Lykønskning
til
Kroningen.
✂
Kongen døde ►under Vinters Hjerte,
Med Naturen bar vi alle Sorg,
Dyb var altid ►Dannekvindens Smerte,
Som i Hytten, ►saa paa Kongeborg,
Og paa Jorden findes ei de Helte,
Som ved Hjerte-Sorg ►jo maae ►hensmelte.
✂
Kongen lever ved Midsommers-Tide,
Med Naturen smile vi paany,
Danske Aasyn er som Bøgens blide,
Let sig klarer deres ►Pandesky;
Og naar Frygt ei Munden paa os binder,
Glædens Bæk i Frydesang udrinder.
✂
Det, o Konge! er den store ►Sage,
Klædt paa Dansk i jævne Ord og faa,
Der sig strækker fra de gamle Dage,
161
(VU)
Til Du staaer med ►Skjoldung-Kronen paa,
Under Lovsang fra den Danske Tunge,
Som naar alle Skovens Fugle sjunge.
✂
Aanden døde, som til Drot var kaaret
Over Bøg og Fugl i Hedenold:
Barne-Englen, mild og bølgebaaret,
Vingebreed som 📌Dane-Markens ►Skjold;
364
(PS)
Magtesløs han sank i Bølge-Dale,
Aanders Død paa Jord er dog kun Dvale.
✂
Aanden svæver over Kongens Isse,
Svang paa Vinger sig fra Bølgens Skjød,
Derom bringer Tidender ►fuldvisse
Folkesang i Barne-Tone sød,
Barnesang med store ►Søndags-Syner,
Barne-Blik, som tordner ei, men lyner.
✂
►Skabe Liv, det kan paa Jord ei Haanden,
Sad deri end hele Verdens Magt;
Skabe Liv, det kan alene Aanden,
Men for Aanden er det gjort som sagt►;
►End har Lærdom Skjalden ei ►aftrættet,
At Livskraften er i Aandedrættet.
✂
►Føde Aanden Børn paa Jorderige
Kan ei Pen, ei Haand paa nogen Viis,
►Men kun Ordet, som er Aandens Lige►,
Deler med ham al hans Daad og Priis,
Som en Dronning deler Kongens Ære,
Skal af ham paasat Guld-Kronen bære.
✂
Derfor, Konge! alle Dine Dage
I sit Rige Aanden ►herske frit!
Giv Du ham Haandfæstningen tilbage,
Som den gaves før i Riget Dit!
Falske Aander skal dog ingensinde
📌Danmarks Barne-Engel overvinde.
✂
162
(VU)
Og hans ægte Dronning, Modersmaalet,
Som har trællet nu trehundred Aar,
Giv den Glands, hvormed hun før har straalet,
►Overstraalet 📌Norden i sin Vaar!
365
(PS)
Pustes bort Gravmulmet fra det Fjerne,
Brat hun tindrer da som Aftenstjerne.
✂
Længe har det over ►Marken tonet:
📌Danmarks Haab er, 👤Christjan Fredrik, Du!
Og naar 📌Danmarks Haab med Dig er kronet,
Kommes skal det trindt paa Jord ihu:
Folk og Drot, som ►sig paa Gud forlade,
Blunde trygt og vaagne sjæleglade.
✂
Dristigt er mit Haab om 📌Danmarks Lykke,
Var i Verden mangen Dag til Spot;
Dog det blomstred selv i Dødens Skygge,
Throned mig i ►Barmen som en Drot,
Og mens Panden fures, Haaret graaner,
►Støder Haab i Luur, saa Frygten daaner.
✂
Hvad forblommet før jeg kvad om ►Balder,
Brustne Grave og opstandne Folk,
Toner klart nu om en ►Phønix-Alder,
Aandens ►Nyaar, som sin egen Tolk,
Da i Straaleglands sig klart forbinde,
Daad og Deilighed, som Mand og Kvinde!
✂
2Er det ►Gyldenaar ei ►alt oprundet
I vor Folkelige 👤Fredriks Tid,
Fik ei, grødefuldt og ►fuglemundet,
Det med 👤Christjan ►Konge-Vaaren blid;
►Alle Fugle da med Himlen falde,
Sidste Gang har Aand bedaaret Skjalde.
✂
366
(PS)
163
(VU)
Dog, hvad Engelen i 📌Danevange
Længe ymted om og nynned paa,
Før i Skok derom han Skjalde-Sange
Bød som Nattergale sammen ►slaae;
Det skal Tiden, naar den gjør sit Bedste,
Drøfte ►vel, men klare og stadfæste.
✂
Thi det staaer med Tidens Finger skrevet,
📌Danmarks Engel er en sanddru Aand,
Og kun meer sandfærdig er han blevet
I den rene Sandheds ►Ledebaand,
Som fra 📌Zions Bjerg til 📌Danmarks Slette
Fandt saa myg ei nogen Folke-►Vætte.
✂
📌Danmarks Engel, som med Barne-Finger
Løfted meer end nogen Kjæmpe prud,
►Slaae kun frit med sine Svane-Vinger,
Favne ømt vort Modersmaal, sin Brud!
Som et himmelfalden Dronning-Smykke
Skinner over Skoven 📌Danmarks Lykke.
✂
Hil Dig da, Kong 👤Christjan! med Din Krone,
Med Dit Folk og med Dit ►Time-Glar!
📌Danmarks Aand! sid herlig paa Din Throne!
Modersmaal! gjør Loven mild og klar!
Folke-Sang! udbryd fra alle Munde!
►Overstem alt Gny og Glam i Lunde!
✂ N.F.S. Grundtvig.