Grundtvig, N. F. S. Brage og Idun Havfruen

Universalhistorisk vidskab og universalprofetiske myter

✂ I indledningen til ►Nordens Mythologi (1832) definerede Grundtvig første gang sin “Universal-Historisk[e] Vidskab” (►Grundtvig 1832, s. 1-46). Grundtvig brugte allerede fra 1816 i tidsskriftet ►Danne-Virke det gamle danske ord ‘Vidskab’ som betegnelse for en “sand stræben efter visdom og erkendelse”, en filosofi (►Vind 1999, s. 138). Den ‘Universal-Historiske Vidskab’ var Grundtvigs afklarede historiefilosofi, ud fra hvilken han søgte at definere verdenshistoriens sammenhæng og mål samt menneskets rolle.

✂ Grundtvigs historiefilosofi havde en række karakteristiske træk. Som det uddybes i de tre bind af ►Haandbog i Verdenshistorien (1833-1843), opererede Grundtvig med tre epoker i menneskeslægtens udviklingshistorie: oldtiden, middelalderen og nyårstiden. Disse tre perioder var paralleller til menneskelivets tre udviklingsfaser: ungdom, manddom og alderdom, og var knyttet til henholdsvis fantasi, følelse og forstand. Desuden var der tale om fire hovedfolk i verdenshistorien: ebræerne (jøderne), grækerne, romerne og nordboerne. I Grundtvigs samtid stod man ifølge Grundtvig på tærsklen til nyårstiden, som altså var forstandens eller oplysningens tid. I denne periode var nordboerne ifølge Grundtvig bestemt til at spille en afgørende rolle. De skulle føre an på vejen mod en bedre og bredere oplysning af menneskeheden i kraft af en “historisk og poetisk videnskabelighed” (►Vind 1999, s. 133-147).

✂ Her spillede de nordiske myter som folkeligt udtryk en afgørende rolle for Grundtvig. I ►Nordens Mythologi fremhævede han, at disse myter havde været “levende mundtlige Ord, ikke paa Hverdags-Sproget, men paa Billed-Sproget” (►Grundtvig 1832, s. 47). Myterne skulle ses som en oprindelig, mundtlig poesi, hvor folket havde ladet en “åbenbaret indsigt i form af billedlig tale om en højere, oversanselig virkelighed” komme til udtryk (►Vind 1999, s. 104). Denne indsigt så Grundtvig som et udtryk for en nordisk folkeånd (jf. ►Vind 1999, s. 184).

✂ Grundtvig betegnede i forlængelse heraf myterne som “universal-prophetiske” (►Grundtvig 1832, s. [XXV]) og knyttede denne forklaring til:

✂ Er nemlig ethvert Folks Myther deres Aands velbehagelige Udtryk og egenlige Tempel, da er de nödvendig forsaavidt Prophetiske, at de spaae hvad der kunde og skulde blive af Folket (►Grundtvig 1832, s. 67).

✂ I myterne fandt Grundtvig altså en poetisk vision for den universalhistoriske rolle, som forhåbentlig skulle blive nordboernes i det 19. århundrede.

Folkeånden i England og Frankrig

✂ I 1830'erne så Grundtvig forvarsler om den nordiske folkeånds eller kæmpeånds genopstandelse og om et “Folkelighedens Gyldenaar” (►Grundtvig 1869, s. 10) både i den franske revolution og i den industrielle udvikling i England.

✂ Om den franske revolution mente han blandt andet, at

✂ den Retning til almindelig Frihed og gjennemgribende Naturlighed, Revolutionen viser, kan og maa føre til en forholdsvis herlig og lykkelig Fremtid, hvor Naturen er lidt bedre og dybere, derfor ogsaa Friheden ædlere og beskednere og Oplysningen grundigere end i Frankrig (►Grundtvig 1877, s. 131).

✂ I samme ånd skrev han i september 1837 til 👤B.S. Ingemann: “Alle vore Dages Oprør og Opstande staa nemlig for mine Øjne som lige saa mange Forbud paa Opstandelsen af alt det folkelige og menneskelige, som virkelig har været paa Jorden” (►Grundtvig og Ingemann 1882, s. 198).

✂ Grundtvigs optimisme var ligeledes blevet styrket ved mødet med Englands “fri og levende Virksomhed” på Englandsrejser i perioden 1829-1831 (►Grundtvig 1877, s. 422). De nordiske udvandrere havde ifølge Grundtvig grundlagt det engelske åndsliv, og derfor var det også den nordiske folkeånd, han så levende manifesteret i Englands voksende industri og tekniske landvindinger (jf. ►Vind 1999, s. 185). Ganske vist beklagede han, at “at den engelske Virksomhed stedse mer gaar ud paa, hvad man kalder ren Gevinst” (►Grundtvig 1877, s. 447), men “Saa længe [...] Folke-Aanden gjør Kæmpe-Skridt, er den unægtelig paa Benene, og saa længe den øver, hvad Mennesker maa kalde Storværk, er den i sin Kraft” (s. 447).

Den historisk-poetiske videnskabelighed

✂ For Grundtvig handlede det nu om at gøre nordboerne lydhøre over for denne nordiske ånd. Den første udfordring var at få nedkæmpet den smag for det latinske sprog og den klassiske dannelse, som herskede i hans samtid (►Toldberg 1950, s. 33). Desuden måtte der oplysning omkring nordisk-historiske forhold til, hvilket Grundtvig gjorde sig til talsmand for i sine skoleskrifter ►Det Danske Fiir-Kløver (1836), ►Til Nordmænd om en Norsk Høi-Skole (1837) og ►Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838). Oplysningen skulle finde sted

✂ paa to Maader, deels folkelig, ved saa levende som muligt at minde hvert Folk om Lifligheden af dets Modersmaal og Storheden af dets Fædre, og deels videnskabelig, ved at oplyse hele den folkelige og menneskelige Virksomhed giennem Tidernes Löb, saa Folkene og Slægterne lære bedre at skiönne paa et værdigt Livs Öiemed og bedre at vælge de rette Midler dertil (►Grundtvig 1839, s. 442).

✂ Grundtvigs ideal var den mundtlige historieformidling, som han første gang selv udfoldede i sine samtidshistoriske ►Mands Minde-forelæsninger på Borchs Kollegium i juni-november 1838. I foråret 1839 blev han desuden af 👤Frederik Barfod opfordret til at engagere sig i etableringen af et “levende folkeligt Selskab” (►Grundtvig 1839, s. 444). Resultatet blev foreningen Danske Samfund, hvor Grundtvig holdt en række historiske oplæg, og hvortil han skrev en række sange.

✂ Faktuel historisk oplysning kunne imidlertid ikke i sig selv vække den nordiske folkeånd. Som nævnt ovenfor fandt Grundtvig “åndens oprindeligste og derfor sandeste udtryk” i de nordiske myter og den nordiske poesi (►Vind 1999, s. 126). En sand nordisk ‘Vidskab’ måtte derfor også rumme poetiske elementer - og den måtte kunne formidles som poesi.

“Brage og Idun”: Forlæg i Den yngre Edda

✂ Digtet “Brage og Idun” tager sit udgangspunkt i to skikkelser fra nordisk mytologi, gudinden ►Idun og hendes mand, digterguden ►Brage. I ►Gylfis blændværk (oldisl. Gylfaginning) i ►Den yngre Edda berettes det, at ►Idun opbevarer de æbler “som guderne skal bide af, når de ældes, og så bliver de alle unge” (overs. ►Lembek & Stavnem, kap. 26, s. 56). I afsnittet ►Skjaldskabslæren (oldisl. Skáldskaparmál) i ►Den yngre Edda skildres det, hvordan ►jætten ►Tjasse med ►Lokes hjælp bortfører ►Idun og æblerne, og hvordan ►aserne som resultat begynder at ældes. ►Aserne tvinger ►Loke til at hente ►Idun hjem. Han forvandler hende til en nød og flygter med hende, forklædt i falkeham og skarpt forfulgt af ►jætten ►Tjasse i ørneham. Da de når til ►Asgård, lykkes det ►aserne at sætte ild til ►Tjasses fjerdragt og dræbe ham. Derefter kommer ►Tjasses datter ►Skade til ►Asgård for at hævne sig, men ►aserne tilbyder hende i stedet forlig og erstatning. Som en del af erstatningen må hun vælge sig en mand blandt ►aserne ud fra fødderne alene. Hun tror at vælge ►Balder, men de smukke fødder tilhører ►Njord fra ►Noatun.

✂ Grundtvig henviser desuden i strofe 3 til den norske 800-tals digter 👤Tjodolf af Hvin og hans digt ►Høstlang (oldisl. Haustlǫng) som kilde til myten om ►Idun og ►Tjasse. Dette 20 strofer lange digt er en af de ældste kilder til den nordiske mytologi. Foruden beretningen om ►Idun og ►Tjasse rummer digtet beretningen om ►Thors kamp mod ►jætten ►Hrungner. En del af digtet indgår i ►Den yngre Edda i afsnittet ►Skjaldskabslæren (oldisl. Skáldskaparmál) (overs. ►Lembek & Stavnem, kap. 25, s. 137-142). Grundtvig refererer direkte til det oprindelige digt, når han beskriver, at ►Idun havde hjemme “Paa Bröndshöien” (str. 3). Her er tale om Grundtvigs oversættelse af det oldislandske brunnakr (brønd-ager) fra ►Høstlang (jf. overs. ►Lembek & Stavnem, kap. 25, s. 140).

“Havfruen”: Forlæg i Den ældre og yngre Edda

✂ I “Havfruen” henvises der til myten om ►Skirners færd til ►jættekvinden ►Gerd i ►Jotunheim. ►Skirners færd (oldisl. Skírnismál) indgår som digt i ►Den ældre Edda (overs. ►Stavnem, s. 125-137). Fra ►Odins højsæde ►Hlidskjalf har ►vanen ►Frej fået øje på den smukke ►jættekvinde ►Gerd, som han er blevet forelsket i. ►Frej forærer sin skosvend, dvs. tjener, ►Skirner sit sværd, “som svinger sig selv, / hvis brav mand bærer det” (s. 127), og sender ham til ►Udgård for at “købe [►Gerds] elskov” (s. 130). ►Gerd afviser imidlertid de gaver, hun bliver tilbudt af ►Skirner: ►Iduns gyldne æbler og ►Odins guldring ►Draupner. Hun lader sig heller ikke skræmme af sværdet. Først da ►Skirner truer hende med en række forbandelser, indvilliger hun i at mødes med ►Frej i lunden ►Barre efter ni døgn. Digtet afsluttes med, at ►Frej utålmodigt afventer mødet. Digtet er udformet som en række dialoger, primært mellem ►Frej og ►Skirner samt mellem ►Skirner og ►Gerd.

✂ I digtet ►Lokes skænderi (oldisl. Lokasenna) (overs. ►Stavnem, s. 171-190) i ►Den ældre Edda håner ►Loke ►Frej, fordi han har givet sit sværd væk til ►Skirner og dermed er våbenløs, når ►Ragnarok kommer.

✂ I ►Gylfis blændværk i ►Den yngre Edda gengives fortællingen om ►Skirners rejse i kapitel 37. I denne version får ►Skirner også ►Frejs sværd, men her blot som løn for at tage ud og fri til ►Gerd på ►Frejs vegne. Det går desuden ganske glat: Han “friede til kvinden for ham og fik hendes løfte” (overs. ►Lembek & Stavnem, kap. 37, s. 64). Efterfølgende kommenterer fortælleren Høj (sandsynligvis dæknavn for ►Odin), at ►Frej dog nok vil savne sit sværd, “når ►Muspels sønner kommer og hærger” (kap. 37, s. 64), dvs. når ►Ragnarok kommer.

Historiens ånd og naturvidenskabens ånd

✂ I stroferne 6-11 skelnes mellem to virkefelter for ånden: den kan virke såvel “I sit som i Kroppenes Rige” (str. 9). I skildringen af åndens kraftfulde udfoldelser i kroppenes rige refereres tydeligt tilbage til Grundtvigs oplevelser i det moderne, industrialiserede England, som de skildres i ►Mands Minde-forelæsningerne. Der refereres til varetransport: “lade og losse” (str. 7); varmluftballoner eller (ideen om) flyvemaskiner: “Som Fuglen i Luften maa Snekken gaae” (str. 7); dampmaskiner: “Vandet med Ilden de trodse” (str. 7); brobygning: “over Svælg lægge Bro med Konst” (str. 9); undersøiske tunneller: “Lægge Loft under Bölger” (str. 9); telegrafi: “Liner […] spænde fra Pol til Pol, / Hvor Lyden forplantes som Lynet” (str. 10) og stjernekikkerter: “Öine [...] kaste fra Sol til Sol, / Slet ikke til Skade for Synet” (str. 10). Grundtvig holdt sig opdateret på mange felter, og han skildrer fx den i 1825 påbegyndte undersøiske “Hvælving[...] under Themsen” (►Grundtvig 1877, s. 448) i sine ►Mands Minde-forelæsninger.

✂ Kæmpeånden spørger nu, om den skildrede kraft kun kan udfolde sig på det fysiske og materielle område: “Er det da kun Ordet om “Mit og Dit”, / Ei Ordet om Aanden og Livet, / Som til i al Verden at fare frit / Er Vinger som Lynildens Givet!” (str. 11). Den skelnen, der udfoldes her, er en parallel til en skelnen mellem historiens ånd og naturvidenskabens ånd, som Grundtvig udfolder i en tekst omkring foreningen Danske Samfund, skrevet i foråret 1839. Her skildrer Grundtvig, hvordan historien fra århundredets begyndelse er blevet betragtet som “Dödens Geheime-Archivarius” (►Grundtvig 1839, s. 431), mens naturvidenskaben er blevet set som “Livets Geheimeraad, indviet i alle dets Hemmeligheder” (s. 431). Grundtvig hævder, at naturvidenskabens fordel primært må skyldes naturvidenskabsfolkenes dristige og ihærdige arbejdspraksis samt deres ærgerrighed i forhold til formidling. Og han understreger, at historiens forkæmpere med fordel kan lade sig inspirere heraf: “Alt dette kalder jeg priseligt og værdt at efterligne” (s. 435). Med dette udgangspunkt vil også “Ordet om Aanden og Livet” (str. 11) kunne få “Vinger som Lynildens” (str. 11), som det efterlyses ovenfor.

Iduns æbler

✂ ►Idun med de foryngende æbler er tekstens centrale symbol. ►Idun personificerer hos Grundtvig gerne poesien (jf. ►Toldberg 1950, s. 51), men med henvisning til strofe 22 mener 👤Helge Toldberg, at hun i netop dette digt skal symbolisere “noget i sig selv upræcist, folkeaanden” (s. 182). Folkeåndens udvikling i Norden skildres gennem hele digtet som en parallel til myten om ►Iduns bortførelse og tilbagekomst. Når ►Iduns hjem, med inspiration fra folkevisesproget, kaldes ►Havsgård i stedet for ►Asgård, forbindes ►Idun desuden med Grundtvigs klassiske Danmarks-personifikation, havfruen (s. 191). De to figurers symbolværdi forbindes, og de bliver konvergente symboler (s. 182). I digtets centrale opfordring til digter-jeget eller læseren: “Du speile dig smukt i din Havfru's Kaar, / Da tör hun tilbage vel komme” (str. 15), er “din Havfru” således en anden betegnelse for den bortførte ►Idun. ►Idun, symbol for folkeånden, vil vende tilbage i Norden, hvis nordboerne spejler sig i hende og tager hende som forbillede. Det sker dog ikke af sig selv. Ligesom Nordens “skindöde Kæmper” (str. 14) må vækkes af ►Brages harpespil, således må den nordiske folkeånd styrkes af poesien, ‘Vidskaben’ og det levende ord.

Latinus og Franciska

✂ Der er imidlertid en hindring på vejen, hvilket skildres i stroferne 24-28. Som ►Tjasse i ørneham bortførte ►Idun, således har Latinus midlertidigt fortrængt nordboernes “gode Smag / For Aanden og Livet tilsammen” (str. 24). Og som ►Tjasse havde datteren ►Skade, således har Latinus datteren Franciska (str. 31). 👤Toldberg udlægger Latinus og Franciska som “henholdsvis den romerske og den galliske [franske] aand” (►Toldberg 1950, s. 138).

✂ Grundtvigs modvilje mod den romerske ånd gennemsyrer hele forfatterskabet og findes fx tydeligt udtrykt i første bind af ►Haandbog i Verdens-Historien. Her beskrives oldtidens Rom som en “mageløs Plante-Skole for Ugudelighed, Trældom og Aands-Foragt” (►Grundtvig 1833, s. 425). Den franske ånd ser Grundtvig som en afspejling af den romerske:

✂ Ligesom nu det franske Sprog mellem alle [...] Folkefærds [...] ligger Romernes tilsyneladende nærmest, maa det samme være Tilfældet med Aanden, og Skinnet af Rom maatte de Franskmænd snarest og lettest kunne tilegne sig. Dette var [...] ogsaa deres høieste Attraa; ligesom deres Konger stedse skeelede og stundom beilede til Roms Keiser-Krone, saa deres Boglærde til romersk Aand og Videnskab (►Grundtvig 1817, s. 288 f.).

✂ I indledningen til ►Nordens Mythologi (1832) lægger Grundtvig vægt på, at forskellen mellem det talte ord og skriften er “saa uhyre stor, som mellem Liv og Död” (►Grundtvig 1832, s. 47). Dette modsætningsforhold afspejles i “Brage og Idun” i forholdet mellem ►Idun/Nordens ånd og ►Tjasse/Latinus. ►Idun, med ægtemanden ►Brage, repræsenterer “Smagen for Livet i Aanden” (str. 22), herunder smagen for mundtlig poesi: “Mundharpen” (str. 15). Heroverfor repræsenterer ►Tjasse en “Örne-Smag / [...] For Aanden af Bogstaver givet, / Ja, Smag for Latinen, det ►Jettesprog, / Hvorpaa vi indskrives i Dødens Bog!” (str. 27). Der er her tale om en klassisk Grundtvig-modstilling mellem en død klassicistisk ånd, der er knyttet til bogstavet, og en levende nordisk ånd, der er knyttet til det talte ord. Den romerske ånd er ganske vist “dödningmat” (str. 26), men dens gode rygte er endnu ikke overvundet i Norden: “Hans Rygte dog for ham mon stride” (str. 26). Selv hvis den overvindes, forudsiger digtet, at den nok vil efterfølges af den franske ånds indflydelse. Denne personifikation af den franske ånd “döver de skarpeste Sværd med Vid, / Maa hildes med List og med Læmpe” (str. 31). Imidlertid forudsiger digtet dog, at Franciska vil ende med at ægte “👤John Bull” (str. 33), personifikationen af England, og således elimineres som trussel.

Den nordiske universalprofeti

✂ Forudsigelsen af, at Franciska overvindes, er karakteristisk for digtet. Flere steder i digtet nævnes positive spådomme og varsler (fx i str. 20 og str. 26), og i sin helhed udgør det således en spådom eller vision om den nordiske ånds fremtidige genopvågnen og om en ny tilstand, hvor poesien, ‘Vidskaben’ og det levende ord udfolder sig i Norden. Tilstanden skildres som en parallel til ►Iduns tilbagevenden med æblerne. Centrale er stroferne 15-23 samt de afsluttende strofer 35-37.

✂ I denne tilstand hersker “Smagen for Livet i Aanden” (str. 22). ►Brage, poesiens personifikation i digtet, vil udfolde sig igen: “Da löses paa ►Brage og Tungen brat, / Mundharpen han slaaer om den fundne Skat!” (str. 15). ‘Vidskaben’ vil spille en afgørende rolle. I strofe 17 skildres det, at “Vidskaben voxer som Rug og Byg, / Alt Aandeligt veed Man at skatte”, og i strofe 37, at “Vidskab udsynges” i byen. Indsigten i de nordiske myter vil være helt central: “Kun hvem der paa Guder har god Forstand, / I Norden man kalder den vise Mand!” (str. 17). Myterne, som findes koncentreret i ►Den ældre Edda og ►Den yngre Edda, vil desuden blive anerkendt som ‘universal-prophetiske’: “Edda hun löftes med Priis i Sky, / For Sandsigeriet i Norden” (str. 35). Endelig skildres det, at “Det levende Ord paa vort Modersmaal, / Som Aanden i Hjertet indskyder, / [...] glöde” (str. 36). Der er tale om en tilstand, hvor foryngelse og forklarelse hersker. Enhver “Forynges forklaret, forstaaer sig selv!” (str. 16) og “folkelig Glæde i Aandens Smag / Forynger de Gamle hver Nyaarsdag” (str. 18).

✂ Digtet kan som helhed siges at have samme universalprofetiske karakter, som Grundtvig tilskriver de nordiske myter.

At bejle til en havfrue

✂ Digtet udgør en parallel til denne fremstilling. Som ►Frej (via ►Skirner) bejlede til ►Gerd, således har jeget bejlet til en havfrue. Havfruen er ifølge 👤Toldberg “det staaende Danmarkssymbol i Gr.s modne digtning” (►Toldberg 1950, s. 53). Havfruen vil imidlertid hverken modtage “►Odins Ring” (str. 13) i gave af ham eller lade sig imponere af hans “gode Sværd” (str. 14). Hun spotter ham for det skræmmende sværd og forsvinder i bølgerne igen. Han indser nu, at brugen af sværdet er forkert: “Da blev jeg sky / For Vaabengny, / Og angred Haardheds Bröde” (str. 19). En anden og mildere tilgang er påkrævet for at vinde havfruens gunst. Han lægger den hårde tilgang fra sig til fordel for fred: “I Fredens Skiöd, / Ved Kvindens Fod / Med Helteblod, / Jeg Kæmpe-Sværdet lægger” (str. 23). Og nu vender havfruen tilbage og er ham mildere stemt: “Saa fæsted jeg / Havfruen skiön / I Lys og Lön, / Til Ægteviv i Aanden” (str. 27).

Fremtiden

✂ Nu henvender jeget sig til et “I”, sandsynligvis med tanke på tilhørerne fra de historiske foredrag: “I gav med Fryd / Mig Örenlyd, [...] / Til Skjalde-Ord / Om Fest i Nord, / Naar Farve Tiden skifter” (str. 29). Med tidens farve-skift refereres her til forestillingen om en ny åndelig udvikling i Norden. Dette afspejles også i henvisningen til det oldengelske heltekvad ►Sangen om Bjovulf, hvor krigeren ►Bjovulf dræber uhyret ►Grendel. I skildringen af den nye udvikling hedder det således: “Ei raader ►Grændel længer!” (str. 32). Nye tider er på vej: “Med Aand for Vind / Nu blæser ind / Nyaaret godt / Den gamle Drot, / Paa ►Himmelbjerg med Luren” (str. 33). I denne passage må “Den gamle Drot” fortås som ►asen ►Heimdal, der ifølge mytologien har hjemme på ►Himmelbjerg. Hans opgave er at blæse i ►Gjallarhornet før ►Ragnarok. Hos Grundtvig blæser ►Heimdal imidlertid lige så ofte i hornet for at “vække folk af deres døs” (►Toldberg 1950, s. 166) og få dem til at “besinde sig paa værdien i sine historiske minder” (s. 165).