►No. 27 *Efter ►2 Moseb. 3 og 4. og ►Ps. 90..
✂
39
(VU)
78
(GSV)
►Der gik en Hyrde og vogted Faar,
I 👤Midians Land i Ørken►,
►Ved firsindstyve var Hyrdens Aar,
Dog ►minked det ei med Styrken.
✂
►Den Faare-Hyrde var 👤Amrams Søn
Opvoxet i Konge-Borgen,
Landflygtig bar han sin Kraft i Løn,
►Saa bar han ►og Hjerte-Sorgen►.
✂
►Han sig forivred i Ungdoms Aar,
Og tæmmed ei ►Kæmpe-Modet,
Men Gud ham lærde med trange Kaar
Den Konst ►at slaae Vand i Blodet►.
✂
Hver Prindse-Nykke fra Kongesal
I Ørken han lod ►og fare,
127Med Øie klart og med Kinden sval
Paa Hjorden tog godt han vare.
✂
79
(GSV)
Kun naar den hviler i Dalens ►Skjød,
I Skygge for Middags-Heden,
Da rødmer Kinden af Ungdoms-Glød,
han tænker paa Evigheden.
✂
40
(VU)
►Han seer paa Bjerget med Isse graa,
Som trodser end ►Aar og Ælde,
Men Bjergets Skaber han tænker paa,
Den Evige i sin Vælde.
✂
►For Dig, han nynner, som Dage kun
Aartusinder er at regne,
For Dig som Intet den liden Stund,
Vi aande i ►Støvets Egne►.
✂
►Som Blomsten falmer hver ►Rosenkind,
Som Græs er de ►Kæmper gæve►;
►De Vises ►konstige Hjernespind
►Henveires som Spindelvæve►.
✂
►Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar,
De Stolteste Strid og Møie,
Om firsindstyve en ►Kæmpe naaer,
Desmere han har at døie►.
✂
Om Hjertet blev det ham nu saa trangt,
Paa Kinden ham Taaren trilled,
128Engang var Livet ham rigt og langt,
Mens ►Lykken hun for ham spilled.
✂
►Han bad: o Herre ►i høien Hald!
►Du lære mig ret af Naade
At ►regne paa mine Dages ►Tal
Og lade din Viisdom raade►!
✂
80
(GSV)
►Men giv os dog efter Striden Fred,
Og Trøst efter Suk og Klage,
Ja, mæt os ►aarle med Miskundhed!
Da glædes vi alle Dage►.
✂
►►Os overskinne din Herlighed,
Du Skaber af hver en Stjerne!
Da Fod vi flytte med sikkre Fjed,
Da lysner det i vor Hjerne►.
✂
41
(VU)
Saa dybt han sukked, og sang og bad,
Hvor Tankerne ►gik i Skare,
►Paa Brink af Bjerget, hvor kæk han sad,
►Graahærdet, med Øine klare.
✂
Da ►slog Hans Time, som slumrer ei,
Men lytter, naar Hjerter bede,
Og førde 👤Moses paa Viisdoms Vei
Igiennem et Vilderede.
✂
►I Tornebusken slog ned hans Lyn,
Den blussed, men dog ei brændte,
129Det var for 👤Moses et Under-Syn,
Nu ►tykdes ham Nyt ivente►.
✂
►Fra Tornebusken en Røst udfoer,
En Torden, som ►Støv kan taale:
Du stander, 👤Moses, paa hellig Jord,
Besmit den ei med din ►Saale►!
✂
►Mig 👤Jakob, 👤Isak og 👤Abraham
Paakaldte som Gud alene►,
At deres Fiender Jeg er ►fuldgram,
Skal mærkes i Dage sene.
✂
81
(GSV)
►►Bind op omkring dig nu som en Mand!
Mit Ærende skal du ►rygte.
►Udfør mit Folk af 📌Ægypti Land!
Du ►tør ikke ved at frygte►.
✂
►Din Gud er med dig, ►ihvor du gaaer,
Mit Ord dig er lagt paa Tunge,
Dit Folk skal knæle hvor nu du staaer,
I Ørken mit Navn lovsjunge►.
✂
►Om ret Jeg kiender Kong Pharao,
Han lyder Mig ei ►med Læmpe,
Men skal dog lære, det kan du troe,
Han maaler sig med ►en Kæmpe►.
✂
42
(VU)
Den gamle Hyrde kun nødig gik
Fra Ørken til Kongers Gaarde,
130At ærgre sig over Hofmænds Skik,
Og ►stimes med Halse haarde.
✂
►Han flux indvendte: mit Vidnesbyrd,
Om Røsten fra Gud i Himlen,
Vil klinge kun som et Æventyr
For Kongen og Folke-Vrimlen►.
✂
►Den Sorg dog slukked Guds Ord ►fuldgodt,
Han selv for de Tegn blev bange,
Som sees skulde paa Kongens Slot►,
Hvad kunde han meer forlange?
✂
►Han flygted selv for sin Hyrdestav,
En Slange ved Herrens Tale,
Af Slangen atter der blev en Stav,
Saasnart han den greb om Hale►.
✂
82
(GSV)
►►End skiød han fra sig det store Kald,
Han pukked paa ►Tungens ►Lyde,
Han sagde: Talen i Kongehald
Velklingende let maa flyde►;
✂
►Men jeg paa Mælet har Meen og Brøst,
Saa læspe jeg maa og stamme,
Og skiøndt jeg hører din klare Røst,
Det er dog endnu det Samme►.
✂
►Da svared Herren i samme Stund:
Hvad er det, Jeg her maa høre!
131Mon ei den Samme gav Røst og Mund,
Som ►raader for Syn og Øre►!
✂
►Saa tøv ei længer, men bær nu brat
Mit Budskab til Konge-Sale!
Og see, Jeg giver dig ►Mund opladt,
Og lærer dig klart at tale►.
✂
43
(VU)
►Dog 👤Moses krymped sig ►end for Gud,
Han voved tilsidst at sige:
See til, Du finder et andet Bud
At sende til Satans Rige►!
✂
►Da blev vor Herre paa Hyrden stødt,
Han sagde: velan, Jeg kjender
En Mand, som taler ►fuldklart og ►sødt,
Din Broder jeg med dig sender►.
✂
►Ja 👤Aron ►være din Mund og Tolk,
Han ►laane som Gud Dig Øre!
Til 👤Mizrams Konge og 👤Jakobs Folk
Han Ordet med Fynd skal føre►.
✂
83
(GSV)
►Men tag ►ihænde din Hyrdestav,
Der bugted sig lig en Slange!
Thi den du baade paa Jord og Hav
Skal svinge til ►Jærtegn mange►.