Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Om Nordens videnskabelige Forening

Grundtvig, N. F. S. Om Nordens videnskabelige Forening

Grundtvigs Værker

↩











✂ 11

Om 📌Nordens videnskabelige Forening.

✂ 📌Nordens eller rettere: de tre Nordiske Rigers Forening har siden Dronning 👤Margrethes Dage været en Yndlings-Tanke baade hos ►Grand-Folkene og deres Fyrster; det seer Man ikke blot paa de “tre Kroner,” baade 📌Danmarks og 📌Sverrigs Konger endnu före i deres Skjold og Vaaben, men især paa de mange og blodige Krige, der giennem tre, fire Aarhundreder plagede 📌Norden, uden nogen anden virkelig Grund end Forenings-Lysten, der i 📌Danmark og 📌Sverrig sad omtrent lige fast. Nu at udlede denne Forenings-Lyst blot af Herske-Syge, er ►vist nok det nemmeste, men meget ufornuftigt, ikke fordi der ►jo var Herskesyge med i Spillet, men fordi hverken lærer Erfaring, at Dansken og Svensken er af Naturen mere herskesyg end Normanden, ikke heller lod det sig deraf forklare, hvi der giennem disse Aarhundreder havde været langt mindre indbyrdes Krig i 📌Tydskland, hvor dog Herske-Sygen aabenbar var langt större, og hvor, siden Reformationen, Religions-Stridighederne, som slet ikke fandt Sted i 📌Norden, var immer et antageligt Paaskud og gav ofte stærk Anledning til at ►fare i Harnisk. Vi slutte derfor med Rette, at den 12Nordiske Forenings-Lyst ligger meget dybere end Herskesygen, og dybere end Forenings-Lysten enten i 📌England, 📌Frankrig eller 📌Tydskland, og at dens Planer kun strandede, fordi de vare daarlig baade anlagte og styrede, saa, naar vi först veed, hvad vi egenlig vil, tör vi haabe, Foreningen skal lykkes meget bedre end i Noget af hine Lande, hvor Indbyggerne ere af langt mere forskiellig og stridig Herkomst end i 📌Norden. Ligesom nemlig den Talemaade, “at slaae sig sammen”, har i 📌Norden en ganske egen venlig Betydning, saaledes maae vi ogsaa antage, at vort lange Slagsmaal har havt en langt ædlere og venligere Grund, end at plage og underkue hinanden, og betragte ►For enings-Krigene som en Nordisk ►Kredsgang mellem to giæve Kæmper, som ved at höre hinandens Rygte og see hinandens Skikkelse földe Lyst til at indgaae Fostbroderskab, men vilde dog, fordi “Skinnet bedrager”, og “Rygtet lyver”, först ret pröve Styrke og forsvarlig blande Blod. Saaledes maa vi betragte Sagen, fordi den kun derved bliver os forklarlig, uden at vi derfor paa nogen Maade paastaae, det var vore Fædres Synsmaade, da det tvertimod er soleklart, at, saae de nogensinde Striden fra en höiere Synspunkt, glemde de det dog snart i Kampens Hede, og syndes tilsidst kun i Fortvivlelse at ville udtömme deres Kræfter og derved berede sig en stille Indlemmelse i det Russiske Verdens-Rige. Da nemlig især Krigen i 👤 Christian den Femtes Dage, ved de Danskes Seier i 📌Kiöge-Bugt og Nederlag i 📌Skaane, havde viist Ligevægten, og 📌Rusland i Slutningen af det syttende Aarhundrede bröd igiennem til 📌Östersöen, da burde aabenbar 📌Danmark og 📌Sverrig ►paa Timen seet, baade at nu var Styrken noksom prövet og et ubrödeligt ⓘ For13bund fælles Bedste; og det syndes virkelig, som 👤 Christian den Femte og 👤 Carl den Ellevte ved Svogerskab vilde forberede det; men vi veed, ►der blev Intet af, og nu kan vi see, det maa have været 📌Norge, der stod iveien. Det er nemlig först, siden 📌Norge blev selvstændig, og indtog sin gamle Plads imellem os, vi har begyndt at forstaae vort eget Hjerte og vor Histories Gang, kan altsaa först nu begynde planmæssig at arbeide paa en Forening, som den sömmer sig Nordiske Frænder af ►Kæmpeæt, en Forening, der er til Ingens Skam eller Skade, men til fælles Ære og fælles Bedste, en Forening, der, saavidt det staaer i Menneskers Magt, paa een Gang sikkrer 📌Nordens “Fred og Frihed”, og sætter alle nyttige og velgiörende Kræfter i Bevægelse til en venlig Væddekamp om Æres-Redningen, Forskiönnelsen og Beskrivelsen af ►Asgaard og det grönne ►Gudhjem, hvortil vi alle have ►Odels-Ret, og hvorom det er latterligt at kives, da de ligesom ►Retten giver os Alle Nok.

✂ Dog, hermed, mener sagtens Læseren, er Intet sagt, og, skiöndt jeg tager mig den Frihed at være af anden Mening, maa jeg dog indsee, det var mig selv, der tabde mest ved at ville af spise Læseren med, hvad han kalder ingen Ting, og jeg maa derfor stræbe, saa tydelig jeg kan, at udvikle, hvad Slags Forening jeg tænker paa og vilde, om jeg kunde, overtale baade Store og Smaa i 📌Norden til at önske og fremme. Altsaa, det er ingen kirkelig, og ingen ►borgerlig, men en ægte videnskabelig Forening, jeg vil foreslaae, kun at jeg maa bede Læseren ei at tænke, han derfor strax veed Alt, hvad jeg mener dermed, og, for en Sikkerheds Skyld vil jeg forelöbig bemærke, at ægte Videnskabelighed 14er mig langt meer end “►Sort paa Hvidt,” er et “Oplysnings-Værk,” der ikke blot “staaer paa Papiret,” men virker lyslevende paa vor Betragtning og Behandling af alle menneskelige Forhold, saa hvem der er videnskabelig forenede, stræbe med forenede Kræfter at forsvare Livet og Friheden, at benytte dem til fælles Bedste og at vinde den rolige Klarhed, som er Livets Krone. Nærmere skal vi tales ved herom, naar jeg faaer sagt, hvorfor det hverken er en kirkelig eller en ►borgerlig, men kun en videnskabelig Forening, jeg önsker og foreslaaer.

✂ Hvad den kirkelige Forening angaaer, kunde jeg maaskee spare min Uleilighed, da kun Faa nuomstunder bryde sig stort om Kirken, men det turde maaskee snart blive anderledes, og ved en overfladelig Betragtning kunde Man let synes, baade at Sammensmeltningen af vore tre lutherske Statskirker var meget giörlig, og at den, som en aandelig Forening, förde ad en baade kortere og sikkrere Vei til den Fred, det Forbund og den Sammenvirkning, jeg önsker videnskabelig tilveiebragt. Desuagtet har Verdens-Historien lagt klart for Dagen, at ikke blot den store kirkelige Forenings-Plan i Middelalderen, men ogsaa de Smaa i ►Nyaarstiden, var idel Luftkasteller, og Bestræbelsen for virkelig at udföre saadanne Planer en Samvittigheds-Tvang, ligesaa skadelig for Rigernes Velfærd, som trykkende for Folkene og vanærende for den fribaarne Tro, hvortil Staterne bekiendte sig. Det Allerförste, en sand Oplysning om Menneske-Livets Vilkaar maa lære os, er da ogsaa, at Troen, der baade opstaaer og forsvinder uvilkaarlig, og er desaarsag den Troende selv ubegribelig, den lader sig umulig beherske ved Love og Anordninger, 15medens en Kirke uden Tro er et Ord uden Indhold, eller i det Höieste et tvunget Skuespil, det kostbareste under Solen, da det opföres baade paa den hjertelige Friheds Bekostning, som er Aandens Element, og paa den menneskelige Ærligheds, som er ►det Borgerlige Selskabs Grundpille. For denne Oplysning kan heller ingen Folkefærd af Naturen have aabnere Öine end vi Nordboer, hos hvem Gudsfornægtelse eller dyrisk Ligegyldighed for Evigheden var selv i Hedenold kun Trolde-Mærke, men hos hvem ogsaa baade Ærligheden og Kæmpemodet fra Arildstid var saa indfödte, at selv vore hedenske Fædre hverken vilde fornægte den Gud, de troede paa, eller, efter Andres ►Tykke, opgive den Vei til Udödelighed, de ansaae for den Bedste. Saasnart vi derfor vaagne i 📌Nordens Aand, vil vi lettelig indsee, at Feilen ved vore Statskirker ingenlunde er deres Indskrænkning men deres Udstrækning, eller deres ligesaa forgiæves som fortrædelige Tragten efter at forene det Uforenelige og underkue det Fribaarne; og en sand Religions-Frihed, det er: Frihed saavel til at have hvad Religion Man vil, som til slet ingen at have, vil være denne Indsigts velsignede Frugt. Hvorledes Statskirkerne alligevel til Gavn kan ⓘ beholdes, naar Man, som den Danske Regiering, lader Præsterne præke, som de vil, men lader ogsaa, hvad endnu fattes, Folket vrage og vælge mellem Præsterne, det har jeg oftere udviklet, men Hovedsagen er, at Religionen, som er hvert Menneskes egen Sag, paa een eller anden Maade, bliver virkelig fri, thi uden det vil der hverken blive nogen Religion i Landene, der er værd at nævne, ►uden den, der forfölges, ikke heller vil nogen Bestræbelse for Folkeliv, for ►borgerlig Virksomhed og sand 16Videnskabelighed lykkes og trives, men ►det borgerlige Selskab vil have alle de kraftige Naturer imod sig, deels som Tyranner i deres Kreds, og deels som ►Kæmper for deres Samvittigheds-Frihed.

✂ Maa nu alle ærlige og oplyste Folk frabede sig enhver kirkelig Forening med Andre end dem, de ved fælles Tro og Haab föle sig selv kirkelig forenede med, da komme vi til 📌Nordens ►borgerlige Forening, og, skiöndt jeg selv engang har anseet den for önskelig, indseer jeg dog nu, den vilde være Folkenes Dödsdom.

✂ Lod nemlig de tre Nordiske Riger sig ei engang forene i det Femtende og Sextende Aarhundrede, da Folkelivet havde tabt næsten al sin Kraft og Bevidsthed, da de gamle Herrestammer var uddöde i alle Rigerne, og da man ingensteds enedes saa godt om Afkastelsen af Paveaaget og om Modersmaalets Opvækkelse, som var den Tids eneste folkelige Livsyttring; da var det topmaalt Daarskab at vente en Forening i det Nittende Aarhundrede, da alle de Folk, der i det Femtende og Sextende Aarhundrede tabde deres Selvstændighed, savne og söge den paany. Behöves der imidlertid et yderligere Vidnesbyrd om de Nordiske Rigers Afsky for en ►borgerlig Forening, da har dette Aarhundrede givet et saare höiröstet i 📌Norges Skilsmisse fra 📌Danmark og Forbindelse med 📌Sverrig. Ingen ►borgerlig Forening mellem to Riger gik nemlig stillere af, syndes mere frivillig, fuldstændig og velgiörende, end Foreningen mellem 📌Danmark og 📌Norge, som blev firehundrede Aar gammel, og beseigledes ved en saa venlig Blodblanding i det Store, at Slægtregistrene ►forvirre sig; men dog er det soleklart, at om end ikke det Vergelandske Register paa ►“Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge” ei 17 kan giælde for en “Folkestemme,” er jo dog efter denne Skilsmissen fra 📌Danmark 📌Norges Lykke, altsaa Befrielse fra en stor eller lille Ulykke. Og at nu 📌Norges Forbindelse med 📌Sverrig, om den end havde været ligesaa frivillig, som den aabenbar var nödtvungen, ei engang har Skin af en ►borgerlig Forening, er saa iöinefaldende, at Man fristes til at smile ved Nordmændenes Ængstelighed for, den skal udarte dertil; men nödes til, deri at see det gyldigste Beviis paa, hvor modbydelig den blotte Tanke om en ►borgerlig Forening (►Amalgamisation) af ►Grandfolkene i det Mindste er Eet af dem, saa et virkeligt Forsög paa nu at tilveiebringe den, vilde blive ►Lösenet til et nyt Uveir i 📌Norden, sörgeligere end Noget af alle de Overstaaede. 📌Danmark og 📌Sverrig synes ►vist nok for Öieblikket langtfra at dele denne stærke Modbydelighed, men hvor umuelig den ►borgerlige Forening netop er mellem disse to Medbeilere fra Arildstid, trænger ei til Beviis, saa det venlige Forlig, hvortil de aabenbar findes stemte, vilde være brudt i samme Öieblik, der gjordes Mine til Forening.

✂ Et fast og venligt Forbund til fælles Forsvar og til almindeligt Bedste lader sig derimod ikke blot tænke i 📌Norden, men er baade saa naturligt og nödvendigt, at vi bör betragte det som allerede iværk, og inderlig önske det sluttet heller i Dag end i Morgen, og helst med uindskrænket Tillid, og paa saa venlige Betingelser, at Forbundet skiænkede os alle en ►borgerlig Forenings Fordele, uden at medföre dens Ubehageligheder, eller udsætte os for dens uberegnelige Fölger. Det er jo saaledes aabenbar ikke blot et Forbund til fælles Forsvar mod ethvert Angreb, der kan finde Sted mellem selvstændige Riger, men et frit Samkvem med 18Handel og Vandel, der for alle Næringsveie er det Samme som ►borgerlig Forening, og jeg seer i det Mindste ingen Grund, hvi Rigerne ei kunde enes om at sammensætte et Krigsraad, der bestyrede det hele Forsvars-Væsen baade til Lands og Vands, som da, med langt mindre Bekostning, ►vist nok kunde sættes paa en langt fastere Fod.

✂ Dog, hvorvidt det ►borgerlige Fællesskab, Rigernes Selvstændighed uskadt, kan gaae, vil den reen videnskabelige Forening, naar den kommer istand, langt bedre oplyse, end det nu er mueligt, saa Hovedsagen er et fast Forbund til giensidigt Forsvar mod alle Angreb paa Rigernes Fred, et Forbund, som, for en Sikkerheds Skyld, burde ledsages af en fælles Overeenskomst med 📌England om 📌Östersöens Frihed; thi naar kun derved al Fiendtlighed mellem Rigerne banlystes, da var Veien banet til den videnskabelige Forening, som er fælles Tarv og Trang, og vilde i alle Henseender blive rig paa velsignede Frugter.

✂ Men hvad mener jeg da med en videnskabelig Forening?

✂ Naturligviis ikke Indförelsen af et fælles enevældigt Skriftsprog; thi see vi, hvor fast selv det lille, fattige 📌Island har holdt paa Sit, da maa vi vel opgive al Tanke om, at enten 📌Danmark eller 📌Sverrig skulde slippe deres, og finde det langt rimeligere, at ogsaa 📌Norge for Alvor vil pröve paa at danne sig Et efter sit ►eiendommelige Tungeslag. Langt fra imidlertid at ansee denne Egenkiærlighed for et Onde, Man skulde sörge over, tager jeg ikke i Betænkning at kalde den en Folke-Dyd; thi hvor slemt det end er, naar Menneskens Börn slet Intet elske, uden hvad de kan tage 19og föle paa, er deres eget, saa er det dog meget slemmere, naar de ikke engang elske det, thi da elske de i Grunden slet Intet og besmykke kun daarlig deres Föleslöshed med svulstige Talemaader om almindelig Menneske-Kiærlighed, upartisk Verdensborgerskab og deslige. ►Enhver er nemlig sig selv nærmest, og derfor er Kiærlighed altid en Hjemföding (►charity begins at home), saa just fordi Nordboen elsker sit Modersmaal i strængeste Forstand, kan og vil han elske og skatte ethvert menneskeligt Tungemaal i samme Grad, som det er beslægtet med hans, og vil findes aaben for den Oplysning, at Pennen er ingenlunde Mundens Mester, men dens ►hjemfödte Træl, en Oplysning, der er det förste Skridt til levende Videnskabelighed. Kun fordi Tydskere og Franskmænd intet Begreb have herom, agte de det for en stor Vinding, hver at have indskrænket 30 Millioner Mennesker til eet Skrift-Sprog, uden naturligviis at have kunnet omskabe Tungerne end sige Hjerterne derefter, saa Læsning er i det Hele for Almuen blevet til en Plage, og Svælget mellem dem og deres Lærere og Ledere er blevet saa stort, at al levende Vexel-Virkning blev hardtad umuelig. Under det Classiske eller rettere Romerske Aag, og Overtroen paa ►Penneströg og ►Grammatik, som bærer og opholder Aaget, har ogsaa vi faaet vort Læs af denne Tydske Ulykke; men Vedligeholdelsen af tre Skriftsprog i det forholdsviis saa folkefattige 📌Norden, er dog en uberegnelig Fordeel, som vi vel maae önske langt bedre end hidindtil paaskiönnet og benyttet, men just derfor aldrig kan önske overseet eller bortkastet. Man skulde dog blot betænke, at naar et Skriftsprog aflægges, da ophörer med det Samme, som hos ►Plattydskerne, al offenlig 20Tale og Underviisning i den tilsvarende Stammes egenlige Modersmaal og Hjertesprog, som derved, saa at sige, kastes paa Möd din gen, medens selv det aandigste og hjerteligste Ord paa Skolesproget bliver for “Kvinder og Börn,” og derved baade for Stammens Aand og Hjerte, dödt og magteslöst.

✂ Men naar jeg ikke mener dette ved en videnskabelig Forening, hvad mener jeg da Andet, end at Nordiske Forfattere (saaledes som vi haabe at see i dette Tidskrift) enes om at lade deres Navne og Tanker staae venlig ved Siden ad hinanden; at Man i Læseverdenen vænner sig lidt bedre til at forstaae hinandens Skriftsprog, og at endelig Universiteterne ordenlig sende hinanden deres Programmer, Disputatser og deslige, hvad dog formodenlig hverken i ►borgerlig eller videnskabelig Henseende vil bære meget kiendelige end sige velsignede Frugter?

✂ Ja, meende jeg ikke Andet, da havde jeg ►vist nok gjort bedre i, at lade Pennen hvile, til jeg fik Noget at skrive om, der i det Mindste var Blækket og Papiret værdt, hvad vore Universiteters lærde Værker sjelden ere; thi vel skal enhver venlig Sammenvirkning af Nordiske Videnskabsmænd være os inderlig kiær, men dersom Forbindelsen med Pennen ei pegede paa noget langt mere end den selv er, vilde den dog være lige saa ubetydelig, som det er, hvad den, efter Erfaringens Vidnesbyrd, kan virke. Kun da som et Tegn paa, at Forenings-Tiden er kommet, saa vi paa begge Sider föle Trangen og forudsee ⓘ Nytten af en levende Vexel-Virkning, betragter jeg en literær Foreningspunkt med glade Forhaabninger, og finder deri en Spore til frit at yttre mine Tanker om en virkelig og lyslevende For21ening, hvor urimelig en Saadan end for Öieblikket maatte synes, ja, hvor mange baade ►borgerlige og videnskabelige Fordomme der end maa aflægges, för den bliver muelig.

✂ Mit Forslag, mit inderlige Önske og mit levende Haab, er nemlig i denne Henseende intet Mindre end et stort “Nordisk Universitet” istedenfor de fire Latinske, vi nu er hjemsögte med, og jeg kan godt forstaae, at et Saadant maa synes alle de Læsere et urimeligt Luftkastel, som enten ikke kiende, eller dog ikke dele min Anskuelse af Skolen i det Hele og Latinen i Sær deleshed; men ligesaalidt som Læserens Bifald kunde giöre mit Forslag bedre, ligesaalidt kan hans Modsigelse giöre det slettere, end det i sig selv er, og vil han skiænke mig et Öiebliks Opmærksomhed, skal jeg stræbe at vise ham, Forslaget er i det Mindste langtfra at være saa fantastisk som det ►vistnok ved förste Öiekast maa synes Mange.

✂ Först maa jeg da erindre, at, efter min Forstand, er en videnskabelig ►Höiskole, selv den Allerbedste, ligesaa lidt skikket til at være en ►Plante skole► for Præster, Lovkyndige og andre praktiske Embedsmænd, som til at meddele den fædrelandske Dannelse, der skulde være ethvert Folk ►egen, og, saavidt muelig, fælles for Alle, baade Lærde og Læge. Ligesom jeg derfor har stræbt at lægge Nordboerne paa Hjerte, hvor höilig de, hver i sit Rige, trænge til en “Folkelig ►Höiskole,” hvor Alt paa Modersmaalet dreier sig om Fædrenelandet, dets naturlige og ►borgerlige Forfatning, dets folkehistoriske Minder og Sange, dets Tarv og Udsigter, med Alt hvad der kan giöre forstandige og veltænkende Mænd dygtige til at hæve og understötte den lovlige 22 Folke-Stemme, der nu i alle Rigerne er ⓘ Regieringens ►Landraad; saaledes lagde jeg ogsaa gierne, om jeg kunde, Regieringerne paa Hjerte, at, selv naar ►ⓘ Drenge-Videnskabeligheden og den Romerske Afretning ophörer, vilde de dog kun finde sig maadelig tjent med praktiske Embedsmænd, opdragne om ikke just til lærde Folk, saa dog til at fuske paa boglig Konst, sætte ►Mag over Virksomhed, öve Critik paa Alt og fölge deres eget Hoved. Mit Forslag om eet Nordisk Universitet til Aflösning af de fire Latinske, kan derfor blot kræve Opmærksomhed i det Tilfælde, at de Nordiske Riger fik deres Folkelige ►Höiskoler, og at Regieringerne selv fandt Universitets-Dannelsen deels upassende, og deels utilstrækkelig for deres praktiske Embedsmænd, saa de dertil foretrak egne ►Plantesteder (Seminarier) og den Folkelige ►Höiskole. Og naar nu det var skedt, saa det Folkelige og ►Borgerlige ►var skedt Ret, og Spörgsmaalet altsaa blot gjaldt den bedste Maade at fremme sand og gavnlig Videnskabelighed paa i 📌Norden, da tör jeg mene, mit Forslag om et fælles Nordisk Universitet ei længer vilde ansees for et Luftkastel, men findes værdt at höre og overveie.

✂ Var nemlig Videnskabelighed blot et Læs Kundskaber og en sammenhængende Lærebygning (et System) fra 📌Grækenland og 📌Rom, der skulde ►eensdan forplantes fra Slægt til Slægt, og lod sig allerbedst forplante ved Pennen, da seer Man let, alle Universiteter alt i lang Tid havde været overflödige; thi de Læs Kundskaber og den Romerske Tankegang om allehaande Ting i Himmelen og paa Jorden, er nu saa ►forturskede i Böger paa mange ►levende Sprog, at hvem der har Lyst til dem, kan faae dem ►for godt Kiöb, uden at dertil 23behöves enten lærde Skoler eller Universiteter; og den Videnskabelighed, som blot bestaaer i at have tygget den Latinske Grammatik, gjort ►Stil derefter, og derpaa igien vridt Mund efter ►Stilen, den er jo saa latterlig og aabenbar unyttig, at, gav Man ikke ►visse Levebröd for den, vilde vist ikke et eneste Menneske finde den værd at eie, end sige med Slid og Slæb at erhverve sig. Da nu dog begge disse Ting tilsammentagne, i vor lange Latinskole-Tid, er kommet til at udgiöre det sædvanlige Begreb om Videnskabelighed, saa er det intet Under, at Mange studsende vil spörge, hvad Man skal med Universiteter, naar der er ►föiet Anstalt til folkelig Dannelse og til Embedsmænds hensigtsmæssige Forberedelse. Hvad Man imidlertid strax maa indrömme, saasnart det nævnes, er, at Mathematiken og Naturvidenskaberne hverken kan udtömmes ved den folkelige eller Embedsmændenes Dannelse og at de dog, baade for deres mangfoldige praktiske Anvendelighed, og for den Indsigt i Naturens Hemmeligheder, de enten give eller dog spaae og love, fortjene alle ►Hovedfolks Opmærksomhed, altsaa ogsaa Nordboens, der dog vel ei lader sig sin Plads blandt ►Hovedfolkene ►aftrætte. Langt mindre indlysende vil det ►vist nok, ei blot i 📌Ægypten og 📌Nordamerica, men selv mangensteds i 📌Europa findes, at de Historiske Videnskaber, som ogsaa er langt fra at kunne udtömmes i Folkets eller Embedsmændenes Dannelse, er endnu langt mere praktisk anvendelige, og deels give, deels spaae og love en langt dybere Indsigt i Naturen og hele Menneske-Udviklingen; men i vort 📌Norden, hvor Historie har fra Arildstid været mere Folkesag end noget andet Sted paa Jorden, vil dog vist ingen kritisk-historisk ►Hakke24mad► have givet Afsmag for Andet end sig selv, have bragt den gamle Kiærlighed til at ruste, eller lukket Öret for den simple, klare Tale, at, da Historien omfatter Menneske-Slægtens ►mærkværdigste Ord og Gierninger, hvori Menneskenaturen aabenbarer sig, og hvortil alle videnskabelige Fremskridt höre, saa er al menneskelig ►Vidskab i Grunden historisk, og Kundskaben om det Forbigangne det eneste Middel til at forstaae det Nærværende og lægge fornuftige Planer for det Tilkommende. Er det os derfor om at giöre, at komme til Forstand paa os selv, baade som Medlemmer af den store Menneske-Slægt, og som egne Grene paa det store Stamtræ, da kan det ingenlunde fyldestgiöre os, at have sörget saa godt som mueligt for Folkets og ►det Borgerlige Selskabs öiebliklige Fornödenhed, men vi maa ogsaa giöre Vores til, at Enkelte, som dertil have Lyst og Anlæg, kan erhverve sig grundige Kundskaber og dybere Indsigt i alle Dele af menneskelig ►Vidskab, sikkre paa, at hvor det lykkes, vil Frugterne, saavel for den almindelige Dannelse, som for hele ►det Borgerlige Selskab, i Tidens Löb blive baade kiendelige og mangfoldig velgiörende. Spörgsmaalet er altsaa blot, hvordan Man bedst kan fremme grundig og omfattende Viden skabelighed, og hvad der staaer i vore Kræfter uden föleligt Afsavn at giöre derfor.

✂ Nu er det, jeg ikke blot mener, men finder mig overbeviist om og paastaaer, at baade Videnskabelighedens ret forstaaede Tarv, og 📌Nordens Fattigdom paa Folk saavelsom Penge, tilraader eenstemmig Oprettelsen af eet “Nordisk Universitet” istedenfor de fire Latinske i 📌Kiöbenhavn, 📌Upsala, 📌Lund og 📌Christiania.

✂ Mine Grunde er, at Videnskabeligheden trænger lige25saa höit til et Nordisk Universitet, som vi trænge til Videnskabelighed, og at et Saadant neppe kan komme istand, med mindre vi enes om at udgiöre og have det tilfælles, da baade vort Folketal og vore Midler maa tilraade os at samle Kræfterne paa eet Punkt, istedenfor at adsplitte dem paa Tre. Er nu kun det Förste rigtigt, vil Man udentvivl strax være enig med mig om Resten, og Videnskabelighedens Trang til et Nordisk Universitet maa jeg da stræbe at godtgiöre, naturligviis ikke for hele Verden, og endnu mindre for “Latinerne” alene, men kun for Nordboerne, som de eneste Vedkommende. Hidtil spurgde Man vel sjelden eller aldrig ved ⓘ Universiteters Oprettelse om Videnskabeligheds Tarv, men kun om Midlerne til at giöre Bekostningen; thi baade i 📌Italien og 📌Spanien, 📌Frankrig og 📌Tydskland, antoges det længe for en afgjort Sag, at, jo flere Universiteter der blev, desmere blomstrede Videnskaberne, og da nu et Universitet desuden altid, især for Smaakiöbstæder, ⓘ aabnede en betydelig Indtægtskilde, ►blev deres Navn Legio. Kun 📌England udmærkede sig ogsaa i denne Henseende, ved giennem Aarhundreder at nöies med de to gamle Universiteter i 📌Oxford og 📌Cambridge, saa det er först ganske nyelig, Man der har fusket paa et Nyt, som dog hidtil kun var et ►utidigt Foster. 📌Frankrig har imidlertid netop siden Revolutionen indskrænket sig til eet Universitet, og ►alt som den gamle Overtro paa Latinens Lystelighed, og ►Stilens ubegribelige Dyd til at faae Forstand af, uddöer, vil det i alle Christenhedens Lande blive et alvorligt Spörgsmaal, om det er Umagen eller rettere Bekostningen værdt, at have Universiteter eller reen videnskabelige Anstalter, saa det maa ikke undre os at möde det 26samme Spörgsmaal i 📌Norden. Vi vil ikke engang affærdige det med det sædvanlige ►Kraft-Svar i Spörgsmaals Dragt: om Folk da vil synke tilbage i Barbariet eller i Middelalderens Vankundigheds-Mörke; thi hele Kraften i dette Svar beroer paa Guddommeligheden af det ►Orakelsprog, at, hvor man ikke tygger paa den Latinske Grammatik, fusker paa ►Classisk Stil derefter, og giver ►visse Levebröd derfor, der hersker grovt Barbari og dyb Vankundighed, og naar denne Sætning, ►ligesom ►Svantevits Klods oplöses i sine Bestanddele og sees i sin Heelhed, da findes den aldeles död og magteslös; thi er det ikke den Latinske Grammatik og ►Stil, der har fört os ud af Barbariet og vogtet os derfor, da er det aabenbar ikke heller vore Universiteter, og dem kunde vi derfor dristig nedlægge, uden at blive mere Barbarer, eller mere vankundige, end vi har været, mens de blomstrede. Ja, saavist som vi under den Latinske Skolegang blev ►Stympere i Modersmaalet, fjernedes bestandig længere fra Naturen, og blev mere fremmede for Livet, og mere vantroe baade mod det Höie histoppe og det Dybe hernede, blev slette Romerske Skuespillere, istedenfor ægte Nordiske Mennesker, saavist vilde vi ogsaa vinde betydelig i sand Dannelse, nyttig Kundskab og virkelig ►Vidskab, blot ved at lade ►Stilen, Latinsnakken og hele den ligesaa udmarvende som tomme, ligesaa sörgelige som latterlige ►Drenge-Videnskabelighed fare, vinde betydelig, om vi end maatte savne et Universitet eller en Anstalt for grundig Lærdom og altomfattende Videnskabelighed. Naar vi nemlig ikke længer drive et Spil med disse store Ord eller forstaae derved blot og bart “Latineri og Selvklogskab,” da indsee vi strax, at grundig Lærdom 27og altomfattende Videnskabelighed, langtfra at kunne enten være “►Börnelærdom” eller flere Tusindes Sag af hver Million, kun i Forhold kan drives tilgavns af nogle Faa til enhver Tid, som med udmærkede Anlæg dertil opoffre en kraftig Manddom og rörig Alderdom, saa det er kun af ►Handlangere der behöves Endeel, hvor alle ►Kundskabs-Fagene skal giennemarbeides, og det Nödvendigste föres til Bogs; og Man kunde derfor tænke, at, naar der kun var eet godt Universitet ensteds i 📌Europa, som de Faa fra alle Lande kunde benytte, da lod Universiteter sig andensteds til Nöd undvære. Dette er en Synsmaade, der maa falde os Nordboer saare naturlig, da det fra Arildstid har været vor Grundsætning, at hvem der vilde være lærd og klogere paa Allehaande, end Folk er flest, han matte reise udenlands, og see “fremmede Sæder” eller, som Grækerne udtrykde sig, besöge og betragte “mange Folk og Byer.”

✂ Om et Rige eller et Folke-Forbund behöver selv at have et Universitet, skulde derfor altid være det förste Spörgsmaal, og Midlerne til at bekoste det kun det Andet; thi behövede vi i Grunden intet Universitet, da var vi aldrig saa rige, vi ►jo kunde anvende vore Midler meget bedre, end til at indrette et Kloster for Lediggiængere, til mere Skade end Gavn for de Faa iblandt os, der vilde komme langt videre ved at besöge et godt Universitet udenlands, end ved at graane paa et daarlig Hjemmegjort.

✂ Men om vi nu virkelig behöve et Universitet, det beroer i Grunden paa, om grundig Lærdom og altomfattende Videnskabelighed behöver os for at drives forsvarlig eller dog for at giöre de nödvendige Kæmpeskridt til sit fjerne, ophöiede Maal, som er klar For28stand paa hele Menneske-Livet i alle sine mangfoldige Retninger? Nu kan imidlertid grundig Lærdom og altomfattende Videnskabelighed behöve en Folkestamme enten for ►Visernes eller for ►Handlangernes Skyld, som den udklækker, forholdsviis, i Mængde og af udmærket Beskaffenhed, og ligesom hvert ►Hovedfolk i det Hele udtrykker en Hovedretning af Menneskenaturen, saaledes vil ogsaa Ethvert af dem i Tidens Löb udvikle et tilsvarende Sæt ►Vidskabsmænd, udmærkede til at oplyse og ►forklare især den Side af Menneskelivet, som Folket var det kraftigste Udtryk for, saa Ethvert af ►Hovedfolkene behöver aabenbar et Universitet, fordi den altomfattende Videnskabelighed behöver et stort og offenligt Værksted hos dem Alle.

✂ Her staae vi da atter ved Spörgsmaalet: om Nordboen hörer til ►Hovedfolkene, og skiöndt Historien svarer det bestemteste Ja, er det dog saa langt fra, at 📌Norden hidtil i videnskabelig Henseende har hævdet sig en tilsvarende Rang, at den kan synes selv at have fradömt sig ►Bekvemhed til et selvstændigt Videnskabernes Sæde, altsaa frakiendt sig Trang og Ret til et eget Universitet i höiere Forstand. Ligesaa beskeden som vi i Middelalderen saae op til Universitetet i 📌Paris, uden at drömme om, at der nogensinde kunde blive Mage til Det i 📌Norden, ligesaa beskedne har vi giennem hele ►Nyaarstiden nöiedes med smaa Efterligninger af de Nordtydske Universiteter, som igien var smaa Efterligninger af det Parisiske, og havde disse Smaating ei været mekanisk holdt i Gang som et ►Studentmager- Laug►, hvor alle Rigets Latinere, som havde ►Brev paa de fleste ►visse Levebröd, skulde giöre deres Svende- og Mesterstykke, da var de aabenbar gaaet i Staae for 29længe siden, eller rettere aldrig kommet i Gang; thi hvad har vel vore gamle Universiteter, i 📌Kiöbenhavn og 📌Upsala, mere end Alderen og det deraf flydende Antal af udstædte Lærebreve (►testimonia publica) forud for de Yngre, i 📌Lund og 📌Christiania! Hermed nægtes naturligviis ingenlunde, at alle tre Nordiske Riger have frembragt ei blot endeel gode videnskabelige ►Handlangere, men endog enkelte ►Visere af Kæmpestörrelse, men derved stad fæstes kun, hvad ingen Stadfæstelse behöver, at 📌Norden er ►“Kæmpers Födeland” og har Kald til, ogsaa videnskabelig at vise det; thi vore Universiteter har, som saadanne, ligelidt noget andet Storværk at opvise, end den mekaniske Forplantelse af Gloser og Regler, og et Læs ufrugtbar Bogkundskab. Det er derfor ganske i sin Orden, at Tydskerne, de Eneste, der vidste, vi havde nogle saakaldte Universiteter, satte dem i Classe med de Ubetydelige andensteds, Man kun i Geographien lagde Mærke til, og de Værker, hvorved 📌Norden i det nærværende Aarhundrede har begyndt at tiltrække sig lidt europæisk Opmærksomhed, staae aabenbar ikke i mindste Forbindelse med vore Universiteter, hvor Modersmaalet har været banlyst og Islandsk foragtet; thi kun de gamle Böger paa Islandsk, og de Folkelige paa Dansk og Svensk, nævnes udenlands, medens en egen Nordisk Videnskabelighed er et Ord, neppe hört paa denne end sige paa hin Side af 📌Elben.

✂ Betragte vi imidlertid de berömte Universiteter, baade fordum og nu, da see vi let, de trænge höit til en Medbeilerske, der, som ►Athenens Skjoldmö, kan tage Kæmpeskridt; og slumrer hun nogensteds, maa det være i vort 📌Norden, saa Man kan dristig sige, at, 30enten maa der reise sig et Nordisk Universitet, der fordunkler ikke blot dem i 📌Berlin, 📌Göttingen og 📌Vittenberg, men selv ⓘ Colosserne i 📌Paris, 📌Oxford og 📌Cambridge, hvis ei ►Nyaarstidens Videnskabelighed, endnu mere end Oldtidens, skal fortjene Navn af en “►bjergfödt Muus,” hvis Heltegier ning kun var, som ►den ægyptiske Musehærs i 👤Sancheribs Leir, at forgnave Kæmpernes Skjolde og overfile deres Buestrænge.

✂ Dog, er denne Slutning end, efter mine Tanker, ingenlunde for rask, saa kommer den dog vist her de fleste Læsere hovedkulds; thi Faa af dem har vel engang ⓘ gjort sig det tydeligt, at der kan være, end sige at der har været, og maa, indtil videre, for Sagens Skyld, nödvendig være, mere end et Slags Videnskabelighed, og at hvert Slags, for at trives, maa have et eget Universitet eller aandeligt Værksted, hvor Man med forenede Kræfter stræber at giennemföre en egen Synsmaade for ⓘ Menneske-Livet i dets Hovedretninger. Saasnart det imidlertid nævnes, vil Mange indsee det, at ethvert Folk, der har en ►eiendommelig, omfattende og udviklet Literatur, har ogsaa en egen Philosophi, fölgelig en egen Videnskabelighed, kiendelig paa det Lys, hvori den stræber at sætte Menneske-Naturen, dens Kræfter, Bestræbelser og endelige Maal. Saaledes opdage vi i Oldtidens efterladte Skrifter klarlig en tredobbelt Videnskabelighed: den ►Ebraiske, Græske og Romerske, og skiöndt Videnskabeligheden hos alle de nye Folk hidtil især tog den Romerske til Mönster, er det dog kun den Italienske, der saavidt mueligt sammensmelter dermed, mens den Franske, Engelske og Tydske har hver sin egen Skikkelse, og kun det 31tilfælles, at de Alle, om end meer og mindre, forgudede Latinen og Hedenolds Videnskabelighed.

✂ Var nu dette fælles Grundtræk en videnskabelig Grundfeil, da behöve vi ikke her at indlade os paa Forskiellighederne, thi da bliver det lige vist, at vi trænge til en Videnskabelighed, der er fri for den Grundfeil, som ikke allene maa lamme Bestræbelserne, men give dem en aldeles skiæv Retning; og hvad enten vi nu ⓘ betragte Sagen fra et kirkeligt, ►borgerligt eller reen videnskabeligt Stade, komme vi bestandig til den Overbeviisning, at Forgudelsen af Latinen og i det Hele af Hedenolds Videnskabelighed er et Ukrud, et ►Senegræs, der maa med Rod oprykkes, naar ►Vidskabens Marker skal kunne dyrkes med Held og give en velsignet Höst.

✂ Var nemlig Hedenskabet en kirkelig Grundvildfarelse, da kunde den deraf udspringende Videnskabelighed, hvad enten den saa stræbde at opbygge eller nedbryde Afgudstemplet, umuelig give Kirken sin rette Plads i den menneskelige Tankegang, eller lade Menneskets Forhold til Himmel og Evighed ►skee Ret, end sige bane Vei til dets ►Forklaring; og da dette Forhold baade unægtelig er Menneskenaturens Höieste, og skaber dens store Gaade, maa enhver ►Forklaring af Menneskelivet, hvor dette Forhold er miskiendt eller forvirret, nödvendig i Grunden findes forfeilet.

✂ Skulde derfor nogen Videnskabelighed fra Oldtiden fortjene at tages til Mönster, maatte det ene være den ►Ebraiske, og Theologernes mange uheldige Forsög paa at oplive og giennemföre den, ligefra 👤Origines til 👤Calvin, kunde ikke være Nok til at afskrække os, skiöndt de maa kraftig advare os for al Overilelse.

✂ 32Betragte vi fremdeles Videnskabelighed fra det ►Borgerlige Stade, som ogsaa kræver sine Rettigheder, da opdage vi let, at, hvor ►det Borgerlige Selskab, som hos ►Ebræerne, var en Kirkestat med præstelig Lovgivning og kun beregnet paa et vist Tidsrum, hvori det kirkelige Öiemed skulde opnaaes, der havde Videnskabeligheden ondt ved at sætte Menneskets ►borgerlige Forhold i sit rette, naturlige Lys, og maatte næsten nödvendig miskiende eller oversee det. Har derfor end, som jeg ►vistnok troer, den ►Ebraiske Videnskabelighed viist os den eneste rette Vei til at forstaae og saa vidt mueligt ►forklare os Menneskets kirkelige eller gudelige For hold, saa vilde vi dog, ved at tage den til Mönster i det Hele, give ►det Borgerlige Selskab en skiæv Stilling til Kirken, og forgiæves söge at paatvinge det en Skikkelse, der kun til en vis Tid, og under aldeles magelöse Omstændigheder, passede for ►Gudsfolket.

✂ Betragte vi nu endelig Sagen fra den reen videnskabelige Synspunkt, da maae vi finde, at hverken var Oldtiden Menneskeslægtens naturlige ►Vidskabsalder, ikke heller kunde ►Ebræer, Grækere og Romere, om de end paa den Tid havde udfört hele deres Deel af Oplysningsværket, dog paa nogen Maade tillige udfört de andre Folks beskikkede Deel, saa var end Banen rigtig brudt, og heel tilbagelagt for den gamle Verdens Vedkommende, saa behövedes der dog en ny Videnskabelighed i samme Forstand og samme Grad, som der i Christenheden aabenbarede sig et nyt Liv; thi sand ►Vidskab er for os Menneske-Livets Oplysning og ►Forklaring, og bliver man sig ei engang strax et Liv klart bevidst, som man dog selv deeltager i, da kan Man endnu mindre blive sig et Liv bevidst, Man hverken 33af egen eller Andres Erfaring kiender. Var det derfor end ligesaa tvivlsomt, som det for mig er soleklart, at Menneske-Naturen i den hele Slægt fölger samme Love som i hver Enkeltmand, hos hvem hverken Barndom eller Ungdom, men Manddom og Alderdom er, som Erfaringens, saa Oplysningens og ►Vidskabens Alder, saa kunde de Gamle dog umuelig oplyse Menneskenaturen videre end den hos dem havde udviklet sig, eller ►forklare mere af Menneskelivet end de kiendte, hverken altsaa oplyse Menneskenaturen i de Folkefærd, som först senere kom for Dagens Lys, eller ►forklare det ny Menneskeliv, der aabenbar först med Christendommen kom til Verden.

✂ Kan nu Oldtidens Videnskabelighed ei engang i sin Heelhed være Mönstret og Regelen for vores, uden at denne maa blive baade saa fortvivlet eensidig og saa ufuldstændig, at den udelukker netop den Skikkelse af Menneskenaturen, hvori vi af Erfaring kiende den, og lader hele den vidunderlige Livsudvikling, som har frembragt os og vor Tilstand, baade uoplyst og ►uforklaret; da maa den Romerske Videnskabelighed, endogsaa blot som Grundlag og Udgangspunkt, være en reen Pestilense; thi foruden de Bröst, den havde tilfælles med den Græske som hedensk og med den ►Ebraiske som ►uborgerlig, havde den aabenbar det store Uheld at være dödfödt. Romerne var nemlig, som Man veed, ikke et Folk, der levede enten for höiere Ideer eller for deres egen menneskelige Udvikling, men en Krigshær, som levede paa Feltfod, og lærde kun, da de havde naaet deres Maal: at indtage hvad de kaldte hele Ver den, Viden skabelighed ligesom andre Konster og fine Haandværker af Grækerne. Det Meste, Romerne 34selv medbragde til ►Forklaring af Menneskenaturen, var vel den Erfaring, at Vold og Uret, hvor fordærvelige de end let kan vorde Enkeltmanden, dog for et stridbart ►Stalbroderskab kan lykkes giennem Aarhundreder, og den deraf udspringende hiertelöse Selvklogskab, at Sandhed og Lögn, Ret og Uret, Godt og Ondt er i Grunden Hip som Hap, da der enten ingen Guder er til, eller de bryder dem kun om at blive smigrede af Folk, saa den sande Viisdom er at giöre sig Verden saa nyttig, og Levedagene saa lystige, som Man kan, uden at gruble over Midlernes Beskaffenhed eller ængste sig over Fölgerne. Kun derfor, hvor denne halvdyriske og halvdjævelske Betragtning af Livet faaer Lov til at raade, falder den Romerske Tankegang naturlig og förer til et livligt Udtryk, da alt Romersk derimod, som i Tankegangen vil være fromt og dydigt og i Udtrykket ædelt og sömmeligt, bliver enten haardt og stivt eller dog tört og spidst. Da nu ethvert Folks Modersmaal naturligviis passer til dem, saa kan man umuelig tænke sig en vissere Vei fra sand Videnskabelighed og virkelig Forstand paa “Menneskelivet”, end at tilegne sig den “halvstuderte Rövers” Sprog af hans efterladte Skrifter, og betragte hans Anskuelse af Livet, hvad Feil den end i det Enkelte maatte have, dog i det Hele for den ►ædrue, sande og fornuftige, der maa ligge til Grund for alle videnskabelige Bestræbelser.

✂ Imidlertid, det er skedt, ►giort Gierning staaer ikke til Ændring, Christendommen og vor dybere Menneskenatur har reddet os fra at forsvinde i den bundlöse Romerske Afgrund, og da Faren endnu bestandig truer og nærmer sig daglig mere, har vi ikke mange Öie35blikke at spilde med Klager over det Forbigangne eller Undersögelser om Ulykkens Aarsager, men maa skynde os bort fra Afgrunden, og da en falsk Oplysning kun kan fordrives af den Sande, beflitte os af alle Kræfter paa en Saadan.

✂ Her have vi da kun alt for god Leilighed til at vise vore videnskabelige Anlæg, da det giælder om at giöre et Kæmpeskridt, ikke Mage til Franskmænds, Engelsmænds og Tydskeres, der kun i det Höieste, som en ►Herkulisk Skygge-Jagt, giorde Opsigt i “de Dödes Rige;” men om et Kæmpeskridt op af Graven og om Brydningen af en ny Bane til Borgen paa ►Glarbjerget eller til Klarhedens Land. Det förste Skridt eller ⓘ Overgangen fra Döden til Livet er nu ►vistnok, uden al Sammenligning, det Vigtigste, og det er Indsættelsen af “Munden og Modersmaalet” i sine utabelige Rettigheder, som “Pennen og Latinen” umuelig kan giöre dem stridige et Öieblik længere end vi vil holde den ►“Pagt med Döden og det Forbund med Helvede”, vi i Sövne lod os narre til at giöre; og saasnart vi faae en folkelig ►Höiskole, hvor Folkelivet og Fædrenelandet, med deres Tarv og Trang, bliver den store Opgave, der skal löses paa Modersmaalet og hvor Pennen kun bruges til at trælle for Munden, da er den overhængende Dödsfare afvendt, og vi kan tage os Pusterum til rolig at overveie, hvilke “levende Raad” der gives til en höiere og mere omfattende Oplysning. Et Liv, der, som vores, længe har været i Dödens Klöer, vil imidlertid bestandig være saa svagt og saa udsat for allehaande Sygdomme, at om vi end ellers ikke attraaede en grundigere Oplysning om og en klarere Forstand paa Menneskelivet i det Hele, maatte vi dog 36skatte dem for det skröbelige Folkelivs Skyld, der idelig vil trænge til duelige Læger og staaer ligesaa idelig Fare for at falde i Kvaksalveres Hænder.

✂ En videnskabelig ►Höiskole eller et Universitet efter Nordiske Grundsætninger, hvor hele Menneskelivet og hele Menneskenaturen, som de er eller kan vorde os bekiendte, er den store fælles Opgave, maa nu nödvendig være det rette Middel til Öiemedet, saa Spörgsmaalet bliver kun, om de Nordiske Riger skulde see til at skaffe sig hver sin, eller om de heller skulde nöies med at have Een tilfælles?

✂ För vi imidlertid fra den rette Side kan komme til Besvarelsen af dette Spörgsmaal, maa vi see til at enes om, hvad det er for et Slags Universitet, Videnskabelighed kan være tjent og 📌Norden vinde sand Oplysning ved; thi vel har vi ►alt seet, at det ny Universitet maa have en anden og langt höiere Opgave end noget Universitet hidtil har sat sig, men der fandtes dog ►alt længe en Universitets-Indretning, som i det Hele fortjener at beholdes, og da det naturligviis ikke er den, vore Universiteter har, maa vi lære at foretrække det Rigtige, för vi kan iværksætte det.

✂ Her, som i hele den ►ny Verdens Historie, finde vi Fransk og Engelsk i kiendelig Modsætning, og det Engelske saa afgjort paa Menneske-Naturens, Sandhedens og Grundighedens Side, at földe vi os ikke drevne til at foretrække det, da var det aabenbar ikke af os sand Oplysning og Videnskabelighed kunde vente sig udmærkede Tjenester, ikke hos os ►Dronning-Stolen for ►hende, hvis Modersliv var ►Zeuses Hjerne, skulde hæve sig; men reent ►vanslægtede maatte vi ogsaa være fra ►Kæmpefædrene, hvis ikke deres Aand tiltalde os giennem alle 37 Engelske Storværker og lydeligst paa de kolossalske ►Höiskoler i 📌Oxford og 📌Cambridge. Kun disse er i Grunden slet ikke Efterligninger af Universitetet i 📌Paris, men Modsætninger til det, medens alle de övrige Universiteter i 📌Europa, hvor forskiellig end Overfladen maatte synes, er baade Aflæggere og i Grunden Efterligninger af det Parisiske.

✂ Grundforskiellen mellem det Franske og Engelske Universitet pleier Man at finde i Maaden, hvorpaa Ungdommen undervises, hist ene ved Forelæsninger af ⓘ Professorerne og her ved Opdragelse og Underviisning i ►Collegier; men dette er en meget overfladelig Opfattelse af Sagen; thi Grundforskiellen er den, at ►Drenge-Videnskabelighed, som paa det Franske Universitet er Alt, er paa det Engelske kun en Bisag, kun et Bislag, der ►vanhælder den majestætiske Bygning, eller med andre Ord: paa det Franske Universitet er ►Skolemesterskabet Alt, men paa det Engelske er det kun en Byrde der skader den fri og levende Vexelvirkning mellem Videnskabsmænd, hvorpaa det Hele aabenbar er stilet. Student-Kaserner, hvor de voxne Skoledrenge er under Opsigt og holdes til at lære deres Lexer, ere nemlig ingenlunde 📌England ►eiendommelige, men er kun der, som Alt, i större Stiil og mere hensigtsmæssige; men ►Museer, som ►Collegierne i 📌Oxford og 📌Cambridge, hvor Videnskabsmænd i Hundredetal kan henleve alle deres Dage i Selskab med deres ►Jævninger (Fellows), de udgiör et Engelsk Universitet, som maa efterlignes overalt, hvor der skal kunne være Tale om et “videnskabeligt Liv” og ventes bestandig fortsatte Kæmpeskridt til sand Oplysning og grundig ►Forklaring af Menneskelivet. At unge Mennesker, som Man tiltroer 38videnskabelige Anlæg, opvoxe i et saadant Selskab, er heller ingenlunde nogen Feil, men tvertimod i sin Orden, saa Feilen er kun Vægten paa dette Skolehold, Vidden, hvori, og Maaden, hvorpaa det drives, og denne Feil vil rettes af sig selv, hvor Man faaer det rette Begreb om Videnskabelighed, som et Levnetslöb i Tankeverdenen, der naturligviis ikke lader sig lære af gamle Böger og ei föres ved at hænge over dem, men kun ved at bemestre sig baade “Gammelt og Nyt” til Oplysning og ►Forklaring af Menneskelivet i det Hele og det Enkelte. Med det vrange Begreb om Videnskabelighed som blot Læsning, Lærdom og Boglig Konst, staaer og falder nemlig den fortvivlede ►Drenge-Videnskabelighed, der ikke blot er Tidsspilde men saa unaturlig og ödelæggende, at den maa giöre sand Videnskabelighed til en stor Sjeldenhed og stadige Fremskridt aldeles umuelige. Den Fordom, at Böger nödvendig giör Folk klogere, jo længere de læse i dem og jo fleer de kan faae giennemlæst og jo mere Umage, de giör sig for at lægge Mærke til hvert Bogstav, denne Fordom er ►vistnok giennem Latinskolen saa dybt rodfæstet allevegne, at dens Udryddelse synes en ►fortvivlet Sag, men saasnart vi indsee, at al Læsning og Lærdom, der ikke giör os klogere paa det Menneskeliv, vi Alle skal före, er aldeles unaturlig og unyttig og en blot Föde for barnagtig Forfængelighed, da vil det ogsaa blive os ⓘ indlysende, hvor umuelig Man kan lære at forstaae et Liv, Man slet ikke kiender, saa hvem der skal have godt af Lærdommen, maa först have levet enstund og givet Agt paa Livet baade hos sig selv og Andre, da han först derved bliver istand til at forstaae Böger, som beskrive Livet og kaste Lys 39derpaa, medens de Böger, som ikke giör det, skal ►giöres til Kræmmerhuse. Der behöves ligeledes kun et Gran sund Menneskeforstand og Mod til at bruge den, for at indsee, at jo mere ►Grammatik eller ►Mathematik en Dreng lærer, desmere fordærves han baade for Livet og Lærdommen, thi Vingerne, hvorpaa hans Sjæl skulde opsvinge sig og hans Ord bevæge sig, klippes derved af ved Roden for at gjöre daarlige Penne af dem, og der indledes Blæk istedenfor Blod i hans Aarer, saa Livskilden forstoppes, og Hjertekammeret forvandles til et Blækhorn: Indbildningskraften trælbindes, og Fölelsen forebygges til Bedste for en ubetimelig Eftertanke (Reflection), og det er kun en sjelden Undtagelse, at Menneske-Naturen findes stærk nok til at gjennemgaae denne konstige Apoplexi, som dog aldrig ganske vil forvindes. Langtfra paa denne Maade, som Man venter, at frembringe magelöse Viismænd, lærer den daglige Erfaring, hvad Man burde forudseet, at, naar Börn “gaae i Alderdom”, er det rimeligst, de allerede som Mænd vil “gaae i Barndom;” thi Drenge-Forstand, eller barnagtig Selvklogskab findes hos intet Sæt af Folk saa hyppig, som hos Mathematikere og Philologer fra Barnsbeen.

✂ Förend disse simple og soleklare men miskiendte og forglemte Sandheder faae Indpas og faae Magt, nytter det hverken i Syd eller Nord at tænke paa store Anstalter til det videnskabelige Livs Ophold og Udvikling; men naar det skeer, da vil det efter mine Tanker være en stor Vinding, at de Nordiske Riger ei adsplitte deres Kræfter og Midler men forene dem til Dannelsen af et stort Nordisk Universitet, hvor i det Mindste 300 Mand kan leve for Videnskaberne og ved levende 40 Vexelvirkning endnu langt mere end ved Bogskrivning ►uddyrke dem til Ære, Gavn og Glæde for hele Menneskeslægten.

✂ Ved et saadant frit Nordisk Universitet, hvis Sæde Regieringerne maatte erklære for en ►Fristad, vilde ►Collegierne eller ►Museerne være deelt mellem de Historiske og de Physiske Videnskaber, for at samle Kræfterne paa begge Sider til den stærkest muelige Anstrængelse og Vexelvirkning; thi ⓘ Menneskelivet i kraftig Virksomhed med Ord og Gierning danner en egen Kundskabs-Kreds, der kiendelig adskiller sig saavel fra Dyrekredsen, som i det Hele fra Synskredsen i sandselig Forstand at der med Nödvendighed finder en vis Modsætning Sted mellem de Historiske og Physiske Videnskaber, skiöndt det fölger af sig selv, baade at en tilstrækkelig Oplysning vil hæve den, og at ►Universal-Historien, ved at omfatte hele den menneskelige Virksomhed, ogsaa omfatter alle Menneske-Slægtens videnskabelige Bestræbelser.

✂ Hvorledes nu for Resten et saadant virkeligt ⓘ “Universitet,” som en lærd ⓘ Republik til ►universal-historisk Oplysning og Væddekamp, vilde tage sig ud i 📌Norden og lyslevende arbeide til sit store Maal, som er Menneskelivets ►Forklaring, det kan naturligviis ikke her beskrives, da det videnskabelige saavelsom ethvert andet Levnetslöb altid maa være et Skridt forud for sin Historie, saa med min bedste Villie kan jeg ligesaalidt fortælle Læseverdenen, hvordan Man paa den ►reen menneskelige, som hvordan Man paa den folkelige ►Höiskole kunde og vilde arbeide paa Livets Oplysning for dets bedre Nydelses og Benyttelses Skyld. Jeg veed nok, Man siger, jeg med denne Grund stræber at 41skjule min Vankundighed om de Ting som skee skal, men det er klart, Man giör mig Uret, thi jeg stræber jo ikke at skjule, hvad jeg aabenlyst bekiender, men erindrer kun Læseren om, at jeg er aldeles uskyldig i min historiske ⓘ Vankundighed om de tilkommende Ting, og hvad Spaadomme angaaer, da har jeg, selv naar jeg som Skjald fuskede derpaa, mödt saa afgiort Vantro, at jeg vel i mine Skoleplaner maa vogte mig for enhver Fristelse dertil. Skal jeg derfor endelig vove Noget, der ligner en “Forudsigelse”, da maa jeg være snild nok til kun at spaae, hvad der nödvendig fölger af levende Forsög paa at bearbeide hele den menneskelige Kundskabs-Kreds til Livets Tarv; og en saadan Spaadom er det, at Man paa det “Nordiske Universitet” ingenlunde vil glemme eller forsömme “de ►döde Sprog”, men ⓘ skiænke dem al den Opmærk somhed, det Liv findes værdt, der har afpræget sig deri, saa Man vil ikke blot læse “Latin” for den Kundskabs Skyld, der har hiemme i de Latinske Böger, men ogsaa for at sammenligne Romernes Sprog baade med deres Levnetslöb og med alle andre bekiendte Tungemaal, kun at “Ordklöveriet” naturligviis hverken giöres til Grundvolden for, eller til Höiden af al vor Lærdom, men overlades næsten udelukkende til den udmærkede “Sproggrandsker,” som ene veed at holde Maade dermed og höste Nytte deraf. At imidlertid de “►levende Sprog,” og da især “📌Nordens”, selv paa den lærde ►Höiskole vilde tildrage sig langt mere Opmærksomhed og dyrkes langt flittigere end de döde, er en ⓘ Formodning, jeg ikke vil dölge, da den hænger paa det Nöieste sammen med mit store Haab om det Nordiske ⓘ Universitet som Værkstedet for en lyslevende ►Vidskab; 42thi at Denne altid vil foretrække det Levende for det Döde og altid forklare Dette af Hint, er ligesaa nödvendigt, som at Man, ved at gaae den modsatte Vei: ved at foretrække det Döde for det Levende og forklare Livet af Döden, har udviklet den giennemgribende ►Misforstand paa Livet og det gruelige Tyranni af Döden, hvorunder alle levende Mennesker sukke.

✂ Her seer Man nu, hvad der i mine Öine er det store Middel, som til sand Videnskabeligheds Fremme, ►saa til 📌Nordens videnskabelige Forening; og om et fælles Nordisk Universitets udmærkede Tjenlighed til det Sidste kan der næppe være to Meninger, om der end skulde være nok saa mange og vidt forskiellige om Nordboens Dygtighed til at betragte og drive Videnskabeligheden fra en höiere Synspunkt og med langt rigere Udbytte for Menneskelivet end man hidtil saae. Spörgsmaalet er nemlig ikke, om et fælles Universitet kunde videnskabelig forene Stammer af grundforskiellig Natur, eller finde Sted til Gavn under giensidig ►Miskiendelse og Uvillie, men Spörgsmaalet er kun, om en saadan levende Vexelvirkning ikke vilde være det ypperste Middel til at udrydde grundlöse Fordomme, og befordre venlig Sammenvirkning hos nærliggende Grene af samme store Folke-Stamme, som allerede kom saavidt, at de er kiende Sammenhængen, föle giensidig Trang til nærmere Forbindelse, og misbillige al den Eensidighed, som, uden at være uadskillelig fra den ►borgerlige Selvstændighed, lægger Hindringer iveien derfor. Og dette Spörgsmaal kan Man, uden mindste Forlegenhed, strax paa det Bestemteste bekræfte, da den literære ⓘ Sammenvirkning, det fortrolige Bekiendtskab med hinandens Modersmaal, og Alt hvad der 43ellers videnskabelig kan forsone og forbinde Folk, nödvendig i fuldeste Maade vilde flyde deraf, saa hvis det skulde være mueligt, at 📌Norden, sine ►eiendommelige Bogsprog ►uforkrænkede, kunde enes om et fælles Skriftsprog, til Brug i den lærde ⓘ Verden, da vilde det ene være ved en saadan levende Vexelvirkning, der gav Grundene al muelig Styrke og Pröven al muelig Lettelse.

✂ Vil man nu kalde dette Forslag til 📌Nordens videnskabelige Forening en Dröm, der enten aldrig eller dog kun om et hundred Aar kan gaae i Opfyldelse, da maa jeg allenfalds tröste mig ved, at saalænge der ikke virkelig kan skee noget Stort og Godt, er det bedst kun at drömme om bedre Tider; men skal det være Meningen, at Planen i sig selv er uudförlig uden lange Forberedelser, da tager man deri ►mærkelig feil; thi inden fem Aar kunde et Nordisk Universitet begynde at træde i Kraft, og da al levende Virksomhed beroer paa Livskraft, vilde Værket formodenlig lykkes bedre, jo snarere det blev begyndt. Jeg har ingenlunde glemt, hvad jeg tvertimod atter maa indskærpe, at Oprettelsen af et fælles Nordisk Universitet vilde være Daarskab, saalænge Rigerne ikke har hver sin folkelige ►Höiskole og sætter sine Embedsmænds Dannelse, uafhængig af Universitetet, i Forbindelse med den; men den folkelige ►Höiskole kunde jo træde i Virksomhed för Aaret var omme, og Latin-Skolernes Nedlæggelse vil giöre det let, i faa Aar at indrette de nödvendige ►Planteskoler for Embedsmænd, til en langt mere hensigtsmæssig og frugtbar Dannelse, end selv de bedste ►Gammelfrankiske Universiteter kan give dem. Et Nordisk Universitet, som en levende Foreningspunkt i Aanden for den gamle Trilling-Stamme, og som et 44aandeligt Storværk til Videnskabeligheds kæmpemæssige Fremskridt og uberegnelige Frugtbarhed, det er heller intet ►Giögleværk af ►Drömmeaanden, men det er et Krav af ►Universalhistoriens Aand, baade paa Videnskabeligheds og vor folkelige Lyksaligheds Vegne, et Krav, vi umuelig kan afvise, uden at være ►vanslægtede fra ►Kæmpefædrene med de dybe ►historisk-poetiske Længsler, og med de store tilsvarende Kræfter, i Tankerne fra Arildstid opoffrede til, i Pagt med ►Asen, at forsvare ►Gyngebroen og ►Valhald mod ►Loke og alle ►Rimthurserne. Denne ►Ragnaroke-Kamp ved ►Gjallarhornets Lyd er nemlig i 📌Norden det naturlige Billede for den videnskabelige Anstrængelse, “Liv og Aand” i det mundtlige Ord kræve af os, i Modsætning til den döde Lærdom og slette Selvklogskab, der med Pennens Trolddom har indtaget Verden.

✂ Vilde man nu spörge mig, hvad et Universitet, henved trehundrede Mand og det saagodt som Professor-Mænd stærk, til Hverdags-Brug skulde fordrive Tiden med, naar de ingen ►förste og anden og Embeds-Examiner og dertil svarende daglige Forelæsninger havde at holde, og kunde dog vel, om de Alle skrev Böger fra Morgen til Aften, umueligt faae dem trykte og kiöbte og læste; see, da havde jeg ikke mere Vidnesbyrd behov om, at Man aldeles fattedes Begrebet om et videnskabeligt “Liv,” der virkelig svarer til sit Navn; men denne Mangel er i vore Dage saa naturlig, at jeg veed ikke selv, hvordan den hos mig er blevet afhjulpet, og maa derfor, langt fra at giöre mig kostbar, pröve selv det Urimeligste for, om muligt, at see 45den afhjulpet hos Andre. Til dette Urimeligste hörer nu aabenbar, at ville med döde Bogstaver give Læsere et levende Begreb, de fattes, saa, för jeg i min Fortvivlelse atter pröver derpaa, maa jeg alvorlig indskiærpe Læseren, at naar det atter mislykkes, som det rimeligviis maa, da er det intet Beviis mod Livets Sandhed eller Herlighed, men kun et Beviis paa Forskiellen mellem Ord og Skrift, som mellem Liv og Död, og er da hverken hans eller min, men Natur-Lovenes Skyld, som Man selv i den bedste Mening kun omsonst stræber at forandre.

✂ Kan nu imidlertid Læseren giöre mig den Fornöielse at tænke sig to, tre hundrede virkelige Mennesker, i deres bedste Alder, i det Mindste over de “Tredive,” med mere Lyst til daglig at voxe i Kundskab og Forstand end til at være Embedsmænd, eller drive anden ►borgerlig Handtering, og med Anlæg og Hjelpemidler svarende til Lysten, kan Læseren det, da giör han det sikkert ogsaa med Fornöielse, og forlanger neppe at höre af mig, hvad saadanne Olympier til Hverdags-Brug fordrive Tiden med, da det er morsommere, om saadanne Ting at giöre sine egne Giætninger, og meget nyttigere at arbeide paa, det snart kan vise sig, saa der gaaer Syn for Sagn og Ord af Synet. Da jeg imidlertid, ved i min Ungdom, under sjeldne Omstændigheder, at leve et Par Aar paa et af vore smaa ►Collegier, og ved i ►betænksomme Dage at leve et Par Uger i et af 📌Englands störste ►Collegier, vel har en mere levende Anskuelse end de Fleste hos os af et videnskabeligt Samliv, som det kunde, og under visse Betingelser vilde være, tör jeg ikke vægre mig ved at pege derpaa.

✂ 46Allerförst maa jeg da bemærke, at netop paa et Universitet, der har tabt al Lighed med Fabriker, vilde Besöget af opvakte og videlystne Ungersvende, baade sysselsætte Mange af de Ældre og oplive dem Alle; thi selv de berömteste Tydske ►Höiskoler har jo i deres blomstrende Ungdom frembudt et lysteligt Skue, fordi de ingen Examiner-Maskiner var, men frie videnskabelige Anstalter, hvor de Gamle selv med udmærkede Egenskaber og venlig Forekommenhed, maatte tiltrække og fængsle de Unge, de skulde leve af. Dette skedte, skiöndt der manglede næsten alt aandeligt Tiltrækkende, paa Friheden nær, saa hvor der tillige var Kiærlighed til Aandslivet, Forstand derpaa, og immer levende Fremskridt, der vilde naturligviis ikke blot de Ynglinger flokkes, der tragtede efter Borgerret i den lærde ►Fristat, men ogsaa Mangfoldige, der fandt, de kunde ei bruge deres Fritid, mellem de egenlige Læreaar og Indtrædelsen i en ►borgerlig virksom Stilling, bedre, end til at giöre sig bekiendt med Tidens mest opvakte Hoveder, og med de Opgaver, som nu fornemmelig beskæftigede dem. Tænke vi os nu Latinskolerne borte, tænke os at alle Drenge voxde, saavidt mueligt, op i deres Hjemstavn og Guds fri Natur, i levende Vexel-Virkning med Folket, oplærte til en eller anden i det daglige Liv nyttig Syssel, saa at selv de, der fra Barnsbeen syndes bedst skabte til Hovedbrud, dog ogsaa havde lært at bruge deres Hænder, og at Faa eller Ingen faldt paa at besöge den videnskabelige ►Höiskole, uden de, der ►alt havde udmærket sig paa den Folkelige, da indsee vi let, at Professorerne (som vi for Kortheds Skyld vil kalde ►Höiskolens Indbyggere) vilde finde, de, selv aandelig talt, havde nok saa 47megen Indtægt som Udgift ved de Unges Besög. Hvad der nemlig giör Opholdet ved vore Universiteter saa kiedsommeligt for de Unge, at de helst var det kvit, er ingenlunde blot det Tvungne, thi det findes i höieste Grad ved de Engelske Universiteter, hvor dog Ungdommen sædvanlig gierne vil være, men det er fornemmelig ►Dödheden, som nödvendig udspringer af vort eensformige og aandsfortærende Skolevæsen, beregnet paa en Examen (►Examen Artium ɔ: Pröve paa at giöre Konster), som bekvemmere lader sig afholde og characterisere, jo mere mechanisk og eensformig Forberedelsen har været, og hvad der nu giör den akademiske Löbebane kiedsommelig for de Unge, giör naturligviis Forholdet til den aandsfortærende for enhver Professor, Livet endnu hænger i; thi Hukommelses-Maskiner er altid Aanden modbydelige, og er de ovenikiöbet forslidte paa Et og det Samme, da er de aldeles utaalelige. Uagtet derfor Beredelsen til ►Höiskolen har været skiæv og bagvendt allevegne, saa har dog ►Dödheden og Kiedsommeligheden aabenbar været mindre i samme Forhold, som der lodes frit Spillerum, saa i 📌England og 📌Tydskland, hvor man tog mod Giæsterne, som de traf til at være, og saae i 📌England til, hvad Man kunde giöre ved dem, medens Man i 📌Tydskland lod det komme an paa Tilfældet, hvad der kunde blive af dem, der har aabenbar, forholdsviis, hersket Liv og Munterhed, medens det hos os blev steendödere, jo bedre “uniformeret” den saakaldte studerende Ungdom blev. Saalænge derfor Privatisternes Tal var anseeligt, 📌Norge forbundet med os, og selv i Latinskolerne saameget Raaderum forundt Rectoren, at han, naar der var noget Liv i ham, kunde bruge det til 48Drengenes Bedste, saalænge var vel vor ►Höiskole död og kiedsommelig, i Sammenligning med 📌Englands og de Berömte i 📌Tydskland, hvor der var langt mere baade Frihed og Mangfoldighed i Naturen og Dannelsen, men der herskede dog Liv og Munterhed i Sammenligning med den fölgende Tid, ►da Bjerg-Naturen forsvandt, Privat-Underviisningen, deels ved Armod og deels ved total Miskiendelse, blev sjeldnere, og Alt saa fladt og eensformigt som en Kaalgaard paa 📌Amagerland. Kaal-Hovederne, enten med en ►Heste-Hukommelse eller en ►Plovbæste-Flid, som Aand og ►Vidskab eengang for Alle maa opgive, da de slet ikke kan bruge dem, de maa her i Regelen faae de bedste ►Hoved-Characterer, medens de virkelig lyse og opvakte Hoveder paa levende Halse enten löbe ud af Skolen, eller forgiöres i den, eller finde Universitetet saa utaalelig dödt og kiedsommeligt, at de stræbe at holde sig skadeslöse ved “Hovedstadens” Liv og Munterhed, der er alt for unaturlige, til enten i menneskelig eller videnskabelig Henseende at erstatte ►Höiskolens Mangler.

✂ Denne Episode, veed jeg nok, er slet ikke morsom, men jeg vidste ikke bedre at oplyse, hvorpaa jeg grunder min Sikkerhed om, at en Nordisk ►Höiskole, fri og aaben, uden Examiner eller Anviisninger paa ►visse Levebröd, altsaa en Hovedstad, aandelig talt, uden alle ►Slagbomme, men ogsaa uden noget Tiltrækkende for de Hovedlöse, vilde være et særdeles fornöieligt Opholdssted baade for Gamle og Unge, og det ei engang blot for de Hovedrige paa Aand og Kundskab, men for alle Hoveder, som med Rette kaldes aabne og lyse. Hvad enten jeg derfor tænker mig 30 Aar tilbage til 📌 Valkendorfs Collegium, eller 7 Aar tilbage 49til 📌Trinity-College, da faaer jeg en levende Forestilling om det magelöse Giæstebud, der daglig vilde holdes paa en fri Nordisk ►Höiskole, hvor hverken de Gamle eller Unge var stavnsbundne eller ►sammenkobblede, men hvor alt det for Aanden stærk Tiltrækkende eller Opvækkende var i en bestandig munter Vexel-Virkning, hvor Forelæsninger og Disputatser, som de var hidtil sædvanlige, ikke sammensmeltede, men aflöstes af velordnede videnskabelige Samtaler, deels med de Yngre, og deels, for deres Ören som vilde höre, mellem de Ældre indbyrdes. Har Man nu först en saadan Forestilling om det videnskabelige Hverdags-Liv paa den Nordiske ►Höiskole, da giætter Man let, hvilke Gilder der maa falde, deels naar der pludselig opgaaer en ny Stjerne af förste Störrelse, og deels naar andre store Begivenheder, udmærkede Giæster eller hjemkomne Venner fra fremmede Lande, eller virksomme, verdenskloge Embedsmænd, som söge Vederkvægelse, sætte den aandelige Hovedstad i fuld Bevægelse.

✂ Hvor mat nu end denne Skildring er, forekommer den dog vist dem, der ikke kiende nogen anden videnskabelig Kreds, end vort Universitet for Öieblikket, heel poetisk og fantastisk; thi kun vi, som tog Deel deri, veed det, at vi, under de ufordeelagtigste Omstændigheder, dog har havt et Glimt deraf i dette Aarhundrede, hvoraf jeg saae Begyndelsen, da 👤Henrik Steffens slog ned midt iblandt os som et Lyn, og Enden, da jeg 1808-10 laae paa 📌 Valkendorfs Collegium med Folk som 👤Sibbern og 👤Hersleb og med Adgang til Selskaber, som de faldt i ►Örstedernes, i gamle 👤Treschows og 👤Sverdrups Kredse. Dette ►Höiskole-Glimt 50kan jeg klarlig see, jeg skylder min videnskabelige Dannelse, ligesom det siden var mit Giæsteri i 📌Trinity-College, der först lærde mig at forstaae det, og viiste mig, hvad saadant et Kammeradskab (►fellowship) kunde og vilde være, naar det besiæledes af en ægte videnskabelig Aand, med opladte Öine for hele Menneske-Livet, dets store Natur-Love, Kræfter og Maal; og vil jeg nu giöre Pröve paa Stykket, behöver jeg kun at kaste mine Öine tilbage til den meest levende Videnskabelighed, der nogensinde blomstrede, nemlig den Atheniensiske, for der at gienfinde alle de Betingelser, jeg kræver for 📌Nordens ►Höiskole, og under hvilke jeg umuelig kan love mig eller 📌Norden for meget, naar det er sandt, at ikke blot 📌Nordens Kroppe har havt Kæmpe-Kræfter, men at 📌Nordens Aand har dem endnu, og at Oplysnings-Tiden for den hele Menneske- Slægt, som Grækerne kun forgiæves stræbde at foregribe, er nu, för vi vidste det, kommet bag paa os.

✂ Hvordanne Böger der nu under en saadan levende Vexel-Virkning vilde komme for Lyset, nytter det vel ikke stort at tale om, da de naturligviis langt vilde overgaae vores de Bedste, men jeg maa dog nævne det, fordi Man, naar jeg peger paa Munden, som et ganske anderledes godt Tale-Rör end Pennen, altid tænker, jeg har ►slaaet mig fra Bogen og nedlagt Pennen, skiöndt det er Pennen, jeg peger med, og skiöndt ingen Bogmager mindre burde mistænkes for at ville bringe Böger i Miscredit, end saadan en Stakkel, som, videnskabelig talt, aldrig i sine Dage har været andet end Bogmager.

✂ Endelig maa jeg da ogsaa til Slutning med et Par Ord beröre Præsternes Forhold til den Nordiske ⓘ Höi51skole; thi vel kan Videnskabelighed ligesaalidt som de ►döde Sprog være Hovedsagen, hvor Embedet især kræver Hjertelighed og Veltalenhed paa Modersmaalet, men dog maa nödvendig alle lyse Hoveder blandt Præsteskabet, jo bedre og virksommere de er i deres Kald, föle mere Lyst og Trang baade til at læse den ⓘ magelöse Bog i Grundsproget, og til at sammenligne ikke Fritænkeriets men ►Fritænkningens Udbytte med den store Aabenbaring. Uagtet derfor den Folkelige ►Höiskole vil være Præsternes nærmeste ►Middelpunkt, vil de dog ogsaa udgiöre den Videnskabelige ►Höiskoles egenlige Læseverden, og staae i levende Vexel-Virkning med den, ei blot ved Besögene, mangen Enkelt vil aflægge der baade tidlig og silde, men ogsaa ved den Forflyttelse, der ei sjelden, til begge Stillingers Gavn, vil finde Sted, i det snart en halvgammel Boglærd vil finde Trang til Præstens mere levende og giennemgribende Virksomhed, og snart en aldrende Præst finde Lyst til, i de Boglærdes Kreds, at komme til klarere Bevidsthed af sit Liv, og giöre sin Erfaring frugtbar for Skole og Efterslægt.

✂ Dog, endnu et Par Linier, ikke fordi jeg har Noget at tilföie, hvor maaskee det Hele vil findes overflödigt, men fordi det er en fortvivlet Sag at være Skribent, naar man med saadan en Svovelstikke til Löftestang, som Pennen er, vil hæve Synspunkten for Menneske-Livet blot et Haarsbreed, thi da har Man bestandig, som ►Sisyphos i de Dödes Rige, den Ærgrelse at see Stenen, Man möisommelig væltede op ad Skrænten, ved det förste Vindpust af en forflöien Mund 52öiebliklig at rulle ned igien, saa enten maa Man fortvivle, hvad slet ikke kan betale sig, eller taalmodig rulle op paany, i det Haab at Vinden maaskee imidlertid kunde vende sig og blæse Stenen fast, et Haab, der jo er urimeligt nok, men er dog alligevel et Haab, og ►saalænge der er Haab, er der Liv, og saalænge der er Liv, veed man dog i Grunden aldrig, hvad det maaskee kan giöre. Da det imidlertid er alt for kiedsommeligt at bære sig altid ►eensdan ad, hvad heller aldrig levende Folk men kun Giengangere giör, saa vil jeg nu engang gaae baglængs og see, om jeg kan rulle Stenen op ad den anden Side, som er endeel jævnere, op til ►Heimdal paa ►Himmelbierget, om han maaskee vilde sætte sig paa den; thi rullede den saa alligevel ned, rullede han kanskee med, og det var dog immer noget Nyt til Forandring, altsaa immer noget Godt i Forhold, naar det Nærværende, som Öieblikkets Universiteter, er utaaleligt.

✂ Jeg begynder altsaa med min gamle Paastand, at Forskiellen mellem det “Videnskabelige” og det “Populære” ligger ingenlunde, som Man siger, deri, at paa den Historiske Side er det Videnskabelige Latin, og det Populære slet Dansk eller et andet ►levende Sprog, og paa den Physiske Side er det Videnskabelige Algebra, og det Populære ►Reguladetri, men Forskiellen, tör jeg vædde, ligger deri, at det Videnskabelige har alt det Timelige til Gienstand, med Oplysning og Klarhed til sit nærmeste Maal, det Populære eller Folkelige har derimod kun det Nærværende til Gienstand med Brugbarhed og Virksomhed til nærmeste Maal, medens begge Dele, for at være levende Mennesker værdige og nyttige, maa betragte Alt fra Livets Syns53punct og stræbe at sætte det i Livets Tjeneste. Medens derfor Videnskabeligheden paa sin ►Höiskole, og i hele sin Virksomhed, stræber at omfatte, oplyse og ►forklare hele Menneske-Livet i alle dets Retninger og Forhold, saa stræber derimod Folkeligheden paa sin ►Höiskole, og i hele sin Virksomhed, at styrke, udvikle og veilede Folkelivet i dets ►borgerlige Retning til hvad der netop nu er dets sande Tarv og Fordeel. Og denne Skilsmisse, der, langtfra at udelukke, netop forudsætter og kræver levende Vexel-Virkning, men bandlyser den Daarskab at opoffre Livet for Bogkundskab, Modersmaalet for ►döde Sprog og Folket for ►Skolemesterne, denne Skilsmisse, paastaaer jeg, har hjemme i 📌Norden, giöres ingensteds uden her, men er ogsaa her forkyndt og forberedt fra Arildstid, og maa derfor nödvendig, naar den hos os træder i Kraft, ei blot före til videnskabelige Kæmpeskridt, men ogsaa kiendelig fremme og kraftig omværne 📌Nordens Frihed, Fred og ►borgerlige Velfærd. Men denne Skilsmisse, paastaaer jeg, kan kun træde i Kraft, naar Danske, Svenske og Nordmænd faae hver sin Folkelige ►Höiskole, udelukkende beregnet paa Modersmaal, Fædreneland og den hele ►borgerlige, naturlige saavelsom historiske, ►Eiendommelighed; men forene sig derimod om at reise en fælles videnskabelig ►Höiskole, da der i 📌Norden kun er een Aand og ei flere fra Livets daglige Sysler undværlige Kræfter, indvortes eller udvortes, end der behöves til at danne een Hoved-Skole, som med tilstrækkelige, baade naturlige og historiske ►Hielpe-Kilder, kan giöre den Nordiske Synsmaade for Menneske-Livet i alle sine Retninger giældende. Herved, paastaaer jeg endelig, vilde 📌📌Norden vinde netop saamegen Eenhed, som vi maa 54önske, saamegen nemlig, som, netop til Gavn for den ►borgerlige Frihed og Selvstændighed, sammentrængde de höieste Aands-Kræfter, med den hele Mangfoldighed af Anlæg og Kundskaber, til en kæmpemæssig Giæring og levende Sammenvirkning til hele Virkelighedens, og allernærmest til 📌Nordens og alle Nordiske Forholds voxende Oplysning.

✂ At nu dette ikke er et Luftkastel, beviser den unægtelige Virkelighed af Grunden, som kan og skal bære, adskille og forbinde disse Skoler, thi 📌Nordens aandelige Eenhed er gien nem Sprogene ligesaa klar, som dets ►borgerlige Trefoldighed giennem en tusindaarig Historie, og Konsten, som imod Naturen intet Gavnligt formaaer, vil, efter Erfaringens Vidnesbyrd, med Naturen altid frembringe et Storværk, der paa det Nöieste svarer til de Kræfter, den har at benytte, og til Klarheden, hvormed den virker, saa i ►Kæmpe-Hjemmet kan Oplivnings og Oplysnings-Konsten i vore Dage umuelig behöve Andet end en naturlig Synspunkt og Brændpunkt, for at giöre ligesaa helbredende og heldbringende, som forbausende Mirakler. Det kunde derfor være ligegyldigt, enten denne ►Lys-Tanke var oprundet i vor Hjerne, eller under vore Födder i 📌Chinas Helvede, men ►skylder Man nu mig for, at jeg har selv gjort den, da er det ►vist nok alt for stor Beskedenhed af det Hjerte, jeg skabdes under, og de Bryster, jeg diede, og det 📌Norden, der begejstrede mig; men det beviser dog netop, at Tanken har idetmindste ligesaa gammelt hiemme i 📌Norden som jeg, hvis Stamtræ, hvor lavt det end er, kan som “Hiemfödning” dristig maale sig med de Höieste i Nor55den. Og skiöndt vi nu umuelig kan finde den ►Lys-Tanke klart udtrykt og udtalt i vor dunkle Middel-Alder eller graa Oldtid, saa kan jeg dog ►alt vise Glimt af den giennem Mythe-Slöret, og vise den halv udviklet af sit Svöb i en kæmpemæssig Kiends-Gierning.

✂ Det sidste vil jeg giöre först, baade fordi det er nemmest og ligger nærmest og beviser sig selv, thi det giör Middel-Alderens Nordiske ►Höiskole paa 📌Island, magelös i hele Verden, og saa höit besunget og saa godt beskrevet af sig selv, at der kan i 📌Norden aldrig være eller blive mindste Tvivl om dens Virkelighed i sin Tid, og kæmpemæssige Virksomhed i det Mindste giennem to Aarhundreder. Denne ►historisk-poetiske Koloni fra de tre Nordiske Riger, i bestandig levende Vexel-Virkning med dem alle, deres ►borgerlige Selvstændighed uskadt, den beviser nemlig baade historisk 📌Nordens aandelige Eenhed og Retningen af de höieste ►Lys-Kræfter til at fraskille sig i en lille ►Fristat, for der at udvikle sig efter Behag og derfra med samlet Styrke virke tilbage paa hele 📌Norden, saa dette magelöse Vovestykke i Middelalderen kunde godt mislykkedes, uden at Grundtanken derfor var mindre beviislig Nordisk, eller mindre værd at udföre med klar Besindighed i ►Vidskabs-Tiden. Men nu lykkedes ovenikiöbet dette Nordiske Vovestykke langt over Forventning, saa 📌Island blev virkelig i sin Tid et videnskabeligt Vidunder, og dets i 📌Norden omreisende Skjalde og ►Sagamænd var fra 👤Harald Blaatan til 👤Valdemar Seiers, og fra 👤Hakon Adelsteen til 👤Hakon den Gamles Död, en Nödhjelp til den Nordiske Aands Vedligeholdelse, som, med alle sine Mangler og Lyder, maa findes ►uskateerlig. Som en videnskabelig ►Höiskole for vor Tid var et 📌Island 56►vist nok ligesaalidt at anbefale, som Skjalde-Troppene i de Nordiske Kongsgaarde var Mönstre paa en folkelig ►Höiskole, men den ►Lys-Tanke, at begge Dele er gode, hver for sig, den er jo dog ligefuldt i det Mindste saa gammel nordisk som 📌Island.

✂ Og nu siger jeg ikke blot: den maa nödvendig være meget ældre, da det hverken var en prophetisk Aand eller en videnskabelig Indsigt, men en dunkel, uvilkaarlig Fölelse, der drev hine stærke ►Lys-Naturer ud fra de tre Nordiske Riger og ledede deres Tilbagevirkning; saa, hvis vi har Nordboens prophetiske Morgen-Drömme eller 📌Nordens Myther, da maa vi der kunne spore den store ►Lys-Tankes Oprindelse; men jeg paastaaer tillige, den spores virkelig selv i hvad vi deraf har tilbage, skiöndt det aabenbar kun er Brudstykker, som Vrag, opdrevne og bevarede paa ⓘ 📌Island.

✂ Vi finde nemlig i 📌Norden saavelsom i 📌Grækenland, to Kuld Guder, eller Guddomme af förste og anden Rang, ikke just saaledes, som Man sædvanlig ►parterer dem, men som det maatte være, naar et Folks Myther hverken er meer eller mindre end et Billed-Sprog, der udtrykker den Tanke-Gang om “Aandens Verden,” som faldt dem naturlig; thi da havde de nödvendigviis baade Morgen- og Aften-Guder, saa de Tidligfödte udtrykde Folkets Hoved-Anskuelser og Grund-Tilböieligheder, eller deres Natur-Forhold til Aandens Verden, og ►Sildefödningerne de Indtryk, Erfaringen havde gjort paa dem, og deres deraf udspringende historiske Anskuelser.

✂ Blandt disse ►Sildefödninger i ►Asgaard og ►Vænhjem er mig Ingen ►mærkeligere end det ny Par Folk: ►Brage med Harpen og ►Idunne med Æblerne; thi, 57poetisk talt, er det aabenbar en musikalsk Sön med en yndig, munter Kone, som igien sætter Liv i det gamle Digterhuus, hvor ►Odin og ►Frigge er blevet graa og affældige; og denne ►historisk-poetiske Oplivelse af Guldalderen er det jo aabenbar, den dramatiske Digtekonst allevegne spiller, og den Folkelige ►Höiskole for Alvor skal arbeide paa.

✂ En anden Nordisk ►Sildefödning, Sön af “de Ni”, er mig imidlertid ligesaa mærkværdig, og varsler i mine Öine om en langt bedre Videnskabelig ►Höiskole end 📌Island var, thi ►Heimdal ͻ: Jorddeleren, den store Landmaaler (Mathematiker og Geograph), opslog sin Bolig saa höit som mueligt paa ►Himmelbierg, og var saa langsynet (poetisk), at han saae hundrede Mile for sig, og saa lydhör (historisk), at han kunde “höre Græsset groe,” og tillige saa höiröstet giennem sit ►Gjallerhorn eller Tale-Rör (►Catheder-Veltalenhed), at han hördes i hundrede Miles Afstand. Saasandt det nemlig er et velbekiendt Nordisk Udtryk om en Klogskab, Mange vel har drömt om, men endnu Ingen havt, at hvem der besidder den, kan “höre Græsset groe”, og saavist som ►Heimdals Sværd kaldes “Mande-Hoved,” saavist var denne ►Sildefödning ogsaa den ældgamle ►Mimers Aflöser, og forholder sig til ham, omtrent som hele Menneske-Slægtens Erfaring, og den deraf udspringende Historiske ►Vidskab, forholder sig til ►Enkeltmandens og et enkelt Folks Erfaring, med den deraf udspringende Hverdags- og Stats-Klogskab. Medens derfor ►Mimer kun er en gammel Graaskiæg, som boer i en Hytte ved ►Klögt-Brönden, og sælger som en Gnier et Glas Vand deraf i dyre Domme til ►Odin, saa er derimod ►Heimdal en ►Kæmpe, nok maaskee ►graa af Moders-58Liv►, siden han har “Guldtænder,” men dog en höibaaren, ædelmodig Hövding i en ►Brattingsborg paa ►Himmelbierg, Grændsevogter for Gudelandet, (Aandens Verden), som med sit gode Sværd “Hoved” forsvarer det og Gynge-Broen (Billedsproget) mod ►Rimthusserne (Materialisterne) med deres Hunde-Forstand og ►Heste-Hukommelse, ja fælder endog, för han falder i den sidste Strid, ►Midgaards-Ormens Fader, Rænke-Smeden ►Loke.

✂ See, det er ►Heimdals-Mythen, som den unægtelig findes i 📌Norden, og som Man selv kan see, jeg ikke har gjort *Blandt Andet i min ►Nordens Mythologie, S. 476-84 , og nu maa Læseren gierne lee baade ad den og mig og min ►Udtydning; thi jeg seer i det Hele meget heller, mine Læsere lee end græde, eller sove södt; men jeg paastaaer ligefuldt, at her er Glimt og det ordenlige Lyn-Glimt af den store ►Lys-Tanke, som indtager mig, og jeg lægger til, det er naturligt, at hvad der engang i 📌Norden skulde udvikle sig til et videnskabeligt, altomfattende, ►universalhistorisk Begreb, maatte ei blot i Middelalderen virke som en tilsvarende Kæmpefölelse, og skabe en saadan Lysplet, som 📌Island unægtelig er, men maatte ►alt i Oldtiden oprinde som en æventyrlig, begeistrende ►Indbildning om en guddommelig ►Sildefödning, i hvem ►Vidskabs-Brönden gestaltede sig til en Viisdoms-Helt for ►Asgaard med alle sine Guder og Gudinder, ►Valhald med alle de hensovne ►Kæmper.

✂ ►Heimdals-Mythen maatte saaledes som en Anelse, den Nordiske Kæmpeaand i sin fyrige Ungdom havde af sin besindige Alderdom, blive Lys-Nöglen til hele 📌Nordens Billed-Sprog, i det den ►forklarede sig selv, 59som vi jo nu klarlig kan indsee, at den Oplysning og ►Vidskab var grundfalsk, som ikke ►forklarede, men forkastede alt det Guddommelige, der i Tidens Löb henrykde og henrev de ædleste, kraftigste og virksomste Folkefærd, medens den ægte, menneskelige Oplysning og ►Vidskab nödvendig, som ►Heimdal, maa udmærke sig ved Forstand paa alt det Höie og Dybe i Menneske-Naturen, og ved heltelig Kamp for det, under alle de Skikkelser, det i Indbildnings-Kraftens og Fölelsens Alder, i Slægtens Ungdom og Manddom, nödvendig, for at fremtræde og virke naturlig, maatte antage. Og var det nu saa, at 📌Nordens Folk i det Hele havde tabt Lysten til en saadan guddommelig ►Vidskab, som fra Barnsbeen anede og vinkede dem, da var det visselig ei Skammen men kun Sorgen, jeg, enig med ►Fædrene, maatte finde tung at bære; men vil Man sige, at Lysten vel findes endnu, men at Kræfterne fattes, da siger jeg, det er ikke sandt; thi havde Lysten ingen Kræfter, da vilde Erfaring aldrig have lært, at ►Lysten driver Værket. Derfor, op! siger ⓘ jeg, I Kæmpe-Sönner, og ►pröver Eders Kræfter! I sov længe nok, og “Soel er oppe,” Hanen slaaer med sine Vinger, som i 📌Nordens gamle ►Bjarkemaal! Tiderne skiftede og saa maa Gestalten af Mænd og Bedrifter, men Aanden, udödelig, er altid den Samme.

✂ N.F.S. Grundtvig.