Grundtvig, N. F. S. Sang-Værk til den Danske Kirke

No. 19.

1

👤Sara var død, i sin Eenlighed
Sad 👤Abraham stille tilbage,
Nu af sit Liv og sin Rigdom kied,
For lange var alle hans Dage,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

2

👤Isak var alt i de Fyrre nu,
Men end ingen Hustru han favned,
Ikke til Lystighed stod hans Hu,
Men 👤Sara, sin Moder, han savned,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

3

94👤Abraham sagde til Oldsvend sin:
Far du til min Hjemstavn saa fage!
Hent mig en Hustru til Sønnen min,
Og sværg, du vil ei mig bedrage!
For Kvinden.

4

📌Kanaans Døttre ei see jeg vil
I 👤Saras Pauluner at hvile,
Afguder mange de offre til,
Og falskelig monne de smile,
Og Kvinden.

5

Svenden han svor, rakde Haand i Sky,
Kamelerne ti kom paa Fode,
Hurtig de traved til 👤Nachors By
At hente en Viv af de Gode,
For Kvinden.

6

Snart de sig leired om 👤Nachors Brønd,
Og Solen var just ved at dale,
Svenden da gjorde sin Aften-Bøn
Om Bruden til 👤Isaks Løvsale,
For Kvinden.

7

Hør mig! han sagde, min Herres Gud!
Ved Brønden er Piger ivente,
Viis mig i Naade den væne Brud,
Jeg kommer i Kveld for at hente!
For Kvinden.

8

Det være den, som med yndigt Blik
Uskyldige Gaver meddeler,
95Rækker mig brat en Lædskedrik
Og drager til mine Kameler!
For Kvinden.

9

Mens i sit Hjerte han talde saa,
Kom 👤Bethuels Datter 👤Rebekke,
Deilig var Pigen med Øine blaa,
Med Blyhed, med Liv og med Tække,
For Kvinden.

10

Krukken, hun axled, var fyldt paa Stand,
Men knap høres Bøn før den skattes,
Drik, sagde hun, og det klare Vand
Kamelerne skal ikke fattes.
For Kvinden.

11

Svenden det hued, for snildt det gik,
👤Rebekke var rap til sin Gierning,
Mon, tænkde han dog, med tvivlsomt Blik,
Nu triller for 👤Isak Guld-Terning?
For Kvinden.

12

Ringe han tog af det røde Guld,
Ja Ringe til Øren og Arme,
Rakde dem kiønt til den Jomfru huld
Og takkede hende med Varme.
For Kvinden.

13

Jomfruen fin, af Forundring stum,
Han spurgde: hvem kalder du Fader!
Har til Kameler I Stalderum
Og Føde paa Loft og i Lader?
For Kvinden.

14

96 Datter af 👤Bethuel, 👤Nachors Søn,
Er jeg, sagde Pigen den væne,
Lettelig kan vi for Løn og Bøn
Med Herberg og Foder dig tjene;
For Kvinden.

15

👤Laban knap hørde sin Systers Ord,
Han saae paa de kostbare Ringe,
Aandeløs strax han til Brønden foer,
Til Herberg Guldgiæsten at bringe.
For Kvinden.

16

Herrens Velsignede! kom! sa'e han,
Hvad nøler du efter saa længe?
Baasene alle er godt istand,
Saa Borde og opredte Senge.
For Kvinden.

17

Bænken og Skænken jeg ændser ei,
Men beder, I høre min Tale,
Hvi jeg er kommet den lange Vei,
I Hast over Bjerge og Dale!
For Kvinden.

18

👤Abraham hedder min Herre huld,
Velsignet fuldsaare af Himlen,
Baade med Trælle, med Sølv og Guld,
Af Hjorde utallig er Vrimlen!
Men Kvinden.

19

Eneste Arving til Rigdom hans
Er 👤Isak, en Svend af de Bedste,
97Hedensk er 📌Canaan, dertillands
Han maa ingen Venneviv fæste,
For Kvinden.

20

Svoret jeg haver ved Himlens Gud,
At jeg vil ham ikke bedrage,
Ærende mit er en Frænde-Brud
At fæste og føre tilbage;
For Kvinden.

21

Hidtil mig fulgde min Herres Gud,
Mig viste ved Brønden 👤Rebekke,
Hun er til 👤Isak en værdig Brud,
Med Blyhed, med Liv og med Tække,
For Kvinden.

22

Siig mig oprigtig, mens her jeg staaer,
Vil 👤Isak I Pigen trolove,
Glæde min Herre med snehvidt Haar,
En Fyrste i 📌Canaans Skove?
For Kvinden.

23

👤Laban ham svared med Moder sin:
Med Dig haver Himlen os giæstet,
Leve med 👤Isak 👤Rebekke fiin,
Hun er ham til Venneviv fæstet.
For Kvinden.

24

Gammen der blev nu i 👤Labans Gaard,
Og Gammen i 📌Mamre tillige,
98Glad blev den Olding med snehvidt Haar,
Velsigned den yndige Pige,
For Kvinden.

25

👤Isak en Aften i Soelbjergs-Lag
I Marken gik ud for at bede,
Mødte en Brud under Himmel-Tag,
Som længe Man om kunde lede,
For Kvinden.

26

Tom ikke længer stod 👤Saras Telt,
Der 👤Isak sin Venneviv favned,
Og om hans Lykke det Nok er meldt,
Ei længer sin Moder han savned,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

27

Tvillinge-Moder til Sønner to
👤Rebekke blev langt om længe,
👤Abraham dog, før han gik til Ro,
Saae 👤Isaks de halvvoxne Drenge;
👤Rebekke, hun var Livet i Huset!