Herren og Dannekvinden.
✂
Der laae en gammel Bautasteen
Ved Bølger blaae og blide,
Der spandt en Kvinde paa sin Teen
Med Suk, med Sorg og Kvide;
En Nyaarsnat
Hun havde drømt, der laae en Skat
Til Fryd og Hjertensglæde,
I Ny og saa i ►Næde.
✂
393
(GSV)
Hun nynned blidt med Vemodsklang:
O, var den Grav oplukket,
Da blev hvert Suk en Takkesang,
Og al min Sorg var slukket;
Ved Nat og Dag
Jeg fryded mig med Velbehag,
Som Fugl ved Dag hin klare,
I Løn og ►aabenbare.
✂
Der gik forbi saamangen Mand
Og hørde Kvindens Tale;
De Fleste loe og løb ►paastand,
At slippe fra “den Gale”,
Og standsed Een,
Han saae, den store Bautasteen
For Kæmpe som for ►Jette
Umulig var at lette.
✂
Tilsidst dog kom en Svend med Iil
Og raabte: see mod 📌Østen!
Der gaaer en Mand med Englesmiil,
►Som Sølvets Klang er Røsten;
Søg Ham med Bøn!
Hans Navn er 👤Jesus, Jomfru-Søn,
►Og for Hans Ord paa Vinge
Som Fjer maae Klipper springe►.
✂
165Ved Lyden af det Trøstens Ord,
Og Heltens Navn med Haabet,
►Alt Kvinden over Marken foer,
Og høit i Sky lød Raabet:
►O, hør min Bøn!
Forbarm Dig, ►👤Jesus, Jomfru-Søn►!
►Og vælt den Steen tilside,
Som volder al min Kvide►!
✂
394
(GSV)
►Vel Herren tav, men Kvinden ei,
Tilsidst Han maatte svare:
Den Steen ei ligger paa min Vei,
Hver Sit maa tage vare!
I 📌Østerled,
For Faders Børn jeg ►gjør Besked,
For 📌Nordens Hedninghunde
Jeg træller ingenlunde►.
✂
Sig lod dog ei ►af Marken slaae
Den bolde Hedning-Kvinde;
►Hun sagde: Børn og Hunde smaa
En Leg kan let forbinde,
Og ►vist jeg veed,
At hvem der ►gjør for Børn Besked,
Med Magt, som de er milde,
Gjør Alt hvad Barnet vilde►.
✂
Som Dugg paa Eng faldt Herrens Ord,
Med milde Guddoms-Kræfter:
►O, ►Kvindelil! din Tro er stor,
Dig times Held derefter►!
I Navnet mit
►Vælt Stenen bort og tag som dit,
Hvad under den du finder,
Og deel det med Veninder!
✂
166Med ►Lov og Tak og Kys paa Fod
Hun tog mod Guddoms-Ordet,
Ved Stenen brat med Tro hun stod,
At see, hvad der var ►jordet;
I 👤Jesu Navn
Hun Bautastenen tog i Favn,
Og ►stred den ud i Havet,
Saa blev den selv begravet.
✂
395
(GSV)
Og under Bautastenen laae
En lille Englepige,
Slog op to Øine himmelblaae
Og hørtes “Moder” sige;
Med Moder-Lyst
Hun trykked Glutten til sit Bryst,
Og Skatten, neppe fundet,
Da syntes brat forsvundet.
✂
I Kvindens Hjerte inderlig
Tog Engle-Glutten Sæde,
Og hvidsked: Moder! nu hos dig
Vil boe den lille Glæde!
I samme Stund
Blev Kvinden glad af Hjertensgrund,
Som Fugl ved Dag hin klare,
I Løn og ►aabenbare.
✂
►Vor Herres Ord er altid sandt,
Hvor sært man det end finder:
Hun deelte ærlig, hvad hun fandt,
Med sørgende Veninder,
I Syd og Nord,
Mens Glutten voxte og blev stor,
Berømt paa ►Dronning-Sæde,
Som Dannekvindens Glæde!
✂ N. F. S. Grundtvig.