↩ I første del fremførte Grundtvig England som et eksempel på, hvordan religionsfriheden kan bidrage til at undgå store samfundsomvæltninger og fremme kræfter, der er staten til tjeneste (57 f.). I anden del gør han dog opmærksom på, at måden, hvorpå man praktiserer religionsfrihed i England, ikke uden videre lader sig overtage. Problemet er, at man i England har forsømt “Religions-Lærernes eensartede videnskabelige Dannelse” (154). En sådan kan ifølge Grundtvig give en form for enhed i de splittede protestantiske lande, hvor uenigheden om ordet og troen ellers er fremherskende. En ordning, hvor præsterne i de adskilte kirkesamfund “har aflagt samme foreløbige Prøver som Stats-Kirkens Lærere [dvs. præster]” (155; jf. også s. 43), ville sammen med indførelsen af religionsfrihed være både kirken og samfundet til gavn.