↩ 1392Alt dette vilde imidlertid dog ikke forslaae, med mindre Sogne-Præsterne levede evindelig og blev aldrig forflyttede, og den Naivitet, hvormed man maa forudsætte det, for at blive i den søde Drøm om det ømme, rørende Forhold, et vel vedligeholdt Sogne-Skjel kan skabe mellem Præst og Menighed, er ikke den mindste. At nemlig alle Sognepræster døe engang og er nuomstunder sædvanlig først adskillige Gange forflyttede, lærer daglig Erfaring, hvorved ikke blot de fremmede Præster under Vacancen, men de tit modsatte Naturer, som følge paa hinanden, nødvendig maa tilintetgjøre Trylleriet, med mindre der i Sogne-Skjellet skulde være en ►sær Trolddom, der bevarede Eenheden selv mellem ni forskjellige Sogne-Præster, som f. E. 📌Præstø har havt i Mands Minde.