Grundtvig, N. F. S. Bjovulfs Drape eller det Oldnordiske Heltedigt

↩ 481

►Bjovulfs Drape eller det Oldnordiske Heltedigt.

---

✂ ►De Danorum rebus gestis seculi III-IV. Poema Danicum dialecto Anglosaxonica. ►Edidit 👤G. J. Thorkelin. 📌Havniæ ►MDCCCXV.

✂ ►Bjowulfs Drape, et Gothisk Heltedigt fra forrige Aartusinde af Angelsaxisk paa Danske Rim ved N. F. S. Grundtvig. 📌Kjöbenhavn 1820.

✂ ►The Anglosaxon poems of Beowulf, the Travellers song and the battle of Finnesburgh, ►edited by 👤J. Kemble. 📌London 1835.

✂ ►A Translation of the Anglosaxon poem of Beowulf, by 👤J. Kemble. 📌London 1837.

✂ ►Beowulf, das älteste deutsche in angelsächsischer Mundart erhaltene Heldengedicht, ►betrachtet von 👤H. Leo. 📌Halle 1839.

✂ ►Beowulf, Heldengedicht des achten Jahrhunderts, aus dem Angelsächsischen stabreimend übersetzt ►von 👤L. Ettmüller, 📌Zürich 1840.

✂ Disse Bogtitler vise, at det Angelsachsiske Digt om ►Gothe-Helten ►Bjovulf, som slog ►Trolde i 📌Danmark og kiöbde sin sidste Seier, over 📌Gothlands Ilddrage, i dyre Domme for sit Liv, har været netop femogtyve Aar om at giöre Reisen fra 📌Kiöbenhavn over 📌London til 📌Zürich, og det maa vel kaldes en Evighed i vore Dage, da man slet ikke kan nöies med at kiöre en Mil i Timen, men det maa vel komme af, at paa sine gamle Dage nödes man til at fare i Mag, saa selv en tusindaarig Helt havde dog maaske ikke heller i kortere Tid 482kunnet tilbagelægge Veien. At derimod selv femogtyve Aar har været for kort et Tidsrum til at giöre ►Bjovulfs-Drapen bekiendt i 📌Danmark, for ei at tale om hele 📌Norden, det er en Kiendsgierning, der neppe lader sig forklare af Digtets Ælde, og endnu langt mindre af dets övrige Beskaffenhed, men kun af vor gode “►Romerske Smag,” der virkelig synes at skulle vare til Dommedag. Et meer end tusindaarigt Heltedigt, i en nærbeslægtet Mundart, som ikke blot ►spiller i 📌Norden, og ►spiller paa Dets berömte Konge og Helteslægter: ►Skioldunger, ►Skilfinger, ►Ylfinger og ►Volsunger, men dreier sig for en stor Deel om en af 📌Danmarks underfulde Redninger paa Undergangens Rand, og skildrer det Nordiske Liv i fordum Tid med levende, deilige Farver, et saadant ►Oldkvad maatte jo aabenbar, hvor det gik naturligt til, strax tiltrække sig alle Nordiske og da især Danske Lærdes Opmærksomhed, og, saasnart det blev læseligt paa Modersmaalet, findes i alle Huse og blive Læsebog for alle Börn, ja, blive for 📌Norden, efter fattig Leilighed, hvad ►Iliaden og ►Odysseen var for Grækerne, saa Ligegyldigheden ved saadant et ►Dannefee er ret et soleklart Vidnesbyrd om, hvor rædsom unaturlige vi er blevne ved at sætte Latinen over Modersmaalet. *Da jeg seer, man endnu ►paabyrder mig det Galskab at ville, om jeg kunde, uddrive alle fremmede Sprog af Skolen, maa jeg erindre om, at jeg har oversat ►Saxo fra Latin, ►Snorro fra Islandsk og ►Bjovulfs Drape fra Angelsachsisk, og endelig skrevet en ►Haandbog i Verdens-Historien, der var umulig uden Kundskab til fremmede Sprog, og maa derfor meget beklage dem af mine Landsmænd, der endnu ikke kan forstaae, at min Iver for at Alt i 📌Danmark skal læres paa Dansk, og Dansk fölgelig altid læres först, er himmel483vidt forskiellig fra den Dumhed at indskrænke al Lærdom til Dansk.

✂ 483Dog, det nytter aldrig at skiænde paa Folk, ⓘ fordifordi] GV, ford A de ikke gider læst en god Bog eller har en slet Smag, medens det maaske dog nu, da man i 📌England og 📌Tydskland er bleven opmærksom paa ►Digtet om Bjovulf, kan nytte, at giöre Nordiske og især Danske Læsere opmærksomme paa, at dette berömte Heltedigt i alle Maader ligger dem langt nærmere end nogen Anden, da det baade har nordisk Udspring og har ►alt i tyve Aar været tilgængeligt i en Dansk Oversættelse, der vel, som Alt under Solen, har sine Feil og Mangler, men lader sig dog med Lethed baade læse og forstaae, hvad hverken er Tilfældet med den Engelske i skiödeslös eller den Tydske i ►stav-bundet Stil.

✂ Digtets Historie, Indhold og Værd, som baade den Engelske og Tydske Oversætter er ►löbet over med en Harefod, og som selv 👤Leo kun tildeels har fremstillet, vil jeg da her anbefale til Nordiske Læseres Opmærksomhed. Vel har jeg allerede tre Gange prövet paa det Samme,*1815 (i ►Kiöbenhavns Skilderi Nr. 60—66. 70—72), 1817 (i ►Dannevirke B. II. S. 267—89) og 1820 (i Indledningen til min Oversættelse). og ►alle gode Ting, siger man, er tre, men derfor er dog ikke alle Trillinger gode, og det er nu desuden over tyve Aar, siden jeg sidst med Flid yttrede mig om ►Bjovulfs Drape, saa, skiöndt de Fremmede ikke er löbet fra mig, uden hvor de har forlöbet sig, maa jeg dog vel selv i al den Tid være kommet lidt videre baade ved at undersöge ►Grundskriftet i 📌London og ved at bruge Fordanskningen herhiemme.

✂ 484Da det nu gaaer mig med Böger ligesom med Mennesker, at hvad jeg spörger först om, er hvad Indhold de har og hvad de duer til, og kun, naar jeg finder det Umagen værd, ►lægger mig paa Kundskab om deres Herkomst, Alder og ►særdeles Omstændigheder, saa vil jeg ogsaa her tage först hvad selv 👤Leo deels tager sidst og deels forbigaaer, nemlig Digtets Indhold og Værd.

✂ Hoved-Indholden, seer man strax, er ►Gothe-Helten ►Bjovulfs Bedrifter, thi om ham dreier sig det Hele, og man söger forgiæves nogen anden Eenhed end den, hans Levnets-Löb udtrykker, hvorfor jeg endnu bestandig mener, at ►Bjovulfs-Drape er paa Nordisk Helte-Digtets eneste rette Navn. Hans Bedrift er imidlertid ogsaa stor nok til at vække hele 📌Nordens Deeltagelse, thi sit ►Gothiske Fædreneland forsvarer han ikke blot tappert mod ►Svenskerne og ærer det paa udenlandske ►Tog, men befrier det fra Ilddragen ►Stærkhjort, som ellers ei vilde sparet noget levende Öie, og et andet nordisk Land, 📌Danmark, befrier han ligeledes fra en hardtad ligesaa frygtelig Lande-Plage, i det han dræber ►Trolden ►Grændel og ►hans Moder, som spöge slemt paa Slottet i Kong ►Hrodgars (►Roes) Tid. ►Vist nok er begge disse Helte-Gierninger saa æventyrlige, at Nordboen vist ikke engang i Hedenskabets Dage fristedes til at tage dem efter Bogstaven som ►Manddoms-Id, men ►Odysseen er i Hoved-Bedriften ikke mindre æventyrlig, og desuagtet stod ►Odysseus visselig ikke for Grækerne som en Afgud, men som ►Kiöd af deres Kiöd og Been af deres Been, saa det er et stort Misgreb, naar 👤Kemble, og Tydskerne med ham, paa Grund af det Æventyrlige vil giöre ►Bjovulf til en nordisk Afgud, skiöndt man 485umulig paa noget Pergament kunde afskildre en Nordisk ►Kæmpe med mere naturlige Træk og levende Farver end ►Bjovulf er skildret i sin ►Drape. Saaledes möde vi ham strax paa den danske Grund, som han betræder for at brydes med ►Trolden, og svarer Kystvagten, som kræver ham til Regnskab:

1

✂ ►Gother vi, med gode Kaar,
►Kæmper ►monne være,
Tjenende i Kongens Gaard
►Higelak med Ære.
Jeg mig ved min Byrd og Stand
Skammer ingenlunde,
Thi min Fader trindt om Land
Var i Folkemunde;
Gubben nu er sovet hen,
Gik til bedre Egne,
►End dog mindes vise Mænd
►Egthjov allevegne.

2

✂ Over Hav med ►Venne-Hu
Kom vi for det Bedste,
Agte derfor ogsaa nu
►Halvdans Sön at giæste;
►Modent Ærinde vi har,
Det er ei at dölge,
Hvis ei Tant ►for Sandt os bar
Rygtet over Bölge.
Siig os derfor, ►Skjoldung-Vagt!
Hvad du vel maa vide:
Er det sandt hvad os er sagt
Om din Herres Kvide,
At til hans og Daners Kval,
I de sorte Nætter,
Raser i hans Konge-Sal
En af Mörkets ►Vætter,

3

✂ 486Er ►Drabanterne for stærk,
Tager Folk af Dage,
Över Vold og ►Nidingsværk
Uden Maal og Mage?
Er det ►saa, da vil og kan
►Halvdans Sön jeg lære,
Som Uhyrets Overmand,
Seier at hjembære;
Ja, er Muelighed deri,
Jeg det ►saa kan mage,
Brat det være skal forbi
Med den Lande-Plage;
Og kan ikke ved min Daad
Han sin ►Harm forvinde,
Sige tör jeg, intet Raad
Er mod den at finde,
Men saalænge ►Skjoldung-Borg
Skinner over ►Tue,
►Dannemænd med Hjertesorg
Pines maae og grue.*See fjerde Sang i ►den Danske Bjovulfs Drape.

✂ Siden, da han har brudtes med ►Grændel, saa baade Arm og Skulderblad ►gik ilöbet, men ►Troldens Moder næste Nat har hævnet sig paa ►Hrodgars Ven, den gamle ►Esger, höre vi ►Kæmpen sætte Mod i Kongen saaledes:

1

✂ Sörg ei, min Drot, saa saare!
For Venner ei skal vise Mænd
Udöse mangen Taare,
Men svinge Sværd
I ►Herre Færd,
Til Hevn og Hæders-Minde.

2

✂ 487Det er ►saa dömt i ►Norners Raad,
At Döden skal vi lide,
Thi ►stræbe hver med ærlig Daad
At vinde ►Pris itide!
Kun Hvile söd
Har Gravens Skiöd
For Stöv fra ►Ære-Sengen.

3

✂ ►Sid op, o Drot! lad Fiende-Spor
Med Flid os brat forfölge!
Og troe mig paa mit Æres-Ord,
Ei skal i bundlös Bölge,
I Jordens Skiöd,
I Skov som Glöd,
►Uvætten mig undslippe.

4

✂ Nei, i den vide Verden ei
Den skal et Smuthul finde,
Hvortil jeg mig ►jo baner Vei
For ærlig ►Pris at vinde;
Bær, som en Mand,
Jeg veed du kan,
Da kun i Dag ►end Sorgen.*See ellevte Sang i ►den danske Bjovulfs-Drape.

✂ Lytte vi endelig til Heltens sidste Ord, da han havde kronet sine Bedrifter med Selv-Opoffrelse i Drage-Kampen, og tog Afsked med sin Alderdoms-Stötte, ►Viglav, der viste ham Pröver af Guld-Dyngen, hvorpaa Dragen havde ruget, da höre vi:

4

✂ Gud skee Lov! den Herre blid
Over ►Stjerne-Buer,
Ærens Drot til evig Tid,
For hvad her jeg skuer,
488For de Skatte, som mit Folk
För min Död jeg med min Dolk
►Mægted at ►forhverve!
Prisen dog paa Guldet ►vist
Kalder ei jeg ringe,
Öiets Lys og Livets Lyst
Maatte for det springe.
I, som ►skifte skal min Arv,
►Sörger vel for Landets Tarv!
Mig det maa nu miste.
Brat jeg Aske har ►for Been,
Da, o Venner giæve!
►Kæmpehöi med Bautasteen
Over den sig ►hæve!
Staae den skal paa ►Roneklint,
Hvor mod Landet Bölgen trindt
Bruser ind fra Dybet;
Kneise skal min Höi ved Hav,
Falde flux i Öie,
Under Navn af ►Bjovulfs Grav,
Dem, som Bölgen plöie,
Staae for dem til ►Seile-Tegn,
For mit Folk til ►Mindes-Hegn,
Synlig i det Fjerne.

4

✂ Af sin Hals nu ►Gothers Ven
Löste ►Gylden-Smykket,
Gav den ►fuldtro Ungersvend
Kiærlig Mester-Stykket,
►Brynje-Særk og Finger-Ring,
Hjelm af Guld det klare,
Sagde: brug de gode Ting,
Som du tör forsvare!
Af ►Vægmundinger endnu
Een er dog tilbage,
Stammens sidste Skud er du,
Arven du ►modtage!
489Ja, ►saanær min hele Æt
Sank i Tidens Bölger;
Mödig nu, min Ven, og træt,
Frænderne jeg fölger.

5

✂ Det var ►Gothens sidste Ord,
För til ►Baal han ►blegned,
Hjertet brast og stiv til Jord
►►Gothe-Kæmpen segned;
Legemet i Klippely
Luen vented rolig,
Sjælen sögde over Sky
Ærens faste Bolig.*See nittende Sang i ►den danske Bjovulfs-Drape.

✂ Alt dette, seer man let, er saa kæmpemenneskeligt, saa Nordisk og ►Gothisk som mueligt, og giör da alligevel ►Bjovulfs Hoved-Bedrifter ham paa en Maade til en mythisk Person, maa det nödvendig være til en Saadan, som ►Odysseus og alle Heltene ►for 📌Troja, eller som ►Sigurd Fofners-Bane og ►Stærkodder, en Folke-Helt altsaa, der i sit æventyrlige Levnetslöb skal udtrykke hele sin ►Folke-Stammes historiske Bedrift og Heltegierning. Vore Lærde er vel endnu sædvanlig altfor indskrænkede til at fatte saadanne ►Asamænd eller Halvguder, hvori særdeles 📌Nordens ►Kæmpe-Stammer helst ►gad speile sig, men kan ikke engang vi poetiske ►Sildefödninger læmpe os efter de Lærdes Fatteevne, da kunde de gamle Skjalde, der neppe drömde om saadanne ►Rune-Ristere, det endnu langt mindre, og saavel paa deres, som paa egne Vegne maae vi da bede alle 490Lærde Dödbidere, som vil befatte sig med ►Bjovulfs-Drape, at holde sig til det ►Gramatikalske og Kronologiske, som vi kan alle ►gnave paa, men smukt holde sig fra det Mythiske og Poetiske, som de hverken kan oplöse, fatte eller samle! For Nordiske Læsere derimod, som godt kan föle, der “ligger meget meer i Blodet” end ►Iglerne veed, vil en saadan ►Stamme-Fuldmægtig slet ikke synes urimelig, og heller ikke dunste bort i Luften, da Skjaldene, som havde ►Kæmper Nok at vælge imellem, ►vist ►heller tog En af de Ypperste til poetisk ►Mærkes-Mand, end de greb efter en saadan i Luften. Uagtet jeg derfor seer det samme Nordiske ►Kæmpe-Folks Storværk speile sig i ►Bjovulf som i ►Stærkodder og ►Sigurd Fofnersbane, vil jeg dog ligesaalidt oplöse de To af dem, som dem alle Tre, i Luft, da ►Prokustes-Sengen med sin dræbende Ensformighed ligesaa lidt huer mig i Poesien og Mythologien, som i ►Politiken og ►Studentmageriet, og ►hugede ►vist aldrig nogen Skjald, der drak af den rette Tönde. Ligesom derfor de Danske ►vist har havt deres gode historiske Grunde til at kalde ►Mærkes-Manden ►Stærkodder, og Andre deres til at kalde ham ►Sigurd eller ►Sigfred, saaledes havde de Angelsaxiske Skjalde ►vist ogsaa deres gyldige Grunde til at kalde ham ►Bjovulf, og derfor er disse tre ►Gothiske Mærkes-Mænd, trods al deres ►Grundlighed, dog ikke blot poetisk men ogsaa historisk nemme at skille ad. ►Grundligheden mellem ►Sigurd, ►Stærkodder og ►Bjovulf er nemlig den, at de alle Tre er ►Gothe-Folkets æventyrlige ►Mærkes-Mænd, og ligesom ►Bjovulf har 📌Danmarks Redning tilfælles med ►Stærkodder, saaledes har han ►Gulddrage-Jagten tilfælles med ►Sigurd eller (efter ►Bjovulfs-Drapen) med hans Fader, ►Sigmund 491►Volsung, men dog har de aabenbar poetisk hver sit eget Ansigt, fordi den stive Ensformighed er alle Skjalde af Naturen ligesaa forhadt, som den er Grammatikerne dyrebar. ►Sigurd er saaledes især kiendelig paa sine Elskovs-Æventyr, som indvikle hans Skæbne og berede hans Undergang, saa, skiöndt han ogsaa har et dunkelt Forhold til 📌Danmark, hvor han er opfostret og hans ►Gudrun finder sit Enkesæde, saa svarer hans æventyrlige Bedrift dog kun til de ►udvandrede Gothers Historiske, da de fældte den store ►Romerske Drage, der rugede over al Verdens Skatte, men ►skiftede ►saa Kiærlighed som Modersmaal og fik en sörgelig Undergang. ►Stærkodder derimod er kiendelig saavel paa sin Grovhed som paa sin Penge-Gierrighed, og skiöndt de forvovne ►Hjarne-Skjalde, ved at skiænke ham hele trehundrede Aar (omtrent fra 450 til 750) og före ham ligesaavidt omkring, som ►Gother gik paa ►Tog, virkelig har stræbt at sammenpakke hele deres Bedrift baade ude og hjemme i hans ►Drape, saa har dog i det mindste En af dem fölt, det var for grovt, og har derfor ladt ►Thor rykke to Par Arme af det poetiske Uhyre, saa han kunde komme til at see ud som et andet Menneske, hvad jo paa vort Maal (i Billedsproget) vil sige saa meget som at ►Stærkodder har i Grunden ikke med de ►Ost- og Vest-Gother at bestille, som reiste udenlands paa deres egen Haand, men kun med ►Gotherne som Leie-Kæmper i Kongelig Dansk og Svensk Tjeneste, og dette tvetydige Forhold, der fik en daarlig Ende, er egenlig det Eneste, der æventyrlig udtrykkes i ►Stærkodder-Sagnet ved det Guld, ►hvorfor ►Kæmpen sælger sin Ære og kiöber sin Död. Endelig er ►Bjovulf ►kiendelig nok ei blot ved i sig at samle begge de Andres 492Storværk: 📌Danmarks Redning og Dragens Ödelæggelse, og dertil föie hvad de fattes, sit eget Fædrelands kraftige Forsvar, men ogsaa ved sin hardtad overmenneskelige Höimodighed, ►lydeslöse Reenhed og sit ►eremitlige Forhold til det smukke Kiön, hvoraf det Förste röber Skialdens poetiske Overlegenhed, og det Andet saavel hans ►vitterlige Konst som hans Engelske Byrd.

✂ Naar jeg nu sagde, at disse tre ►Gothiske ►Mærkes-Mænd ikke blot poetisk, men ogsaa historisk var nemme at skille ad, da meende jeg ►vist nok blandt Andet, at baade henviser den poetiske Forskiellighed paa Skjalde af forskiellige Stammer, saa ►Volsungen er oprindelig skildret blandt de ►udvandrede Gother, ►Storværks ►Sön blandt de Danske, Svenske og ►Gothiske Stammer i Hjemmet, og ►Vægmundingen blandt de Angelsaxiske Vikinger; men jeg meende, som sagt, tillige, at de alle Tre har været berömte ►Gothiske ►Kæmper, som stak Skjaldene i Öie, og det er i denne Henseende ►mærkeligt, at vi i ►Bjovulfs-Drapen finde ►Volsungen sammenlignet med ►Vægmundingen. Denne ►Mærkes-Mændenes historiske Personlighed giver sig for Resten tilkiende i deres Hierte-Forhold og den deraf udspringende hver især ►eiendommelige Bedrift, altsaa i ►Sigurds Blodhævn over sin Faders Banemand og i hans Forhold til ►Brynhild og ►Gudrun, som til Hunner og ►Burgunder, i ►Stærkodders Troskab mod den Danske Kong ►Frode selv længe efter hans Död, og i ►Bjovulfs Forhold til den ►Gothiske Kong ►Higelak og Sön ►Hardred. Det Sidste kan vel ved förste Öiekast synes tvivlsomt, fordi vi ikke har en saadan Sagn-Kreds om ►Bjovulf, som om ►Sigurd og ►Stærkodder, ja kiende egenlig slet intet enten til ham eller ►Hrædlingerne ►uden af 493►Drapen, hvis Hoved-Indhold er saa æventyrlig og hvis ►Konstighed er saa iöinefaldende, at man let kan fatte Mistanke til den historiske Side, der kun i Forbigaaende stiller sig tilskue, men at Mistanken er aldeles ugrundet, kan man ved at samle de historiske Brudstykker, snart opdage, og Lykken har villet, at ►Bjovulfs-Drapen ei blot skulde giöre Epoke i 📌Nordens Poesi, men ogsaa i vor ►Rigs-Historie. Saasnart vi nemlig samle de temmelig ubehændig indskudte historiske ►Billinger, da faae vi en ►Gothisk Kongerække af ►Hrædel, ►Hædkyn ►Higelak, ►Hardred, ►Bjovulf og ►Viglaf, og da der paa samme Tid nævnes en ►Other og ►Adgils i 📌Sverrig og ►Halvdan, ►Helge, ►Rodgar og ►Rodulf i 📌Danmark, saa maae vi slutte, at de samtidige ►Gothe-Kongers Navne kun hidtil var os fremmede, fordi vi ikke har ►Gothernes Sagn optegnede af dem selv, medens dog Navnet ►“Higelak” i sin islandske Form “►Hugleikr” ►alt pipper frem paa 📌Sverrigs Throne i ►Stærkodder-Tiden. *See ►Yngling-Sagn i ►Heimskringle. Desuden finde vi en Friser-Hövding ►Hengest indfört i den danske Kong ►Halvdans Tid, der bliver Menneske-Alderen ►foran den ►Gothiske Kong ►Hrædels, og hos en Angelsachsisk Skjald maae vi derved nödvendig forstaae den Angelsachsiske Helt af dette Navn, hvorved vi da föres til Midten af det femte Aarhundrede som ►Halvdans Levetid, og maae fölgelig sætte ►Hrædels og ►Higelaks, saavelsom ►Hrodgars derefter. Allerede dette er en historisk Vinding, især for ►Rolv Krages Skyld, som vi nu tröstig kan give Plads i Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede, men ►Bjovulfs-Drape giver endnu Anledning til en langt större og sikkrere Oplysning ved at 494sige os, Kong ►Higelak faldt paa 📌Frislands Kyst i et Slag mod Franker og Frisiske ►Hetvarer *Hos 👤Kemble S. 86. 166—68. 206. og 👤Leo har ►alt bemærket, at der i ►Vidsids-Maal skal læses “►Hun Hætwerum.”; thi naar vi nu læse hos 👤Gregor af Tours og i andre Frankiske Annaler, som vi sikkert veed, var ikke i Ledtog med 📌Nordens Skjalde, at i Begyndelsen af det sjette Aarhundrede (omt. 515) faldt en Dansk Konge paa 📌Frislands Kyst efterat have plyndret ►Atvarernes Byer, og faldt for den Frankiske Prinds 👤Theudbert, da sluttede vi med Rette, det var Kong ►Higelak, om det end ikke i det forkvaklede Navn “►hilaicus” var saa kiendeligt som det er.*Disse Efterretninger findes hos 👤Bouquet ►T. II. p. 187 og 555, og vel seer jeg af 👤Dahlmanns ►Danmarks-Historie (B. I. S. 17), at han endnu drager Sammenhængen i Tvivl, men det er i mine Öine allerede meget, at han ikke tör nægte den, og jeg ⓘ beraaberberaaber] GV, heraaber A mig saameget ►heller paa 👤Kembles, 👤Leos og 👤Ettmüllers Bifald, som de slet ikke beraabe sig paa mit og maa fölgelig giælde for upartiske. For Resten er “►mere wioingas” paa det fortvivlede Sted (hos 👤Kemble S. 206 og hos 👤Thorkelin S. 216) ►sagtens hverken meer eller mindre end “►Merovingerne,” hvortil vi veed Prinds 👤Theudbert hörde, og det giör Sagen complet.

✂ Nu troe vi altsaa, at ►Rolv Krage, med hvem den egenlige ►Skjoldung-Tid slutter, levede i Begyndelsen af, det sjette Aarhundrede, blot ikke længer, fordi han skal komme efter ►Roe, i hvis Fader Kong ►Halvdans Tid, den ►Hengest skal have levet, som 👤Beda skriver kom til 📌England midt i det Femte Aarhundrede; men nu har vi Sort paa Hvidt fra det Sjette Aarhundrede ►for, at Kong ►Higelak levede og döde i samme Aarhundredes Begyndelse, og derved fastsættes ikke blot ►Rolvs Levetid, hvem ►Bjovulf ►alt fandt voxen hos ►Hrodgar, 495men vi faae tillige derved langt större Sikkerhed end 👤Beda kunde give os for, at det var ved Midten af det femte Aarhundrede ►Hengest gik paa ►Tog. Hvilken uberegnelig ►Vinding en saa umistænkelig Stadfæstelse og et eneste saadant fast Punkt i vore ►Oldsagn er, vil ►Efterslægten vel först ret indsee og paaskiönne, men, har vi Öine, kan vi dog ►alt see det, og skiöndt det er urimeligt, at den Angelsaxer dog ikke med et Par Ord har fulgt ►Hengest til 📌England, saa er den Engelske Urimelighed dog ogsaa i sin Orden, og istedetfor til ingen Nytte at ►klamres med den gamle ►Skaberling (►scop) derom, bör vi takke ham for, at ►Hengest dog nu ogsaa har faaet sit eget Ansigt, som en Friser-Hövding i Forbund med den Danske Konge. Det ►Tog han tilligemed de Danske under ►Hnæfs Anförsel gjorde mod en Kong ►Finn ►Folkvalds Sön, har vi vel ikke rigtig ►godt af, fordi den Episode i ►Drapen har faaet Skam, men Noget om saadan en verdenshistorisk Person er dog bedre end Intet, og ved Hjelp af den ►Billing, der fandtes i en gammel ►Præken-Bog, om Slaget ved ►Finsborg kan vi dog finde ud, at ►Finn ►gik paa Ræveklöer og overlod ►Hnæf og ►Hengest ►Hælvden af sit Rige, men overfaldt dem saa lumskelig ved Nattetid, saa ►Hnæf og mange andre brave ►Kæmper faldt, men ►Hengest slap dog hjem til sit 📌Frisland og hevnede Skade næste Aar, saa det sved til ►Finn *Ovennævnte Brudstykke, hvoraf Haandskriftet er ►forkommet, findes trykt hos 👤Hickes i hans ►Thesaurus I. 192. og derfra optrykt i Indledningen til den ►Danske Bjovulfs-Drape, og bag efter 👤Kembles Udgave. Udentvivl er det med mere faldet ud af ►Drapens saakaldte 16de Sang (hos 👤Thorkelin S. 84 og hos 👤Kemble S. 79) efter Ordene “►syððan 496scolde►;” da det fölgende “að” vist er en Skrivfeil for “ad,” og Baalet, som först kan tændes efter ►Finns Seier, kommer aldeles uforberedt. I Brudstykket forvisses vi ved Udtrykket “►Hengest selv” om, at Skjalden meende den berömte ►Hengest..

✂ 496Under saadanne Omstændigheder bliver det ►aabenbar et ►mærkeligt Blad af den ►Gothiske Historie i det femte og sjette Aarhundrede, vi kan sammensætte af de hist og her indskudte ►Billinger, og det begynder med ►Bjovulfs Morfader, den gamle Kong ►Hrædel og hans tre Sönner: ►Herebald, ►Hædkyn og ►Higelak, og det er en sörgelig Begyndelse, thi ►Hædkyn skiöd feil ad Skiven og ►ramde sin ældste Broder med Pilen, saa han sank död til Jorden, og den gamle ►Hrædel gik af Sorg fra Forstanden, klagende bestandig over at hans ene Sön var skudt og den Anden hængt som hans Morder. Det Sidste var kun Indbildning, thi da han havde sörget sig ihjel, fik han virkelig ►Hædkyn (►Hakon) til sin ►Eftermand, men nu begyndte der en Række af blodige Krige med 📌Sverrig, og i den Förste faldt ►Hædkyn for den vældige Svenske Kong ►Ongenthjov, som nær havde indtaget hele Riget, men blev dog fordrevet af ►Higelak.*Om ►Hrædels sörgelige Skæbne læser man i ►den danske Bjovulfs-Drape S. 212—15, og om ►Hædkyns Fald 215—216 og 249—51. Denne Kong ►Hrædels yngste Sön besteg nu Thronen og fortsatte den Svenske Krig saalænge til det kostede den gamle ►Ongenthjov Livet, og hans Banemand ►Jofur ►Vanraads Sön fik Kong ►Higelaks Datter.*Om ►Higelaks Svenske Krig og ►Ongenthjovs Fald S. 251—54. ►Ongenthjov havde efterladt sig to Sönner: ►Other og ►Onela, men de synes ikke at have vovet no497get ►Tog til 📌Gothland, thi vi höre först om et saadant af ►Others Sönner, da ►Higelak var faldet i 📌Frisland), og hans Sön ►Hardred under ►Bjovulfs Værgemaal netop var kommet til Skiels-Alder.*►Other og ►Onela nævnes som Brödre i ►Dansken S. 249. og ►Toget af ►Others Sönner S. 195 og 208. De ►fældte ►vel ►Hardred, men maatte dog lade ►Bjovulf beholde den ►Gothiske Throne, og siden blev de indbyrdes uenige, saa En af dem, ►Eadgils, tyede til ►Bjovulf, som lod ham fölge hjem med en ►Gothe-Hær, og ved den Leilighed faldt ►Others Sön ►Eanmund for ►Vægmundingen ►Vigsten, hvis Sön ►Viglaf siden saa kiækt stod ►ⓘ BjovulfBjovulf] GV, Bjovutf A bi i Drage-Kampen og blev hans ►Eftermand paa Thronen.*I ►Dansken 208—9. og 225—27, hos 👤Thorkelin S. 178—79. 194—95 og hos 👤Kemble S. 169—70. 184—85.

✂ Her ender ►Drapen, hvoraf vi seer, at ►Hrædels Mandslinie (►Hrædlingerne) uddöde med hans Sönnesön, ►Hardred, tidlig i det sjette Aarhundrede, og at ►Vægmundingerne i det mindste var nærved at uddöe henimod Slutningen af samme Aarhundrede, med ►Viglaf, ►Vigsteens Sön, men foruden disse hidtil ubekiendte ►Herre-Slægter,*👤Saxo nævner dog (hos ►Steph. S. 127) en ►Gothisk Prinds ►Vemund, som kan have givet ►Vægmundingerne Navn. nævner ►Drapen ogsaa ►Skyldinger, ►Skilfinger, ►Vylfinger, ►Vælsinger, og udentvivl ►Merovinger, som ►alt forud var 📌Nordens ►Sagamænd bekiendte og ►stille, saa at sige, Borgen for de os hidtil fremmede.

✂ At saaledes ►Skyldingerne er 📌Danmarks berömte ►Skjoldunger, fölger af sig selv, skiöndt Navnet tillægges hele Folket, og af den Række vi möde: ►Skyld, ►Bjovulf, ►ⓘ HalvdanHalvdan] GV, Halfden A, ►Hjörgar, ►Hrodgar og ►Halga, med 498deres Sönner: ►Hjorvard, ►Hredrik, ►Hrodmund og ►Hrodulf, er næsten alle Navnene os bekiendte og ►Skjold, ►Halvdan, ►Roe, ►Helge og ►Rolf, ogsaa efter 👤Saxo og 👤Snorro, berömte Danekonger fra ►Hedenold.

✂ Om ►Skjold, som efter Islænderne var ►Odins og efter 👤Saxo den myrdede Tyran ►Löders (►Lothers) Sön, spore vi her et ganske eget Sagn, hvorefter han i sin spæde Barndom var drevet tillands, liggende alene paa et Skib fuldt af Vaaben og andre Klenodier, og modtaget som en Guds Gave af det kongelöse Folk, der i ham opfostrede sig en Drot, som blev enevældig i 📌Norden, men efter Döden bortsendt ligesom han var kommet. Den förste Deel af dette Sagn finder man ogsaa hos 👤Ethelverd og i andre Engelske Kröniker fra Middelalderen, kun at Barnet der kaldes ►Skef, men da ►Skef ellers nævnes som 👤Noahs fjerde Sön födt i ►Arken, seer man let, Sagnet passer kun paa ►Bjovulfs-Drapens ►Skjold, der fik Tilnavnet ►Skefing, fordi han var en ►Skef den Anden, födt ombord paa Havet, men kaldtes Skjold (Værn) af Folket, der i ham saae deres Skytsaand. *👤Ethelverd (hos ►Savil S. 479) siger nemlig “►ut familiarem diligenti animo eum custodierunt” og “►familiar” er paa Engelsk en tjenstagtig Aand, som 👤Shakspear siger: “►love is a familiar.” Naar nu Tydskerne hermed sammenligne alle de Börn, der, efter Sagnet, er trukket op af Vandet, selv om det kun var af et Gadekiær, da fölge de deres Natur, og bör ikke engang standse ved 👤Moses, men naar de paa ►Creuzersk giör alle disse Sagn til hip som hap, og til en Tydsk ►Stam-Mythe,*Exempel paa begge Dele har 👤Leo i hans “►Beowulf” S. 19—34, men ved Siden ogsaa langt bedre Oplysning. da ►maa vor 499Lomme lee►, og vor Pen minde de Sprænglærde om, hvad der staaer skrevet i en gammel Bog af deres Egne, at det er “de Danske” ei de Tydske, der “boe paa Havet.” For Resten er det ►mærkeligt, at ►Skjold i ►Bjovulfs-Drape vel staaer som Stamfader til en ny Konge-Slægt i 📌Danmark, men ikke som Rigets förste Konge, thi ►de græde ei for Guld, som aldrig Guld eiede, og han slukker dog de Danskes ►Konge-Sorg, ligesom der i ►Drapen selv dunkelt peges paa en ældre Dansk Konge-Slægt (►ar-skyldingas) blandt hvilke Een hed ►Eggvela og havde ►Hermod i sin Tjeneste.*Hos ►Thorkelin S. 128 og hos ►Kemble S. 121. ►Skjolds rette Plads i ►Sagn-Rækken bliver derfor ►vist efter ►Frode Fredegod, ved hvis Död de Danskes ►Konge-Sorg og ►Konge-Savn er, saa at sige, blevet verdenshistorisk, thi skiöndt 👤Saxo melder, at ►Hjarne Skjald (►eet med ►Brage af “brægen ►ͻ: Hjerne”) raadte Bod paa begge Dele, fortier han dog ikke, at det maa forstaaes poetisk, og at den historiske Bod fandt man först i en uventet ►Frode-Sön, der kom fra 📌Rusland, og sammensmelter for mine Öine med ►Skefingen ►Skjold. Ved at faae de to faste Punkter i ►Halvdans og ►Rolvs Samtidighed med ►Hengest og ►Higelak, kan vi nemlig begynde at skielne Sagnene i 📌Danmarks Historie för Anglernes Udvandring fra dem efter den, og, næst det korte ►Stam-Sagn om Brödrene ►Dan og ►Angel, er ►Uffe, ►Hading og ►Fredegod-Sagnet vel de Eneste, vi med Sikkerhed kan regne til Fortiden, da ►Amlet-Sagnet svæver mellem Begge og afbilder ►sagtens netop Jydernes Deel i Udvandringen.

✂ ►Skjolds Sön kaldes i ►Drapen ►Bjovulf, men da der ingen Bedrift tillægges ham, er derom heller ikke andet 500at sige, end at “►Gram,” der hos 👤Saxo indtager hans Plads og er kiendelig nok, kan have hedt hvad det skal være, da “►Gram” aldrig ellers i 📌Nordens ►Oldsagn findes som Fornavn, men tit (hvad 👤Saxo selv bemærker) som et Kongeligt ►Binavn. *Navnet “►Biolfr,” som svarer til “►Beovulf,” findes for Resten i ►Landnamabok S. 292.

✂ Vi komme nu i ►Drapen til ►Halvdan (►Healfdene), som gives Tilnavnet “den Höie,” og det stemmer godt overeens med ►Edda, *►Hyndlas Sang, Str. 13. som kalder ham den höieste eller ypperste ►Skjoldung (►hæztr Skiöldunga), ligesom vi hos ►Saxo virkelig finde en ►Halvdan, der er Fader til ►Ro og ►Helge, ►Drapens ►Hrodgar og ►Halga. Hos ►Saxo er vel denne ►Halvdan rykket længere fra ►Skjold og staaer bar for Bedrifter, men ►Drape-Smeden, der levede omtrent femhundrede Aar för 👤Saxo, vidste udentvivl bedre Besked med ►Oldsagerne, saa det kan hverken undre os at höre om det store ►Tog under ►Hnæf og ►Hengest i Kong ►Halvdans Tid, eller at möde nok en ►Halvdans-Sön (►Hjörgar) og en Datter, hvis Navn, desværre, er faldet ud, og hvis Giftermaal med en ►Skilfing, ventelig ►Others Broder ►Onela, vi nu maae giætte os til.*Linien “►hyrde ic þæt Elan cwen” ►Th. S. 7. ►Kbl. S. 5. staaer nemlig ganske forladt, og der har sikkert blandt andet staaet “►Onelan cwen,” som passer med det fölgende. I Henseende til ovenmeldte ►Tog af Danske og Friser mod ►Jette-Kongen ►Finn ►Folkvalds Sön, har vi ►alt bemærket det store Uheld, at omtrent Halvdelen af dette Indskud er tabt, og det næsten lige saa store Held, at det Tabte for störste Delen atter fandtes i en 501gammel ►Præken-Bog, og da man baade i 📌England og 📌Tydskland endnu forvirrer det smukke Sagn, bör det her ikke savnes. Sjælen i det er Dronning ►Hildeborg, ►Hokes Datter, som fulgde med sine Brödre og Sönner, og mistede dem Alle ved ►Jetternes Trolöshed, men fördes dog omsider i Triumf tilbage til 📌Danmark. Sagen var nemlig den, at ►Finn, efterat have tabt Slaget og sluttet Forlig, overfaldt ►Hnæf og ►Hengest ved Nattetid paa ►Finsborg, som var dem indrömmet, og skiöndt de, kun Tresindtyve i Alt, kiækt forsvarede sig i fem Dage mod en heel Hær, faldt dog omsider baade ►Hnæf og hardtad hele Skaren, og vi veed ikke hvordan ►Hengest, ►Gudlav og ►Oslav undslippe det almindelige Blodbad. Nu tændes da Baal til de Slagne, og saa grusom er ►Jetten, at Dronning ►Hildeborg maa selv bære sin Sön ►Sveolod paa sine Skuldre til Baalet, men Hevnen ligger kun i Vinter-Dvale, thi næste Vaar kommer ►Hengest, ►Gudlav og ►Oslav igien fra 📌Frisland, fælder Kong ►Finn midt i hans Skjoldborg, udplyndrer hans ►Höielofts-Sale og förer Dronningen triumferende til 📌Danmark.*►Th. 82—88 ►Kbl. 76—82, og ►Stumpen om ►Finsborg Slaget, der, trods de mange dunkle Ord, er nu ikke ►længer en mörk Tale. I ►📌Upsals Dressel fandtes, efter 👤Snorres ►Edda, en Brynie ►Finsleif, som synes at være ►Finns eneste ⓘ EfterladenskabEfterladenskab] GV, Efterladenska A her hjemme. Hvis Dronning ►Hildeborg er, kan vi imidlertid ikke sige, thi man kunde vel tænke ►Hnæfs, men da hun kaldes ►Hokes Datter og ►Hnæf i ►Vidsids-Maal kaldes ►Hokingernes Fyrste, var hun vel snarere hans ►Syster; kun sætter hun sig selv med Hænder og Födder mod ethvert Beileri fra ►Jettekongens Side, hvor 502godt end Engelskmænd og Tydskere vil tale hans Sag.

✂ I Henseende til ►Halvdans-Sönnerne er ►Bjovulfs-Drapens Skjald for saavidt enig med 👤Saxo, at ►Hrodgar og ►Halga ►aabenbar svare til ►Roe og ►Helge, og at ►Roe blev berömt af det ny Konge-Sæde, han grundede, men medens 👤Saxo fölger ►Helge, holder ►Drape-Skjalden sig til ►Roe, og röber kun ved ►Kiendingen “►Bravkarl,” at det skal være ►Helge ►ufortalt.*►Halga til er nemlig vores: ►Helge Bravkarl. Nu er det vel ►saa, at vi ingenlunde kan lægge historisk Vægt paa alt det Deilige, Skjalden fortæller baade om ►Hrodgar og hans Dronning ved ►Bjovulfs Besög i ►Hjorte-Borgen, da Æventyret med ►Troldene aabenbar bestaaes paa hele ►Gothefolkets Vegne, og ►Hrodgar altsaa kun er Vært paa alle ►Skjoldungers Vegne, men deels har den betænksomme Skjald dog vist havt sine gyldige Grunde til at give ►Hrodgar Æren, og deels har ►Hjorte-Borgen, med Dronning ►Væltove (►Wealhđeow) og hendes Sönner, med Prindsesse ►Freyvor (►Freaware), Prinds ►Rolv (►Hrođulf), Konge-Vennen ►Æsger, ►Irmenlavs Broder, den skeelöiede Drost ►Hunferd Eglavsön, og den höviske ►Vulfgar ►Vendelbo, saa eiendommeligt et Præg, at man slet ikke kan tvivle om, der ►jo i det Syvende Aarhundrede har gaaet ►mærkelige Sagn om Kong ►Roe paa ►Hjorteborg eller ►Hertegaard, som i det Tolvte var traadt tilbage for de langt större om ►Rolv i 📌Leire. Her at gaae ind paa alt det Enkelte vilde före for vidt, men det dunkle Sagn om Prindsesse ►Freyvor dvæler jeg saameget ►heller ved, som det siden sidst har faaet ad503skillige Oplysninger, der lade os skimte hele Sammenhængen. Den förste Oplysning gav et lille Digt af ►Exeter-Bogen, som jeg kalder ►Vidsids-Maal,* Dette Digt, först daarlig trykt (under Navn af “►The Traveller's Song”) hos ►Conybeare 1826, siden ret godt hos ►Kemble bagved ►Bjovulf 1835, er af ⓘ samme Slagssamme Slags] GV, sammeSlags A som ►Nornagests ►Saga, saa Skjalden lader en ►Vidsid (ligesom ►vidförull) opregne alle de berömte Navne, han kiender, og det er löierligt nok, at lærde Mænd kan tage det for en virkelig Reise-Beskrivelse, skiöndt Reisen fra ►Ermanrik til et godt Stykke forbi ►Rolv vilde ikke være stort kortere end ►Nornegests fra ►Volsungerne til 👤Olav Tryggesen. hvor blandt mange andre Konger og Fyrster ogsaa ►Hrodulf og ►Hrodgar nævnes med det Skudsmaal, at af alle Frænder holdt de længst Fred med hinanden, efterat have fordrevet Vikingerne, böiet ►Ingels Odd og nedsablet ►Maglebarderne (►heaðobeardna þrym) paa ►Herthegaard (►æt Heorote), thi heraf saae man klart, at det virkelig var ►Roes Datter, som skulde havt ►Maglebardernes Prinds. Man sluttede nu ogsaa deraf, at han hed ►Ingel, og det saameget sikkrere, som dette Navn ogsaa findes i ►Drapen, men derved kom man paa Vildspor, thi deels nævnes denne ►Ingel som et levende Menneske efterat ►Maglebardernes Prinds er död, *See hos ►Kbl. v. 4113 og 4124. og deels faaer man to Fædre til ham, baade ►Frode og ►Vittergild. *Sammesteds v. 4046 og 4098. Hvad enten det derfor har været ►Vidsids Mening eller ikke, kan jeg dog see, der aldrig bliver Mening i det Hele, med mindre man tager det saaledes, at ►Freyvor var först lovet til ►Frodes ►lystige Sön (vist nok ►Ingel), men 504siden ►blev ►Roe af andre Tanker,*V. 4037 hos ►Kbl. seer nu i ►Skindbogen saaledes ud ... ►fað þæs geworden, og da w er ►Rimstaven, har der vist staaet “►wafað” af ►wafian (det Engelske ►to wave), at vakle eller tilsidesætte, og skiöndt jeg ikke tör tage mig paa at helbrede hele den værkbrudne Linie, kan jeg dog see, der maa have staaet om ►Skjoldung-Vennen, at han gjorde en Streg i Regningen, og fandt det klogt med det Pigebarn at standse en Krig. og vilde til godt Forlig giftet hende med ►Maglebardernes her ubenævnte Prinds, hvis Fader ►Viltergild var faldet i et Slag mod de Danske. Dette Fornuft-Giftermaal forpurrede imidlertid den gamle ►Maglebard, der fik saa ondt i Öinene af at see Prindsen gaae over Gulvet med den Danske Prindsesse, at han ►holdt for dem, og opæggede Ungersvenden med bidende Ord, til han foer i Harnisk og fik sin Död. Ventelig vilde nu den forsmaaede ►Ingel ikke bide paa Krogen, men ►böd heller ►Roe Spidsen,*Ved v. 4123 siger nemlig ►Rimstaven os, der er i det mindste een Linie borte, saa man maa tale forsigtig. som ►Vidsid melder, ►Rolv og ►Roe dog fik böiet; og hermed passer det godt nok, at ►Bjovulf saae ►Freyvor ►gaae for Borde i sin Faders ►Skænke-Stue. Gift maa ►Ingel imidlertid dog nok være blevet, thi den ►Agner Ingelsön der skulde været gift med ►Rolvs Syster ►Rude, men blev paa sin Bryllupsdag ►usaattes med ►Bjarke og faldt smilende for hans Sværd, ligner ham op ad Dage, og det er morsomt saaledes at see ►Bjovulfs-Drapen fortsat hos 👤Saxo.*👤Saxo hos ►Steph. S. 30 og 36. ►Dansken I. 102 og 126.

✂ Herved mindes vi om Forholdet mellem ►Roe og ►Rolv, som vel baade ►Bjovulfs-Drapen og ►Vidsids-Maal 505siger, var længe meget godt, men som dog efter Begge synes tilsidst at være blevet anderledes,*Vel er v. 2320-31 ligesaavist poetisk uægte som galt ►afdeelte, men sammenholdt med v. 2030-32 spaaer det dog ilde, og Dronningen synes selv v. 2357-75 ei ret at troe Freden. og ⓘ indviklesindvikles] GV, invikles A ►aabenbar ved de to os hidtil aldeles ubekiendte ►Roe-Sönner ►Rörik (►Hređric) og ►Rodmund, thi da ►Rolv var ældre end de, kunde de ikke blive hans Formyndere, og at han blev ►Roes egenlige ►Eftermand, derom tillader 📌Nordens enstemmige Sagn os ikke at tvivle.

✂ Under disse Omstændigheder kan jeg i det mindste ikke læse Visen hos 👤Saxo om den ►Rörik, ►Rolv ►gav Staal for Guld, uden at tænke paa Kong ►Roes ældste Sön ►Hredrik; men vil man, istedenfor uskyldig at benytte Vinket til vore ►Oldsagns Oplysning, paa Grund heraf smække en Dom af over ►Rolv Krage for sort Utaknemmelighed mod sin kongelige Fosterfader, da maa jeg paa ►den majestætiske Skygges Vegne giöre den juridiske Indsigelse, at den ►Rörik, der synges om hos 👤Saxo, ei blot er en ►Niding, men kaldes udtrykkelig ►Böges, altsaa ikke ►Roes Sön.*👤Saxo hos ►Steph. S. 34. ►Dansken I. 118-20, hvor ►Rörik kaldes “►veteris populator acervi.”

✂ Hermed maa vi sige ►Bjovulfs-Drapens ►Skjoldunger Farvel, men ►Roes Dronning har dog saa smukt et poetisk Ansigt, at man ikke kan være Skjald uden at skænke hende et lille historisk Blik, især da der er noget Fremmed saavel i hendes Ansigt som i hendes Navn, der pirrer Nysgierrigheden. Ligesom nemlig Navnet ►Wealh-þeow ligefrem betyder en ►Vælsk eller fremmed Slav506inde, saaledes er der en Finhed i hendes hele Opförsel og en Ström paa hendes Læber, som slet ikke spores hos ►Higelaks Dronning, men tyder hen paa overlegen Dannelse. Hertil kommer, at efter Islandske Sagn skal Kong ►Roe havt endeel at bestille i 📌Bretland (📌Wales og 📌Cumberland) og have faaet sin Dronning derfra, som de kalde ►Ogn eller ►Augn, der netop ogsaa paa Jydsk betyder den Fremmede,*👤Suhms ►Danmarks-Historie I. 312. 👤Molbechs ►Danske Dialect-Lexicon S. 2. og naar ►saa er, ►opgaaer der et ►mærkeligt Lys saavel over hendes Finhed som over hendes poetiske Navn, thi at de gamle Britter i det Sjette Aarhundrede havde mere Dannelse end Nordboerne, veed man, og hun kunde godt være en Konge-Datter og dog, som fanget i Krig, kaldes den ►Vælske Pige eller Slavinde.

✂ Vi komme nu til ►Skilfingerne, som i ►Drapen klarlig er Navnet paa den Svenske ►Herrestamme, der ellers i vore Sagn kaldes ►Ynglinger, men ►Skilfing-Navnet var os dog ei ganske ubekiendt, men bruges meget mere i et af de ►Eddiske Digte vist istedetfor for ►Ynglinger, *►Hyndlas Sang Str. X. og XV., hvor ►Skilfingerne nævnes som En af 📌Nordens ►Konge-Stammer, medens ►Ynglinger paa sidste Sted synes indsmuglet for ►Ylfinger. og efter ►Bjovulfs-Drapen at slutte, hvor ►Hrodgar kaldes ►Yngve-Drotten, *Hos ►Kbl. v. 2082 og 2638 ►eodor, ►frea, ►ingwina, hvor det maa betyde “Hirden” eller Kongens ►Husfolk. synes ►“Ynglinger” mere at have været et Værdigheds end et ►Stam-Navn. At vi nu ogsaa i ►Skilfingerne ►Other og ►Adgils let kan opdage ►Ottar Vendelkrage og den bekiendte ►Adils, som 507var ►Rolvs Samtidige, er ►alt bemærket, og da den Svenske Oldtid er mörk, undrer det mig slet ikke, at ►Ongenthiov, ►Onela og ►Eanmund er os aldeles ubekiendte, men dog er det mueligt, at Svenske Skjalde og ►Oldgranskere kan giöre Opdagelser, thi ►Enhver har bedst Öie for sit Eget, naar han kun vil bruge det. Især til deres Brug vil jeg da kun, som ►Drapens gamle ►Bekiendter, give et Par Vink, og da först om ►Viglafs Fader ►Vigsten (►►Wihstan), der paa et Sted synes kaldt en ►Skilfing,*Hos ►Kbl. v. 5203, hvor jeg formoder et Par Linier er faldet ud, skiöndt man intet Hul seer. men maa dog, saavelsom hans Sön, være en ►Vægmunding. Hans ►Skilfing-Byrd synes nemlig et andet Sted bekræftet, men det er et Blændværk, thi det var ikke til sin Brodersön ►Eanmund, ►Others Broder ►Onela gav ►Jette-Sværdet, men til hans Banemand ►Vigsten, og Skjalden finder det netop mærkeligt, at ►Onela ikke bröd sig mere om sin Brodersöns Död.*Hos ►Kbl. v. 5217-35, hvor man især skal lægge Mærke til, at “►him” v. 5229 maa gaae paa Banemanden. ►Onelas Broderskab med ►Other see v. 5859. Grunden har imidlertid ►sagtens været den, at ►Other og siden hans Sön ►Eanmund har villet herske alene, og deres Brödre ►Onela og ►Eadgils har derfor gjort fælles Sag mod den Sidste, og kaldt ►Gotherne til Hjelp, som da under ►Vigstens Anförsel gjorde rask Arbeide og fik Lön derefter. Det Andet giælder ►Onela alene, som vist paa en Maade er blevet halshugget i den Linie, der skulde meldt os hans Giftermaal med Kong ►Roes Syster, som man klarlig seer, ægtede en ►Skilfing. Endnu et tredie Vink vilde jeg nok give om, at det 508ingenlunde er ►Hædkyns Enke, der, ved ►Ongenthjov bliver Moder til ►Other og ►Onela, men at det snarere er denne ubenævnte ►Gunnild Kongemoder, som ►giver den Gothiske Dronning sin Rest, da ►Ongenthjov har Fældet Kongen; men ►Drapen er paa dette Sted saa mörk, at man maa tage sig vel i Agt, naar man ei skal löbe vild, og med den Bemærkning vil jeg standse.*Hos ►Kbl. v. 5855-60, hvor man især maa lægge Mærke til, at “►abreot” altid i ►Drapen bruges om Drab, thi ►Ongentjov kunde dog ikke först dræbe Dronningen og siden have ►Other og ►Onela med hende.

✂ At nu ►Drapens ►Vylfinger er vore Hjemlige Sagns ►Ylfinger, tvivler Ingen om, men ogsaa her höre vi saa lidt om dem, at vi deraf egenlig kun lære, de ikke, som man paa en daarlig Hjemmel har gjort, maa forblandes med ►Volsungerne. *Hos ►Kbl. v. 916 og 936. Ventelig er det ogsaa dem, ►Vidsids-Maal mener med sine ►Vulfinger, og da de der faae en ►Hielm til Konge, kommer man til at tænke paa ►Hilmingerne, til hvem ►Hrodgars Dronning etsteds henföres,*Hos ►►Kbl. v. 1234 ►ides Helminga. men det er for lös en Giætning til at forfölges. Jeg tænker ellers, at ►Ylfingerne har hört til 📌Norge, ligesom ►Skilfingerne til 📌Sverrig og ►Skjoldungerne til 📌Danmark. *Vil man see den Tanke udfört, findes det i min “►Nordens Mythologi” fra 1832, S. 566-82.

✂ Om ►►Volsungerne findes vel heller ikke Meget i ►Bjovulfs-Drape, men dog har den först givet os det rette Navn paa deres Stamfader ►Volse (►Wælse),*Hos ►Kbl. v. 1747 og 1787. og lærer os, at ►Volsungens Drage-Kamp var netop i det 509Syvende Aarhundrede en af de störste Heltegierninger, man vidste at nævne.*Hos ►Kbl. v. 1761-93. Da denne ►Volsung imidlertid ligefra 📌Island til 📌Græklands-Havet er blevet kaldt ►Sigurd Fofnersbane eller ►Sigfred, maatte man vel troet, at ►Drapens ►Sigmund selv to Gange i Træk var en Skrivfeil, hvis ikke ►Systersönnen ►Fjotle (►Fitela) nævnedes med, men da vi her strax gienkiende ►Sinfjotle, som ogsaa i ►Volsung-Kviderne er ►Sigmunds ►Systersön, saa er det afgjort at Angel-Saxerne gav ►Sigurds Fader Æren.*Sammesteds v. 1743. 52. 62. 72. Man skulde heraf slutte, at ►Forlyden “sin” ikke egenlig hörde til ►Fjotles Navn, men da 👤J. Grimm nylig (i 👤Haupt's ►“Zeitschrift f. Deutsches ⓘ AlterthumAlterthum] GV, Alter.thum A” S. 2-6) har opviist en tilsvarende Tydsk Form i “►Sintarfizilo,” maa det dog ►sagtens være hans ægte ►gothiske Navn.

✂ Her kan vi da omtrent ►oversee ►Bjovulfs-Drapens historiske Indhold, der visselig ikke fortjener at staae i Skygge, da det ogsaa i denne Henseende er et ►Storværk, der föier de ►Gothiske ►Hrædlinger og ►Vægmundinger til de fire berömte Nordiske Helte-Slægter: ►Skjoldunger, ►Skilfinger, ►Ylfinger og ►Volsunger, og opgaaer som en Morgenstjerne over 📌Nordens Oldtid ved at oplyse Sammenstödet mellem de ►Gothiske ►Hrædlinger og de Frankiske ►Merovinger i Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede. Om ►Merovingerne udtrykkelig nævnes, er en Biting, man kan tvistes om, men ogsaa det anseer jeg dog for ►vist,*Det er i det fortvivlede Ord v. 5837, jeg sporer ►Merovingerne, og da “►milts” hörer dertil, viser ►Rimstaven i “►ungyfeðe,” at der i det mindste fattes een Linie. og at der falder et Lysglimt paa den berömte ►Hengest som Friser-Hövding 510under Dansk Höihed er ►alt en lille Vinding, der maaske kan lede til större Opdagelser. Talen om ►Hermod (►Heremod) er vel alt for kort og dunkel til at give ham et ►kiendeligt Ansigt, men vi lære dog heraf, at der virkelig var Sagn om ham som En af 📌Nordens ældste ►Kæmper, hvad vi för knap kunde giætte os til af hans Berörelse med ►Sigmund ►Volsung i ►Hyndlas Sang og hans tvetydige Stilling blandt ►Aserne, som ►Friggas Sendebud til ►Helhjem.*Hos ►Kbl. v. 1795-1819 og 8417-42. ►Hyndlas Sang, St. II. Endelig nævnes ogsaa den berömte ►Ermanrik (►Jormunric), og skiöndt der kun spilles paa en Kiv mellem ham og ►Hama, der er os ubekiendt, stöde vi dog derved ►uformodenlig paa et ►Brysing-Men (►brosinga-men), der enten skal være ►Freyas berömte Smykke, eller minder dog stærk derom.* Hos ►Kbl. v. 2391-2403, og det er da den ►Hama, der nævnes sidst i ►Vidsids-Maal, men med den Æres-Erklæring, at han var dog ikke tabt bag af en Vogn, og nævnes af 👤Jornandes og ►Edda som En af den ►Gothiske Kong ►Ermanriks Banemænd.

✂ Dette historiske Udbytte er nu baade saa stort og saa sikkert, at ►Bjovulfs-Drapen herefter ved Siden ad ►Edda altid maa stilles i Spidsen ved den Nordiske ►Oldgranskning, og det er i denne Henseende en ubetalelig Skat, thi vi veed ikke alene, at den maa være skrevet för man begyndte at skrive Böger her hjemme, men har al muelig Sikkerhed for, at de Nordiske Sagn, vi her stöde paa, er udvandrede med de Angelsaxiske Vikinger i det Femte og Sjette Aarhundrede, og ►Drapen ►smeddet i det Syvende eller Ottende, för ►Oldsagnene gik ad Glemme, for især de Danske (fra Slutnin511gen af det Ottende Aarhundrede) blev Angelsaxerne en Vederstyggelighed, og mens deres Poesi endnu var saa rig og blomstrende, som den ei længe ►blev efter 👤Kædmunds og 👤Oldhjelms Dage.

✂ Herved mindes vi om ►Drapens poetiske Side, der vel her som i alt ægte Nordisk er uoplöselig forbundet med den Historiske, men dog fremspringende som i et Konstværk, hvor det historiske Sagn ikke er lagt til Grund eller behandlet som Hovedsag, men kun brugt til Stötte og Prydelse, eller rettere til Ramme for det ►Helte-Speil, Skjalden ►aabenbar vilde fremstille i ►Bjovulf.

✂ At nu dette ►Gothiske Heltedigt fra det Ottende Aarhundrede ei vinder ved at bedömmes efter Konstens ⓘ Regler entenRegler enten] GV, Regle renten A i det Attende eller i det Nittende, det vilde fölge af sig selv, om man end ikke vidste, hvor daarlig selv det Shakspearske Drama kan bestaae ►for dem: men uagtet vi maa smile, og, naar vi blive vildfarende, ærgre os lidt over den Ubehændighed og stundom Smaglöshed, hvormed den gamle ►Drape-Smed indskyder sine fleste Episoder, saa maae vi dog lade ham, at de ►Oldsagn, han har benyttet, er ikke blot historisk ►mærkværdige, men ogsaa poetisk deilige, saa vi vilde Intet af dem undvære, men gierne have mange fleer af samme Slags, om de end kom langt mere hovedkulds. Sagen er nemlig den, at “►Konsten stiger,” men Armoden ogsaa, saa naar vi kan stöde paa rige Folk, der ynde Konsten, tilgive vi dem hjertensgierne, at de selv fuske paa den, da de sætter os istand til at glimre ved den.

✂ Den poetiske Hoved-Indhold er saaledes to hinanden i Digtet aldeles uvedkommende Æventyr, der kun forbindes ved Helten, som baade i sin Ungdom kæm512per med ►Trolden ►Grændel og ►hans Moder, og i sin Alderdom med Ilddragen ►Stærkhjort, men hvert af dem er ikke blot valgt med höipoetisk Sands, men fortalt med en Udförlighed, Klarhed, Liv og Dristighed, der giör dem til to deilige Digte, og Kampen med ►Grændel og med ►hans Moder adskilles kun ved en mesterlig Skildring af Höitiden i ►Hertegaard, hvor vi vel finde en Anstöds-Steen i Episoden om ►Hengest og ►Hnæfs ►Tog mod ►Finn ►Jettekonge, men det er aabenbar Skiæbnens ikke Skjaldens Skyld, som vi see paa ►Stumpen om Slaget ved ►Finsborg, der er nærved at klare Sagen. ►Vist nok vilde Episoden om ►Sigmund Volsung, der fældte Dragen, været langt bedre paa sit Sted ved ►Bjovulfs Drage-Kamp, der netop afbrydes med uvedkommende Ting, men den stöder dog ikke, hvor den staaer, og vil man see en Pröve paa Skjaldens Gaver, da ►læse man, hvordan han beredte sig til at tage mod ►Grændel paa Borgen, hvor han pleiede at spöge.

1

✂ Af sig krængde ►Bjovulf brat
Brynje sin den haarde,
Löfted ned sin ►Hjelmehat,
Löste af sin Kaarde,
Gav det ►Alt en Svend i ►Vold,
Bad ham det i god Behold
►Flittig at forvare.

2

✂ Det var ►►Gothe-Helten god,
►End för han sig lagde,
Store Ord han falde lod,
Talede og sagde:
Ringere end ►Grændel jeg
Være vil i Kiækhed ei,
►Er end han forvoven.

3

✂ 513Kunde med mit gode Sværd
Jeg ham ►end ombringe,
Aldrig dog i denne Færd
Vilde jeg det svinge,
Da ei hugge kan i Skjold
Skarnet, som er kiæk og bold
Kun til ►Nidings-Værker.

4

✂ Vaabenlöse, Bryst mod Bryst,
Om han det tör vove,
Pröve skal vi her en Dyst,
Medens Andre sove,
Herren i det höie Slot,
Som Han finder det for godt,
►Dömme os imellem!

5

✂ Helte-Bryn og Pande brun
►Skjulde nu den Kiække,
Sank paa Dyne, sank i Dun,
Over Kinder begge ;
►Trindt omkring den Herre laae
Riddersmænd fra Bölgen blaa
Hvilende i Hallen.

6

✂ Duve op mod Elskovs Land
Atter over Bölge,
Det ei haabed nogen Mand
Af det hele Fölge;
For dem skjulde Dödens Sky
Fædreland og Födeby,
Folket, de tilhörde.

7

✂ Hört de havde, at i ►Hald,
Hvor de gik til Hvile,
►Dannemænd i ►Skokketal
Sank for Dödens Pile,
Ei de kiendte Herrens ►Raad,
Vidste ei, mod Dödens ►Braad
Dem et Skjold var givet.

8

✂ 514Ei det Folk fra ►Væderland
►Tænked nogensinde,
At de Heltes ►Avindsmand
Kunde overvinde,
At for Alle skulde Een,
Med den Kraft, han ►fik til Lehn,
Seieren erhverve.

9

✂ Sandelig, al Verdens Magt
Herren har i Hænde,
Hvem han ►tage vil i Agt,
Kan ei Skygger blænde,
Det man saae, da Fienden ►fuul
Kom nu under Skalke-Skjul
Skridende til Hallen.*►Den danske Bjovulfs-Drape S. 64-66.

✂ Drage-Æventyret er, som sagt, afbrudt og poetisk ►vanhældet med uvedkommende Indskud, men skiöndt Ilddragen endnu længe efter Döden har stræbt at hævne sig paa sin Banemands Lovtale, er denne dog saavidt ►frelst som en Brand af Ilden, at vi godt kan see, det Sidste var ikke ringere end det Förste, skiöndt det i ►Skindbogen findes skrevet med en senere og slettere Pen. Dette viser nu vel ►alt ►Bjovulfs foranförte Afskeds-Tale, men for en Sikkerheds Skyld vil jeg dog ogsaa anföre Slutningen om Heltens Baal og Begravelse, der vel har lidt meget, men med Ære giennemgaaet Skærsilden.

1

✂ Nu Brændeved ►i Favnemaal
Opstablet blev paa Tue,
Og ►hjelmetakt et vældigt Baal
Kom ►skyndelig tilskue.
515Der bænked, efter hans Attraa,
Nu ►Gotherne den ►Bolde
I Kreds af Brynjer lysegraa
Og brede ►Kæmpe-Skjolde.
Mens Bjerg og Bölge höit gienlöd
Af ►Kæmpers Jammer-Klage,
Fra Konge-Baal og Brænde-Glöd
Sig Luen svang saa ►fage;
I kulsort Svöb af Rög den steg,
Af Vinden brat dog klövet,
Den boltred sig i vilden Leg,
Til Baalet sank i Stövet,
Til, under Brag og Jammer-Skrig,
Hvert Been var knust, den Kiæres Lig
Opbrændt, oplöst i Aske.

2

✂ ►Fuldmod i Hu med Klagemaal
Nu ►Gothlands ►Kæmpe-Skare,
Hvor Drotten smuldred nys paa Baal,
Hvis Tjenere de vare,
Opkasted brat til ►Kæmpegrav
En Höi paa Klippe-Tinde,
Som skinned vidt og bredt paa Hav
Til ►►Gothe-Heltens Minde.
I Dage ni de öste Muld,
Opreiste Bauta-Stene,
De öste Hvælvingen ►og fuld
Af ►Grube-Guld det rene;
Ja, Smykker, Ringe, hvert et Gran,
Man tog fra Edder-Dragen,
Blev ►jordet med dens ⓘ BanemandBanemand] GV, Baneman A
Kom aldrig meer for Dagen,
Men hviler nu i Jordens Favn,
Ja, skimler nu til Ingens Gavn,
Som för, i Mulm og Mörke!

3

✂ 516Ved Heltens Grav et Skjalde-Kor
Med Sorgen var tilstæde,
Ja, Skjalde tolv, med klingre Ord
Hans ►Drape höit at kvæde;
De skildred Landets store Tab
I dyben Klage-Tone,
►Höiloved Heltens Adelskab,
Hans Daad paa Val og Throne!
Gid hver en ►Konning, blid og brav,
Naar slukket er hans ►Kierte,
Maa fölges ►saa til skumle Grav
Med Tunge som med Hjerte!
Ja, her var Sorg ved Konge-Död;
Thi hvor man sig henvendte,
Med Klage höit ►hans Pris gjenlöd,
Og Menig-Mand bekiendte:
En Drot som han, vi jorded her,
Saa ►myg paa ►Konge-Stolen,
Saa ►dannis, ►gild og ærekiær,
Ei findes under Solen*I ►Dansken S. 263-66.!

✂ Vende vi os nu til Episoderne, da er den Förste, om ►Skjolds Ligbegængelse, ►alt saa berömt, at den knap behöver at nævnes, og angaaende Klammeriet mellem Helten og den Danske ►Drost, ►Hunferd Eglavsön, da udmærker det sig vel ikke ved poetisk Skiönhed, men et saadant Mellemspil var dog ►aabenbar ganske paa sit Sted, selv i det beskedne 📌Danmark, naar en fremmed ►Kæmpe traadte saa pralende frem og bad om Forlov til ene at bekæmpe en Fiende, hele Garden ei turde ►gaae under Øine. Dronning ►Hildeborgs Kvide, som Skjalden lader synge paa Borgen under Festen efter ►Grændels Fald, passer meget godt, da hun, lige517som ►Hrodgar, fik Hevn over sin Fiende, uden dog at kunne faae Bod for sine Börn og Brödre, hun ved ►Jettekongen ►Finns Trolöshed havde mistet, saa, var Kviden ei lemlæstet, vilde den ogsaa være en poetisk Prydelse for ►Drapen. Det er nemlig paa ingen Maade Skjaldens Feil, at baade den Engelske og Tydske Oversætter lader ►Hildeborg offre sin egen Sön paa ►Hnæfs Baal, thi det er ►Jettekongen, der nöder den dybt Nedböiede til selv at bære sin faldne Sön, som maaske ►end ikke var rigtig död, paa sine Skuldre og kaste ham paa Baalet.*Begge Oversætterne har desuden ganske forvirret Sagnet ved, uden al Grund, at antage ►Hildeborg for ►Finns Dronning, og her maa jeg gientage, at der begynder en ny Sætning med v. 2134, der skal læses saaledes: ►feallan scolde ne, huru ►Hildeburh, herian þorfte, Eotene treowe. See ►Dansken S. 99 og 103. Det maatte nemlig ikke feile eller fattes i Skjaldens Kvad, hvorlidt ►Hildeborg kunde rose ►Jetternes og ►Finns Troskab.

✂ Episoden om ►Hermod, som Skjalden lægger ►Hrodgar i Munden, da han advarer den seierrige ►Bjovulf mod Hovmodens Fristelser, er, som vi finde den, temmelig farvelös, og falder rent igiennem ved Siden ad det mesterlige ►Læredigt paa fri Haand, og da det netop er i saadanne ►Læredigte, Angelsaxernes christnede Skjalde har deres Styrke, bör i det mindste Slutningen her finde en Plads.

✂ Vogt dig da, o ►Kæmpe god!
Vogt dig, ►Bjovulf kiære!
Först og sidst for Overmod!
Lad dig ei besnære!
Byg paa Evighedens Grund!
Husk, naar du i Vælde
518Blomstret har en liden Stund,
Blade maa du fælde!
Aldrig paa din Lykke-Lodd
Stole du og ►pukke!
Snart, om ei for ►Egg og Odd,
ⓘ Maa forMaa for] GV, Ma or A Sot du ►bukke;
Der, hvor Luen flammer vild,
Og hvor Bölgen bruser,
Der, hvor Klingen spruder Ild,
Og hvor Pilen suser,
Hyt dig der, ifald du kan!
Kort er dog din Vælde,
►Ihvor godt du holder Stand,
Synker du for Ælde;
Ja, i Alderdommens Nat
Öiets Glands forsvinder,
Magteslös, din ►Mester brat
Du i Döden finder.*I ►Dansken S. 158-59.

✂ Daarligst har Skjalden vel ►skildt sig ved den næste Episode om de to Dronninger, ►Higelaks og ►Offas *Hos ►Kemble v. 3849-3920. I ►Dansken S. 172-75., thi han synes, ligesaalidt som 👤Shakspear, at have havt Fingre til at tage fint og nænsomt paa Damerne, men dog er det nok især den ny Afskriver, som netop denne Episode maatte tjene til Pröve-Klud, der maa bære Skylden med 👤Thorkelin og 👤Kemble for det Vilderede, man her har fundet.*Den ny Afskriver har nemlig begyndt v. 3876 og maaske sprunget et lille Stykke over. 👤Thorkelin oversaae baade ►Hygds og ►Offas Navn, og 👤Kemble har af al Magt stræbt at nedmane det Förste igien. Udentvivl har Skjalden blot villet kortelig fortælle os, hvordan Kong ►Higelak havde faaet sin unge men meget snilde og dannede Dronning, 519►Hygd ►Hæreths Datter, der, ligesom ►Thora ►Heroths Datter*👤Saxo hos ►Steph. S. 169-70; ►Dansken II, 247-48. ►Regner Lodbrogs Saga Kap. 1-3., synes at have været bevogtet af et frygteligt Udyr, hun dog selv vidste at besnære og fælde*Dette staaer temmelig sikkert v. 3859-75.. Herved er imidlertid enten samme Skjald eller en Senere kommet i Tanker om, hvilken Grumhed man beskyldte Kong ►Offas Dronning for, saa hun er ⓘ kommetkommet] GV, hommet A til at staae som et Sidestykke til Kong ►Higelaks, men i Bælgmörke, saa man har ondt ved at skille dem ad, end sige da at man skulde kunne sammenligne deres Ansigts-Træk* Man har vel en Engelsk Munke-Krönike om to ►Offa-Dronninger med sære Hændelser, men Ingen af dem sigtes dog der for at have staaet sin Mand efter Livet.. I 📌England og 📌Tydskland trættes man nu om, enten ►Hæreths Datter maa hedde ►Hygd eller ikke, og enten hun först eller sidst var gift med ►Offa, men det Förste har ►Drapen selv afgjort for længe siden, og da ►Hygd aabenbar slet intet har med ►Offa at giöre, er den anden Trætte, tör vi haabe, snart jævnet.*At ►Hygd, ►Hæreths Datter, var ►Higelaks Dronning, har man Sort paa Hvidt ►for v. 3849. 3958. 4340 og 4733, og hvem der vil have hende gift med ►Offa, enten först eller sidst, maa da vise os, hvor det staaer skrevet förend i Mr. 👤Kembles Fortaler, som komme meget for seent til at hjemle saa gamle Tildragelser.

✂ Episoden om ►Maglebarderne og ►Roes Datter, lagt i Munden paa ►Bjovulf, da han ved Hjemkomsten skal fortælle Nyt om sin Reise, er, som sagt, hullet, og kommer lidt ⓘ hovedkuldshovedkulds] GV, hovedhulds A, men upoetisk vil vist Ingen kalde den, som har Öie for ►Stærkodder og læser:

1

✂ 520►Maglebarders ►Oldermand
►Holdt ei Tunge meer for Tand,
Ulvegrum i Sinde,
Som sin egen ►Isse-Bleg
Grandt den lange ►Sværdeleg
►Droges han til Minde;
Suur han sad ved Drikkebord,
Skummelt var hans Öie,
Og til ►Sting han sine Ord
Vidste vel at föie.
Ungersvendens ►Kæmpehu
Vilde han udspeide,
Vække, hvad der slumred nu,
Folke-Tvist og Feide.
Kiender du, min unge Ven!
Sagde han bedrövet,
Sværdet, som ved Faderlænd
►Kæmpedaad har ►övet!
Kiender du det Sværd, han svang
Over ►Brynje-Særke,
Da han klöved sidste Gang
Hjelme under ►Mærke,
Hvor han sank paa Valen træt,
For de Danske Vaaben?
►Marken efter ►Kæmpeslæt
►Skjoldunger stod aaben,
Og kun de, som den beholdt
Kunde Valen rane;
Over Gulv nu ►ganger stolt
►Veed ei Sön, hvis Bane,
Kryende af Daaden sig,
Bærer han som Bytte
Hvad nedarvet burde dig
Fölge og beskytte.*I ►Dansken S. 183-84.

✂ 521I sit eget Navn indskyder Skjalden en Fortælling om Drage-Guldets forrige Eiermænd, som vel historisk ►har faaet Skam af Ilden, men giör ham endnu poetisk Ære, thi om ham, der efter alle sine Stalbrödres Död bar det ind i Klippehulen, læse vi:

✂ Giem nu Grube, Gubben sang,
Vel hvad du har inde!
Skiöndt det for de ►Boldes Ven
Er en ►pinlig Tanke,
At til dig de brave Mænd
Midler skulde sanke.
I min ►Hald og i min Gaard
Blev der tomt og öde,
►Kæmperne fik Banesaar,
De er alle döde;
Dem ei meer ved breden Bord
Vinen vederkvæger!
Stille hviler under Jord
Nu det gyldne Bæger,
Der ►og ligger, nu forladt,
Hjelmen aldrig klövet,
►Karlen for saa prud en Hat
Sover, den berövet!
►Brynje-Særken med godt ►Hold
Blev paa Val bedaget,
Trodsed Klingens ►Overvold
Tit i Vaaben-Braget;
Herrelös, af Rust opædt,
Skal den nu hensmuldre,
Aldrig færdes vidt og bredt
Meer paa ►Kæmpe-Skuldre!
Der ei toner til Behag
Strængen under Bue,
Der ei höres ►Harpeslag
I den ⓘ mörkemörke] GV, mörke A Stue!

✂ 522►Kæmpe-Högen aldrig der
Sig i Kreds ►mon svinge,
Droslen vims ei Graven nær
Vifter let med Vinge!
Ak, hvor Skæbnen var mig haard!
►Helsot fik og Banesaar
Mine ►Kæmper alle!

✂ ►Saa, som eenlig Fugl paa Tag,
Sang han baade Nat og Dag,
Tolkede sin Smerte,
Indtil Dödens ►Kæmpehaand,
Sönderrev det seie Baand,
Knuste Gubbens Hjerte.*I ►Dansken S. 198-200.

✂ Hvad nu endelig den lange, men smaalig udstykkede, ubehændig indskudte og paa sine Steder slemt tilredte Episode om den ►Gothiske Kong ►Hrædel og hans Æt angaaer, da maa vel dens historiske Værd og Vigtighed ikke lukke Skjalde-Öiet for dens svage Side, men baade er dog Sagnet om Kong ►Hrædel selv særdeles poetisk, og den ►Snarensvend, i hvis Mund en god Deel af Resten er lagt, taler unægtelig langt bedre end han kæmper. Han er nemlig En af dem, der, da Dragen spyede Ild, löb og lod ►Bjovulf i Stikken, han kommer til Kongeborgen for at melde hans Död, og faaer kun Skam til Takke for al sin Veltalenhed, der hverken er betimelig eller bringer os til at glemme Krysteren, men smukt er unægtelig hvad han siger:

✂ Dog ile maae vi nu til Hav,
Vor ►Konning der at skue,
Og bænke ham, som Guld os gav,
Paa Ærens Seng i Lue.
523►Beholder selv kun eders Guld!
Med Perlen mellem Helte
Skal hvad der skimled under Muld
Fra Arildstid kun smelte.
Uhyre er den Skat ►forsand,
Som Drotten vandt med Ære,
Men med hans Lig dog hvert et Gran
Skal ►Luetand fortære;
Hvad kun med Drottens Hjerteblod
Er kiöbt i dyre Domme
Paa Haand ei bære ►Kæmpe god,
Om Hals ei ►Rosensblomme!
Nei, ►favren Glut! ►fuldmangen Gang,
Berövet Guld og Glæde,
Herefter skal med Klagesang
Af ►Buret du udtræde;
Thi nu, da han med Helteaand
Ei smiler meer i Borgen,
►For Guld os rækker Staal i Haand
►Fuldmangen kiölig Morgen;
Ei vaagne skal ved Harpeklang
Nu ►Kæmper meer i Salen,
Men sorten Ravn med ►Banesang
Dem vinke skal til Valen,
Og skvaldrende, ►med Örn til Ords,
Udförlig ihukomme,
Hvor herlig nys, med Ulv tilbords,
Ham smagde ►Kæmpe Flomme!*I ►Dansken S. 255-56.

✂ Allerede heraf kan man see, at det poetiske Udbytte af ►Bjovulfs-Drape er ikke mindre end det Historiske, men da det er lykkedes at give den en poetisk Skikkelse paa et nulevende Nordisk Tungemaal, vil Vindingen være ►uberegnelig, thi lidt för eller lidt senere vil den 524da blive en Læsebog for utallige Börn i 📌Norden, som derved legende og smilende komme ind i det naturlige Billedsprog og de Nordiske ►Oldsagn. ►Vist nok kan jeg selv see, min Fordanskning har sine Feil og Mangler, og den kan let have endnu langt flere end jeg seer, men deels kan de jo let rettes, naar de opdages, og deels veed jeg, de hindre den ikke fra at falde vore ►letnemme Börn fornöielig. ►End mere vilde den blive det, naar Episoderne blev bedre fordelte, men det er en farlig Sag at forbedre gamle Værker, ►ligesom at flytte gamle Træer, og Barnet ►bryder sig aldrig om Konstens Regler. At man for Resten ogsaa i min ►Betragtning af ►Bjovulfs-Drapen kan see min Partiskhed for 📌Danmark, som jeg aldrig fragaaer, fölger vel af sig selv; men jeg tör derfor nok paastaae, at 📌Danmarks Redning af ►Trolde-Klöer er Noget, man i hele 📌Norden har Grund til at glæde sig over; thi Dansk er 📌Nordens kvindelige Element, et Element, ligesaalidt en Folke-Kreds, som en Venne-Kreds til sin Opmuntring og ægte Dannelse kan undvære, og kun naar ►Dana er munter og vaagen, slutter hun sig som en Skjoldmö til 📌Norden, men saasnart det lykkes ►Trolden, som saa tit, at kaste Sövn paa hende, nedsynker hun til en Tydsk Slavinde, og det er 📌Norden ikke gavnligt, medens Befrielsen ►aabenbar er langt mere til ►Gothens end til Danskernes Ære. Maatte derfor den Fölelse, at de ikke kan undvære hinanden, hos 📌Nordens tre Smaafolk understötte den svækkede Fölelse af gammelt Slægtskab, saa de uden Misundelse kappedes om at ære 📌Nordens Aand med naturlige Kæmpeskridt, og forenede deres Kræfter til at afværge alt fremmed Herredömme, ei mindst det Videnskabelige, under hvilket vi skimle, 525som Oldtids Guld giennem tre Aarhundreder under Ilddragen! Da skulde ikke alene ►Bjovulfs-Drape, som Ingen af os har ►gjort, gladelig besiddes i Fællesskab, men anderledes modne Konstværker i 📌Nordens Aand fremspringe under vore Hænder.

✂ Med saadanne Betænkninger er man nu vel allermindst oplagt til at fölge ►Engelskmand og ►Tydsker paa Jagten efter geografisk Udbytte af ►Bjovulfs-Drapen, men om jeg end var nok saa gridsk derpaa, vilde jeg dog kunne skiönne, den Jagt lönnede sig ikke, thi dels maae vi huske, at de Nordiske Sagn, vi her stöde paa, var henved et Par hundrede Aar gamle för de blev optegnede i et fremmed Land, og dels var de Angelsaxiske Vikinger og deres ►Drape-Smed ►sagtens ikke stivere og nöiagtigere i Geografien end de heelbefarne Engelskmænd og deres 👤Shakspear, saa paa deres blotte Ord turde jeg ikke engang troe, at 📌Danmark, 📌Sverrig og 📌Gothland laae i 📌Norden, og langt mindre kunde det falde mig ind efter ►Bjovulfs-Drapen at udkaste enten et ethnografisk eller topografisk Kort over ►Nörreleden. Jeg maa derfor beklage, at det er faldet baade Mr. 👤Kemble og Hr. 👤Leo ind, af hvilke den Förste ►lægger alle Aarer ombord for at sætte 📌Gothland over til 📌Angeln, og den Anden sparer ingen Möie for, om mueligt, at sammenpresse hele 📌Skandinavien paa den “📌Kimbriske Halvöe”, som han naturligviis regner til det store “📌Germanien,” uden at ændse, hvor snevert Rum der da bliver paa Öerne alene til ►Drapens Nord og Syd, Öst og Vest-Daner. Det er nu ►vist nok en stor Lykke, at Sort paa Hvidt er langtfra at kunne udrette saa store Ting, som Skriverne og Mange af deres Læsere efter gammel Overtro indbilde sig, saa det har ingen Nöd, at 526de Herrers Penne enten forvandle ►📌Gothland til 📌Angeln eller stikke ►Dansken ud i 📌Jylland men hvad Tydsk og Engelsk Sort paa Hvidt, desværre, alt for let kan overkomme, er at gaae igjen i 📌Norden, og derfor vilde jeg gierne betids nedmane disse Spögelser. Hvad nu det Engelske Konststykke angaaer, da bærer 👤John Bull sig gierne ved slige Leiligheder saa kluntet ad, at man maa smile ved det, og naar man seer, at Mr. 👤Kemble vil flytte ►📌Gothland til 📌Angeln blot ved Hjelp af sin egen Indbildning om “►Hæreths Datter” som ►Offas Dronning og af en gammel Kongeliste hos 👤Langebek, hvor Navnene: ►Vermund, ►Uffe og ►Huglek fölge lige efter hinanden, da kunde man godt forsvare at lee höit. Med det Tydske Erobrings-Forsög er det derimod en anden Sag, thi Krig er Tydskernes gamle Haandværk, som de nu drive videnskabelig, og det paa Papiret ganske magelöst, saa naar de der trække blank, er der virkelig Fare paa Færde, især for det magelös fredelige 📌Danmark, som har det Uheld tildels at være landfast med det magelös stridbare 📌Tydskland, og Faren er saameget större, som Tydskerne, skiöndt de lægge an paa hele 📌Norden, dog er snilde nok til at lade, som det kun er 📌Danmark, ja, egenlig kun 📌Jylland, de paa gyldige Grunde vil have indlemmet i 📌det “Tydske Forbund.” Dette Krigspuds maa jeg derfor giöre vore Norske og ►Gothisk-Svenske Frænder opmærksomme paa, thi vel mener jeg, som sagt, at 📌Norden kan ikke undvære 📌Danmark, saa det var ægte Nordisk at 👤Hakon Jarl hjalp til at forsvare 📌Dannevirke mod den Tydske Keiser; men ►man er dog sig selv nærmest, saa naar vore Frænder blive vaer, ►hvor brede de stridbare Tydskere 527videnskabelig giör deres Fingre►, tör jeg snarest haabe deres Bistand til Grændsernes Forsvar.

✂ Som en klog General stræber nemlig Hr. 👤Leo at vinde en ►fast Punkt i Hjertet af 📌Norden, hvorfra han kan oversee det Hele, og med sin Tydske Forbunds-Hær frit udbrede sig til alle Sider, men han stræber naturligviis at bortlede Opmærksomheden fra den Punkt, han har i Sigte, for ikke der at vække 📌Nordens samlede Styrke, som han endnu ikke föler sig voxen. Han forudsætter derfor hardtad stiltiende, som en af Hr. 👤Kemble afgjort Sag, at 📌Angeln og ►📌Gothland er ved ►Hæreths Datter, ►Offas Dronning, der skiænker for ►Higelaks Giæster, uadskillelig forbundne, og gaaer strax over til at vise, at hvad der i gamle Tydsk-Latinske Böger kaldes ►Scatenauge (og vel rettere ►Scædenauge) er det Samme som ►Scedeland og ►Scedenigge i ►Bjovulfs-Drape, og maa nödvendig forstaaes om 📌Jylland, i alt Fald med Indbegreb af de “danske Öer” som Skillerummet (►Scheidewand) mellem 📌Östersöen og 📌Nordsöen, hvorfor ogsaa ►Hrodgar kaldes den ypperste Konge mellem de “to Söer” eller Have.*👤Leo's ►“Bjovulf” S. 48-60. Kun i en Anmærkning peger han paa Skrivemaaden ►Schatanavia, der virkelig synes ham at være Moderskiödet til “►Scandinavia” hos 👤Paulus Diaconus, men han lægger endda meget forsigtig til, at altsaa har man ogsaa ved 📌Skandinavien oprindelig kun forstaaet Landet mellem de to Have *Anmærkningen S. 49-50.. See, vilde vi nu blot indrömme ham det, hvortil selv de Danske ►Oldgranskere ei turde findes uvillige, og hvad da let kan synes de Norske og Svenske aldeles uskyldigt, da er 528for det Förste hele 📌Danmark videnskabelig ►forloren, og 📌Gothland med sine ubestemte Grændser ogsaa flöiten, og det vil siden være lige saa let at indslutte 📌Norge med mellem de “to Have”, som at vise, der ved 📌Skandinavien forstodes enten 📌Norden i det Hele eller dog 📌Norden paa 📌Danmark nær, og dermed er den geografiske Erobring ligesaa fuldstændig, som den Lingvistiske og Ethnografiske ►alt længe var, naar man betragtede 📌Nordens Folkefærd som Grene paa den store ►Germaniske Stamme, og dens Mundarter som ►Spilarter af den stortalende ►Germaniske Tunge* Hvor sikker Hr. 👤Leo er paa sin Erobring, seer man vel bedst deraf, at han ►alt (S. 59) har givet sit Tydsk-Jydsk-Skandinaviske ►Gothe-Rige en ny Hovedstad, kaldet ►“Hrosnaburg”, som jeg dog er ubarmhjertig nok til strax at lægge i Grus ved den Bemærkning, at ►Drapens “►Hreósna beorh” (v. 4950) ►aabenbar, naar galt skulde være, snarere kunde blive til “►Riesengebürge” end til en Borg, og at den ►Gothiske Kongeborg i ►Drapen v. 5780 og 5916 derimod kaldes “►Haga”, der meget lettere lod sig finde östenfor 📌Sundet end vestenfor 📌Beltet. .

✂ Derfor vil jeg herved itide nedlægge en formelig Protest mod det Hele, og det tör jeg mene, paa gyldige Grunde, thi for det Förste har ►Hæreths Datter i ►Drapen slet intet med ►Offa at giöre, og ►om hun havde aldrig saameget, kunde man dog paa den Grund umuelig faae ►Drapens 📌Gothland tæt ved 📌Sverrig trukket over til et 📌Angeln, den slet ikke nævner, og endelig maatte der staae i ►Bjovulfs-Drape, i ►Vidsids-Maal, og selv hos Kirkefaderen 👤Beda, hvad der vilde om ►Offas Dommedags-Slag ved 📌Eideren, om Angler og ►Gother, saa gjorde det dog Altsammen ikke mindste Forskiel paa disse Landes virkelige Beliggenhed, som er os i 📌Norden 529fra Arildstid velbekiendt. For det Andet ligner ►Drapens “►scede landum in” og “►scedenigge” mest af Alt to Skrivfeil*Hos ►Kbl. v. 38 og 3370.; men selv naar det var allerklarest viist, at deri stak det Tydske “►Scatenauge” og det Longobardiske 📌Scandinavia, saa var dermed dog kun beviist, at de Fremmede ogsaa i gamle Dage gav 📌Norden urimelige Navne, hvorefter vi meget skal frabede os at see det enten ganske eller tildeels föiet til 📌Tydskland.

✂ At nu Tydskerne, der aldrig har ændset Virkelighedens Protest mod deres höie Ideer, langt mindre vil ændse min mod Indlemmelsen i 📌det Tydske Forbund, som er en fix Ide hos dem fra Arildstid, finder jeg höist ►rimeligt, men det er ogsaa kun imod, ingenlunde for Tydskerne, jeg skriver.

✂ I Sammenligning med denne store Erobrings-Plan er det kun Smaating, at ►Drapens ►Maglebarder (►Heaðobeardas) indkvarteres i 📌Slesvig (📌Hedeby), og at dens ►Finland eller ►Jotunheim forlægges til 📌Frisland *Var ellers noget ►Steds Navn kiendeligt i ►Drapen, maatte “►Fresvæle,” v. 2133, vist blive det Svenske ►Fyrresvold., dels paa Grund af et mörkt Sted, og dels fordi der udtrykkelig staaer i ►Vidsids-Maal, at ►Finn regierede over Friserne, og jeg vil i den Anledning kun bemærke, at han, der har opskrevet ►Ramsen i ►Vidsids-Maal, godt kan have læst og, ligesom Vedkommende, misforstaaet ►Bjovulfs-Drape; men at, naar Tydskerne endelig vil have ►Finn og de slemme ►maglebardiske Vikinger, som dog ►ikke spandt Silke hos os, har jeg intet videre derimod at indvende end den Kiendsgierning, at ►Bjovulfs-Drapen endnu mindre end 👤Shakspears “Historier” duer 530til at give geografiske Oplysninger, da man efter den ei engang kunde see, om Skuepladsen, 📌Danmark og 📌Gothland, laae nærmest ved 📌Syd- eller 📌Nord-Polen. Naar vi kun hverken lader os beherske af dem eller efterligner dem, skader det heller ingenlunde, at de Fremmede, der ikke bryde sig stort om Poesien og Historien i ►Bjovulfs-Drape, kaste sig paa dens Geografi, der er saa uudtömmelig som “►Veir-Marken” baade i det Höie og det Lave; thi derved bliver det herlige gamle Digt baade mere bekiendt og fra alle Sider bearbeidet, ligesom Classikerne, hvoraf Philologernes Udbytte sædvanlig var ligesaa ►tarveligt som Hr. 👤Kembles af ►Bjovulfs-Drape. For Resten giver jeg Hr. 👤Ettmüller, ventelig en Schveitser, med Fornöielse det Vidnesbyrd, at han ikke blot har leet ad Drömmerierne om 📌Gothlands Overfart til 📌Angeln, men ogsaa viist megen Sands for ►Drapens poetiske Værd.

✂ Dog, dette hörer egenlig til ►Drapens egen Historie, og skiöndt dens Oldtid endnu er indhyllet i det tykkeste Mörke, har den dog nu vundet sig en ganske lys lille Fortid og gaaer aabenbar en endnu lysere Fremtid imöde, saa dens Historie maa ogsaa skee sin Ret i 📌Norden, enten saa de Fremmede vil ændse den eller ikke.

✂ Den förste Bog, hvori vi finde ►Drapen omtalt, er 👤Wanley's ►Catalog over de Angelsaxiske Haandskrifter (som hörer til 👤Hickes's ►Thesaurus), og det er under ►Mærket 👤Vitellius A. XV. i den 📌Cottonske Samling, *Sir 👤Robert Bruce Cotton (1570-1631) og 👤Franciscus Junius (1589-1677) var de eneste store Samlere paa Angelsaxiske Haandskrifter. 👤Junius skiænkede sine til 📌det Bodleianske Bibliothek i 📌Oxford, og hvad der af 👤Cottons ►gik igiennem Ilden 1731 blev indlemmet i 📌det Brittiske Museum i 📌London. 531vi giöres opmærksomme paa en ►ypperlig poetisk Tractat (►tractatus nobilissimus poetice scriptus) om ►Skjoldungen ►Bjovulf og hans Krige med nogle Svenske ►Nissekonger. Dette var Alt hvad man vidste til længe efter den store Brand i det 📌Cottonske Museum 1731, saa, var ►Skindbogen ikke sluppet taalelig igiennem Luerne, hvis Spor den kiendelig nok bærer, da vilde ►Drapen ►vist aldrig blevet bekiendt; thi, hvor urimeligt det end maa findes, synes der ikke at være taget en eneste Afskrift.

✂ Det var först Islænderen 👤Grim Johnsen Thorkelin (1752-1829), som fra sin lange Reise i 📌Storbritannien og 📌Irland (1786-91) hjembragte to Afskrifter, der vel endnu 1807, da 👤Thorkelins Bogsamling brændte, forfulgdes af den Engelske ►Ild, men findes dog uskadte paa 📌det Kongelige Bibliothek i 📌Kiöbenhavn. Ved Hjelp af disse kom ►Drapen förste Gang for Lyset her 1815, paa Geheimeraad 👤Bülovs Bekostning, og skiöndt det er sandt, at et skiödeslösere Aftryk af en gammel Text og en ►uefterretteligere saakaldt Oversættelse af et gammelt Digt maaske neppe vil findes i 📌England, saa er det dog ei mindre uhistorisk end ►ubilligt, at Hr. 👤Kemble foran sin Udgave vel bemærker det, men glemmer at tilföie, at baade rettede vi i 📌Danmark ►paa Timen de grove Feil, og leverede snart Studier til en ny Udgave, som de Fremmede vel kan tie med, men har hidtil hverken kunnet undvære eller ustraffet hæve sig over. Der gaaer nemlig ►Syn for Sagn i Anmærkningerne til min ►Bjovulfs-Drape 1820,*See ►Bjovulfs-Drape S. 209-312. hvilke Hr. 👤Kemble vel ikke omtaler, men har dog i det mindste een Gang havt for 532Öie,*See Appendixet til hans Oversættelse ved v. 3832, hvor han, efterat have ladet trykke “►on cear-bendum,” siger rask “►there can be no doubt that Grundtvig's suggestion oncer-bendum is right.” og skiöndt han i sin Fortale til Udgaven fortier det, gaaer han dog foran Oversættelsen til Bekiendelse, at han har havt vor store Sproggrandsker 👤Rasks ►afrettede Exemplar af ►Drapen for sig*See ►Postskriptet foran Oversættelsen S. LII.. Vel takker han ogsaa her kun bagvendt ved at ►nedsætte “Noterne,” men hvem der kiendte 👤Rask, vil dog nok ligefuldt skrive Mr. 👤Kemble's Forbedringer af ►den Thorkelinske Text paa hans og Bommerterne paa Mr. 👤Kembles egen Regning.

✂ Denne ►Drapens anden Udgave fra 1835* Allerede trykt 1833, men kun som for Venner. I 👤Conybeare's ►Illustrations of Anglosaxon Poetry 1826 er vel en lang ►Udsigt over ►Drapen med Udtog, men kun til overflödigt Beviis paa hvor mörk den var for dens bedste Kiendere. viser allerede ved sit Aarstal, at Engelskmændene ei var ►gridske paa Æren derfor, og mine engelske Reiser (1829—31) ►lærde mig tilgavns at kiende den Ligegyldighed, hvormed Angelsaxernes Landsmænd (Mr. 👤Kemble end ikke undtaget) endnu dengang betragtede Heltedigtet, saa det var aabenbar först ved min Trudsel, med Flid saa tirrende som mueligt, om at udgive baade det og meget mere efter deres egne Haandskrifter*►Bibliotheca Anglosaxonica. Prospectus and Proposals by N. F. S. Grundtvig. 📌London 1831., at de, halv skamfulde og heel ærgerlige, begyndte at trække nærmere. Dog, ►Ave er god for os alle, naar den kommer itide, og det skulde derfor været glemt, naar Mr. 👤Kemble ikke havde kroet sig saa saare, og dog, trods 533gode Hjelpemidler, giort Arbeidet saa maadeligt; men nu, da ►saa er, da han baade i 📌England og 📌Tydskland giælder for et Angelsaxisk Vidunder, og da Studiet er kommet saaledes i Gang, at det ei kan standse, nu kræver Historien sin Ret, men lader med det Samme gierne Mr. 👤Kemble vederfares den Ret, at Glossaret, hvormed han har udstyret Oversættelsen, er i det Hele godt og vidner om langt mere Flid og Kundskab end baade Text og Oversættelse.

✂ At giennemgaae disse vilde derfor yde den dygtige Recensent en rig Höst; men en saadan Dygtighed anvendtes vist nok meget bedre til at skiænke os en tredie Udgave, der giorde saavel den Anden som den Förste overflödig, og den kunde jeg levere imorgen, naar jeg blot vidste, hvem der vilde betale den, og hvem der havde Taalmodighed Nok til at læse alle de Correcturer, som en Angelsaxisk Bog i vore Trykkerier udkræver. Hvor skiödeslöst imidlertid Correcturen ved den anden Udgave er besörget, det fortæller Mr. 👤Kemble os selv saa skiödeslöst, at man forud kan vide, det gaaer endnu meget videre end Rettelserne bag Oversættelsen vise, og at disse, saavelsom Glossaret, er smidt bag ved Oversættelsen, er meer end skiödeslöst, thi nu maa man kiöbe den med for at benytte Texten, og halvandet Pund for en maadelig Udgave af ►Drapen er unægtelig ►dyrt Madkiöb.

✂ I 📌Kiöbenhavn, hvor man finder en ►Efterskrift af ►den gamle Skindbog, da den var lidt mindre smuldret, burde derfor snart en Udgave besörges, der baade kunde sætte 📌Danmarks Forhold til ►Drapen i sit rette Lys, og være let overkommelig i hele 📌Norden, som vel ei kan prale af Heltedigtets Frembringelse, men er dog baade 534Moderskiödet for dets Aand, Skuepladsen for dets Begivenheder og Brændpunktet for dets Oplysning. Den engelske Oversættelse, som til alle sine Smaasynder lægger den Store at være ulæselig, kunde man da lade hvile i Fred, og allerede nu vil jeg lade Læseren selv slutte sig til, hvordan den kan være, da Mr. 👤Kemble har gjort ►Higelaks Dronning ►Hygd til ►Higelak selv efter forkortet Maalestok, og ovenikiöbet bragt ham ►Offas Dronning paa Halsen, har desuden slaaet ►Hermod sammen med ►Sigmund Volsung, som blev hans ►Eftermand paa Heltelisten,*Det Förste er ►alt opvist, og det Andet seer man ved at sammenligne v. 1795-1819 med Oversættelsen S. 38. sammenkoblet den stakkels Dronning ►Hildeborg med Kong ►Finn, som hun ikke kan udstaae*Ogsaa foran opvist., og endelig uden al Barmhjertighed slaaet ►Hengest ihiel för han kom til 📌England *See Udgaven S. 260 under “►Frisians,” og den forvirrede Oversættelse S. 47.. Hvor lidt nu end det Sidste ligner en Engelskmand af Angelsaxisk Blod, saa har dog Oversættelsen een Urimelighed, der kun kan findes hos en Engelskmand, thi baade Helten og de tolv Skjalde ved hans Grav er for Löiers Skyld (eller maaske til Bod for Drabet paa ►Hengest) gjort til ►Styk-Heste (►beasts of war), saa jeg, der ogsaa har ►sunget ved Graven, slipper i Grunden naadig ved blot at ►rides tilvands.*Det er det uskyldige Adjectiv “►hilde-deor” (Hildekiær ►ͻ: brav) som, fordi et Dyr ogsaa hedder “►deor,” skal giöre ►Bjovulf og hans Skjalde til “►beasts of war,” og det skiöndt den adjectiviske Form er umiskiendelig v. 8290 og det tilsvarende Pluralis v. 6333 ganske tydeligt. Det er den ►haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne, maa vel baade Helten og Digteren sige!

✂ 535Naar jeg nu giver 👤Ettmüllers Tydske Oversættelse ►det Lov, at den hverken giör ►Bjovulf til en ►Stykhest, skiller ►Higelak ved sin Kone, eller giver ►Sigmund Volsung ►Hermod til Paahæng, da er det ►vist nok kun en ►tarvelig Roes, men det er dog allerede et Fortrin, der giver en god ►Formodning, og Læseren vil ikke finde den skuffet; thi vel kunde Hr. 👤Ettmüller sparet sin Uleilighed med Bogstav-Rimene, der ►vist er spildt, men Oversættelsen er dog i det Hele tro og læselig*At ogsaa her ►Hengest döer ►ubetimelig, ►Hildeborg smides til ►Finn og ►Offas Dronning prakkes paa ►Higelak, er jo rigtig nok sært; thi har Hr. 👤E. virkelig ved sit eget Lys undgaaet mange af Mr. 👤Kembles Anstödsstene, hvorfor da ikke ogsaa disse?. Trættende falder det vel En af os at læse Saameget, der skal være Vers, og er det ikke, men de Tydske Læsere, formoder jeg, er ligesaa utrættelige som Forfatterne, og de mange forældede eller nybagte Ord, som standse og stöde os, er maaske ►alt den Tydske Læseverden bekiendte.

✂ Saameget er altsaa ►vist, at ►Bjovulfs-Drapen i det Nittende Aarhundrede er udkommet baade paa Angelsaxisk, Dansk, Engelsk og Tydsk, og har altsaa de bedste Udsigter til at blive bekiendt og berömt i hele den ►Gothiske Læseverden; men naar og hvordan den först er kommet til Verden, og hvad den i sin Ungdom har fristet, det er en stor Hemmelighed; saa vi veed kun, at den, ligesom Drage-Guldet, laae omtrent et Tusindaar i Jordens Skiöd. ►Skindbogen i det 📌Brittiske Museum skal nemlig, efter Kienderes Skiön, være fra det Niende Aarhundrede, og i Sammenligning med ►Exeter-Bogen fra det Ellevte seer den rigtig nok ud 536som en Pröve-Klud. Forfattet er ►Drapen da vist ogsaa i Slutningen af det Syvende eller Begyndelsen af det Ottende Aarhundrede, og Nævnelsen af Kong ►Offa giör hverken fra eller til, da der baade var adskillige Angelsachsiske Konger af det Navn, og Linierne om ham, der slet ikke har med Digtets Begivenheder at giöre, desuden let kunde være en senere Tilsætning. Allerede 👤Thorkelin meende vel, at Angelsachserne havde bragt ►Drapen med sig fra 📌Norden og kun siden gjort nogle christelige Ændringer, og Mr. 👤Kemble er af samme Mening, men det viser, blandt Andet, at Ingen af de Herrer har havt mindste Begreb om, hvilken Grad af Udvikling og Dannelse, der hörer til at anlægge og udföre et saadant Konstværk, der vel viser os Konsten hos Angelsachserne i dens Barndom, men forudsætter dog baade Læse- og Skrive-Konsten. Man synes overhovedet at sammenblande to ganske forskiellige Spörgsmaal, det Ene om de enkelte Sagns og det andet om hele ►Drapens Alder, thi at Angelsachserne har fört alle Sagnene om 📌Norden med sig i en eller anden ►Sang eller Saga-Form, det fölger vel af sig selv, men at det först var i 👤Kædmunds og 👤Oldhjelms (👤Aldhelms) Dage, en Hovedskjald med boglig Dannelse enten kunde faae isinde eller mægte at forbinde dem til et saadant Heltedigt, som vi har for os, det fölger endnu langt vissere af de menneskelige Natur-Love og Forholdet mellem Aarsag og Virkning. Naar derfor Hr. 👤Ettmüller tænker, at Sporene af Bibel-Kundskab og den ordrige Udmaling er fra en senere Haand, da tager han ►mærkelig feil, thi vi maatte vente endnu mere af begge Dele fra den förste Haand, der var saadant et Arbeide voxen, som maatte regnes mellem Verdens 537Underværker, hvis det ikke var en meget forklarlig Deel af det store Angelsaxiske Underværk, hvorved 📌Tydskland og 📌Norden indlemmedes i Christenheden, og ►den Gamle Verdens Literatur fik en Medbeiler i ►den Ny, som den allerede (naar man undtager ►Bibelen) har ondt nok ved at maale sig med. Dette ►Underværk, der, ligesom ►Bjovulfs-Drapen, har ligget skjult i mange Aarhundreder, vil den nu bringe for Lyset, og det giver den verdenshistorisk Betydning, som Blomsten af den ny Tydsk-Nordiske Udvikling og boglige Konst, for hvilken Angelsaxerne baade som Prædikanter og Skribenter staae i Spidsen.

✂ Naar man endelig forundrer sig over, at der i andre Angelsachsiske eller Gammel-Engelske Böger ei findes et Ord om et saadant Mester-Stykke i sin Tid, som ►Bjovulfs-Drapen, da skulde man hellere forundre sig over, at 📌England lige til nu har været blind for hele den Angelsachsiske Storhed, thi i ⓘ SammenligningSammenligning] GV, Sammcnligning A hermed er Tausheden om ►Bjovulfs-Drapen ingen Ting i et Land, hvor selv 👤Shakspear ►alt i Löbet af et Aarhundrede syntes glemt, og maa takke ►Fastlandets Ophöielse for det meste af den Hylding, der nu times ham i ►Hjemmet. For Resten kan ►Bjovulfs-Drape meget godt have været ►den Angelsaxiske Versebog, Kong 👤Alfreds Moder, efter 👤Assers Vidnesbyrd, lokkede ham til Læsning med, thi ogsaa dertil er den endnu særdeles skikket*Min ►Haandbog i Verdenshistorien, II, 218..

✂ Til Slutning maa jeg bede mine Nordiske Læsere ei at forarge sig over den Selvroes, der synes at gaae giennem hele denne ►Udsigt over ►Bjovulfs Drape, thi 538uden at ville giöre mig reen, kan man troe, jeg veed godt, Personen vinder aldrig ved Sligt, men efter modent Overlæg har jeg fundet, at, som 📌Nordens eneste ►bekiendte Angelsaxer for Öieblikket, burde jeg hævde 📌Nordens Anskuelse og Fortjeneste af det Nordiske Heltedigt. At nu min Person for en Deel er Part i Sagen, giör det ►vist nok baade vanskeligt om ei umuligt at være upartisk, og giör det let for de Fremmede at vække Mistanke om Rigtigheden, men har jeg forivret eller forlöbet mig af Egenkiærlighed, da bliver baade Skammen og Skaden min egen, medens det altid er baade en Ære og en Vinding for 📌Norden, at de Fremmede finde kraftig Modstand, naar de opkaste sig til Dommere over Nordiske Forhold, som de ikke kiende, og Værkerne af 📌Nordens Aand, som de ikke forstaae.

✂ N. F. S. Grundtvig.

---