Grundtvig, N. F. S. Fugl Phønix Phenix-Fuglen. Et Angelsachsisk Kvad förstegang udgivet med Indledning, Fordanskning og Efterklang Phenix-Fuglen

Den klassiske myte om Føniksfuglen

✂ Myten om ►Føniksfuglen kan spores tilbage til den græske og romerske antik samt til den egyptiske oldtid, hvilket Grundtvig gør i bogudgivelsens indledende afsnit “Phenix-Mythen” (1840b, s. 15-22). Trods forskelle er de fleste fremstillinger enige om, at denne fugl levede meget længe (500-1500 år), og at den, når dens endeligt nærmede sig, byggede en rede. Herefter brændte fugl og rede op, men af asken blev udruget et æg, der enten klækkedes til en ny fugl eller til en orm, der senere igen forvandlede sig til en fugl. Denne livscyklus har naturligvis i kristen tid kunnet overføres på 👤Jesus Kristus, hans liv, død og opstandelse — samt liv efter døden. Omtaler af fuglen kan spores tilbage til antikke digtere som 👤Herodot, 👤Plinius den Ældre, 👤Ovid, 👤Horats, 👤Vergil og 👤Lactantius, men har rødder endnu længere tilbage, bl.a. til Egypten, hvor fuglen har ligheder med ►Benu, og til Persien (►Schjørring 1993, s. 380). Den egyptiske ►Benu lignede en hejre, men var på størrelse med enten en ørn eller en struds, og dens guld- og purpurfarvede fjer var mere farvestrålende end alle andre fugles. Koblingen mellem Føniks og Benu skyldes bl.a. navnenes etymologi, som i begge sprog peger på ordet palme (gr. ‘phoinix’ og egyptisk ‘bennu’; jf. ►Schjørring 1993, s. 380).

✂ Den angelsaksiske tekst er en sen afledning og sammenskrivning af indholdet af forskellige græske og latinske tekster, og den rummer tydeligt kristne forestillinger. Den bygger hovedsagelig på den oldkirkelige teolog 👤Lactantius' version af myten, ►De Ave Phoenice, der er et heksameterdigt på 170 vers, og rummer desuden en kristen allegorisk udlægning, der ikke findes hos 👤Lactantius. Også i Bibelen og hos en af de apostoliske fædre er der henvisninger til ►Føniksfuglen og hellige palmer: “Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede og leve længe som fugl ►Føniks” (►Job 29,18), i ►Salme 92,13 og i 1. Klemensbrev (►Schjørring 1993, s. 380).