↩ Altsaa, kunde vi vente Engle paa Thronen, da var det Skam at mistænke og Synd at binde dem, saa de fristedes til at flyve fra os, og kan vi kun vente skrøbelige Mennesker, da er det Daarskab at paalægge dem Baand, de maatte være Engle for at bære taalmodig og dog utrættelig giøre Deres Bedste; men det var i begge Tilfælde ►aabenbar ligesaa klogt som kiærligt af vore ►Fædre 1660 at sønderrive Haandfæstningen og sige til Kongen: Deres Danske Majestæt! vi skiænke Dem ►Enevoldsmagten, saa De kan gjøre Alt hvad Dem behager! Gud ►give Dem nu Viisdom, som vi troe, De har Hjerte, til at arbeide paa Rigets Vel og ramme fælles Bedste, saa De kan have Ære og Glæde deraf baade her og hisset! Det kalder jeg klogt, thi kunde Noget drive selv den magelige Konge til at overvinde sin Dorskhed, selv en letsindig Konge til at tage sig alvorlig af Regieringen, selv en haardhjertet Konge til at skaane sine Undersaatter og selv en stolt Konge til at ære deres Menneske-Rettigheder, da maatte det ►aabenbar være en saadan ►Enevoldsmagt, lagt i Hans Haand med uindskrænket Tillid af et trofast, kiærligt og fri11baarent Folk, og hvad Indtryk det maatte giøre paa en virksom, hjertelig, veltænkende, ydmyg Konge, det har baade vi og vore Fædre jo med Glæde seet paa 👤Frederik den Sjette, og hvilke Frugter det kan bære under en ►høihjertet, ærekiær og oplyst Konge, det har 👤Frederik den Sjette sørget for, vi og vore Børn kan faae at see, ved den Indretning, vi idag gladelig mindes, og som jeg haaber, vore Børn skal juble over til 👤Frederiks og 👤Christians udødelige Ære!