Grundtvigs angelsaksiske ekspertise
✂ Grundtvig er udmærket klar over, at hans anmeldelse kan opfattes som selvros, men vover alligevel at betegne sig selv som “Nordens eneste bekiendte Angelsaxer for Öieblikket”, dvs. den eneste kender af det angelsaksiske i Norden. Den hidtige danske ekspert, 👤Rasmus Rask, var nemlig død i 1832 (►1841, s. 538). I forhold til 👤Rasks var Grundtvigs sprogbegavelse af mere intuitiv end etymologisk art, ligesom hans ‘oversættelser’ snarere var fri gendigtninger end ordrette oversættelser. Den samtidige englænder 👤Benjamin Thorpe, som var kraftigt medvirkende til, at de engelske udgivelser af angelsaksiske tekster kom i gang, har karakteriseret Grundtvigs oversættelse af ►Bjovulf-kvadet som følger:
✂ Dette er en metrisk omskrivning, som, skönt den viser, at forf. har et kendskab både til sproget og æmnet, der er langt fra at være dagligdags, dog på grund af den lejlighedsvise tone og bygningen af versene kun dårlig er skikket til at meddele læseren en rigtig forestilling om originalen. Taget som et hele, kender jeg dog ingen bedre fri oversættelse end Gr.s (oversættelse af ►Thorpe 1855, citeret efter ►Rønning 1886, s. 177).
✂ Det intuitive kan også ramme plet. Ser vi fx på Grundtvigs udredning af ►Væltoves navn, er moderne sprogforskere enige med ham. Side 506 skriver han: “Ligesom nemlig Navnet ► Wealh-þeow ligefrem betyder en Vælsk eller fremmed Slavinde [...]”, se også kommentar til ‘vælsk’. I navnelisten til 👤Klaeber's ►Beowulf oversættes “wealh” med keltisk eller fremmed, mens “þēow” betyder slave eller krigsfange (►Fulk m.fl. 2008, s. 472).
Ordet gotisk
✂ Efter de angelsaksiske gloser “ġēatisc” og “ġēatas” bruger Grundtvig de danske ord ‘gotisk’ og ‘goter’ om forhold og folkeslag, der i moderne tid har flere benævnelser. Først og fremmest bruger han gotisk om det folk og det landområde, som har forbindelse til ►Bjovulf. Dette er af GV forklaret som gøtisk, dvs. som hørende til Götaland i Sverige (se også ►Fulk m.fl. 2008, s. 467).
✂ Men hertil kommer, at ordet gotisk for Grundtvig også kan forstås som nordgermansk, nordeuropæisk eller måske ligefrem nordtysk, når han anvender det om de goter, der invaderede Romerriget i 400-tallet e.Kr. Disse goter udgjorde en germansk folkestamme, hvis oprindelsessted er usikkert. I folkevandringstiden boede de i området nord for Donau og Sortehavet. Denne dobbelte brug hos Grundtvig er også noteret af 👤Kemp Malone (►Malone 1960, s. 24). Det kan måske virke forvirrende, at Grundtvigs ene begreb således oversættes til to af GV. At goterne for Grundtvig på sine steder bliver identiske med gøterne, skyldes formentlig en sent opstået myte om, at de skulle være udvandret fra Scandza (Sverige) i året 1490 f.Kr. Den findes hos historieskriveren 👤Jordanes, der o. 551 skrev et berømt værk om goternes historie, ►De origine actibusque Getarum, ofte blot kaldet ►Getica. Denne skandinaviske oprindelse giver også hos Grundtvig anledning til flere diskussioner i forbindelse med hans omtale af navne på forskellige lokaliteter hos ►Leo (s. 529).
* I dag bruges betegnelsen germansk om det, der i sproghistorisk sammenhæng tidligere kunne kaldes gotisk eller gottonsk. Det omfatter de moderne sprog afrikaans, dansk, engelsk, frisisk, færøsk, islandsk, nederlandsk (med flamsk), norsk, svensk og tysk.Grundtvigs senere angelsaksiske udgivelser
✂ Der skulle gå en snes år, inden Grundtvig igen for alvor tog fat på det angelsaksiske stof. I mellemtiden havde den flittige litterat 👤Frederik Schaldemose efter 👤Kembles tekstudgave udgivet ►Beo-wulf og Scopes Widsið, to angelsaksiske Digte, med Oversættelse og oplysende Anmærkninger (1847; 2. udg. 1851). Trods 👤Schaldemoses frygt for, at Grundtvig ville “stikke Haanden i Rendestenen og tilsøle ham” (►Schaldemose 1851, s. 2), ignorede Grundtvig fuldstændigt disse udgivelser.
✂ Sammen med sin søn 👤Svend Grundtvig indledte Grundtvig derimod et dansk-engelsk samarbejde med professor 👤George Stephens i 1861 med tekstudgaven ►Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen, det old-angelske Heltedigt, paa Grund-Sproget. Heller ikke i forordet hertil omtales 👤Schaldemose. I 1865 blev tekstudgaven fulgt op af Grundtvigs nyoversættelse af digtet, ►Bjovulvs-Drapen, et Høinordisk Heltedigt, fra Anguls-Tungen fordansket. I titlerne ses en bevægelse fra 1820-oversættelsens “gothisk” til 1865-oversættelsens “Høinordisk”. 👤Kemp Malone ser dette som en bevidst forskydning fra Grundtvigs side, idet tyngden i den sene oversættelse ligger på digtets nordiske og ikke germanske emne- og personkreds (►Malone 1960, s. 24).
✂ 👤Rønning fremhæver, at uden Grundtvigs interesse og forarbejder var det ikke sikkert, at interessen i England var blevet vakt så tidligt, og at der efterfølgende var udkommet så mange angelsaksiske værker, som der faktisk gjorde, også i årene efter 1840. Grundtvig var formentlig den mand, der satte det hele i gang (►Rønning 1885, s. 158), selv om udlandet i hans samtid ikke påskønnede hans indsats.