↩ Grundtvig nævner selv at han med tiden blev mere positivt stemt over for stænderforsamlingerne, og efterhånden opdagede han, at blandt 👤Frederik 6.s gode gerninger var oprettelsen af forsamlingerne den “Største og Glædeligste, fordi den omfatter hele Rigets Tarv og er skikket til at gavne og glæde den sildigste Efterslægt saavelsom os” (s. 6). Den store gevinst ved forsamlingerne var, at folkestemmen blev sat fri, hvilket vil sige, at befolkningen i højere grad fik mulighed for at ytre sig og udveksle meninger. Dog var det reelt kun de stænderdeputerede, der fik mulighed for at ytre sig, og censuren gjorde det fortsat svært for andre at udtrykke sig frit under enevælden. Men det var et afgørende forhold for Grundtvig, at forsamlingerne forblev rådgivende og ikke fik “afgiørende Stemme” (s. 7). Deres rolle var at rådgive kongen; de måtte ikke få direkte indflydelse på regeringen, for i så fald ville det blive en delt regering, og de historiske skræmmeeksempler viser netop, hvilke uheldige konsekvenser en delt regering kan få.