►No. 26.
✂
37
(VU)
►Kong Pharao var en ►ugudelig Krop,
Han sagde: det varer for længe
124Med Svøben at slide ►Ebræerne op,
Smid ud deres nyfødte Drenge!
Ja, smid dem i 📌Nilen, trods Kiællinge-Snak!
Saa faaer vi dog endelig has paa det Rak►.
Det skulde han sige saa sagte,
Man veed ikke hvad man kan magte.
✂
►Der fødtes nu 👤Amram Leviter en ⓘ
Søn,
For ►faur til at ►fare saa ilde;
Hans Moder ham ►fostred tolv Uger i Løn,
76
(GSV)
Men turde ei meer hvad hun vilde,
I ►Arken af Rør og i Vuggen af Siv
Han maatte paa Floden nu ►friste sit Liv►.
Den Herre, som boer i det Høie
Dog ogsaa paa Dybet har Øie.
✂
►Kong Pharaos ►Daatter var bedre end han,
Hun havde dog Hjerte i Livet,
Hun kom som en Dronning ►alt efter sin Stand,
Og saae hvad sig rørde i Sivet,
Hun sukked, hun saae i den kiølige Seng,
Med blødende Hjerte, den grædende Dreng►.
38
(VU)
Selv midt i 📌Ægypten man finder
►Til Lykke dog Hjerte hos Kvinder!
✂
►En Syster ►ad Drengen ►paa Timen sprang til,
Hun stod der paa Lur for det Samme:
“Befaler Prindsessen, strax bringe jeg vil
Den lille ►Ebræer en Amme,”
Og knap hendes Høihed fik Jaet udsagt,
Før Pigen var borte og Moderen bragt►.
125Naar Mænd er som Dyrene vilde,
►Til Lykke er Kvinderne snilde!
✂
►Saa slumped den 👤Moses til Høibaarnes Kaar,
Der skulde som Konge befale,
►►Saa voxte han op i Kong Pharaos Gaard►,
Som skulde Tyrannen ►betale;
►Ebræernes Høvding blev ikke omsonst
Oplært i Ægypternes ►Vidskab og ►Konst.
Vil Nogen Guds ►Anstalter hemme,
Han nødes til selv dem at fremme.
✂
XXIV
(GSV)
Guds Folk kom, desværre, i Trældom paany,
Sig Pharao kalder Fornuften,
Med Vinden udbredes hans Roes og hans Ry,
For ►han har sit Rige i Luften,
Han fnyser ad Alt hvad der er af Guds Aand,
Som Ordet, ►saa Troen han lægger i ►Baand,
Livsaanderne, mens de er spæde,
I ►Lethe han drukner med Glæde.
✂
Dog aldrig kan lykkes hvad Gud er imod,
Sit Folk vil Han ►sikkert bevare,
Af Floden opdukker for Trældommen ►Bod,
Om end den er kiøbt med Livsfare,
Vort Lutherdom er som en ►Lade af Siv,
Hvori 👤Christus-Barnet har ►fristet sit Liv,
Han ►brat, med sin Moder til Amme,
Indpodes i Pharaos Stamme.
✂
126
39
(VU)
Hvordan det gaaer til, om vi vidste det ret,
Vi vilde dog ikke forraade,
Og over det Dunkle vi trøste os let,
Thi det er en lystelig Gaade,
►Som 👤Mirjam vi lure i ►Siv-Ladens Egn►,
Og vogte og stirre paa Tidernes Tegn,
Og vinker Prindsessen, vi springe
Til Amme vor Moder at bringe.