Grundtvig, N. F. S. Bjovulfs Drape eller det Oldnordiske Heltedigt

Engelsk tekstudgave 1835

✂ Englænderen 👤John M. Kemble udgav ►The Anglo-Saxon Poems of Beowulf, the Travellers Song and the Battle of Finnesburh i London i 1835. Som det fremgår af titlen, rummer 👤Kembles tekstudgave foruden ►Sangen om Bjovulf også de angelsaksiske digte ►The Traveller's Song (som Grundtvig kalder ►Vidsids-Maal) og ►Kampen om Finnsborg. Det sidste, som handler om et slag mellem frisere og danere i sagnhistorisk tid, der kan knyttes til persongalleriet fra ►Bjovulf-kvadet, havde Grundtvig også med i sin oversættelse (►1820, s. XL-XLV). 👤Kembles samleudgave af disse tre centrale angelsaksiske tekster dannede grundlag for hans senere oversættelse af ►Bjovulf og korrigerede mange af de fejl, han havde fundet i 👤Thorkelins ►Bjovulf-udgave (►1815).

Engelsk oversættelse 1837

✂ På grundlag af tekstudgaven kunne 👤Kemble to år senere udsende sin oversættelse til engelsk, ►A Translation of the Anglosaxon poem of Beowulf, ligeledes i London. I denne arbejder han med halvvers, hvorfor Grundtvigs henvisninger til ham ikke umiddelbart kan sammenlignes med verstællingen i en moderne, tekstkritisk udgave. Udgaven rummer også et glossar.

Tysk afhandling 1839

✂ Den tyske historiker 👤Heinrich Leo udgav i 1839 i Halle en afhandling om ►Bjovulf-kvadet, ►Bëówulf, dasz älteste deutsche, in angelsächsischer mundart erhaltene heldengedicht (da. Bjovulf, det ældste tyske, i angelsaksisk dialekt bevarede heltedigt). Heri søgte han at placere handlingen i det tysk-holstenske område, ligesom han især fremhævede digtets tyske karakter. Afhandlingen rummer lange uddrag af digtet med tilhørende oversættelse til højtysk, verslinje for verslinje. Den er opdelt i fem hovedafsnit: historisk grundlag, mytologisk indhold, geografiske angivelser, genealogisk indhold og en indholdsoversigt, sang for sang.

Tysk oversættelse 1840

✂ Det skulle dog blive en schweizer, filologen 👤Ludvig Ettmüller fra Zürich, der som den første oversatte hele digtet til tysk: ►Beowulf. Heldengedicht des achten Jahrhunderts. Zum ersten Male aus dem Angelsächsischen in das Neuhochdeutsche stabreimend übersetz (da. Bjovulf. Heltedigt fra det ottende århundrede. For første gang bogstavrimet oversat fra angelsaksisk til moderne højtysk). Som angivet er oversættelsen udført med bogstavrim, dvs. i et versemål, der søger at imitere forlægget. Bogen er forsynet med en omfattende indledning og tekstkritiske noter. Tekstgrundlaget er 👤Kembles udgave (►1835), og 👤Ettmüller diskuterer især navnestoffet med 👤Kemble.

Oversættelsen 1820

✂ Grundtvig henviser mange gange til sin oversættelse, ►Bjowulfs Drape. Et Gothisk Helte-Digt fra forrige Aar-Tusinde af Angel-Saxisk paa Danske Riim, under det lidt kryptiske “Dansken”. Derudover lader han i anmeldelsens indledende opremsning af værker sin egen oversættelse indgå på lige fod med de andre ►Bjovulf-udgaver og oversættelser, han anmelder. Ud over selve oversættelsen indeholder hans udgave et langt forord, tekstkritiske noter til 👤Thorkelins udgave og et navneregister (se indledningen til ►Bjovulfs Drape her). Om oversættelsens kvaliteter og svagheder, se ►Malone 1960.

Englandsrejserne 1829-1831

✂ I forhold til perioden 1815-1820, hvor Grundtvig arbejdede med sin egen oversættelse af ►Bjovulf, er han i 1841 endnu bedre rustet til at vurdere såvel oversættelser som afhandlinger om værket, bl.a. fordi han under mindst en af sine tre Englands-rejser (1829, 1830 og 1831) selv havde set manuskriptet, ►Nowell-Codex (s. 483). I slutningen af maj 1829 havde Grundtvig foræret British Museum et eksemplar af sin oversættelse fra 1820, vel vidende, at der næppe var mange dér, som kunne dansk (►Rønning 1885, s. 355).

✂ Englandsrejserne blev hovedsagelig foretaget på kongelig understøttelse og havde været til både glæde og skuffelse for Grundtvig (s. 532). Skuffelse, fordi han ikke opnåede hele den faglige anerkendelse, han tragtede efter, og fordi andre — nærmest bag hans ryg — efterhånden overtog de udgivelsesplaner, han havde udtænkt og plæderet for i forbindelse med en del angelsaksisk tekster (►Toldberg 1947, s. 291 f.). I 1829 havde han fx deltaget i møder i både Royal Society og Society of Antiquaries, men han blev ikke indvalgt, selv ikke da optagelseskravene var blevet ændret, så også udlændinge kunne indvælges (►Toldberg 1947, s. 277 f.)

✂ I 1830 offentliggjorde han under den anden rejse en omfattende subskriptionsplan til en værkrække, der skulle rumme udgivelser af vigtige angelsaksiske tekster, ►Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscription, (se indledning til Bibliotheca Anglo-Saxonica her). Desværre for ham var der fremkommet endnu et prospekt — anonymt, men det var formentlig 👤Benjamin Thorpe, der stod bag — til en angelsaksisk udgivelsesrække (►Rønning 1886, s. 131-134). Dette fik Grundtvig at vide, ganske kort tid efter at han var ankommet til London på sin tredje Englandsrejse i begyndelsen af juni 1831, hvor han på forhånd havde aftalt møder med bogtrykkere og regnet med, at det var hans planer, der skulle bringes til udførelse.

✂ Glæden fandt han først og fremmest på bibliotekerne i Oxford, Exeter og London, hvor han afskrev mange især angelsaksiske tekster, og i Bristol, hvor han besøgte 👤Richard Price, der på det tidspunkt var en af landets bedste kendere af angelsaksisk, skønt han først og fremmest arbejdede som advokat. At 👤Price har gjort et stor indtryk på Grundtvig, fremgår af brevene fra England til hustruen, hvor 👤Price er omtalt mere end en snes gange (►Grundtvig 1920, s. 202). Med sig hjem havde Grundtvig afskrifter af bl. a. 👤Cædmons ►Genesisparafrase, 👤Layamons ►britiske rimkrønike og uddrag af ►Exeter-bogen. Hertil kommer resultaterne af hans undersøgelser af ►Nowell Codex.

En angelsaksisk udgivelse fra Grundtvigs hånd

✂ Under Englandsopholdene var Grundtvig i Exeter Cathedral Library i 1830 stødt på ►Exeter-bogen, som stammer fra midten af 1000-tallet (MS 3501). Denne angelsaksiske antologi indeholder blandt andet digtet ►The Phoenix, som dels er en oversættelse til angelsaksisk af det latinske digt ►De Ave Phoenice, dels en kristen allegorisk udlægning af sagnet om fabelfuglen ►Føniks. I 1840 havde Grundtvig under titlen ►Phenix-Fuglen. Et Angelsachsisk Kvad förstegang udgivet med Indledning, Fordanskning og Efterklang udgivet dette digt efter sin egen afskrift fra Exeter tillige med en oversættelse til dansk og et såkaldt efterklangsdigt til oversættelsen. Han var således opdateret mht. angelsaksisk, da han skrev anmeldelsen “Bjovulfs Drape eller det Oldnordiske Heltedigt”.

Nordens Mythologi 1832

✂ ►Nordens Mythologi var Grundtvigs sammenskrevne og gennemarbejdede udgave af hans viden om nordisk mytologi og sagnhistorie, indledt af en afhandling om hans historiesyn, “Universal-Historisk Vidskab” (►Grundtvig 1832, s. 1-46). Han henviser selv til dette hovedværk (s. 566-583), hvor han blandt mange andre ting udviklede en systematik, der gik ud på, at “►Ylfingerne har hört til Norge, ligesom ►Skilfingerne til Sverrig og ►Skjoldungerne til Danmark” (►1841, s. 508). Hermed fik han givet hvert af de tre nordiske lande dets egen slægt af konger og helte. Til disse udredninger havde han ikke alene brugt de oldislandske kilder, fx ►Hyndlas Sang og ►Skáldskaparmál, men også netop ►Bjovulf-kvadet (►1832, fx s. 572).

Vidsids-Maal

✂ Grundtvig refererer flere gange til ►Vidsid, hvormed han både tænker på den sagnhistoriske skjald i et angelsaksisk digt og på digtet af samme navn, ►Widsið, fra ►Exeter-bogen. Ud over navnet kender man intet til skjalden, så han er formentlig blot en litterær figur. Grundtvig omtaler oftest digtet som ►Vidsids-Maal (►1841, bl.a. s. 503). Det er på 144 verslinjer og delt op i tre ‘kataloger’, thulaer, der opremser forskellige sagnkongeslægter og navnene på de folk, de herskede over, lister over folkeslag, som digteren har besøgt, og sagnhelte, han har mødt. I forbindelse med ►Bjovulf-teksten er det interessante bl.a., at også ►Hroþwulf og ►Hroðgar er omtalt. På de indledende sider af anmeldelsen gør Grundtvig meget ud af netop de nordiske folkeslag og deres herkomst, så Grundtvig var tilfreds med, at 👤Kemble nu gjorde denne ekstra kilde tilgængelig. I sin udgave af teksten kalder 👤Kemble digtet ►The Traveller's Song (►Kemble 1835).

Den nyeste historiske faglitteratur

✂ Derudover er Grundtvig som sædvanlig velorienteret i samtidens historiske udgivelser, fx refererer han til 👤Friedrich Christoph Dahlmanns kontroversielle tyske danmarkshistorie, ►Geschichte von Dännemark (1840-1843), der var begyndt at udkomme. Den blev meget kritisk anmeldt i Danmark af 👤Caspar Frederik Wegener året efter (►Wegener 1841).

Et engelsk bekendtskab

✂ Under det sidste Englandsophold havde Grundtvig mødt 👤Kemble personligt, og han syntes godt om ham. I et brev til hustruen 👤Lise skrev han 28. juli 1831:

✂ En bedre Spadsere-Tur havde jeg i Aftes med Mr. 👤Kemble (den unge Engellænder fra Museet). Det lader til et herligt og opvakt ungt Menneske, som jeg ikke blot lover mig nogen Fornøielse, men hans Fæderneland Gavn af, skiøndt jeg ikke glemmer, at Man af den første Samtale med et Menneske lettelig kan slutte for meget (►Grundtvig 1920, s. 167).

✂ Desværre for Grundtvig blev han og 👤Kemble senere en slags rivaler, idet 👤Kemble netop overtog Grundtvigs plan om den engelske udgivelse af ►Bjovulf-kvadet.

Tekstudgave og oversættelse

✂ 👤Kembles første opgave var at udfærdige en tekstudgave, der kunne rette op på de mange fejl, der havde været i 👤Thorkelins. Han dedicerede bogen til “James Grimm”, dvs. 👤Jacob Grimm, som han havde studeret under i Tyskland, og som også Grundtvig havde korresponderet med og beundrede (►Rønning 1886, s. 146; ►Breve 1, s. 526 f. og 534). Grundtvig har i anmeldelsen ikke meget til overs for 👤Kembles faglighed. Grundtvig kalder 👤Kembles oversættelse skødesløs (s. 483) og finder glossaret bedre end oversættelsen. Derudover morer han sig over, at 👤Kemble oversætter et ord, der for Grundtvig at se er ►Bjovulf selv, til krigsheste (s. 534). På det mere religiøse eller ideologiske plan er Grundtvig misfornøjet med, at 👤Kemble i hans øjne søger at gøre ►Bjovulf til en afgud (s. 484 f.).

✂ Grundtvig er også utilfreds med, at 👤Kemble ganske vist kritiserer 👤Thorkelins mange fejl, men helt forbigår, at allerede Grundtvig i sine artikler herom mellem 1815 og 1819 og i oversættelsen fra 1820 gjorde, hvad han kunne for at rette de fejl, han påpegede — endda uden at have set originaldokumentet (s. 531). At 👤Thorkelin havde mange fejl, er helt åbentlyst. En nyere undersøgelse viser, at 👤Thorkelin har omkring 1.900 bogstavfejl i den samlede tekst, dvs. ca. 1 fejl pr. 1,7 linje (►Hall 1995, s. 245).

Det tyske Forbund

✂ Holdningerne i Tyskland kan i 1830'erne og 1840'erne kategoriseres — simplificeret — som enten stortyske eller lilletyske. Den ekspansive stortyske retning ville bl.a. erobre Elsass/Alsace tilbage og indlemme Slesvig på grund af dets tilknytning til Holsten. Hertugdømmerne havde længe været medlemmer af Det tyske Forbund, men efter 1806, hvor kejserdømmet faldt, var de i stigende grad blevet styret fra København, og den danske konge begyndte fx at opkræve skat. De stortyske tendenser havde en lang tradition blandt tyske filologer, først og fremmest netop 👤Jacob Grimm, der bl.a. betegnede jyderne som tyskere. Den lilletyske strategi gik ud på at koncentrere kræfterne i det tyske kerneland og opbygge en stærk stat (►Frandsen 2008, s. 226 f.).

✂ I et Europa, hvor nationalstaterne konsoliderede sig i midten af 1800-tallet, var toldunioner ofte led i det storpolitiske spil. Fra tysk side var der opfordringer til nabostaterne Danmark, Holland og Belgien om at indgå i et toldforbund, men Danmark var mere interesseret i en skandinavisk toldforening (►Frandsen 2008, s. 227.)

✂ Også et flådesamarbejde var der i 1840'erne en udtalt interesse for fra tysk side, ikke mindst fordi Tyskland trods havnebyen Kiel mod Østersøen savnede havne mod Vesterhavssiden — også til orlogsbrug. For tyskerne ville det på mange måder være ideelt, hvis hele Danmark blev en del af Det tyske Forbund (►Fink 1946, s. 291).

✂ Grundtvig nævner da også Det tyske Forbund direkte flere gange, når han fx omtaler tyskerne som stridbare og Danmark som fredeligt og er fortørnet over, at tyskerne gerne vil indlemme Jylland i Tyskland (s. 526). Han refererer til den tyske ekspansionspolitik med troldemetaforer (s. 524). Ikke uden grund er han misfornøjet med, hvad han i 👤Leos behandling af stednavnestoffet ser som et forsøg på at negligere Danmark ved at indlemme Jylland og lade øerne sejle deres egen sø.

Heinrich Leos hovedtanke

✂ 👤Heinrich Leo var i tysk forskningsmiljø anerkendt for sin filologiske evner, men blev her ofte kritiseret for sine fordomsfulde og subjektive skildringer, der bar et tydeligt nationalistisk og konservativt præg (►Maltzahn 1985). Det er derfor vanskeligt ikke at se 👤Leos afhandling i et politisk lys. Tredje afsnit af 👤Leos værk handler om stednavnenes placering i forhold til et moderne kort. 👤Leo vigtigste påstand er, at tekstens “Scedeland” eller “Scedenīġ” er Jylland og ikke Skåne. 👤Leo opsummerer:

✂ Disz Scatenauge (oder wol beszer geschriben Scâdenauge) an der elbe ist ganz deutlich dasz angelsächsische Scædenige in einer dem altsächischen näher tretenden form; esz ist: dasz land von der elbe an nach norden zwischen beiden meeren (►Leo 1839 s. 49; ‘Dette Scatenauge (eller vel bedre skrevet Scâdenauge) ved Elben er tydeligvis det angelsaksiske ord Scædenige i en form, der nærmer sig det oldsaksiske; dvs.: landet fra Elben og nordpå mellem de to have [her: Østersøen og Nordsøen]’, overs. GV).

✂ Grundtvig imødegår denne lokalisering og identificerer Scedeland med Skåne. Denne opfattelse deles af den moderne forskning (►Fulk m.fl. 2008, s. 471). Derudover søger Grundtvig generelt at gøre ►Bjovulf til en nordisk-engelsk helt, modsat 👤Leos tysk-germanske udgave (s. 525). Englænderne og deres angelsaksiske forfædre beskrev Grundtvig siden 1830'erne generelt som del af den nordiske kulturkreds.

Ludvig Ettmüller

✂ I det tysktalende Schweiz var der mindre opbakning til de stortyske planer. Filologen 👤Ludvig Ettmüller fra Zürich var også langt mere afdæmpet end sin kollega 👤Leo fra Halle i Midttyskland. 👤Ettmüller nævner ikke Grundtvig, men retter faglig kritik mod 👤Kemble, 👤Leo og 👤Thorkelin.

✂ 👤Ettmüllers undertitel “Heltedigt fra 800-tallet” tager afstand fra 👤Thorkelins datering med en fremrykning af tiden på hele 400-500 år, idet 👤Thorkelin på titelbladet angiver “Secul. III & IV”, dvs. 3. og 4 århundrede. Som 👤Thorkelin splitter 👤Ettmüller langversene op i halvvers. Men i modsætning til 👤Thorkelin, der havde oversat til lapidarisk og urytmisk latin, og forsøger 👤Ettmüller at få bogstavrimene med halvvers for halvvers. Hermed lægger han også indirekte afstand til Grundtvigs overordentlig frie gendigtning i de mange forskellige versemål, der i 1820 for nogles vedkommende kunne opfattes som moderne, for andres som folkevisepastiche. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, så lidt Grundtvig får sagt om denne oversættelse. Grundtvig er tilfreds med selve oversættelsen, men mener ikke, at bogstavrimene var nødvendige (►1841, s. 535). Derudover er han glad for, at 👤Ettmüller ikke gentager 👤Kembles fejl ved at gøre ►Bjovulf til en krigshest, forveksle ►Hygelak med ►Hygd og blande ►Hermod ind i sagnstoffet om ►Sigmund Volsung (s. 535).

✂ ►Bjovulf-sagnet lokaliserede 👤Ettmüller heller ikke i det slesvig-holstenske område, men i det svenske Götaland (►Ettmüller 1840, s. 24 f., 32). Grundtvig er mere begejstret for den neutrale 👤Ettmüller end den polemiske 👤Leo, men er blot uenig i 👤Ettmüllers udsagn om, at de kristne elementer i ►Bjovulf-►kvadet er en senere tilføjelse (s. 536).

Ordet gotisk

✂ Efter de angelsaksiske gloser “ġēatisc” og “ġēatas” bruger Grundtvig de danske ord ‘gotisk’ og ‘goter’ om forhold og folkeslag, der i moderne tid har flere benævnelser. Først og fremmest bruger han gotisk om det folk og det landområde, som har forbindelse til ►Bjovulf. Dette er af GV forklaret som gøtisk, dvs. som hørende til Götaland i Sverige (se også ►Fulk m.fl. 2008, s. 467).

✂ Men hertil kommer, at ordet gotisk for Grundtvig også kan forstås som nordgermansk, nordeuropæisk eller måske ligefrem nordtysk, når han anvender det om de goter, der invaderede Romerriget i 400-tallet e.Kr. Disse goter udgjorde en germansk folkestamme, hvis oprindelsessted er usikkert. I folkevandringstiden boede de i området nord for Donau og Sortehavet. Denne dobbelte brug hos Grundtvig er også noteret af 👤Kemp Malone (►Malone 1960, s. 24). Det kan måske virke forvirrende, at Grundtvigs ene begreb således oversættes til to af GV. At goterne for Grundtvig på sine steder bliver identiske med gøterne, skyldes formentlig en sent opstået myte om, at de skulle være udvandret fra Scandza (Sverige) i året 1490 f.Kr. Den findes hos historieskriveren 👤Jordanes, der o. 551 skrev et berømt værk om goternes historie, ►De origine actibusque Getarum, ofte blot kaldet ►Getica. Denne skandinaviske oprindelse giver også hos Grundtvig anledning til flere diskussioner i forbindelse med hans omtale af navne på forskellige lokaliteter hos ►Leo (s. 529).

Grundtvigs senere angelsaksiske udgivelser

✂ Der skulle gå en snes år, inden Grundtvig igen for alvor tog fat på det angelsaksiske stof. I mellemtiden havde den flittige litterat 👤Frederik Schaldemose efter 👤Kembles tekstudgave udgivet ►Beo-wulf og Scopes Widsið, to angelsaksiske Digte, med Oversættelse og oplysende Anmærkninger (1847; 2. udg. 1851). Trods 👤Schaldemoses frygt for, at Grundtvig ville “stikke Haanden i Rendestenen og tilsøle ham” (►Schaldemose 1851, s. 2), ignorede Grundtvig fuldstændigt disse udgivelser.

✂ Sammen med sin søn 👤Svend Grundtvig indledte Grundtvig derimod et dansk-engelsk samarbejde med professor 👤George Stephens i 1861 med tekstudgaven ►Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det old-angelske Heltedigt, paa Grund-Sproget. Heller ikke i forordet hertil omtales 👤Schaldemose. I 1865 blev tekstudgaven fulgt op af Grundtvigs nyoversættelse af digtet, ►Bjovulvs-Drapen, et Høinordisk Heltedigt, fra Anguls-Tungen fordansket. I titlerne ses en bevægelse fra 1820-oversættelsens “gothisk” til 1865-oversættelsens “Høinordisk”. 👤Kemp Malone ser dette som en bevidst forskydning fra Grundtvigs side, idet tyngden i den sene oversættelse ligger på digtets nordiske og ikke germanske emne- og personkreds (►Malone 1960, s. 24).

✂ 👤Rønning fremhæver, at uden Grundtvigs interesse og forarbejder var det ikke sikkert, at interessen i England var blevet vakt så tidligt, og at der efterfølgende var udkommet så mange angelsaksiske værker, som der faktisk gjorde, også i årene efter 1840. Grundtvig var formentlig den mand, der satte det hele i gang (►Rønning 1885, s. 158), selv om udlandet i hans samtid ikke påskønnede hans indsats.

✂