↩ Når det gælder de konkrete konsekvenser af den religionsfrihed og kirkelige ‘skilsmisse’, som Grundtvig advokerer for, er det i de to første dele uklart, hvem det er, han mener, skal forlade statskirken. Men i tredje del er han nået frem til, at 👤H.N. Clausens voksende indflydelse gør det oplagt, “at det, hvor unaturligt, urimeligt, og borgerlig ufornuftig det end i Grunden var, skulde blive de gammeldags Christne, der maatte fraskille sig” (225). Han giver selv følgende sammenfatning af sit nye synspunkt: