↩
393
(GSV)
Hun nynned blidt med Vemodsklang:
O, var den Grav oplukket,
Da blev hvert Suk en Takkesang,
Og al min Sorg var slukket;
Ved Nat og Dag
Jeg fryded mig med Velbehag,
Som Fugl ved Dag hin klare,
I Løn og ►aabenbare.