►No. 38 *Efter ►2 Moseb. 32..
✂
►Da 👤Moses ned ad Bjerget steg,
Med ►Himmelbrev ►ihænde,
104
(GSV)
Da hørdes Sang og ►Strængeleg,
Men dog ei klart at ►kiende►.
✂
►Da sagde 👤Josva: er det Krig,
Saa ►unde Gud os Seiren►!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.
✂
►Men 👤Moses vidste godt Beskeed,
For Herren var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste►;
✂
►Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger►;
✂
►Det er ►Spilop til ►Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til ►Vid og Sands,
Og Brøl af Drukkenbolte►!
✂
Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
172Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!
✂
Da 👤Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver ►forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.
✂
De ►bralled op og brugde Mund
►Paa hvem for ►spag de ►kiendte,
105
(GSV)
Men ►holdt dog Styr en liden Stund,
For 👤Moses var ivente;
✂
Men da de saae det næste ►Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da ►slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.
✂
►I Spidsen for den store Hob,
De 👤Arons Telt omringed,
Med Støi og Larm, med Skrig og Raab,
Og Landserne de svinged►.
✂
►De sagde kort og godt ►paa Trods:
Vil for en Præst du ►skride,
Giør Guder, som kan gaae ►for os,
Og være paa vor Side►!
✂
Da tænkde 👤Aron: jeg med ►Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
►Han svared: Kvinder! ►kommer hid
Med eders Øren-Ringe►!
✂
173Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.
✂
Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
►En Regn af Ringe faldt paa Jord
For ►Guddoms-Værk at øve►.
✂
►Af dem en Kalv blev støbt ►med Skiel,
Og 👤Aron ►tog til Sproget:
106
(GSV)
Seer du de Guder, ►Israel,
Som brød ►Ægypter-Aaget►!
✂
►I Morgen er det Herrens Fest,
Som gav ifjor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!
✂
Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Chor
Sang Kvinderne til Prøve.
✂
►Og i det næste Morgengry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver ►Gebærde►.
✂
►►Vel 👤Aron, som ►Jehovahs Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
174Og offred paa den ►høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen►;
✂
►Forgiæves paa den gamle ►Fod
Dog 👤Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor Kalven stod,
Men ei hvad Præsten gjorde►.
✂
►Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
►Al Hoben ►aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege►.
✂
►De sang ►i Skifte, sang i Chor,
De dandsede i Kiæde,
107
(GSV)
De loe og ►talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde►.
✂
►I samme Stund kom 👤Moses ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han Tavlerne mod Klippen ►stred,
Saa de laae sønderknuste►.
✂
►Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, ►overhalet,
Før Nogen paa den ►fæsted Syn,
Var knust som ►møllemalet►.
✂
►►Saa ►Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke►,
Den Gud, som ►slog 📌Ægypti Land
I Ørken kiendtes ikke.
✂
175►For Folket bad Guds fromme Ven:
“Betragt som ►Een os begge!”
Og kun de stolte Gierningsmænd
►Nedlyned Sværdets ►Egge►.
✂
►Guld-Kalven spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
👤Jeroboam den kom ihu
►Paa Trods i Tider fjerne►!