kjendelse og Dom i Sagen Dr. Prof. Theol. H.N. Clausen contra Pastor N.F.S. Grundtvig (udgivet den 30. november 1826). Grundtvig var efter alt at dømme chokeret over denne resolution, og den kan have gjort tanken om at bryde med statskirken yderligere aktuel for ham (jf. ►Baagø 1958, s. 104 f.).
✂ Det synes under alle omstændigheder oplagt, at Grundtvig i lyset af injuriesagen og især injuriedommen har indset det udsigtsløse i sit krav (fremsat i ►Kirkens Gienmæle) om, at ‘rationalisterne’ (dvs. 👤H.N. Clausens parti) skulle forlade statskirken, og at han derfor har måttet gentænke sin oprindelige position. Men Grundtvig kan derudover også have haft behov for at supplere sin omfattende udbyggelse af den kirkelige anskuelse i ►“Om Christendommens Sandhed” og forgængeren ►“Om den sande Christendom” med et mere principielt syn på kirken som institution. I det perspektiv supplerer “Om Religions-Frihed” altså tvillingeskrifternes fokus på kirkens indre liv med et blik på kirkens og menighedens ydre vilkår (jf. ►Begtrup 1936, bind 1, s. 82).
✂ Endelig er der en ‘indre’ anledning til “Om Religions-Frihed” i det forhold, at Grundtvig nu alene ser sin kirkelige anskuelse, dvs. forestillingen om et trossamfund, der bygger på dåbspagten og trosbekendelsen, sikret ved religionsfrihed. Samlet set udgør udfoldelsen af og betingelserne for den kirkelige anskuelse den teologiske hovedlinje fra ►Kirkens Gienmæle over tvillingeskrifterne frem til “Om Religions-Frihed” (jf. ►Rasmussen 1998, s. 102-106).