↩ Religionstvangen er medskyldig i tidens “kirkelige Chaos” (55), der er kendetegnet ved permanent strid om lærebøger, embeder og ritualer, og det rette svar på miseren er religionsfrihed og “en kirkelig Skilsmisse, heller i Dag end i Morgen” (56). Staten skal ganske vist stadig beskytte den tro, som loven har gjort til statsreligion, men der må gives frihed for andre kirkesamfund. Disse må økonomisk sørge for sig selv, men også “skaffe deres Ungdom samme almindelige Kundskaber, og deres Lærere samme foreløbige videnskabelige Dannelse, som Staten kræver i sin egen Kirke” (43). Den indbyrdes konkurrence, der som resultat af adskillelsen vil opstå mellem de forskellige kirkesamfund, vil ifølge Grundtvig komme samfundet som helhed til gode.