↩ Da 👤Christoffer 2. blev valgt som konge i 1320, måtte han besegle en håndfæstning, der indskrænkede kongens beføjelser betydeligt i forhold til hans forgængere. Han kunne dog ikke leve op til sit løfte og blev i 1326 afsat af rigsrådet, hvorefter 👤Valdemar 3. blev sat på tronen med en håndfæstning, der indeholdt mindst lige så mange begrænsninger. Efter en kort tid tilbage på tronen døde 👤Christoffer 2. i 1332, og i de følgende otte år var Danmark uden konge. Riget blev delt mellem forskellige parter, blandt andre 👤Valdemar 3.s morbror, 👤Gerhard 3., bedre kendt som ‘den kullede greve’, som havde fået Fyn og Jylland i pant. Det var en tid præget af politiske magtspil, oprør og borgerkrigslignende tilstande. 👤Niels Ebbesen, som Grundtvig bruger som nationalt forbillede i flere af sine 28. maj-taler i Danske Samfund (Lundgreen-Nielsen 1992, s. 75), myrdede under et oprør i Randers i april 1340 👤Gerhard 3., og det er siden blevet tolket som en af årsagerne til, at 👤Valdemar 4. Atterdag igen kunne etablere kongedømmet. 👤Valdemar 4. Atterdag slap vel at mærke ved sin indsættelse som konge for at underskrive en egentlig håndfæstning.