👤Abraham.
►No. 16.
✂
8
(VU)
Fra Afguders Altre slog Røgen i Sky,
Vor Herre saae ned fra det Høie,
En Fader han søgde til Folket det ny,
Paa 👤Abraham faldt da Hans Øie.
✂
88►►Ebræer! Han sagde, ►bind op om din Lænd,
►Gak ud fra dit Land og din Hytte,
43
(GSV)
Følg med, hvor jeg vinker, saa er du min Ven,
Mit Land Jeg dig giver til Bytte►.
✂
►Jeg gi'er dig et Land, og Jeg giør dig et Navn,
Som aldrig sig taber i Vrimlen►,
►Jeg giver dig Sønner at tage i Favn
Saamange som Stjerner paa Himlen►.
✂
►Velsignet ►du være! ►saa ►være og de,
Som hilse dig ►vide om Lande,
Bandsatte af Mig, skal ►for Øine Man see,
Er Alle, som dig vil forbande►!
✂
►Paa Jorden, ombølget fra Bred og til Bred,
I Tidernes Løb, som de skride,
Velsignelsen ene hos 👤Abrahams ►Sæd
Skal findes af Sorte og Hvide►!
✂
9
(VU)
►Farvel, sagde 👤Abraham, Fædreneland!
Farvel, mine Venner og Frænder!
Jeg følger min Gud, for min Glæde er Han,
Min Hjelper til Jorderigs Ender►.
✂
►Kom, 👤Sara! kom, 👤Lot! ►kommer Mange og Faa,
Som dele vil 👤Abrahams Lykke!
I 📌Kanaan lad os vor Bopæl opslaae,
Vor Telt i den Høiestes Skygge►!
►No. 17.
✂ Mel. Der vanker en Ridder mellem grønne Træer.
✂
Abraham sad i Mamre Lund,
Han var en Hyrdekonning,
Salvet af Gud med egen Mund,
Og Sara hed hans Dronning.
✂
Riig paa Kameler, Køer og Faar,
Det var den Drot med Ære,
Gammel derhos, snart hundred Aar:
Og hvis skal det saa være!
✂
Gud havde sagt: “Jeg sandelig
Vil i din Æt velsigne
Menneskens Kiøn paa Jorderig!”
Og Løgn kan Ham ei ligne!
✂
Abraham sukked dog i Løn:
“Til Graven brat vi stunder,
Føder mig Sara nu en Søn,
Det er et stort Vidunder!”
✂
Dagen var heed, men Herrens Ven
Sad svalt i Egeskygge;
Hisset da kom tre Vandringsmænd,
At ønske ham til Lykke.
✂
Giæstmild er og den Hyrdedrot,
Vil Reisen dem forsøde,
Byder dem til sit grønne Slot,
At hvile sig af Møde!
✂
90Herren det var med Engle to,
De lod sig det behage
Hyrden at giæste, som var tro,
Og Jordens Brød at smage.
✂
Herren da siger til sin Ven,
Alt som Han bryder Brødet:
“Naarom et Aar vi sees igien,
Har Sara Søn paa Skiødet!”
✂
Sara hun stod bag Dør og loe,
Saa faldt det hende fremmed;
Abraham tog det Ord med Tro,
Hans Haab ham ei beskiæmmed'!
✂
Ordet udgik af Kongens Mund,
Som haver Alt at raade,
Abraham sad i Mamre Lund,
Med Sønnen af Guds Naade!