↩ 📌Nordens eller rettere: de tre Nordiske Rigers Forening har siden Dronning 👤Margrethes Dage været en Yndlings-Tanke baade hos ►Grand-Folkene og deres Fyrster; det seer Man ikke blot paa de “tre Kroner,” baade 📌Danmarks og 📌Sverrigs Konger endnu före i deres Skjold og Vaaben, men især paa de mange og blodige Krige, der giennem tre, fire Aarhundreder plagede 📌Norden, uden nogen anden virkelig Grund end Forenings-Lysten, der i 📌Danmark og 📌Sverrig sad omtrent lige fast. Nu at udlede denne Forenings-Lyst blot af Herske-Syge, er ►vist nok det nemmeste, men meget ufornuftigt, ikke fordi der ►jo var Herskesyge med i Spillet, men fordi hverken lærer Erfaring, at Dansken og Svensken er af Naturen mere herskesyg end Normanden, ikke heller lod det sig deraf forklare, hvi der giennem disse Aarhundreder havde været langt mindre indbyrdes Krig i 📌Tydskland, hvor dog Herske-Sygen aabenbar var langt större, og hvor, siden Reformationen, Religions-Stridighederne, som slet ikke fandt Sted i 📌Norden, var immer et antageligt Paaskud og gav ofte stærk Anledning til at ►fare i Harnisk. Vi slutte derfor med Rette, at den 12Nordiske Forenings-Lyst ligger meget dybere end Herskesygen, og dybere end Forenings-Lysten enten i 📌England, 📌Frankrig eller 📌Tydskland, og at dens Planer kun strandede, fordi de vare daarlig baade anlagte og styrede, saa, naar vi först veed, hvad vi egenlig vil, tör vi haabe, Foreningen skal lykkes meget bedre end i Noget af hine Lande, hvor Indbyggerne ere af langt mere forskiellig og stridig Herkomst end i 📌Norden. Ligesom nemlig den Talemaade, “at slaae sig sammen”, har i 📌Norden en ganske egen venlig Betydning, saaledes maae vi ogsaa antage, at vort lange Slagsmaal har havt en langt ædlere og venligere Grund, end at plage og underkue hinanden, og betragte ►For 354 (VU) enings-Krigene som en Nordisk ►Kredsgang mellem to giæve 127 (Gskv) Kæmper, som ved at höre hinandens Rygte og see hinandens Skikkelse földe Lyst til at indgaae Fostbroderskab, men vilde dog, fordi “Skinnet bedrager”, og “Rygtet lyver”, först ret pröve Styrke og forsvarlig blande Blod. Saaledes maa vi betragte Sagen, fordi den kun derved bliver os forklarlig, uden at vi derfor paa nogen Maade paastaae, det var vore Fædres Synsmaade, da det tvertimod er soleklart, at, saae de nogensinde Striden fra en höiere Synspunkt, glemde de det dog snart i Kampens Hede, og syndes tilsidst kun i Fortvivlelse at ville udtömme deres Kræfter og derved berede sig en stille Indlemmelse i det Russiske Verdens-Rige. Da nemlig især Krigen i 👤 Christian den Femtes Dage, ved de Danskes Seier i 📌Kiöge-Bugt og Nederlag i 📌Skaane, havde viist Ligevægten, og 📌Rusland i Slutningen af det syttende Aarhundrede bröd igiennem til 📌Östersöen, da burde aabenbar 📌Danmark og 📌Sverrig ►paa Timen seet, baade at nu var Styrken noksom prövet og et ubrödeligt ⓘ For13bund fælles Bedste; og det syndes virkelig, som 👤 Christian den Femte og 👤 Carl den Ellevte ved Svogerskab vilde forberede det; men vi veed, ►der blev Intet af, og nu kan vi see, det maa have været 📌Norge, der stod iveien. Det er nemlig först, siden 📌Norge blev selvstændig, og indtog sin gamle Plads imellem os, vi har begyndt at forstaae vort eget Hjerte og vor Histories Gang, kan altsaa först nu begynde planmæssig at arbeide paa en Forening, som den sömmer sig Nordiske Frænder af ►Kæmpeæt, en Forening, der er til Ingens Skam eller Skade, men til fælles Ære og fælles Bedste, en Forening, der, saavidt det staaer i Menneskers Magt, paa een Gang sikkrer 📌Nordens “Fred og Frihed”, og sætter alle nyttige og velgiörende Kræfter i Bevægelse til en venlig Væddekamp om Æres-Redningen, Forskiönnelsen og Beskrivelsen af ►Asgaard og det grönne ►Gudhjem, hvortil vi alle have ►Odels-Ret, og hvorom det er latterligt at kives, da de ligesom ►Retten giver os Alle Nok.