►No. 17.
✂ Mel. Der vanker en Ridder mellem grønne Træer.
✂
Abraham sad i Mamre Lund,
Han var en Hyrdekonning,
Salvet af Gud med egen Mund,
Og Sara hed hans Dronning.
✂
Riig paa Kameler, Køer og Faar,
Det var den Drot med Ære,
Gammel derhos, snart hundred Aar:
Og hvis skal det saa være!
✂
Gud havde sagt: “Jeg sandelig
Vil i din Æt velsigne
Menneskens Kiøn paa Jorderig!”
Og Løgn kan Ham ei ligne!
✂
Abraham sukked dog i Løn:
“Til Graven brat vi stunder,
Føder mig Sara nu en Søn,
Det er et stort Vidunder!”
✂
Dagen var heed, men Herrens Ven
Sad svalt i Egeskygge;
Hisset da kom tre Vandringsmænd,
At ønske ham til Lykke.
✂
Giæstmild er og den Hyrdedrot,
Vil Reisen dem forsøde,
Byder dem til sit grønne Slot,
At hvile sig af Møde!
✂
90Herren det var med Engle to,
De lod sig det behage
Hyrden at giæste, som var tro,
Og Jordens Brød at smage.
✂
Herren da siger til sin Ven,
Alt som Han bryder Brødet:
“Naarom et Aar vi sees igien,
Har Sara Søn paa Skiødet!”
✂
Sara hun stod bag Dør og loe,
Saa faldt det hende fremmed;
Abraham tog det Ord med Tro,
Hans Haab ham ei beskiæmmed'!
✂
Ordet udgik af Kongens Mund,
Som haver Alt at raade,
Abraham sad i Mamre Lund,
Med Sønnen af Guds Naade!