Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danskeren 1

Den større historiske kontekst for “Om Religions-Frihed” er den amerikanske uafhængighedserklæring (1776) og den franske menneskerettighedserklæring (1789), hvor religionsfriheden blev hævdet som en grundlæggende frihedsrettighed. I Danmark var der i henhold til Kongeloven af 1665 religionstvang, men efter 1800 var der et stigende ønske i kirken og i centraladministrationen om individuel tros- og samvittighedsfrihed (Rasmussen 2009, s. 261). “Om Religions-Frihed” er et vendepunkt i Grundtvigs tænkning, fordi han her vedkendte sig arven fra 1700-tallet og indså, at den religiøse opposition, som oplysningstiden havde frembragt, hverken kunne eller burde undertrykkes (jf. Pontoppidan Thyssen 1983, s. 234).