Grundtvigs vise
Komposition og indhold
✂ Grundtvig bygger visen op over et skellet, hvor han tager udgangspunkt i forskellige sommerlige naturbilleder, som han efterfølgende knytter til dronningen: I første tredjedel af visen præsenteres en række fænomener, hvoraf de fleste herefter omtolkes og udfoldes i anden tredjedel. Andenlinjen i de første syv strofer har næsten identisk opbygning, og i de første fem andenlinjer varierer verballeddet knyttet til de genoptagede grammatiske subjekter fra førstelinjerne. Poetisk spilles på, at de nordiske sprog oprindelig havde tre grammatiske køn, hvorfor man kan referere til ting med ‘hun’: “Hun sidder som”, “Hun stander som”, “Hun stiger som”, “Hun skrider som”, “Hun daled som” (strofe 1-5 — kun rose og sol er dog oprindelig femininum). De fleste af disse verber angiver det ophøjede ved dronningens position, skønt de grammatiske subjekter er hentet i naturen: Rose, bøg, lille agerlærke, solen.
✂ Efter overgangsstrofen (7) udfolder de efterfølgende strofer (8-11) dernæst billederne fra de foregående strofer, denne gang med dronningen som subjekt, der nu tillægges karakter af netop rose, bøg, lærke og solen. Således sammenføjer Grundtvig dronningen med naturen i det land, hun hersker over. Landskabet er det ideelle østdanske, som også tidens malere yndende at skildre.
✂ De sidste strofer (12-18) udfolder dronningens danskhed og sociale engagement.
✂ Omkvædet, “Over Dannemænds Hjerte fører Dronningen Spiret”, betoner dronningens følelsesmæssige forhold til undersåtterne, ikke magtpositionens, idet ‘spir’ er et andet ord for scepter. Samtidig spiller Grundtvig på den kendte lokalitet på Møn, ‘Sommerspiret’, der på Grundtvigs tid rejste sig i nærheden af den kridtformation, der kaldtes ‘Dronningestolen’ (Jørgensen). Begge er nu styrtet ned, men Grundtvig havde tidligere forbundet de to lokaliteter med hinanden og med en dansk dronning (se indledning til “Dronninge-Stolen” her).
✂ Visen til dronningens fødselsdag 1841 har en metrisk simpel opbygning med stærke folkevisetræk og virker både hengiven og personlig, fordi Grundtvig fremhæver dronningens gode karakteregenskaber, fx omsorg for de små i samfundet (både aldersmæssigt og socialt). Dette engagement havde bl.a. givet sig udtryk ved, at 👤Caroline Amalie havde oprettet asyler for mindre børn i såvel København som Odense i henholdsvis 1829 og 1836 (Bjørn). Grundtvig fremhæver den barnløse dronnings interesse for forældreløse børn i strofe 11-14 og henviser til hendes sølvbryllup året før i strofe 17 (læs om de to hyldestsange, han skrev i den anledning, her og her).
✂ Grundtvig understreger, at dronningen også er en kender af det danske (strofe 12). Han havde endda selv været med til at give hende en indføring i dansk historie ved sine historiske foredrag for hende og nogle udvalgte hofdamer fra marts til maj 1839 (Bibliografien 2, s. 137).
Stil og genre
✂ Visen er i traditionel folkevisestil. Strofeformen er tolinjet med et omkvæd, der gentager budskabet: 👤Caroline Amalie som fører scepteret over “Dannemænd”. Hos Grundtvig er ordets oprindelige betydning af hæderlige eller udmærkede mænd næsten forsvundet – her betyder det nærmest kun “danske mænd”. På grund af den meget regelmæssige metrik med ensartede jambisk-anapæstiske femslagsrækker kan visen betegnes som en kunstballade — i modsætning til middelalderens fri udfyldning af tryksvage stavelser.
✂ Folkevisestilen understreges yderligere ved en række stilistiske markører: Ubestemt form: “Skiøn rose”, “grønne Lund” og “Kaabe rød” (strofe 1, 2 og 8), ved omvendte ordstillinger: “Kaabe graa” (strofe 3 og det foregående eksempel), ved “alt som” som sammenligning (strofe 7), ved adverbier på ‘-lig’: “blidelig” (strofe 9).
✂ Grundtvig kalder visen for en “Folke-Sang”, hvilket passer fint pga. den enkle opbygning og kendte melodi.
Melodi
✂ Til folkevisen Valdemar og Tove med førstelinjen “Der gaar Dands i Borgegaard” findes en melodi i ►Abrahamson m.fl. 1814, bind 5, s. XLIV, nr. 95. I bind 2 heraf er teksten optrykt med små ændringer efter 👤Peder Syvs ►Tohundredvisebog, del 4, nr. 44 (►DgF 121 D). Grundtvig ejede begge disse folkeviseudgaver, som var dem, de tidlige romantiske digtere oftest henviste til.