►No. 13.
✂
Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Atter leved op i Seth,
Hvad med Abel døde!
✂
70Ukrudt yngler meest paa Jord,
Modnes først og falder:
Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!
✂
Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured paa sin Ære!
✂
Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth, paa Jord en fremmed Giæst,
Nøi'des med en Hytte!
✂
Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!
✂
Dræbte Ord han dødningbleg
Læmped efter Klangen,
Sønnen læmped Strengeleeg,
Efter Dødningsangen.
✂
Spillemanden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaabensmed,
Tændte Krigens Flammer!
✂
Broder-Par, i Herrefærd,
Nemt at ihukomme!
71Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!
✂
Ikke saa om Sæd af Seth,
Folk i Fuglesale,
Om den stille Hyrdeæt
Sjunge Nattergale!
✂
Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!
✂
Fremmed for al Høiheds-Leeg,
Den Guds Børnestamme,
I sit mindste Skud dog steeg
Did hvor Stjerner bramme!
✂
Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagde dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!
✂
Himmelkiær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.
✂
Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derom sødt om Sommernat
Sjunge Nattergale!