►No. 39 *Efter ►4 Moseb. 16..
✂
53
(VU)
►Thronen under Cherubimer,
Arken under ►Kirke-Telt,
108
(GSV)
Efter ►Syn paa ►Himmel-Bjerget
Havde bygt den gamle Helt,
►Som af Ælde stod ubøiet,
Med Guds Ild i Øiet►.
✂
54
(VU)
►Han i ►fyrretive Dage,
Som en Giæst paa himmelsk Grund,
Leved, uden Mad og Drikke,
Kun paa Ordet af Guds Mund►,
►Skued Alt hvad ►Støv kan taale:
Herrens ►Nakke-Straale►!
✂
176►Blændende var ►Efterglandsen,
Ægte og ufalmelig,
Maatte for det grove Øie
Under ►Forhæng skjule sig►,
Var ►af Syn da som af Sinde
Hos ►de Sjæleblinde.
✂
►Tjene skulde 👤Levis Stamme
Ved den store Helligdom,
👤Aron og hans Æt dog ene
Præste-Embedet tilkom►;
►Deres ►Mund, som Herren vilde,
►Gik for Lysets Kilde►.
✂
►De blev salvet og indviet,
Smykket ►og med Klædning prud,
Hvor Guds Herlighed ►fremskinned,
Ene de gik ind og ud,
Baded deres Blik i Solen
Over Naadestolen►.
✂
►👤Korah, 👤Dathan og 👤Abiram
Satte mod Guds Orden Trods,
Gik med 👤Moses skarpt irette,
109
(GSV)
Raabde: du forhaaner os;
Eens vi alle ►randt af Rode,
Er ►og ligegode►.
✂
►Helligt er jo hele Folket,
Midt iblandt os Herren boer,
Hvem er I, som her alene
55
(VU)
Føre vil det store Ord!
177Dufter sødt fra ►Jakobs Hænder
Kun hvad 👤Aron tænder►?
✂
►Det var 👤Korahs Oprørs-Tale,
Bag ham stod en vældig Hob,
►Stormænd alle, ►tyve Tylter,
Stemmed i med Gny og Raab:
👤Korahs Ord paa Folkets Vegne
Er som vore egne►.
✂
►👤Moses dog ei løfted Sløret
For sit Ansigts Herlighed►,
►Men hans Læber kyssed Støvet,
Tav med hvad hans Hjerte leed,
Sagde: stille, Brødre mine!
Herren kiender Sine.
✂
►►Kommer stille hid i Morgen,
I, som larme høit i Dag,
►Giører Røgelse for Altret,
Om I kan, til Guds Behag!
Hellig er, trods Drøm af Daarer,
Kun hvem Han udkaarer►.
✂
►Næste Morgen ►Tylter tyve
Lagde Røgelse paa Glød,
👤Aron ►og med Sønner sine,
Duften ►syndes lige sød►;
110
(GSV)
👤Dathan og 👤Abiram Seiren
Raabde ud i Leiren.
✂
178►De ei kom, da 👤Moses kaldte,
Svared kun med Haan og Spot:
Flyder her ei Melk og Honning!!
Er ei Landet fedt og godt,
Som han loved os, ►med Hvilen,
Da vi sad ved 📌Nilen!!►
✂
56
(VU)
►Han sig nu til dem ►umaged,
Raabde dog hvert Sted, han kom:
Bort fra disse haarde Halse,
Vil I undgaae ►deres Dom►!
De blev ene, slog dog atter
Op en Skogger-Latter.
✂
►👤Moses stod i Folkets Midte,
Raabde ud med Fynd og Klem:
Er det Gud, de har bespottet,
Dybet skal opsluge dem,
Døe de kun, som Andre ►daane,
Drenge mig ►forhaane►!
✂
►👤Moses tav og Folket sittred,
Jorden brast i samme Stund,
Under dem, som trodsed Himlen,
►Helhjem vidt oplod sin Mund,
Svælget over dem sig lukked►,
Og Guds Engle sukked.
✂
►Ild udfoer fra Herrens Alter,
Slog i Bue ned som Lyn,
179👤Korah med sin Offer-Skare
Tabde baade Sands og Syn,
111
(GSV)
Styrted alle blaa og sorte
Ind ad Dødens Porte►.
✂
►Kvalt var ►Knurret mod Guds Orden,
Og mod 👤Arons Præstekald,
Dæmpedes dog ei tilfulde
Selv ved Lig i Tusindtal;
Folket skuled, om ei mukked,
👤Moses bad og sukked►.
✂
►Til sin Tjener Herren taled,
Sagde: tag dig Sorgen let!
Tag en Stav for hver en Stamme,
57
(VU)
👤Arons Stav for 👤Levis Æt,
Mærk dem klart med Tegn og Navne!
De skal ►Knurret ►tavne►.
✂
►Stave tolv blev lagt paa Arken,
Mærket efter Alles Sind,
Elleve den næste Morgen
Fandtes som de lagdes ind,
👤Arons blomstred, godt i Grøde,
Bar ►og Mandler søde►!
✂
►👤Arons Stav blev lagt i Arken,
Til et Tegn og Vidnesbyrd
Om Guds Vei og om Guds Orden,
Visdom dyb og Sandhed dyr:
►Himmel-Storm i Jordens Leire
Føder ►Helved-Seire►.
✂
180►Bogen over alle Bøger
Blomstrer ►saa den Dag idag,
Bærer søde, modne Mandler
Efter Kirke-Folkets Smag,
►Aandens Bog-Stav er en Pave
Mellem ►alle Stave!