↩ Naturligviis ikke Indförelsen af et fælles enevældigt Skriftsprog; thi see vi, hvor fast selv det lille, fattige 📌Island har holdt paa Sit, da maa vi vel opgive al Tanke om, at enten 📌Danmark eller 📌Sverrig skulde slippe deres, og finde det langt rimeligere, 132 (Gskv) at ogsaa 📌Norge for Alvor vil pröve paa at danne sig Et efter sit ►eiendommelige Tungeslag. Langt fra imidlertid at ansee denne Egenkiærlighed for et Onde, Man skulde sörge over, tager jeg ikke i Betænkning at kalde den en Folke-Dyd; thi hvor slemt det end er, naar Menneskens Börn slet Intet elske, uden hvad de kan tage 19og föle paa, er deres eget, saa er det dog meget slemmere, naar de ikke engang elske det, thi da elske de i Grunden slet Intet og besmykke kun daarlig deres Föleslöshed med svulstige Talemaader om almindelig Menneske-Kiærlighed, upartisk Verdensborgerskab og deslige. ►Enhver er nemlig sig selv nærmest, og derfor er Kiærlighed altid en Hjemföding (►charity begins at home), saa just fordi Nordboen elsker sit Modersmaal i strængeste Forstand, kan og vil han elske og skatte ethvert menneskeligt Tungemaal i samme Grad, som det er beslægtet med hans, og vil findes aaben for den Oplysning, at Pennen er ingenlunde Mundens Mester, men dens ►hjemfödte Træl, en Oplysning, der er det förste Skridt til levende Videnskabelighed. Kun fordi Tydskere og Franskmænd intet Begreb have herom, agte de det for en stor Vinding, hver at have indskrænket 30 Millioner Mennesker til eet Skrift-Sprog, uden naturligviis at have kunnet omskabe Tungerne end sige Hjerterne derefter, saa Læsning er i det Hele for Almuen blevet til en Plage, og Svælget mellem dem og deres Lærere og Ledere er blevet saa stort, at al levende Vexel-Virkning blev hardtad umuelig. Under det Classiske eller rettere Romerske Aag, og Overtroen paa ►Penneströg og ►Grammatik, som bærer og opholder Aaget, har ogsaa vi faaet vort Læs af denne Tydske Ulykke; men Vedligeholdelsen af tre Skriftsprog i det forholdsviis saa folkefattige 📌Norden, er dog en uberegnelig Fordeel, som vi vel maae önske langt bedre end hidindtil paaskiönnet og benyttet, men just derfor aldrig kan önske overseet eller bortkastet. Man skulde dog blot betænke, at naar et Skriftsprog aflægges, da ophörer med det Samme, som hos ►Plattydskerne, al offenlig 20Tale og Underviisning i den tilsvarende Stammes egenlige Modersmaal og Hjertesprog, som derved, saa at sige, kastes paa Möd 133 (Gskv) din 359 (VU) gen, medens selv det aandigste og hjerteligste Ord paa Skolesproget bliver for “Kvinder og Börn,” og derved baade for Stammens Aand og Hjerte, dödt og magteslöst.