↩
54Derfor, skiøndt, som Eremiten,
Jeg kun daarlig fra Graniten
Kiender ►Marmelstenen fiin,
Seer i Rune før i ►Sule
Aandens Præg, som gamle 📌Thule
Kaldte ►Kæmpevætte sin;
Ei desmindre jeg med Glæde
Er et Led af denne Kiæde,
Konstens hjemmegiorte Krands,
Der sig som et ►Tonebelte
Snoer om alle 📌Nordens Helte,
Og ombølger i sin Glands
Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder,
Blive skal vor ny ►Vaulunder,
Vandre ►saa i 📌Nordens Skove,
Vugges ►saa paa Tidens Vove,
Tone ►saa i 📌Danevang,
Giennem mange Skjaldes Sang!
Det forkynder denne Aften,
Som bebuder meer endnu:
55Vei sig bryder ►Kæmpekraften,
Kommer Fortids Daad ihu,
Vil ei længer, som for længe,
Naar den skaber Skjaldekvad,
►Riste kun om ►rørte Strænge
Paa det stumme ►Flyveblad,
Men i Ordet, som har Vinge,
Og i Røsten, som har Klang,
Over Isserne sig svinge,
Som de gamle Skjaldes Sang,
Trylle frem de svundne Dage
Og hver ►Ædling med sin Daad,
Som i Fædres ►Valhald ►Brage,
Brydes kækt med ►Dødens Braad!
Det har ►Kæmpeaanden villet
Og indskudt i Skjaldens ►Barm,
Som vor Konstner har fremstillet
Døden skiøn i Livets Arm
* Livets og Dødens Genius af 👤Thorvaldsen (hos ►Thiele CLVI.) seet i det Forhold, som levende
Folk maae ønske..